400.000 besøg og en Giveaway

Siden 10. juli 2008 har jeg haft 400.000 besøg på min blog!

Det er godt nok mange – og hvor er det dejligt, at så mange vil læse med. Jeg hygger mig meget, hvad enten det er patchwork, strik, børnebørn, hund eller nu i den sidste tid mine oplevelser i Grønland, jeg skriver om.

Jeg synes, det skal fejres. Og da jeg selv fornylig var så heldig at vinde en “Giveaway” hos Maria “All Momas Quilt”, er det oplagt, at jeg benytter mit “jubilæum” til at udbyde en “Giveaway” = “Få en gave og send 3 videre!”

Hvis du har lyst til at være med, skriver du i kommentarfeltet.

Der er to betingelser: Du skal selv videresende 3 gaver (inden for et år efter at du har modtagen en gave fra mig) og du skal være blogger.

Jeg trækker lod mellem deltagerne, og de 3 vindere får en lille gave tilsendt fra mig inden 1 år!

Weekend hygge og fødselsdag

Whisky og jeg har nydt en afslappet weekend lige fra fredag eftermiddag hos ældstesønnen og hans familie, hvor vi fejrede Christians 14 års fødselsdag. Svigerdatteren foreslog selv, at hun kunne tage Whisky på morgen-luftetur, når hun gik til bageren efter rundstykker – det har hun ikke prøvet før, men Whisky opførte sig eksemplarisk, og han er flink til at sidde pænt og vente udenfor en butik.

Sønnen havde vagt, men passede Whisky derhjemme og var heldig, at han ikke blev kaldt, mens vi andre var på shoppingtur i Kolding Storcenter for at købe konfirmationstøj til Christian, som fik lige, hvad han gerne ville have – det er ikke billigt, skal jeg hilse og sige. Foruden de lækre sko, han valgte, fik han efter ønske også et par sommersko i fødselsdagsgave af mig, det er selvfølgelig mest praktisk, at han selv er med for at vælge og prøve.

Resten af lørdagen var ren hygge – hans far havde lavet en af de lækre lagkager, han er er så god til…

…og Christian havde valgt pizzaer til aftensmad + Harry Potter film med surround.effekt! (Min første af slagsen – den der mystik og de voldsomme effekter er ikke til min aldersklasse).

2 aftner med familiehygge incl. film + chips og slik kan gøre noget ved strikketøjet, så både Christina og jeg kom langt.

Jeg blev færdig med bullen og ærmer på trøjen til børnenes mormor, der kommer fra Filippinerne til Christians konfirmation, her er jo koldt for hende! Så nu mangler bare kanterne.

God morgen, Whisky!

Whisky og jeg sover sammen med Christina på hendes værelse, han går selv i seng, når han er træt om aftenen, hans tæppe ligger under skrivebordet, så kan vi godt være der.

Jeg skulle lige have et billede af Christina i hendes nattøj, som oprindeligt er et sommersæt, jeg havde købt til hende, da hun blev 4 år. Nu er hun 10, og hun kan stadig passe det – det er imponerende. Bukserne var lange stumpebukser og blusen en busseronne. Desværre har jeg ikke et billede fra dengang for 6 år siden med det sæt på, men jeg havde været på udsalg hos Den Lille Lade og købt flere utroligt søde sæt til hende med 75% rabat, og at det er en god kvalitet, ses af at hun stadig bruger det flittigt, nu som nattøj. Forskellen i størrelsen ses af nedenstående billede af et af de andre, jeg købte.

Nu er vi hjemme igen, så har både sønnefamilien og jeg lidt tilbage af weekenden. Og der venter en begivenhed her på bloggen lidt senere på dagen!

Overskud

Det er årstiden, hvor Whisky skal af med vinterpelsen, og han fælder meget lige nu. Så han fik den helt store strigletur.

Han er glad for at komme af med alt det gamle hår, der sidder som totter, og han blir så fin! Det fortæller jeg ham også, og det forstår han!

Ja, hvor kommer det dog fra?

Selv halen fik jeg lov at strigle grundigt – den er han ellers ikke så glad for, at jeg tager fat på.

Alt det afstriglede hår blir pakket ind i et net fra løg og hængt op i en busk, så kan fuglene bruge det til at fore deres reder – og det svinder hurtigt i det. Det er også blødt og lækkert!

