Historie og moderne glas

Vi har simpelthen det bedste vejr, man kan ønske sig, solskinsøen lever helt op til sit tilnavn! Og selvfølgelig skal vi ud og se alle seværdighederne. Nu er det så heldigt, at én af os er født her på øen, 2 af os har været her en del gange og har mange minder, og én har kun været her få gange. Så alle har sine grunde til at se/gense øens mange smukke steder. I dag var det Hammershus, hvor vi fulgte med på en guidet tur med en fra Bornholms Middelaldercenter og fik mange forklaringer og historier.

Der er ufatteligt smukt omkring den gamle borg.

Borgen er ved at blive renoveret, ikke ændret, men bevaret, det er dejligt at vide.

Vi kunne godt se, at en del mursten er fornyet.

Videre gik turen til en af de gode røgeri-restauranter, hvor vi spiste fiskemenu med sild af mange slags, specielt var de lokalkendte begejstrede for de saltstegte sild. Og derefter kørte vi øen halvejs rundt og besøgte Baltic Sea Glass, hvor man i dag kunne følge tilblivelsen af unikke skåle. Det er meget spændende at se behandlingen af det varme glas – og varmt!

Og tydeligvis et samarbejde melem 2, der er vant tl at arbejde sammen.

Vi måtte beundre alle de fine skåle, lysestager, fade – stort og småt – og dyrt!

Bornholm

Ja, det er gættet af Lisbeth, Sonja L. og nu også Helle! Det er Bornholm, jeg er på – via Vejlefjord, Lillebælt, Storebælt, Øresund, ind i Sverige og ud af Sverige over Østersøen.

Og her er lige så dejligt som altid! og Bornholm lever op til sit navn: Solskinsøen! Solen har skinnet, siden vi kom, og vi nyder det.

Og de røgede sild smager lige så godt som de plejer på havnen i Svaneke, hvor jeg sidst spiste sammen med Søren og ældste søn + svigerdatter og børn for 4 år siden. Denne gang er det yngstesøn og svigerdatter, der har inviteret hendes mor og mig i sommerhus.

Varmrøget laks lige ud af røgeovnen med lækker salat – er det ikke skønt?

Jeg er godt træt i benene nu efter at have travet i Svaneke og Gudhjem i dag, vi har både besøgt glasbutikker, Karamelkompagniet mm og smagt forskellige spændende lakridser, købt ind af the og karameller. Søn og svigerdatter har luftet deres dejlige rottweiler på en tur til stranden, så nu hviler vi benene.

Jeg har været på Bornholm mange gange, helt fra jeg var 12 år og cyklede øen rundt sammen med mine forældre og søstre og boede på vandrerhjem, senere under andre former, f.eks. på campingtur med  Søren, hvor vi indviede vores nyindkøbte telt i 1989, det var 1. gang, han var på Bornholm, men han kom der én gang mere, hvor vi boede i sommerhus i Snogebæk sammen med ældstesønnen. Det var også en skøn ferie med masser af solskin.

Det slår mig denne gang, at der ikke er så mange turister, som jeg har oplevet de andre gange, det siges, at der har været færre de seneste år pga dårligere færgeforhold! Det er jo virkelig synd!

Udflugt

Jeg er på en lidt længere udflugt og har lyst til at give jer en gåde!

Siden i går har jeg krydset 1 fjord, 2 bælter og et sund, et hav og 2 landegrænser – hvor er jeg?

Varmt

Øj, det er varmt! Jeg opdagede, at roserne, som står langs indkørslen og som jeg er meget stolt af, havde fået en smule bladlus. Så frem med den store vandslange og sprederpistolen, så de kunne få den helt store overbrusning. Jeg håber, det hjælper.

Den vandspreder kan Whisky ikke lide!

Jeg skal jo ikke beklage mig over varmen, det er da dejligt for alle de – incl. alle skolebørnene – der har ferie nu! Vi andre kan jo sagtens med ferie hele året!

En sød hilsen

Når man sender et puttetæppe til et julemærkehjem for at det kan blive givet et barn, får man sådan en sød hilsen som tak – HVER GANG! Det er da imponerende, at man tager sig tid til det. Der er skrevet en personlig hilsen fra forstanderen indeni.

Her er det et kort fra Julemærkehjemmet Hobro og et fra Julemærkehjemmet Kildemose, begge til Patchworkholdet på Aktivitetscenter  Søndergården i Brædstrup, hvor vi hvert år syr 1 – 2 tæpper som fællesprojekt.

Så får man ekstra lyst til at sy flere tæpper!

Den skønneste Sct. Hans aften

Sikke en Sct. Hans aften! Min unge nabo havde inviteret på aftensmad sammen med børnene, hendes svigermor og den anden nabokone (alle 4 blevet enker indenfor få år!) I det dejlige vejr sad vi på hendes nyanlagte terrasse, og hun laver simpelthen sådan noget lækker mad, så det var rigtig hyggeligt!

Derefter gik vi ned til søen, hvor byens Sct. Hans bål traditionelt trækker mange mennesker til, og i dette helt vidunderlige vejr var der rigtig mange.

Et kæmpe bål med behørig heks

Whisky var også med..

..og den mindste i cykeltrailer.

Sikke en aften!

Når man er en flink pige

Jeg vidste ikke, at min ældste søn er romantisk! Men i dag er det 16 år siden, hans kone landede i Kastrup efter møde på Cypern og flere års korrespondance.

Og her er hans påskønnelse og “hvad man får, når man er en flink pige og har været i Danmark i 16 år”. Ja, hende er han ikke snydt med! Og vi andre heller ikke.

Sct. Hans trøje i bomuld/bambus

Den nye sommertrøje blev færdig til Sct. Hans, og den er blevet meget god, men lidt stor? Jeg var så bange for at få den for lille, så jeg har strikket den længere, end mønsteret angiver, bl.a. ved at gøre raglanindtagningen længere. Nu må vi se, om jeg kommer til at føle mig tilpas i den, den er i hvert fald lækker.

Fakta: Trøje med raglanærmer fra Hjertegarn, nr. 109643.

Garn: Hjertegarn Bommix bamboo, 50% bomuld, 50% bambus

Pinde 3½.

MEGET længe om at tørre efter vask og centrifugering!

Mønster og garn købt i Butik Himmelblå.