Monteringstanterne

I Projekt Puttetæpper har vi alle dem, der i årets løb syr blokke efter årets mønster, og det er mange, nogle syr 1 blok, nogle syr 20, der er 2, der sammen har syet 275! Ialt er der altså kommet 1401, syet efter 2009-mønsteret.

Så er der tæppetanter, det er dem, der syr tæpper helt efter eget valg af mønster og farver, og som syr tæpperne helt færdige – det er de fleste tæpper, der bliver syet af tæppetanterne! Og nogle af tæppetanterne er også monteringstanter, det er dem, der syr alle de blokke sammen, som bliver sendt ind, og som gør tæpperne helt færdige med quiltning og kanter. Dem er vi meget glade for, for hvordan skulle vi ellers overkomme at få lavet tæpper ud af alle de 1401 blokke?

Vi startede allerede lige efter Træf i august 2009 med at få blokke tilbage, så nogle af monteringstanterne har været i gang i et stykke tid. Men det er nu, det for alvor går løs, og heldigvis har flere af tæppetanterne hørt mit nødråb og meldt sig til at montere!

Og nu får vi så også billeder af de færdige tæpper. Monteringstanterne modtager sammen med en stak blokke også vat og bagsidestof, samt en pakkelabel, så de selv kan sende tæppet direkte til julemærkehjemmet. Men vi vil gerne have billeder, som også bliver sat ind på Dansk Patchwork Forenings hjemmeside . Man kan måske genkende sine egne blokke?

 Jeg synes, det er dejligt at se, hvordan blokke, syet af de stoffer (rester oftest), som mange forskellige patchworkere ud over landet har brugt, bliver til dejlige, kønne tæpper, der hver især vil glæde et barn! Som nu disse 2 tæpper, der er monteret og quiltet af 2 erfarne monteringstanter, der har været med i projektet i mange år.

Nyt puttetæppemønster 2010

Det går allerede strygende med salg af det nye puttetæppemønster 2010 “Stier og hegn”, som vi har kaldt det.

Og nu er der sandelig også syet nogle blokke efter mønsteret – det går stærkt, det her projekt!

Sådan ser den ud, syet op i mange rester. Er den ikke smuk! Vi har kaldt den “Stier og hegn” – variation af “Paths and Stiles”

Grethe, som er én af styregruppens 3 medlemmer, er ved at sy blokke til det første tæppe, så vi har noget at vise frem. Vi har igen valgt et mønster, hvor man kan bruge en hel masse af sine rester.

Vi tror, at det er en del af succes’en med 2009-mønsteret “Country Checkers”, se f.eks. her. At det har været en succes, som vi ikke havde drømt om, kan illustreres ved, at vi til og med i dag har modtaget 1401 syede blokke!

Er det ikke vildt? Og dejligt! Og de er næsten allesammen sendt ud til montering og quiltning, så der bliver næsten 50 tæpper ud af dem.

Om igen!

Øv, øv! Jeg har lige trevlet ca det halve op af, hvad jeg havde strikket på en vest! Fordi jeg ikke havde læst opskriften ordenligt. Den strikkes hele vejen rundt, så det er mange masker og henved 10 cm, jeg har trevlet op, men jeg kunne da godt se, at da den er ret vid forneden i forvejen, så vil den blive alt for voldsom, hvis der ikke tages ind – som der altså også tydeligt nok står, at den skal.

Så det er om igen! Det er denne lækre vest med snoninger fra Gårdbutikken Katrinelund i det superbløde Manos silk blend garn i gyldne farver, jeg er ved at strikke.

Der er forresten rigtig mange, der har spurgt mig efter opskrift på denne vest til piger i vendestrik og Kauni regnbuefarver. Nu har Lene lavet en tilsvarende meget sød vest i børnestørrelser, ikke i Kauni med de lange farveskift (som er problemet, fordi man ikke kan få farveskiftene tilfredsstillende med i børnstr.!), men den her er også virkelig sød! Strikket i Viking Superwash, som er lidt tykkere, derfor passer opskriften til “Regnbuevesten i Kauni” ikke.

