Projekter

Når vi syr på Søndergården, skal vi allesammen se både hel- og halvfærdige projekter – ja også før det – vi har set disse projekter “gro”, og vi skal selvfølgelig have lov at komme med kommentarer!

Her er 2 ikke-monterede toppe:

Else-Marie, som altid (?) syr af rester, har syet den fine 16-patch top, som nu er klar til montering.

Og Lisbeth har færdiggjort en UFO, som Projekt Puttetæpper har modtaget, hvor nogle af “Tumbler”-blokkene var syet sammen, og mange var skåret. Den er syet “på amerikansk”, altså i hånden, uden pap, og den er bare rigtig dejlig med alle de skønne country stoffer. Den vil blive sendt til quiltning hos Quiltefant i Fårup. Camilla vil gerne quilte nogle af puttetæpperne for projektet. Både Lisbeth og Camilla er tæppetanter i PP. Så der bliver endnu et dejligt puttetæppe til et barn på Julemærkehjemmet Hobro.

Der var også 2 færdige tæpper med i dag, de kommer på Kludekoner.dk.

Et lille forårsprojekt

Jeg synes, det er et rigtig lille forårsprojekt med disse små servietter til bare et krus eller et glas. Jeg kan selv godt lide sådan en, når man bare vil undgå rande på bordet. Jeg har dem i forskellige udgaver.

Og så elsker jeg jo legen med stofferne og kan bruge megen tid på at finde de rigtige, der passer sammen.

Det er bagsidestoffet, der er bukket om 1 cm større end toppen, som så er quiltet fast hele vejen rundt. Der er volumenflies som mellemfor.

Endelig forår?

Det holder hårdt, og det fryser om natten, men forårstegnene er umiskendelige

Der er stadigvæk snepletter i haven, men vintergækkerne er frygtløse!

Nogle af dem, der står nærmere huset er lidt længere fremme

og erantis’erne dukker også op, forfrosne og duknakkede, lidt blege af at være gemt under sneen – men de kommer frem og det går stærkt nu.

Der bliver også plukket af Whiskys afstriglede hår, der hænger i et net. Og i går så jeg, at der er kommet beboere i den redekasse, jeg hængte op lidt for sent sidste forår. Jeg kunne ikke se, hvad det var for en fugl, men den smuttede i hvert indenfor.

Der er dog stadig is på fuglebadene, så jeg må lige hælde lunt vand i endnu. Nu må det da snart blive forår? Men de siger sneslud om nogle dage!

Minder

Det er mere rørende, end jeg havde forventet, at skrive min “Grønlands krønike”. Jeg havde jo faktisk skrevet den som 8 små artikler til vores seniorblad for nogle år siden. Men for det første betyder billederne utroligt meget og giver i sig selv friske minder, for det andet tilføjer jeg flere ting til de oprindelige artikler, som var skrevet i en stram og lidt upersonlig referat-stil.

Jeg vil give mig god tid og ikke bare køre det hele ud på én gang, men det rumsterer i mit hoved hele tiden – også i nat, hvor jeg sov meget uroligt og drømte en hel masse med relation til mine Grønlandsminder.

Det er nok ikke så mærkeligt. For dels var det en stor oplevelse, netop i kraft af, at det ikke bare var en ferietur, men en sammenhængende lang årrække, afbrudt af ferie i DK, til at begynde med var det ½ års “permission” efter 2½ år deroppe, senere blev det 1 måned om året.

Men det var jo også en vigtig periode af mit liv med den hverdag, jeg havde, og det var starten af mit eget familieliv, mødet med min kommende mand, vores liv sammen forskellige steder i Grønland, og familieudvidelserne med 3 børn, født i hver sin by! Indretning af et nyt hjem, hver gang vi blev flyttet i kraft af Sørens arbejde, nye venskaber hvert sted, nye oplevelser.

Så på mange måder fylder det stadig i mit liv.

Billeder fra Grønland

Nu er det endelig lykkedes! Sørens lysbilleder fra Grønland og ferierne, da børnene var små, som svigerdatteren scannede og gav ham som gave på en DVD, er nu endelig blevet lagt ind i et format, så jeg kan bruge dem her. Det har jeg ønsket i lang tid.

Det tager noget tid at finde de enkelte billeder frem og redigere dem til skærmbrug, men efterhånden som jeg får det gjort, kan jeg nu skrive min “Grønlandskrønike” om og lægge den ud her på bloggen. Det glæder jeg meget til.

Her kommer et par smagsprøver, plukket ud blandt billeder fra 1960 – 1968.

Ingen tekster denne gang – men det kommer.

De smukkeste UFO'er

4 utroligt smukke UFO’er (ikke færdige tæpper) + 1 top, altså overside til et tæppe. Dem modtog jeg i går fra én, der havde afleveret dem til HANNE’s forleden.

De 4 mangler kun at blive quiltet, toppen skal monteres og quiltes – men det har vi nogle, der gerne gør.

Alle 4 er syet på flotteste vis og gennemriet, lige til at quilte. Og med den mest lækre vat som mellemfoer.

Toppen er som tæpperne meget store, men de vil være meget velkomne på Julemærkehjemmet Hobro.

Der er en personlig historie bagved, at de er blevet afleveret som puttetæpper for at glæde nogle børn, og det er vi meget taknemmelig for!!! En storslået gave!

Stofpakke fra Vancouver

Endelig kom den ventede pakke fra Ann i Vancouver. Den er sendt 13. januar, så det tager tid for en alm. pakke! Men det vidste jeg godt, det har bare været så spændende, hvad Ann havde fundet til mig som bytte for den regnbuevest, jeg har strikket til hendes barnebarn.

Der er både batikstoffer og Kaffe Fassett stoffer i flotte farver! Lækkert. Jeg har nogle idéer til, hvda de skal bruges til, men det er foreløbig en hemmelighed.

Uh, hvor er de smukke!

Til Faxe med HANNE's

Ud at køre med Hannes nye bil! Der er flere, der har spurgt mig, om jeg ikke glædede mig til at køre med Hanne i hendes nye, store bil! Jow, jow!

Som sædvanligt havde HANNEs god plads til at stille en flot butik op

..og det skortede ikke på interesse..

..for de fine påsketing.

Så der var travlt med kassedisken!

Og på min lille “arbejdsplads” var der også nok at lave det meste af tiden. Jeg solgte puttetæppemønstre og viste, at det nye mønster både kan sys i hånden over pap og som paper-piecing / stamps. Det var der mange, der var meget glade for. Og jeg solgte 35 mønstre, det var MEGET tilfredsstillende.