1472

Det er ikke et postnummer, det er antallet af modtagne blokke til puttetæpper, syet efter 2010-mønsteret. Og det ER rekorden, som vi ikke troede kunne blive større end sidste års 1469 – som var næsten en fordobling af antallet i 2008!

Men det er altså fantastisk, måske især fordi vi ved, at der kommer flere de næste dage.

I dag kom der 13, hvoraf de 10 var fra Flensborg, fra nogle, der havde været på Træf i Skærbæk og købt mønsteret. Og de vil gerne være med igen og købe det nye mønster, som udkommer i næste uge, hold øje med Projekt Puttetæppers egen blog.

Min lille buket “Hexies” (hexagon blomster) vokser. Disse er de nyeste. Den grønne forneden til højre fik jeg som en overraskelse fra Lene sammen med nogle puttetæppeblokke , de øvrige er beregnet til at sende til forskellige hjørner af verden til andre, der deltager i SWAP’en.

Lille poncho i Kauni og "perlegrus"

Jeg faldt (igen) for en ny model fra GårdbutikkenKatrinelund, da jeg var på udsalg derude i dag.

Den fikse lille poncho “En kort en lang”  er Lenes eget design, strikket i Kauni, en ensfarvet – her mørkeblå – og en farveskiftende. Strikketeknikken er såvidt jeg kan se, den samme  som kaldes “perlegrus”, her strikket skiftevis med de 2 farver, så den udover “perlegruset” også har et farveforløb.

Den er jeg ret vild med! Den virker let og fin og kan fås i 3 farver + andre efter aftale.

Engelsk orangemarmelade

Kender I det? Lige pludselig får man sådan en lyst til et eller andet, som man ikke har fået i mange, mange år! I dette tilfælde Engelsk Orangemarmelade, som jeg har lavet mange gange, men det er meget længe siden.

Og nu skulle det altså bare være. Det tager 3 dage at lave det, men det passer jo sig selv det meste af tiden.

2 appelsiner, 2 røde grapefrugter, 3 limefrugter skæres i tynde skiver med skræl, kernerne og de groveste hinder fra grapefrugterne fjernes.

Det hele overhældes med dobbelt så meget vand som frugten fylder, låg på, og lad det stå til næste dag.

Kog det i 10 minutter og sluk, lad det stå igen til næste dag. Og mål det så, bring det i kog og tilsæt lige så meget sukker, som der er frugt. Og så skal det koge ved svag varme uden låg, indtil det er tykt og kan danne gelé, når man hælder lidt ud på en tallerken. Det kan godt tage 3-4 timer.

Lidt Atamon tilsættes og det hældes i Atamon-skyllede glas.

Jeg elsker den lidt bitre, karamelagtige smag – og så en god kop te.

Den 25. januar

Så gik den dag, som altid har været en dato, jeg havde på rygmarven. Jeg tænkte lige fra morgenstunden på min søster, som havde fødselsdag den 25. januar. Der var kun 1½ år imellem os, så vi var lidt som tvillinger som børn – også fordi vi var næsten lige høje – indtil hun voksede fra mig!

Jeg regnede på det i morges og blev overrasket over, at det nu er 7 år siden, jeg var til hendes sidste fødselsdag – og så kom jeg først til at tænke på, at det kunne have været hendes 70 års fødselsdag! Jeg har ikke tænkt på det før, det er mærkeligt.

Dagen var også en anden trist dato, for det var 4 år siden, at vores gode nabo døde efter meget kort tids sygdom – også alt for tidligt, kun 58 år gammel.

Trist at tænke på.

Sådan får man flere tæpper ud af en UFO

Vi fik 9 store blokke, som var syet som “Round Robin” af en kreds af patchworkere i Horsens, men som ikke fik blokkene brugt til noget. Blokkene var meget flotte, og Grethe påtog sig at samle dem og syede 1 blok mere, så det kunne gå op. Det blev til først 1 tæppe (som i øjeblikket kan ses udstillet på plejecenteret Nørrevang i Stensballe, Horsens) og derefter dette:

Quiltefant har quiltet dem begge for os på den store long-arm-quiltemaskine, og de er virkelig blevet flotte!

Se en sød blok!..

.. og én, der gerne vil være i centrum, og ofte lykkes med at snige sig i forgrunden, når der skal tages billeder.

Smarte og varme i vinterkulden..

..er disse lange strømper, som jeg strikkede til datteren i julegave, og som hun er meget glad for –

– ikke mindst når hun går tur med Bodil og  Bodils søster Sengi, hvis “mor” har 2 Tibetanere mere.

FAKTA: Opskrift fra Hendes Verden nr. 45 – 2010
Garn:      Fame Rand fra Marks & Kattens, forbrug 2 ngl. = 200 gram
Pinde:    Rundpind 80 cm nr 3
Strikket som “Magic Loop”

En fornøjelse at færdiggøre..

..sådan et smukt tæppe!

Jeg har bare syet lukkekant på med et skråbånd, som også er en foræring – tæppet er en UFO, som vi har fået til Puttetæppe.

Camilla, Quiltefant har quiltet i et meget smukt mønster. Camilla quilter en del tæpper for os ganske gratis! Og bagsidestoffet er iøvrigt også doneret af Quiltefant.

Her er det færdige resultat. Naboen kunne lige nå at agere fotostativ, inden solen var helt nede.

