På stoffer

Hjemme igen hos en glad hund (som naboen har luftet) efter en lang dag i Faxe, hvor HANNE og jeg har mødt en masse patchworkdamer på stoffer!

Vi var kun 2½ time om at køre dertil, så vi fik tid til en hyggestund og frokost med de lokale patchworkere på Æblehaven.

Og så blev der stillet butik op…

..og lukket op for kunderne.

Der var mange modeller at lade sig inspirere af.

Og der var stor interesse for min demonstration af “Japansk foldeteknik med blomstereffekt”, så det var sjovt. Næste gang er det Hvidovre, der kan vente vores besøg – onsdag den 29.

36 navlestrengshuer

36 “navlestrengshuer” ligger klar til aflevering på Skejby Sygehus, efter strikkecafé på Søndergården i går. Fødeafdelingen på Skejby giver alle nyfødte en hjemmestrikket bomuldshue på, og de får den med hjem til minde. Så der skal strikkes nogle stykker i årets løb! Men det er jo et fint lille projekt i restegarn, med dobbelt garn tager det ikke længe.

Vi var ikke så mange til strikkecafé i går, men snakken gik bl.a. om den oplevelse 3 af os forventer at få, når vi om 1½ uge tager til Strikkefestival for første gang, det bliver spændende.

En god aften hos Vejle Quilterne

Det blev en rigtig hyggelig og god aften hos Vejle Quilterne, som holder til på Hældagerskolen, hvor de har virkelig gode forhold i et dejligt håndarbejdslokale med god plads, godt lys og symaskine-“øer” til fri afbenyttelse.

Der var stor interesse for at se den fri skæreteknik i “Ditzy Donuts”-blokken, men ikke alle havde lyst til at prøve!

Der var flere, som ikke syntes, at de “havde det så godt med at sy på maskine!” – nej det hører jeg tit, og jeg har også selv tidligere langt foretrukket at sy i hånden. (nu gør jeg med glæde begge dele – eller en kombination).

Men så er det dejligt, når man støtter hinanden, sådan at én af de usikre – istedet for at “vente til jeg kommer hjem” med at prøve – alligevel bliver lokket til symaskinen med hjælp fra en anden. Og så prøver det af og opdager, at det kan hun godt!

Der er faldgruber i denne teknik, og selv om jeg viser det, og også viser et eks. på, hvor galt det kan gå, hvis man vender en strimmel, så er det langt det bedste, når man selv har haft det i hænderne – og maskinen!

Og det er jo både sjovt og flot!

Jeg skulle jo også rundt og se, hvad de andre syede, og der bliver lavet mange fine ting.

Dette syskrin faldt jeg da for!

Til slut fik jeg lov at beundre Vejle Quilternes fælles bidrag til DPF’s medlemudstilling ved Træffet i august med tema “Sommer i Danmark”. Det er syet i fællesskab, i hånden og viser meget flot forskellige seværdigheder fra Vejle-området. Nogle har syet billederne, andre har syet blokkene udenom eller quiltet. Rigtig flot!

Tak fordi jeg måtte komme!

Afgang

Hvordan kan det være, at jeg altid har en lille smule kriller i maven, når jeg skal ud og undervise / holde workshop? Kan jeg nu gøre det godt nok, har jeg nok med til demonstration osv?

Jeg har forberedt mig godt, så det går sikkert fint, og Vejle Quilterne er søde, kreative piger, og så har de nogle fantastisk gode forhold på Hældagerskolen.

Så : Here I come!

Workshop i Vejle

I morgen har jeg lovet at stå for en lille workshop hos Vejle Quilterne ligesom sidste år. Da var det “Kinesiske Møller”, de syede, denne gang bliver det blokken “Ditzy Donuts”, som er rigtig sjov at sy.

Jeg skal lige have syet nogle demonstrationsblokke, jeg havde i forvejen stof skåret ud til det samme, nemlig til et planlagt puttetæppe af stof i stærke farver, som vi har fået af Quiltefant.

Man kan selvfølgelig bruge alle mulige andre farver, men disse egner sig rigtig godt til formålet.

Hårdt for hænder og skuldre

Jeg er bange for, at min svigerdatter tror, jeg ikke strikker på hendes trøje!

Det gør jeg – men ikke ret længe ad gangen, for det er utroligt hårdt med det tykke, ufleksible garn, og så dobbelt + pinde nr 12!

Så hænder og skuldre må have noget andet at bestille indimellem.

Nu passer det mig så også meget godt at have flere projekter i gang samtidig, og jeg er jo igen-igen i gang med et stort sengetæppe i Japansk foldeteknik m/”blomstereffekt” men i stærkere farver, som dette tæppe, der er til salg på auktion til fordel for Julemærkefonden. Der er nogen, der spørger, om jeg ikke bliver træt af det – nej, det tror jeg ikke, for det er kønne farver, og det er dejligt at sidde med, nemt at tage med sig og det er jo aldrig det samme.

Men selvfølgelig skal svigerdatteren snart have sin trøje til, når det bliver koldt.

Copyright – er det noget, man skal respektere?

