…er dødtræt!
De problemer, der har været med pc’en i et par dage, har irriteret, men nu skulle det være tip-top i orden med en ny Office pakke installeret og det hele scannet uden at finde fejl. Tilbage står at slette en masse mails, som er slettet tidligere, men som lå på serveren og derfor er dukket op i indbakken igen – der er lige lidt arbejde!
Mens min webmaster har fjernstyret arbejdet på min pc, var jeg til juleudstilling og julefrokost i Tibetanerklubben sammen med datter og svigersøn – på Pejsegården i Brædstrup.
Datteren og jeg var enige om, at det var meget nostalgisk – både køreturen dertil og at besøge Pejsegården, hvor vi har holdt mange familiefester, og hvor Søren og jeg i mange år (Søren flest) spillede bridge hver mandag aften. Jeg kunne ikke lade være at tænke på, at det var der, han spillede bridge for sidste gang, få dage før han måtte give op. Den aften blev han så dårlig, at han pga lungebetændelse og høj feber havde hallucinationer og spillede i vildelse, sagde han selv, da han kom hjem. 3 uger senere var det slut.
Det var lidt fantastisk, at det kunne lade sig gøre at holde udstilling med mere end 30 Tibetanere i alle aldre på et pænt hotel! Hvor var der mange flotte hunde, fint børstet og friserede, som løb rundt i ringen med deres “handlere”, men det meste af tiden sad i eller ved deres bure eller trimmeborde og ventede på deres tur.
Der var masser af flotte sponsorpræmier, og det var især godt at se flere ganske unge hvalpe, som havde deres debut og klarede sig flot, selv om det var svært at bevare opmærksomheden i den store forsamling af klappende tilskuere!
Jeg havde glædet mig til frokosten, for det plejer at være rigtig godt på Pejsegården, men det var det ikke denne gang. Det skyldte nok mest, at det var bestilt til kl. 14, og vi var først færdige med udstillingen 1 time senere, og det blev maden lidt “træt” af! Det var synd.
Diki var ikke med denne gang. Han udstilles ikke, og det er lidt kedeligt for ham bare at være passiv tilskuer. Og han er jo ikke ked af at være alene hjemme.
Men “mit gamle skrog” er træt! Det er trættende at stå i mange timer, og jeg havde tilbudt at køre derop, fordi svigersønnen har kørt og rejst mange, mange timer og kilometer den sidste uges tid i forbindelse med den film, han er ved at lave om Arlette Andersen, den sidste overlevende jøde fra Auschwitz, og de begivenheder, der har fundet sted i København og i Frankrig i ugen.
Så det er gået lidt hårdt ud over mine muskler, kan jeg mærke!
