En dejlig fødselsdag

Tak for alle hilsner i går på min fødselsdag! Det blev en dejlig dag, som sluttede med, at jeg havde 2 feriebørn med hjem til Whisky, som blev helt ellevild og superglad, han vidste nærmest ikke, hvor han skulle gøre af sig selv, fordi de 2 mindste børnebørn kom med mig. Derfor har der så heller ikke rigtig været tid til at lave billeder!

Datteren ville gerne holde min fødselsdag for mig, og hele eftermiddagen/aftenen foregik i det fantastiske varme vejr i deres have…

..hvor vi fik den i vores familie traditionelle is-chokolade og kringle. Ved alle sommer-fødselsdage så længe jeg kan huske, har vi fået dette: en klump vanilleis overhældt med kold kakao/kakaomælk + en top flødeskum. Vi havde mange sommerfødselsdage i min familie, så den tradition er jeg vokset op med, og mine børn ligeså. Ligesom kransen af blomster omkring fødselarens tallerken!

Senere lavede datteren spansk “Tapas” med mange lækre småretter, utroligt at hun orkede det i den varme – her er kun et lille udvalg!

Indimellem blev der tid til meget sjov, Ebbe var meget tæt på en vandgang i baljen med øl og sodavand!…

..som Bodil fandt ud af at bruge til noget mere fornuftigt!

For det var jo dagen, hvor vi allesammen skulle lære Bodil at kende!

Bodil, nu 12 uger gammel, er nyeste medlem af familien, “babyen” hos datterfamilien.

En lille Tibetaner, der bare vader ind i hjertet på os alle – modig, nysgerrig, dygtig til renlighed og lyder sit navn. Se nu her: hvad skal man med en dyr “Donut” (hundeseng), når drengene har en sækkestol, syet af mig, selvfølgelig, som de er vokset fra, men som Bodil er fuldstændig vild med

Hun ligefrem vræler af fryd, når hun vælter sig rundt i den!

Men når “Mor” blander torskerogn med A38 og hvalpefoder, så “danser” Bodil omkring og kan slet ikke vente..

..og det forsvinder på et øjeblik!

Bodil er et skønt bekendtskab. Alle er fuldstændig charmerede af hende, så det bliver spændende at følge hende!

Jeg fik også dejlige fødselsdagsgaver: et nyt kamera af alle mine børn/børnebørn og et stærkt ønsket portræt af Søren, taget af hans nu også afdøde barndomsven Johannes i Provence, fundet i hans arkiver af Shirley og nu fremkaldt og indrammet af en rigtig fotograf og ikke “bare” skrevet ud på en printer. Det fik jeg af Bodil/Jinpa (hendes officielle tibetanske navn), og det er jeg meget glad for! Det er sådan et godt og typisk billede af Søren. Jeg kom igennem dagen uden at savne ham alt for meget, og det er dejligt, at vi alle – også børnebørnene – kan snakke om ham og vedkende os savnet.

Dagen endte med, at de 2 mindste børnebørn og jeg kl 23.30 gik tur med Whisky, hvor vi også fik en lille snak om Morfar/Farfar og om han kunne se os nu?!

Til lykke til HANNE's blog og "Giveaway"

http://hanneshjemmeside.dk/blog/?p=8811

Hannes blog og min har samme fødselsdag som mig! Og vore blogge blev “født” samme dag, uden at vi iøvrigt vidste det dengang for 2 år siden!

Men vi har nu på både den ene og den anden måde meget til fælles (trods aldersforskellen – men den betyder ikke noget – vel?)

Jeg hører også til HANNE’s trofaste læsere, så bliv endelig ved!

2 år som blogger

Det er min fødselsdag i dag! Og tak for alle hilsner!

Det er også min blogs 2 års fødselsdag, og det har været 2 gode år med både dejlige og sørgelige oplevelser. Det har været godt at bruge bloggen til at “skrive dagbog”, og det har været et godt sted at komme af med både gode og triste tanker. Ikke mindst har det være rigtig dejligt med alle de mange tilbagemeldinger fra læserne! Tak!

