Der er nogle dage…

Ja, dette har været en dag, hvor det er gået slag i slag, og det er såmænd ikke, fordi jeg har haft travlt eller “ligget vandret i luften”, for jeg var da i strikkecafé i 2½ time i eftermiddag, og det var både hyggeligt og afslappet.

Men når der sker noget hele dagen, så mangler jeg et pusterum for mig selv!

Min bank havde foreslået mig at kigge på mine forsikringer, så der var jeg til møde i formiddags. Det varede meget længere, end jeg havde troet, og det var altså ikke kun forsikringer, vi snakkede om! Forsikringsmanden var så tydeligt og uforfalsket nordjyde (og vi boede i Nordjylland 6 år), det spottede jeg selvfølgelig straks, han er humoristisk, og det kan jeg jo godt lide, og så viste det sig (hvordan kommer man til at snakke om det, når det skal handle om forsikringer?), at han er aktiv spejder, og vi havde mindst én fælles ven, og da han skulle vide, hvilken hund, jeg har at forsikre, så var vi næsten i familie, for han har også en elsket schæferhund.

Nå men det var altsammen meget godt – vi fik også gennemgået mine forsikringer, og så må vi se, om der skal ændres noget. Der var i hvert fald mindst én alvorlig fejl i min bilforsikring, og måske noget mere. Men jeg er jo så heldig, at jeg har 2 forsikringskyndige i familien, så nu kan de få lov at vurdere, om der skal ændres noget.

Jeg kunne lige nå at give Whisky hans formiddagstur, inden jeg kunne slappe af i strikkecaféen, hvor 3 af os planlagde afrejse til Strikkefestival i weekenden.

Og så lå der en opgave til mig, da jeg kom hjem, for de flotte puttetæpper, som bliver sat på auktion til fordel for Julemærkefonden, er ved at blive hængt op i forretningen raun i Lyngby, og der var gået koks i det, så jeg måtte til at udarbejde en liste med billeder og de rette navne, så det kan blive korrekt. Det tog lidt tid, det er selvfølgelig noget pjat, at jeg gør så meget ud af det, men jeg vil gerne aflevere ordentligt.

Men nu har Whisky og jeg spist frikadeller, det er længe siden, jeg har lavet det til mig selv, men engang imellem skal man lave god mad, selv om man er alene! Så nu kalder sofaen og strikketøjet eller måske sytøjet? Det bliver vist begge dele – dog én ting ad gangen, men aftenen er ung endnu! Og jeg har et par projekter af begge slags, der skal være færdige inden alt for længe.

Jeg bliver lidt ked af det, når jeg hører, at nogen ikke vil have den hjælp, de kan få. Som den senile dame, hvis datter jeg sommetider snakker med. Datteren passer selv sin gamle mor, der er dement og ikke altid ved, hvad hun gør. Det er helt bestemt et prisværdigt arbejde af datteren, men et hårdt slid og indimellem meget strengt, både fysisk og psykisk. Hun kunne selvfølgelig få hjælp fra hjemmeplejen, men det vil mor’en ikke! Og når de har haft besøg af en visitator, der prøver at foreslå hjælp, har datteren “ballade” bagefter. Så hun tager selv slæbet og ubehagelighederne, der også omfatter urenlighed. Det er jo ikke nemt!

En anden, som har en meget syg far med samme sygdom, som Søren havde, kan ikke få sin mor til at modtage hjælp fra hjemmeplejen, hun vil selv og klarer selv det hele.

Så tænker jeg på, hvor glade vi var, både Søren og jeg og vore børn, for den hjælp vi fik fra de utroligt søde og omsorgsfulde sygeplejersker og hjemmehjælpere, som efterhånden kom dagligt her i huset. De passede Søren, hjalp ham med personlig hygiejne på en meget kærlig måde, som han værdsatte, snakkede med ham om alt muligt, også ting, som han ikke ville gøre mig ked af det med, fandt jeg ud af bagefter, og var bindeled til lægen. De gav sig tid, også til at snakke lidt med mig, det betød virkelig meget. Og hvis Søren en gang imellem ikke ville vaskes ret meget, så var det også i orden, de tog alle mulige hensyn. Deres hjælp gav jo også mig mere overskud til at gøre alt det andet, der naturligvis var at tage hånd om.

Og det var jo den hjælp, der gjorde det muligt at Søren kunne blive herhjemme, som han (og jeg!) gerne ville.

Det ville have været utroligt hårdt, også at tænke på bagefter, hvis jeg havde været for “stolt” til at tage imod den hjælp. Det er synd og uden mening, når man ikke vil modtage den hjælp, man bliver tilbudt.