February Lady Sweater i sommerudgave

 

Jeg er færdig med denne superlette, lækre sommertrøje, strikket med flere variationer over FLS/February Lady Sweater, oprindeligt babytrøje af Elisabeth Zimmermann, omskrevet til voksentrøje af Pamela Wynne, som har lagt opskriften ud som gratis, se her.  Lotte Wackerhagen har oversat den til dansk og lavet en variation med lav hals, som er så dejlig til sommerbrug.

Jeg har selv eksperimenteret med masketal og ud/indtagninger for at få det til at passe med det meget tynde garn, jeg har valgt: Geilsk uld/bomuld, som desværre er udgået. Jeg måtte strikke det første ærme om, fordi det blev alt vid med de flere masker, men jeg er super tilfreds med resultatet, som er en fnuglet, luftig trøje! Jeg har kun brugt 180 gram garn, selv om det er en stor str.

Jeg har strikket 4 i stedet for 3 knaphuller, men det var nu ikke nødvendigt. Knapperne er håndlavede hornknapper fra Katrinelund.

Opskriften findes på dansk her: http://bethdesign.dk/februar-lady-sweater.aspx

Nostalgisk hæklet vest

Det kunne jeg ikke stå for! En vest hæklet i oldemorsfirkanter, set på Katrinelund i går :

Er den ikke sød? Design: Lene Petersen, Gårdbutikken Katrinelund. Hæklet i M&K Linen = 100% hør. Jeg tror ikke, den tager lang tid at lave.

Det er en ret lille størrelse, men Lene og jeg blev enige om, at hvis jeg hækler en ekstra omgang om hver firkant af bundfarven, så kommer den nok til at passe, og ellers kan den også gøres bredere i sidestykkerne. Rigtig sød model.

Afsløring af overraskelse

Jeg nåede det lige akkurat, selv om maskinen ikke ville sy i batikstofferne! Så nu kan jeg afsløre, at tæppet er en overraskelse til yngstesønnen på hans fødselsdag i dag! Han har længe ønsket sig et “sofatæppe”, og fornylig sagde han, for at være i god tid, at han ønskede sig det til sin runde fødselsdag i 2011!

Da vidste han ikke, at jeg allerede i marts til formålet havde købt en pakke “Jelly Rolls”, farver Cappucino,  på Håndarbejdsmessen i Lillebælthallerne, hos Kirstens Quilt !

Jeg er meget, meget tilfreds med resultatet – men der var godt nok knald på med at samle det i søndags og i går med quiltningen! Det skulle jo sendes, så det kunne være fremme i dag. Jeg nåede det, jeg nåede også at få det fotograferet. Jeg er så heldig, at genboerne har en høj træterrasse, der er meget velegnet til formålet, og de stiller troligt op og agerer fotostativ, hver gang, jeg skal have større tæpper fotograferet!

Stoffet til kanter og trekanterne er fra HANNE’s og passer fuldstændig til det øvrige. Lukkekanten er samme stof som bagsiden, også fra HANNE’s, det fås 270 cm bredt, så det kan bruges til selv store tæpper uden at sy sammen.

Jeg har quiltet diagonalt med en luftig 3-stings zigzag-søm. Og med alt det besvær jeg ellers har haft, så var det bare lykken, at quiltningen gik som en leg!

Nu håber jeg, at den unge mand bliver glad!

Flere hyggesokker!

Jeg må da vist have fået ryddet godt op i mit strømpegarn! For jeg har lige fået et billede mere af hyggesokker til børn på Julemærkehjemmet Fjordmark, som Grethe har strikket af garn fra mit lager!

Jeg falder sommetider (!) for en fristelse, hvis jeg får et godt tilbud eller ser noget flot garn, men jeg strikker faktisk ikke så mange sokker selv. Så er det dejligt, at andre vil!

Flotte sokker, Grethe! Jeg er sikker på, at de bringer glæde i Kollund, og det er jo det, projektet går ud på.

