Jeg bliver lidt ked af det, når jeg hører, at nogen ikke vil have den hjælp, de kan få. Som den senile dame, hvis datter jeg sommetider snakker med. Datteren passer selv sin gamle mor, der er dement og ikke altid ved, hvad hun gør. Det er helt bestemt et prisværdigt arbejde af datteren, men et hårdt slid og indimellem meget strengt, både fysisk og psykisk. Hun kunne selvfølgelig få hjælp fra hjemmeplejen, men det vil mor’en ikke! Og når de har haft besøg af en visitator, der prøver at foreslå hjælp, har datteren “ballade” bagefter. Så hun tager selv slæbet og ubehagelighederne, der også omfatter urenlighed. Det er jo ikke nemt!
En anden, som har en meget syg far med samme sygdom, som Søren havde, kan ikke få sin mor til at modtage hjælp fra hjemmeplejen, hun vil selv og klarer selv det hele.
Så tænker jeg på, hvor glade vi var, både Søren og jeg og vore børn, for den hjælp vi fik fra de utroligt søde og omsorgsfulde sygeplejersker og hjemmehjælpere, som efterhånden kom dagligt her i huset. De passede Søren, hjalp ham med personlig hygiejne på en meget kærlig måde, som han værdsatte, snakkede med ham om alt muligt, også ting, som han ikke ville gøre mig ked af det med, fandt jeg ud af bagefter, og var bindeled til lægen. De gav sig tid, også til at snakke lidt med mig, det betød virkelig meget. Og hvis Søren en gang imellem ikke ville vaskes ret meget, så var det også i orden, de tog alle mulige hensyn. Deres hjælp gav jo også mig mere overskud til at gøre alt det andet, der naturligvis var at tage hånd om.
Og det var jo den hjælp, der gjorde det muligt at Søren kunne blive herhjemme, som han (og jeg!) gerne ville.
Det ville have været utroligt hårdt, også at tænke på bagefter, hvis jeg havde været for “stolt” til at tage imod den hjælp. Det er synd og uden mening, når man ikke vil modtage den hjælp, man bliver tilbudt.