Det er et dejligt, stort tæppe, som vil blive sendt til Julemærkehjemmet Hobro, hvor børnene er store, og tæpperne bliver brugt til fødselsdagsgaver el. konfirmationsgaver. Vi kan endnu ikke sy tæpper nok til at alle børn kan få et tæppe. Men vi opfordrer til at sy større tæpper og sende dem til Hobro, for så kan der måske blive julegaver til de 48 børn, der er der op mod jul. Sådan gør vi med overskudet af tæpper til Kildemose, det får hjemmet i Skelskør, og der har der nu været julegavetæpper i 4 år.

En duft..

..der vækker minder. Såmænd “bare” en flaske af Matas’s stribede – Fougére til at putte i hår, der trænger til at blive holdt lidt på plads. Det brugte Søren i mange, mange år, da hans hår blev lidt tyndt og vigende, så han lavede “hentehår” hen over issen.

Sådan en flaske står i badeværelsesskabet, og jeg ville smide den ud, men lukkede den lige op og snusede til den.

Det var virkelig en duft, der gik lige ind.

De sidste år, mens Søren var syg, gik han ikke så højt op i håret! Så det blev klippe helt kort, og i virkeligheden var det meget pænere. Jeg tror ikke, han brugte den Fougére, for det korte hår behøvede det ikke, og han havde ikke overskud til at bekymre sig om det.

Jeg kender eksempler på enkemænd, der har konens tøj, parfume mm i skabene i op til 10 – 15 år.Sådan er det ikke her.  Sørens tøj er forlængst delt ud til familiens yngre mænd og genbrug. Hans toilettaske fik yngstebarnebarnet. Nogle gode skjorter hænger i et skab og vil blive til puttetæpper en dag.

En hel del samlerobjekter fylder nogle skabe, og det varer nok noget tid, før jeg finder ud af, hvad der skal ske med dem.

Denne flaske duft fik mig til at tænke på, at jeg snart skal høre de bånd, han optog med sin mor, før hun døde, hvor hun fortæller om sin barndom og ungdom. Hun var god til at huske og til at fortælle. Jeg har aldrig hørt dem, men yngstesønnen spurgte efter dem. Og jeg fandt dem gemt i et skab for ikke så længe siden.

Jeg skal høre dem alene.

Alle de fine puttetæppeblokke…

…der kommer i disse dage – det er så dejligt, og jeg ville ønske, jeg kunne tage billeder af dem allesammen.

Men her nogle af de 18 blokke, der kom i dag fra en gruppe. Det er en rigtig god idé at sy nogle blokke som fælles projekt i en gruppe.

Og der kommer næsten altid en sød lille hilsen med, tusind tak for det!

Og nu tegner jeg! Den nye blok for 2011 er valgt af os 3 i styregruppen – nej jeg røber ikke noget endnu, men den ligner ikke de 2 blokke fra 2009 og 2010, nu vil vi prøve noget nyt. Men stadig en blok, som man kan bruge alle sine rester til, og den er nem at sy, så vi håber på lige så stor succes, som vi har haft de sidste 3 år.

Jeg er ved at tegne den på computeren i CorelDRAW X3 programmet, og så bliver den sendt til trykning. Lige så snart, den er trykt, fortæller vi det på Projekt Puttetæpper’s egen blog, og så kan den bestilles. Jeg har allerede nogle frankerede svarkuverter (incl. 15 kr i frimærker for mønsteret) liggende klar til forsendelse fra nogle, der næsten ikke kan vente med at komme i gang med det nye mønster! Og lover at sende dem så hurtigt, så de dufter af tryksværte!

Foreløbig skal vi jo lige have alle 2010-blokkene ind. Antalllet begynder at nærme sig sidste års rekord, meeen nu må se, om der kommer så mange? Det var helt vildt, at der kom 1469. Jeg glæder mig hver dag, når jeg lukker kuverter og pakker op!

Quiltefant

Sikke en dejlig butik – Quiltefant i Fårup nord for Randers. Og med motorvejen er der ikke så langt, som man tror.

Utroligt mange, meget lækre stoffer, hold da op! Hvis ikke det var, fordi vi fik 58 resteruller med hjem til Projekt Puttetæpper, havde jeg ikke kunne holde nallerne i ro!

Den hvide “kuffert” på bordet er, når den foldes ud,  en skæremaskine til at skære strimler (Jelly Rolls f.eks.), den fik vi demonstreret, den er imponerende smart. Der er mindst én af os, der har den på ønskesedlen nu! Med ekstraudstyr kan man også skære firkanter mm.

Og Camilla er en dejlig pige med et stort hjerte! I virkeligheden kom vi for at hente 5 tæpper, som hun har quiltet for Projekt Puttetæpper – og som altid meget flot – på sin “Long-arm-quiltemaskine”, men så fik vi også alt det stof!

Butikken byder på mange forskellige lækkerier, og vi havde heldigvis god tid!

En meget flot løber..

..mange fine modeller, og alt muligt tilbehør. Og på den store maskine, som ikke lige var i brug, lå der fine løbere.

Masser af stof, batikker, Kaffe Fassett stoffer i de nyeste mønstre (og vores poser med stofruller i plastikposerne), bøger på tilbud lige nu på disken..

FQ..

..flere bøger, end jeg har set før! Ja, dem måtte vi altså eje nogle af!

Og garn har Camilla også, og hun får endnu mere, for hun skal til at være forhandler af Rowan garn, så der skal flyttes om i butikken for at give plads. Det tørklæde her var fristende! Og rejseetuiet til sygrej, der hænger bagved var rigtig smart – er der noget at sige til, at vi var der i flere timer?