… i haven.
Jeg tæller jo fugle, og i dag havde jeg besøg af nogle af de allersmukkeste – Dompappen
Jeg plejer at sige: får du øje på en dompap han med de flotte farver, så kig en gang mere, så er der også en hun i nærheden.
Men der var noget mere usædvanligt – nemlig en han mere! Det var ikke populært.
Og i pilekurven med fedtkugler var der igen besøg af…
Flagspætten, som godt kan spise de færdigkøbte fedtkugler, nu når den har spist op af de hjemmelavede. Måske skulle jeg lave noget mere?
Show and Tell kalder vi det, når vi viser vore patchwork værker frem og evt. fortæller lidt om den. Det kan bare være, hvor det kommer fra, eller hvad det skal bruges til, men også somme tider lidt mere. I Vitus Bering Quilterne, hvor vi havde syaften i går, er der næsten altid nogen, der har noget at vise. Det er en dejlig patchworkgruppe, hvor der er en meget hyggelig, uhøjtidelig stemning og stor hjælpsomhed. Efter den store udstilling i oktober er der kommet mange nye medlemmer, og de suger jo til sig, men vi andre kan også blive “tændt”, når vi ser noget spændende.
Næsten klar til montering er toppen til et tæppe i livlige farver.
Spændende grydelapper skal dette blive til.
Smukke blokke til et nyt tæppe.
“An Angels Story” i 2 forskellige farveholdninger…
..syet af 2 forskellige. Der kommer billeder med flere detailjer på Kludekoner.dk snart.
En fantastisk blomster quilt, som vist har været på vej i meget lang tid, men resultatet var værd at vente på!
Dette her er jeg helt vild med! Mønsteret er fra Sarah Fielke’s bog “Material Obsession Two”, og den gruppe, der syr på Nørrevang, er ved at sy et fælles tæppe efter dette mønster. Men flere af dem syr samtidig et til sig selv, her det første færdige…
..og en påbegyndt blok, syet sømrummet større end mønsteret. Det skal blive til et sengetæppe. Det er så sjovt, det mønster, for det består af én eneste skabelon, der går igen i hele tæppet, og det er syet af mange rester, nogle af dem med de ellers så vanskelige stribede stoffer, så de bliver helt kalejdoskop-agtige. Det vil jeg gerne sy!
Jeg ved det godt! Man skal passe morderligt på med, hvad man skriver – ikke mindst i offentlige eller halvoffentlige fora.
Jeg har et par gange vovet mig ud diskussioner om copyright / ophavsret mht opskrifter og mønstre, og det er ikke nogen nem sag at håndtere, selv om det skulle være enkelt!
Det er ikke nogen hemmelighed, at alle håndarbejdsinteresserede låner mønstre af hinanden, jeg gad vide, hvem der kan sige sig fri? Men når det foregår på en åbenlys måde i et åbent forum, som f.eks. et chatforum el.lign., så kan det være dyrt, hvis nogen af dem, der lever af at designe eller sælge designs, får øje på det.
Og så er det, at dels har nogle andre, dels jeg selv gjort opmærksom på, at det må man ikke.
Men hvad er det så der sker? Jeg ved, at jeg skriver i et ordentligt sprog og ikke angriber eller anklager nogen. Alligevel får jeg på hattepulden, og nogen hidser sig mere og mere op.
Det er mig uforståeligt, at man ikke læser det, jeg skriver, men selv lægger negative motiver i det. Fra min side er det ment som en hjælpsom advarsel, men det bliver gjort til anklager om trusler, urigtige oplysninger om angiveri og ufine motiver, idet jeg selv skulle være designer for et bestemt firma og dermed vil forsvare mine og andres rettigheder!
Nej, jeg er ikke designer – ja, jeg har også selv byttet kopier af mønstre med andre – nej jeg har ikke fået noget gruppe lukket på noget forum – nej jeg har ikke hængt nogen som helst ud eller anklaget eller truet nogen – jo, jeg synes, man skal respektere andres arbejde.
Men jeg var tæt på at blive ramt på min ytringsfrihed, da jeg kort, men bestemt ville tilbagevise urigtige påstande med sigte på mig.
Jeg forstår det ganske enkelt ikke. Jeg har på andre tidspunkter af mit liv taget nogle kampe med kronikker og læserbreve, når noget syntes mig forkert og uretfærdigt. Denne gang er det åbenbart min person, det handler om?
Lidt kongelige må vi vel alle ha’ lov at være, og jeg skal love for, at ugebladene benytter sig af inspirationen til at bringe opskrifter på svøb (Familie Journalen) strikkede undertrøjer med krone på og kongelige kager mm (Hendes Verden)
Men Hendes Verden har også i dag en lille god notits om Projekt Puttetæpper under “Mødestedet”, den er vi glade for, for den giver også henvisning til Projekt Puttetæppers blog. Det er ovenikøbet redaktionen selv, der har henvendt sig for at få oplysninger!
..og jeg begyndte at føle mig sikker til bens – også uden pigsåler. I dag har jeg kun haft dem på i morges tidlig, da vi gik i skoven. Men på formiddagsturen nåede jeg lige at mærke panikken, da den ene fod smuttede under mig på en flad rest af en klat is. Jeg nåede heldigvis at genvinde balancen, men jeg kan stadig mærke følelsen af, at jeg ville være gået lige direkte bagover, hvis jeg var faldet. Og så tænker man bagefter, at “nu er du vist også for pivet og nervøs” – men faktisk var der en 10-15 år yngre bekendt af mig, der netop ville nyde, at vi nu kan gå tur igen – og så faldt hun og brækkede lårbenet! Uheldigvis på et sted, hvor der ikke lige kommer folk forbi, så hun havde mavet sig tilbage til sin bil og havde en meget lav legemstemperatur, før hun blev fundet.
