Sådan! Kanterne blev syet på uden spor problemer – enten fordi det kun er ét lag batik + alm. bomuldsstof, eller fordi jeg skiftede tråd!
Nu mangler monteringe og quiltning.
Det lykkedes at få alle blokkene i batikstof syet sammen, men det gik ikke stille for sig! Gang på gang på gang…kørte nålen fast, lavede “rya” og knækkede tråden, og det var med bulder og brag HVER gang. Jeg blir simpelthen så forskrækket hver gang, fordi det lyder så voldsomt, og jeg skynder mig at trække fingrene til mig, selv om der altså ikke sker noget med mig – heller ikke fingrene.
Jeg gad vide, hvad der er galt, men tilsyneladende er det, når jeg syr i batikstoffer, også selv om jeg syr med Schmetz quiltenål og syr lige så forsigtigt! Det går godt et stykke tid, og så pludselig -av-av-av, så er den gal igen.
Nå men nu er toppen syet sammen og jeg skal til at sy kanter på, og kantstoffet er ikke batikstof, så nu er jeg spændt på, om det går bedre? Jeg tror, jeg vil prøve at skifte til en anden tråd, og se, om det kan hjælpe?
Men ellers ser det da meget godt ud, ikk’ ?
Jeg elsker det puslespil, når jeg har syet blokkene til et tæppe og skal til at arrangere, hvordan de skal ligge i forhold til hinanden!
Der skal jo ikke være 2 ens eller næsten ens ved siden af hinanden, og det skal på en eller anden måde “gå op”! Det skal nok blive godt. Stoffet til hjørner og kanter, som jeg hentede i Vejerslev i går, passer rigtig godt til, så nu går det lige pludselig stærkt – hvis altså maskinen vil, for den kan altså ikke lide batikstoffer, heller ikke selv om jeg bruger quiltenål el. jeansnål, som jeg blev rådet til. Og jeg har renset maskinhuset mange gange, men bliver alligevel nødt til at tråde om igen og igen, når den laver “rya”.
Jeg bliver nødt til at bringe den til eftersyn, men jeg kan jo ikke undvære den! Jeg har en mistanke om, at det er undertrådsspændingen, der er noget galt med, men det skal jeg ikke selv have rørt ved.
Jeg er glad for, at jeg kan lave noget indendørs med dør/vindue åbent, så vinden udenfor kan give noget luft. For jeg kan slet ikke være ude i den varme ret længe ad gangen. Whisky-turen til søen i formiddags var så varm, at jeg måtte tage køligt brusebad, da vi kom hjem. Whisky fik lov at bade ekstra længe i søen sammen med “Perle”, som vi mødte på vejen derned. De elsker at svømme – Whisky svømmer ud efter pinde, jeg kaster så langt, jeg kan, og Perle, som er i lang snor, svømmer på det lave vand og undersøger søens udkanter. I dag fandt hun en gummistøvle i den bløde søbund! Der er nok et barn, der har siddet fast og ikke kunne hale støvlen op.
Her er udbyttet af min udflugt i dag, hvor Whisky og jeg først var en lille tur på kirkegården – alt var pænt og vi havde lidt roser med fra haven af den flotte lakrøde Allotria, som Søren holdt meget af.
Derefter kørte vi “omkring” HANNE’s i Vejerslev for at se, om hun havde bagside- og kantstoffer til et tæppe, jeg er ved at sy. Og selvfølgelig havde hun det. Jeg havde medbragt nogle blokke, syet af JellyRolls, så vi kunne ramme farverne.
Det lyse skal være bagsidestof – det er 270 cm bredt. Og det meget mørkebrune, næsten sorte + det rødbrune skal være kanter, det skal nok blive godt.
Jeg benyttede mig også lige af det tilbud, HANNE har på bløde plader + små nåle til at sætte lapper, håndsyede over pap, op på, jeg tror nu, det vil være en fordel at beklæde dem med lidt stof, ellers “fnuldrer” de.
Selvfølgelig fandt jeg også andre ting jeg “ikke kan leve foruden”, f.eks. 2 x 2½ meter dejligt småblomstret stof á 100 kr! Så ialt krydsede jeg grænsen for HANNE’s tilbud om en gave: den flotte sorte taske!