 Bemærk, den fås i flere størrelser og farver.

Halv-marathon syning

Vitus Bering Quilterne holdt “Halv-marathon-syning” i går aftes, det halve består i, at man ikke overnatter, men syr så længe, man har lyst. Og så hygger man sig, spiser sammen, får måske et glas rødvin el.a.

På trods af vintervejret var vi 17 mødt op, og det var en dejlig aften, der sluttede ved midnatstid.

Man kan vælge at bruge sådan en hel aften på at sy et fælles projekt (det synes jeg kunne være sjovt!), men her var indlagt en workshop, som jeg havde lovet at stå for.

Det er nu Bente, der har udarbejdet demonstrationsmaterialet, og det bygger på en gammel amerikansk syteknik, hvor man syr i hånden uden papskabeloner, og gør det hele færdigt i én arbejdsgang, så forside og bagside et færdig samtidig.

  

ALTSÅ: ingen efterfølgende m0ntering, intet besværligt pap.

Alle ville prøve, det blev nok til en masse grydelapper! Men nu kan de teknikken, og en enkelt startede et helt tæppe op med denne teknik (et puttetæppe af skjortestoffer – og det er ikke mig!)

Der blev hentet pizzaer, der var kaffe/the og snacks, og drikkevarer havde vi selv med.

Også i en sjov indpakning, prøv at se Vin-koen her:

..som gemmer liflige dråber i sit yver!!  Den er altså rigtig sjov! Mønster: norske Wenche Wolff Hatling fra Northern Quilts , købt hos Helene Juul.

5 store pakker

Så, nu er der postet 5 store pakker med materialer til puttetæpper + et enkelt sengetæppe, altsammen til julemærkehjemmene Kildemose og Hobro. Sengetæppet er en flot top, som nu bliver quiltet og derefter sendt til Hobro, hvor snart alle sengene har meget smukke sengetæpper.

Og materialerne til 9 puttetæpper er på vej til monteringstanter, som samler dem, syr dem færdige, og quilter dem.

Det er faktisk et stort arbejde at sortere og pakke alt det med vat, bagsidestoffer osv, blokkene skal jo passe sammen. Så jeg har haft meget travlt i dag!

Nu er der så også kun nogle enkelte stakke af blokke tilbage, som venter på supplement, nogle vender forkert! Dvs at trekanterne i hjørnerne vende omvendt, men dem er så mange af, at der kan blive til et tæppe, og så er det jo OK! Andre vil blive syet på en alternativ måde, hvor der kommer noget andet imellem, og så er der 5-6 UFO’er, som skal quiltes, men det tager jeg mig ikke af.

Jeg vil dog også selv være med! Så jeg har taget en stak blokke fra til mig selv, så jeg også syr et puttetæppe! Det glæder jeg mig til.

Jeg bliver helt rørt!

Tænk, jeg blev virkelig rørt, da jeg pakkede den pakke op, som posten kom med i dag. Jeg tænkte: “nåh, der er flere efternøler-blokke, hvor mange mon det nu er?”

Og så var der 3 x 20 blokke, smukt syet sammen til 3 toppe med sorte stolper imellem og omkring, så de har en pæn størrelse på 115 x 140 cm! Lige til at quilte! Syet af Lammefjords Quilterne, som så iøvrigt også havde vedlagt frankeret svarkuvert til det nye 2010 mønster “Stier og hegn”.  Hvor er det altså dejligt, der nu igen er nogen, der gør sig den ulejlighed.

Så nu har vi modtaget ialt 1379 blokke, det er næsten det dobbelte af sidste år, hvor vi ellers syntes, at 754 var mange!

Vi har også fået andre doneringer, idet der kom en check på 300 kr fra en quilter, i går fulgte der 50 frimærker á 5,50 kr med en bestilling af 2010-mønsteret i stedet for de 15 kr, vi beder om. Og i næste uge kan jeg hente 25 – 30 meter stof til bagsider hos Helene Juul, som gerne vil støtte projektet. Hvor er I dejlige!