Og så er det helt fantastisk, at der har været 238.158 beøg !!! Utroligt! Jeg har lært mange at kende, også selv om langt de fleste er “usynlige in person”. Men så sent som for et øjeblik siden havde jeg en telefonsamtale fra en trofast læser, der gerne ville have lidt at vide om denne sytaske! – og hvordan man laver den, da der ikke findes noget mønster.

Det er kun 2. gang i mit liv, at jeg er alene på min fødselsdag. Først var der min familie, derefter min søster, som jeg boede sammen med, mens vi var i lære, derefter har Søren altid været der og børnene, så længe de boede hjemme. Det første år, efter jeg var rejst til Grønland, var jeg alene og sad i sengen om morgenen med lidt hjemvé og lukkede mine pakker fra familien op. Senere kom Søren og en ven af ham til aftenkaffe, da havde vi lige lært hinanden at kende. Og den første fødselsdagsgave fra ham var en stor ½ røget laks! Den spiste vi til det hjemmebagte franskbrød. Og derefter var han der jo altid.

Men jeg er ikke alene. Naboen kom allerede kl 8 med en sød blomst, telefonen har også ringet med hilsner, og på Facebook er der masser af fødselsdagshilsner – tusind tak!

Og datteren vil holde min fødselsdag for familien, så det glæder jeg mig til! Så skal jeg jo også møde Bodil! Og til Bodil har jeg syet et lille hundetæppe:

Man kan godt se, at Bodil ikke er nærheden af Whiskys størrelse!

Så det skal nok blive en god fødselsdag.

Det skønneste strikketøj

Det er det lækreste strikketøj, jeg har haft i hænderne længe!

Tynd bomuld/uld fra Geilsk, den der nu udgår, men er på tilbud i øjeblikket.

Det er let som et fnug og rækker helt utroligt langt. Jeg skal vist lige tænke, om jeg skal have flere farver?! – inden det er for sent.

Jeg strikker, som nogle kan genkende, en FLS / February Lady Sweater, med lav hals efter Lotte Wackerhagens oversættelse og tilføjelse! For Webstrikkere kan opskriften hentes på Webstriks hjemmeside under Files. Jeg skal nok tilføje, at da garnet er så tyndt, strikker jeg på pind 4 og har regnet masketallet noget op i forhold til opskriften, men det er så til gengæld lykkedes meget godt!

Farver og mønstre

Det er sjovt at lege med farver og mønstre!

Her er 2 eksempler på, hvordan man kan lege. Venskabsstjernerne, som skal blive til et tæppe med de 2 farvesammensætninger og motiv-firkanten med stedmoderblomster, som vi er vilde med, men ikke kan få mere! Derfor er der særlig grund til at finde en god måde for Karen at bruge dem på, når hun er den lykkelige ejer af et pænt antal – nok til et tæppe, når de bliver bygget udenom!

Karen havde 2 andre stoffer i næsten de samme farver, men var ikke helt tilfreds, så hun og hendes gamle mor – der rier for hende og iøvrigt har meget bestemte meninger om, hvad der er pænt – kørte lige en søndagstur til Vejerslev, hvor HANNE’s har denne serie af pink stoffer, og BINGO! så var Mor også tilfreds! Der skal sorte stolper imellem og sort kant udenom, det bliver godt! Så nu har Karen feriesytøjet parat.

Den samme leg med farver, også med motivfirkanter som det grundlæggende, var Ellen igennem, hvor hele patchworkholdet deltog i at bestemme, hvilke stoffer, der skulle bruges i denne dækkeserviet!

Iøvrigt er mønsteret til dækkeservietten meget populært, lavet af Inge og mig i fællesskab for nogle år siden, prøv at se hvordan!

Det mønster kan bruges på mange , mange måder!

Aldrig færdig med japansk foldeteknik

 

Nu lå det stille, mens jeg var på Bornholm, men jeg er færdig med alle blokkene og godt i gang med sammensyningen af endnu et tæppe i det smukke Bettina Andersen mønster, som jeg har syet så mange gange, sidst i foråret, hvor jeg syede det store sengetæppe for Lisa.