Men der lå jo også nogle flere gaver – til Projekt Puttetæpper – nemlig 9 fine blokke og toppen til et meget yndigt tæppe fra én af Hannes kunder. Det skal vi nok få monteret og quiltet, så det kan blive til glæde for et barn på Julemærkehjemmet Kildemose.
Vi modtager mange søde, smukke, fine blokke til Projekt Puttetæpper, og engang imellem taber jeg vejret!
Disse 15 blokke – 3 af hver – alle syet i Kaffe Fassett stoffer, som jeg elsker, med 2010-mønsteret “Stier og hegn”, fik jeg med posten fra “konen i kørestolen”, som hun kalder sig. Er de ikke flotte?! Og med et sødt brev – det hele sirligt pakket ind! Tak!
Se bare her, hvor fine gaver, der ligger og venter på, at jeg henter dem hos HANNE’s – gaver fra en af hendes kunder til Projekt Puttetæpper: http://hanneshjemmeside.dk/blog/?p=8994&cpage=1#comment-4894
Jeg deltager selvfølgelig også i HANNE’s sommerleg “Patchworkdrømmen” med det, der er blevet min klassiker! Se selv her, hvad min patchworkdrøm går ud på!
En af “Kludekonerne” fejrede sin runde fødselsdag med en “damefrokost” på Brædstrup Kro, hvor hun er så heldig, at svigerdatteren er kok! Og hun laver simpelthen den skønneste mad, man kan forestille sig!
Hyggelig velkomst i haven..
..og det flotteste bord – vi skulle bruge alle glassene til nogle spændende vine!
Forret: kammusling i filodej – lakserogn – kaviar + rødløg + urtecreme
1. hovedret: anderoulade på marinerede jordbær + papirstynd, sprød rugbrød
2. hovedret: kalv med en fantastisk sauce, små kartofler, forårsløg + bagt rødbede
Og vi gamle koner kunne også lege!
Flyt en 2-krone fra en tynd spagetti i den enes mund til en spagetti i den andens mund..
det sværeste er at ramme 2-kronen, når man ikke kan lade være at grine!
Nogen er dygtigere end andre!
Og så glemte jeg at tage billeder af den lækre blåskimmelost, som var mellemret, og den helt fantastiske melonsuppe med bittesmå melonkugler, blåbær og nødderullet vanilleis, som var den iskolde dessert. Den måtte vi allesammen have opskriften på af kokken – og det fik vi! Så der er nogen, der vil være heldige at blive budt på den fremover!
Det kan være, at jeg er så heldig at få billeder fra nogle af de andre gæster?
Det var en rigtig festlig dag og dejligt, at vi kan mødes i festligt lag og uden sytøj!
Det er sørgeligt at blive forladt! Når nu man elsker de unger så højt og har en hel uge sammen – også selv om de forlader én indimellem, men de kommer igen, når de har været på udflugt!
Men han vidste godt, hvad klokken var slået, da Ebbes far kom i bilen og de pakkede tasker blev båret ud. Der blev givet store knus og krammet, men kendsgerningen var, at de forlod ham!
Der går et par dage, før han holder op med at sørge!
AQUA i Silkeborg er et vidunderligt sted – både for børn og voksne.
Vi var så heldige at vi var med til at fodre odderne 2 gange, og høre en hel masse om disse flotte, stærke, hurtige dyr.
Christina var meget betaget.
Inde i de store “røre-bassiner” kunne de kæle med store fisk, som godt kunne lide at blive kælet for! og fodre dem med muslinger, som de kom og tog forsigtigt af fingrene.
Der var også rotter!
Og de sidste mange timer brugte vi på legepladsen, hvor der er mange vandaktiviteter, bl.a et kanalsystem, hvor man kan spærre kanalerne –
– bedst, hvis man kan arbejde sammen og én dirigerer, hvornår de andre skal lukke op for sluserne..
..så kommer vandet med stor kraft – og det er rigtig sjovt!
De var også i vandkamp med en masse andre (mest) drenge, hvor man skyder med “vandkanoner” på hinanden!
Vi så også ænder, geder, bævere og meget andet, her er det får, som de kommunikerede med “MÆHH!” – og en storkefamilie (baggrunden)..
..med unger i reden!
Hjemme igen gik de tur med en lykkelig Whisky, der går så pænt, når det er Christina og Ebbe, der går med ham!