Uha, det kan gå hurtigt, hvis man først er uheldig. Min egen læge faldt på sin gårdsplads og brækkede 2 ribben! Man kan bare krydse fingre!
Jeg kom til at sidde og læse i min “Grønlands krønike” i går – og blev helt indfanget af de gamle minder.
Jeg skrev den som 8 små artikler til vores lokale pensionistblad i 2003 og 2004, efter at Søren var blevet opfordret til at skrive om sine år i Grønland. Søren tog gerne ud i lokale foreninger og viste sine lysbilleder og især sine smalfilm fra Grønland. Men når det drejede sig om at skrive, så vidste han godt, hvem der havde mere skrivekløe end han selv! Så det blev mig, der med hjælp fra ham skrev de små artikler. Han huskede meget bedre end jeg selv – der er faktisk ting, som jeg slet ikke kan huske, nu når jeg læser dem igen!
Vores bolig i Angmassallik, Østgrønland 1967-68
Jeg har haft i tankerne længe, at jeg ville lægge dem ud på bloggen her, men jeg vil redigere dem først, for de er skrevet med en pladsmæssig ramme og i et lidt knapt sprog, uden mange svinkeærinder! De kan godt blomstre lidt mere og udbygges med lidt flere personlige oplevelser, og så vil jeg gerne have flere billeder på. De skal findes frem først – ja, ja det tager altsammen tid, og derfor skal lysten også være til stede, og det tror jeg, den er nu. Jeg er så heldig, at min svigerdatter scannede alle Sørens lysbilleder og brændte dem på en DVD, og der kan jeg nok finde nogle, jeg kan bruge.
Én artikel ad gangen, og så skal jeg have hjælp til at finde ud af, hvor på bloggen, de skal ligge, så det ikke bliver rodet sammen med den daglige, blandede tekst. Men det er lidt sjov læsning, for det handler om årene 1962 – 1973, og det var jo en helt anden tid – også på Grønland.
Så kom jeg i gang med fugletællingen – der var nu ikke mange i dag. Man deltager her på OBS natur hvis man har lyst.
Jeg kom til at tænke på, at det var det, der sidste år fik mig til at skifte plads ved spisebordet! Søren og jeg havde altid faste pladser, sådan er det vel bare, men min plads var med ryggen til terrassevinduet. Og da jeg så begyndte på fugletællingen, flyttede jeg over på den anden side af bordet med fin udsigt over haven og terrassen. En lille ting, men alligevel en ændring i forbindelse med at meget blev anderledes i min tilværelse.
Jeg har listen liggende på spisebordet, så kan jeg notere i dagens løb.
Jeg skal da være med igen i år i OBS natur’s fugletælling, der er startet i dag. Jeg har skrevet skema ud og er klar – men jeg synes ikke, der er ret mange fugle i dag!
Jeg hørte i radioen, at de regner med, sneen er væk i løbet af weekenden – HA, HA, de har ikke været her på matriklen! Der ligger stadig et tykt lag af is i det yderste af indkørslen og udenfor på gaden, og i haven masser af tyk sne. På taget er der stadig rester, der rutcher ned med bulder og brag, men det har vi vænnet os til, Whisky reagerer overhovet ikke.
Til gengæld reagerer han stadig på det flinke postbud! Mærkeligt, at han ikke kan lide ham, han gør ellers ganske roligt forsøg på at snakke til ham og kan også komme tæt på, men så pludselig galper han op, så jeg bliver rigtig vred og skælder ham ud. Han vil gerne være ud og ligger nu, som han elsker, i bilens åbne bagagerum og sover.
Postbudet kom ellers med 3 tykke kuverter med ialt 37 puttetæppeblokke i dag. Det begynder at blive spændende, hvor mange, det bliver til? Slår vi rekorden fra sidste år? Da fik vi 1469, godt nok utroligt mange og en fordobling af antallet fra forrige år, så det vil være meget stort, hvis vi kommer over det. Men under alle omstændigheder bliver der mange tæpper igen i år, og det er meget søde og kønne blokke.
Jeg er ved at sy et “hemmeligt tæppe” / en quillow, dvs et tæppe, der kan foldes sammen til en pude, i stoffer med børne- og dyremotiver. Et gammelt løfte, jeg må have indfriet.
Jeg har selvfølgelig lige siddet og set de kongelige tvillinger blive præsenteret for os allesammen – og de er da bedårende!
Som måske alle strikkere var jeg glad for at se, at de var svøbt i hver sit hap-shawl (Prinsesjal i DK). Så vidt jeg har forstået, er det sjal, som Mary har båret Christian og Isabella hjem i, et som hendes mor har strikket til hende, og vi snakkede lige om i strikkecaféen forleden, om nogen mon havde strikket et mere til familien til denne begivenhed?
Det kan selvfølgelig være et, som tilhører en anden i familien, men jeg kunne nu godt forestille mig, at der var en strikker i DK, der har strikket det?
Det er altid dejligt at blive påskønnet og få tak, og det er, hvad vi i Projekt Puttetæpper har fået fra Julemærkefonden for det arbejde, som forskellige tæppetanter lagde i 10 puttetæpper, som blev solgt på auktion til fordel for Julemærkefonden.
Vi er stolte og glade for, at vi har kunne hjælpe!