I forbindelse med kursus i denne teknik hos HANNE’s, lavede jeg nogle blokke til demonstration, og så kunne jeg jo lige så godt fortsætte! Så det bliver til et puttetæppe til Julemærkehjem – dog med et særligt formål, som jeg vil fortælle om senere.

Jeg har brugt lidt stærkere farver, og i de hvide felter er brugt en del silker og brudekjole-duchesse, det ser meget smukt ud.

På billedet ses 5 rækker med hver 10 blokke. Der skal være 8 rækker, så tæppet kommer til at måle 200 x 160 cm.

For interesserede kan jeg fortælle, at HANNE’s og jeg er blevet enige om at afholde endnu et kursus i denne specielle teknik med de blomsterlignende blokke og den flotte bagside, denne gang bliver det en lørdag i Vejerslev, så bliver der bedre tid til at nå et godt stykke på et tæppe i størrelse efter eget valg. Det er jo 2 af de gode ting ved dette: når det er syet sammen, er det færdigt = ingen montering og quiltning bagefter! Og det er meget fleksibelt med hensyn til størrelse.

Se HANNE’s hjemmeside under kursus, hvis du vil sikre dig en plads lørdag den 23. oktober.

Roser

Det skal nok passe, at det er rosenår i år! For aldrig har jeg set Allotria-roserne langs indkørslen så flotte!

Søren plejer at klippe et par stykker af og lægge omkring min kuvert til min fødselsdag den 10., som vi har skik til morgenmaden i familien – i år kunne han have plukket en hel buket!

Vi har haft denne rose i mange, mange år, allerede da vi boede i Klarup i 1973 – 1979 havde vi denne rose, og den er altid taknemmelig, men i år er den helt overdådig!

Så slemt ser det ud med hindbærrene

ØV – ØV – ØV, så slemt er det med hindbærbuskene, som havemanden har vandet med ukrudtsmiddel i for kraftig dosis – han er også selv ked af det! (gammel landmand!). Faktisk mener han, at han bliver nødt til at give mig nogle nye – men lad os nu se, så vil jeg snart hellere have ham til at plante nogle nye for mig uden løn! Han tror, at der ikke engang kommer nogle igen til næste år, men jeg kan nu se, at der er skud på vej i nogle af rækkerne.

Til gengæld er der heldigvis nogle, der står et andet sted, som ikke fejler noget. Og blåbærbuskene har ikke fået noget af den omgang, og de kommer meget flot med masser af bær!

Mine første kartofler

 

Lige om et lille øjeblik skal jeg spise mine første kartofler af egen avl!!! Dyrket i en grøn sæk med “låge”, så man kan lukke op og fiske de kartofler ud, som er store nok. De største er ca 4 cm lange, de mindste 1 cm, men jeg er sikker på, at de smager himmelsk, og jeg kunne nulre skindet af med de bare fingre under vandhanen!

Jeg skal ikke have noget til! Men jordbær bagefter. Er det ikke lækkert!

Hjemme i haven

Ude dejligt – skøn ferie /dejligt at være hjemme igen! Sådan er det jo! Det har været en dejlig ferie på Bornholm, og rejsen hjem gik gnidningsfrit: færge og bil til København, hvor jeg nåede et tidligere tog end beregnet til Fredericia, hvor bilen stod, så jeg var hjemme sidst på aftenen.

En væsentlig årsag til, at ferien kunne være afslappet, var at hus og have var under opsyn af mine gode naboer! Hvad skulle man gøre uden dem! Specielt hende, der har vandet alle mine blomster, krukker og fuglebade! Hold da op, hvor så det hele flot ud!

Se bare:

Så er det sommer og søndag i haven!

Sikke en velkomst!

Og for at det ikke skal være løgn, så havde en anden nabo med børn været ude på landet efter jordbær ….

og kom med en bakke til mig!

Det gør altså ikke noget, hvis det varer et godt stykke tid, før der kommer en køber til huset!

Og Whisky er hentet i pensionen, jeg har haft ham i bad, hans tæppe er vasket og hænger til tørre, og vaskemaskinen har i det hele taget vasket flere gange, så nu må jeg nyde resten af sommersøndagen. Jeg kunne godt finde på, at give naboerne en øl på terrassen!