At designe sit tæppe

Det er sjovt og spændende at designe sit tæppe – også selv om man har syet blokkene efter et mønster. For man kan jo bytte rundt og bytte rundt, inden man bestemmer sig endeligt til, hvordan blokkene skal ligge i forhold til hinanden.

Ellen er ved at sy et sengetæppe efter mønsteret “Hannes nemme tæppe” fra HANNE’s patchworkbutik. Og da vi syede i går på Søndergården, ville hun gerne have os andre med til arrangere det, så det blev helt rigtigt!

For selv om mønsteret viser flere forslag, kan man jo godt have sine egne idéer, som f.eks. denne!

Men det endte vist nok med denne opsætning, så kommer der lidt bytteri af blokkene, så der ikke ligger nogle ens ved siden af hinanden osv.

Og efter sammensyningen kommer der kanter, som vi også diskuterede mulighederne af: farver, bredder osv. Det bliver spændende at se det endelige resultat!

Flot!

I januar fik jeg en flot top i grønne farver fra 2 patchworkere i Herning. Nu har Susse i Aalborg free-style-quiltet den på maskine med rosenbladsmønster, og den er bare blevet så flot.

Tænk at få sådan en gave for et barn, der trænger til lidt opmuntring!

Og nu kom Bente hjem fra Maldiverne (hun har badet i 30 graders varmt vand! – det gider vi ikke høre om!) til den barske virkelighed. Hun var jo stærkt savnet, for det er hende, der opbevarer den kæmpemæssige rulle med pladevat (der slet ikke er kæmpemæssig mere!), som vi klipper stykker af og sender med en stak blokke + bagsidestof til “monteringstanterne”. Jeg har haft mere travlt, end vi havde forudset, så jeg var løbet tør for vat!

Nu har hun klippet en ordentlig stak af til mig, så kan jeg sende pakker af sted i morgen!

Ind fra højre!

Se nu her!

Her kommer ind fra højre, indleveret hos HANNE’s patchworkbutik 24 blokke til flere puttetæpper! Det er bare helt, helt vildt! Nu er der syet 1317  2009-mønster-blokke! Og der skal nok komme flere efternølere.

Det er godt, at monteringstanterne har meldt meget positivt tilbage – de fortsætter med at montere og quilte! Der skal nok komme billeder!

Award "Kreativ Blogger"

[Kreativ_blogger_award[1]_thumb.jpg]

Jeg har fået en “Award” af Liselotte. Tak for det!

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal synes om det, jeg synes, det er lidt svært!

Det forventes… 

  • At jeg skal vise Award’en på blokken – OK
  • At jeg skal linke til giveren – OK
  • At jeg skal skrive 7 ting om mig selv – det må jeg tænke over – har tænkt!
    1. Jeg forsøger at vænne mig til at være alene efter et lang liv i to-somhed, jeg savner ham, men accepterer
    2. Jeg er familiemenneske, mine børn og børnebørn spiller en stor rolle i mit liv.
    3. Selv om jeg ikke er aktiv spejder mere, præger det min livsholdning: jeg er hjælpsom, åben og beredt!
    4. Jeg elsker at skrive – har været brevskriver helt fra barn – nu er det bloggen, der holder for.
    5. Jeg elsker håndarbejde, har strikket fra jeg var 6 år, og nu har det nærmest en afslappende virkning på mig. Men det er i patchwork, jeg får udløsning for min kreativitet og min glæde ved farver.
    6. Jeg bliver meget nemt begejstret – og er god til at få andre med på idéerne!
    7. Jeg er produktiv og flittig med håndarbejde, men har svært ved at begrænse mig, jeg vil det hele!

    Jeg skal give Award’en videre til 7 andre bloggere – det er simpelthen svært, men jeg giver den til nogle gæve quinder, hvis blogge, jeg følger:

    Ella, Frida, Maria, HANNE, Inge, Fru Scwhartz, dubedåre + en 8., som jeg synes er noget helt særligt, nemlig På Pinden.