Jeg får ofte forespørgsler vedr. patchworkting el. strik, der er på min hjemmeside, som måske er Danmarks mest omfattende patchwork-galleri på nettet (med 500 – 700 besøg pr dag), men som kun er en hobby.

Jeg bliver også ofte forvekslet med HANNE’s patchworkbutik, så jeg bliver ringet op med bestilling på et eller andet. Det kan jeg sagtens forstå, og den misforståelse bliver rettet med et smil.

Men når jeg får “bestillinger” på mønstre af ting, som er vist på hjemmesiden/galleriet, så er jeg jo nødt til at henvise til, at mønstrene er købt i en butik, hvilket jeg også skriver i teksten ved billedet, hvis jeg kender oprindelsen. Hvis det er ting, syet af andre end mig selv eller dem, jeg syr sammen med, ved jeg jo ikke altid, hvor det kommer fra. Og det fortæller jeg så. Jeg mener ikke, jeg har nogen forpligtelse til at opstøve oplysninger for vildt fremmede.

Og hvis det tydeligt fremgår af teksten ved et billede, som f.eks. dette:

Tekst ved billede: 

Ketty har syet den søde og sjove vin-ko, som har en hemmelighed: yveret giver adgang til en 3 liters vinpose fra en “pap-vin”! Mønsteret er norsk og kan fås her.  Maskinsyet. Februar 2010

…så kan jeg ikke forstå, at man prøver at bestille det hos mig, eller, når jeg forsøger at forklare sammenhængen, insisterer med et spørgsmål om, hvor man kan få det (ja, der står “få” i mailen) og andre mønstre.

Så bliver jeg, som et et hjælpsomt menneske, det vil mange vide, irriteret!

Selvfølgelig hjælper vi hinanden, og hvis vi syr sammen, kan vi da også godt tage en kopi af et mønster, men jeg tager altså ikke brødet ud af munden på de forretningsdrivende, som vi skal være glade for, at vi har, og kopierer et mønster, som sælges i en butik, til vildtfremmede.

Jeg fik en spydig undskyldning! Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på, om afsenderens arbejdsgiver (det er nemlig en arbejds-mailadresse til et stort firma) kender sin ansatte og ved, hvad arbejdstiden bliver brugt til? Nu er jeg ikke rar, det ved jeg godt, men jeg synes, det er uartigt! Én ting er at man tager fejl og “tror” jeg handler med mønstre/patchwork. En anden ting er, at man efter en forklaring følger op og nærmest insisterer.

Perler til en perle!

Ja, det var hvad der stod på gavekortet, da Karen, vores meget populære beskæftigelsesleder på Søndergården, havde inviteret til fødselsdagskaffe i dag.

Der var nemlig samlet ind for at opfylde hendes ønske om en perlekrans, som hendes kolleger så gav hende låsen til. Der var rigeligt, så hun kan få andet også, hun skal selv have lov at vælge.

Der kom rigtig mange, og alle fik en varm velkomst – Tom havde konens velsignelse til knuset!

Herluf fik gang i lattermusklerne, da han fortalte, at en nydelig ældre herre havde “ønsket til lykke med fruen”! For selv om det er Herluf, der er aktivitetsleder, kunne Karen vist godt være hans mor!

I en stille stund efter at selskabet var slut glæder Karen sig over sine fine gaver og blomster. Det var en hyggelig oplevelse med kaffe, rundstykker og kringle og småkager, som Karens friske 86-årige mor havde bagt!

Til lykke med fødselsdagen på lørdag, Karen!

Godt jeg har en sækkevogn!

Så er der sendt en kæmpepakke til Lyngby, indeholdende 10 smukke “puttetæpper” – ja, ja, lidt store puttetæpper – som vil blive udstillet hos RAUN i Lyngby, indtil de kommer på auktion den 18. november.

De både fylder og vejer godt til, sådan 10 tæpper. Og der er jo bare mig til at pakke og slæbe. Men det lykkedes. Tæpperne blev lagt pænt sammen, 3-4 stykker i hver plastikpose og så ned i en stor flyttekasse. En venlig sjæl havde fortalt mig, at vores store populære genbrugsforretning har masser af flyttekasser til en 5’er stykke, og ganske rigtigt. De kunne alle være i en af de største, og den blev tapet rigtig godt til. Jeg havde også lavet nogle fine skilte til hvert tæppe, med navn på både tæppet og patchworkeren, samt lidt forklaring.

Men jeg var glad for, at Søren engang fik en lille sækkevogn i fødselsdagsgave, for ellers havde jeg vist aldrig fået den ud i bilen og fra bilen ind på postkontoret (jeg stoppede sækkevognen i bilen for at have den til hjælp! grin bare)

Og så kom det spændende: vejede den for meget? Jeg kunne ikke veje den herhjemme, men det kunne postekspedienten, som vist troede, at den vejede mere end 20 kg. Det gjorde den ikke: 16 kg, så jeg skulle ikke hjem og pakke om.

Så nu er jeg lettet og har fået det projekt ud af hovedet, forstået på den måde, at nu behøver jeg ikke at bekymre mig mere om det, men kan bare vente spændt på, hvad de tæpper kan indbringe til Julemærkefonden! Jeg håber, at folk kan se, hvor smukke de er og hvilket stort arbejde, der er lagt i dem!