Til lykke Christian

 

Til lykke med de 14 år, Christian!

For 14 år siden var du meget tæt på blive en aprilsnar – men heldigvis trak det 15 minutter ud, så du fik fødselsdag sammen med H.C.Andersen. Du var 17 dage for tidligt på den, og du var ikke ret stor – men sej!

Der var flere i familien, som troede, at det var aprilsnar! Da din far ringede kl 6 om morgenen den 1. april for at sige, at jeg skulle komme, som vi havde aftalt for at være med på sygehuset, var jeg også sikker på, at det var snyd – men det blev en meget stor oplevelse for mig at se dig komme til verden og støtte din mor.

Ha’ en rigtig god dag, vi har snart en anden stor begivenhed, der skal fejres! Jeg glæder mig.

Swap af forårs-krusbrikker

I dag har vi modtaget de krusbrikker, der er swappet i patchworkgruppen på 24.dk

Jeg synes, jeg har været meget heldig. Jeg har modtaget 2 søde brikker med orange tulipaner fra Elisabeth:

..og 4 krusbrikker med sommerfugle i grønt, det hele håndsyet, fra Anne Mette.

Tusind tak!

Mine egne er også blevet vel modtaget, det er jeg glad for.

Esther har fået disse 2, og..

..Anne Mette har fået disse 4.

Tak til Pia for at swappe! Det var en hyggelig SWAP.

Valg

Det hjælper utroligt meget at se de forskellige muligheder af opsætning, både på papir og på skærmen. Og selv om jeg har syet det mønster flere gange og set, hvad andre har valgt, så gør farverne også en stor forskel.

Så denne gang valgte jeg opsætning nr 7. Næste valg var stof til kanterne, og det bliver, som jeg hele tiden har planlagt med brede kanter i det flotte storblomstrede Kaffe Fassett stof og en ganske smal lys grøn..

..ikke den nederste, men den til højre.

Jeg leger – igen!

Det er ikke første gang, jeg viser min leg med blokke i “Kinesiske Møller”, det lille vægtæppe, som er så spændende at sy. Jeg elsker at se de forskellige virkninger af blokkene, før jeg bestemmer mig til, hvordan de endeligt skal ligge.

Og så er det en hjælp – ikke kun i dette mønster – at tage digitale billeder til brug for sammenligning. Prøv at se:

Nr. 1

Nr. 1

 

Nr. 2

 

Nr 3

 

Nr. 4

 

Nr. 5

 

Nr. 6

 

Nr 7

 

Nr. 8

 

Nr. 9

For de, der ikke kender mine “Kinesiske Møller”, skal jeg lige nævne, at der mangler jo mangler sammensyning og quiltning, og at man kan se flere – færdige – eksemplarer på hjemmesiden www.kludekoner.dk under “Vægtæpper”.

Der mangler selvfølgelig kanter, som kommer til, når jeg har bestemt mig, og når blokkene er syet sammen.

En fin æske med blomster –

Der kom (endelig) i dag en fineste æske, foret med silkepapir! Jeg vidste godt, hvad den indeholdt, for jeg har selv bestilt den – en æske blomster –

– garnblomster!

Jeg er nem at friste, og jeg faldt for et par uger siden for disse søde små nøgler af det dejligste skotske højlandgarn i forskellige farver fra Garnudsalg.dk. Det er ikke verdens hurtigste firma til at sende, men det har de heller ikke lovet. Jeg ved godt, hvad de skal bruges til – ikke lige nu, for jeg har andre ting på programmet lige nu – jeg har faktisk utroligt travlt! Både med kendte projekter og med hemmelige ditto. Men søde, det er de.

Quilts til Japan

Susse har syet 2 tæpper mere til Japan.

Det er meget smukke tæpper, især er jeg vild med nedenstående tæppe, syet af Kaffe Fassett stoffer – der har Susse og  jeg en fælles passion!

Og jeg har fået tilsagn fra flere andre, der også gerne vil følge opfordringen fra japanske quiltere om at være med til at hjælpe nogle af de mange mennesker, der har mistet alt. Lene har syet et dejligt tæppe, som kan ses på hendes blog her.