Ragsokker af restegarner

 

Se bare her, hvad Susse har fået ud af alle mine rester i strømpegarn! Det er virkelig imponerende, og hvordan dælen hun har fået sokkerne i hvert par ens, når det bare var rester af en masse nøgler, hun fik af mig, det forstår jeg ikke!

Sokkerne er strikket med dobbelt strømpegarn til “Projekt hyggesokker” og bliver givet til børn på julemærkehjemmet Fjordmark, et projekt med inspiration fra Projekt Puttetæpper, som Susse er aktiv medlem af. Læs nærmere her hvis du vil være med – restegarn eller ej! Og prøv lige at se, hvor lidt, der er tilbage af garnet (ved kruset, hvis du ikke kan få øje på det).

Jeg er sikker på, at de lækre tykke sokker vil bringe glæde!

Dagen derpå

Det er dagen derpå! Men nu er der ryddet op, alle har hentet deres borde, stole, parasoller osv, grillen er sat på plads, opvasken er klaret, gulvet er støvsuget for hundepoter og børnefødder, så nu er det tid at slappe af.

Det blev en rigtig dejlig nabo-grill-fest! Vejret var helt perfekt, nogle ganske få dråber regn, mere blev det ikke til. Maden, som de forskellige havde lavet var meget, meget lækker..

..den store gamle grill fungerede stadig fint, kød og brød fik, hvad der skulle til..

..det er dejligt, at der er kommet børn til igen..

.. bagefter drak vi Sørens whisky som Irsk kaffe, som vi har gjort før!

Så overtog Marie fotograferingen!

Emma vaskede op!

Mads kunne grille “Marsh Mellows” over gløderne, men kunne også bruge “Skumfiduserne” til andet!

Der blev også spillet “UNO”..

Emma vaskede stadig op..

Og hvem blev ved lige til midnat?

Nabo-grill-fest

Så er grillerne tændt til årets nabo-grill-fest, som vi holder på skift på hinandens terrasser en eftermiddag/aften én gang hver sommer.  Selv de sidste 2 år, hvor Søren ikke var så frisk, lykkedes det.

I år er det min tur til at lægge terrasse til, og borde og parasoller står klar nu ved fælles hjælp.

Jeg kan jo ikke selv slæbe borde eller tage den store grill (som ældstesønnen smedede, da han gik på Teknisk skole og som hans far var så stolt af!) frem, men der er hjælpende hænder nok. Vi fordeler også madlavningen imellem os, så der er ikke meget besvær for mig.

Og heldigvis kom min havemand i går og gik hele haven igennem, så der er fint over det hele. Jeg har også fejet carporten, så hvis det skulle regne, rykker vi det hele derom. Det har vi været nødt til flere gange i løbet af de efterhånden mange år, vi har haft denne tradition.

I år er Søren væk, men vi har fået nye naboer, og der er kommet et par mere til, så nu er det alle 6 familier i vores “vænge”. Det skal nok blive hyggeligt. Jeg glæder mig!

For lidt og (for) meget

Nu er de her! Hindbærrene – og lidt har også ret! Én række er uskadte, mens langt den største del af buskene ikke er værd at vise flere billeder af! Så der bliver ikke meget til syltning i år..

..det bliver vist fra hånden og i munden i år! Måske lidt råsyltede hindbær – men jeg må bare nyde dem, der er!

Til gengæld tror jeg, at blåbærrene vil sætte alle rekorder i år – også selv om der mangler 4 buske, som yngstesønnen flyttede til Brøndby i det tidlige forår, og som allerede står pænt med bær derovre!

De er selvfølgelig kun grønne endnu, men der bliver virkelig mange!

Heldigvis kender jeg flere, der er interesserede i “selvpluk”. Men jeg glæder mig også rigtig meget til selv at høste og spise hver eneste dag i den lange sæson, disse storfrugtede amerikanske blåbær har. Buskene er mere end mandshøje, bærrene smager helt vidunderligt, og de er allerbedst friske, selv om de også er kan bruges frosne eller i syltetøj.