Diki

Diki og jeg har mange ritualer – vi kender hinanden så godt, det er klart, når vi går alene sammen det meste af tiden. Og han aflæser mig, det er sjovt at iagttage. Han ved, hvornår jeg arbejder, hvornår jeg spiser og ikke vil lege, hvornår jeg er færdig med at spise og gerne vil lege, hvornår jeg pakker sammen og rydder op, så vi kan gå i seng. Nogle gange ligger han bare uden at lade sig mærke med noget – men han følger med og er klar!

20160701 ruske

Om aftenen, når jeg sætter mig til rette i min lænestol og smækker benene op på fodskamlen, går der kun et øjeblik, før han kommer og stikker en bamse eller andet legetøj i hånden på mig – så skal jeg kaste det, så han kan fange det og komme igen med det, så jeg kan kaste igen… men først får det en ordentlig rusketur, og vi må også godt hive lidt om kap, før han giver slip og kaster igen. Så stormer han af sted, det bedste han kan på den korte afstand, somme tider tænker jeg på, om han snubler over kanten af gulvtæppet eller et andet stykke legetøj, men det klarer han i flyvende stil (svært at fotografere!). Når vi har gjort det et par gange eller 5, lægger han sig og slapper af, eller hopper op på skamlen for at blive nusset lidt.

20160701 ruske 2

Han er utroligt tålmodig og afventer (næsten) altid, hvornår jeg er klar. Den tålmodighed viser sig også, når vi går tur, og jeg møder nogen, jeg falder i snak med. Så lægger han sig ned og venter, men er også glad, hvis det er nogen, der vil snakke lidt med ham. Og vi møder hver dag andre hunde, som han kender og hilser på – her til morgen var det Herkules, som sit navn til trods er en lille blandingshund med flad snude og kraftigt underbid, men med stor selvfølelse og dejligt vimrende opad snoet hale! Herkules bliver aldrig træt af at snuse Diki i hans ædlere dele, og det finder han sig bare i!

Efter at jeg fik ryddet op i donerede stoffer og tæpper i forbindelse med Tæppetante-træf 11. juni, så der blev plads på arbejdsværelset/gæsteværelse til min søsters besøg, fandt Diki ud af, at sovesofaen var ledig! Ikke mere fyldt med stakke af tæpper (foreløbig!)…

20160701 diki og sofaen

Så han har indtaget den og nyder at ligge der, nær min arbejdsplads ved pc’en og det store arbejdsbord m/symaskinen.

Hyggeligt!

HANNE’s sommer DHU – der var jeg heldig!

I 3. del af HANNE’s sommer DHU, som er på HANNE’s blog i dag, skal vi lave firkanter 3 x 3 cm, som skal beklædes med ét af de stoffer, vi har valgt.

Og der er jeg heldig! For Hanne skriver, at hvis der er mønster/motiv på det stof, jeg har valgt som mit 3. stof, så kan man “søge”. Dvs at man kan søge efter motiver til hver firkant, og skære, så det motiv bliver placeret pænt. Og da mit 3. stof netop er et med små blomster på, hygger jeg mig vældigt med at søge motiverne ud, før jeg skærer. Man kan godt til “søge-funktion” lave en ramme, som man holder hen over stoffet for at finde det rigtige, men her er det så småt, så det kan jeg gøre med pap-firkanten, som stoffet skal limes om.

del 3 søge

Hyggeligt!

Hurtig-trekanter

Det sengetæppe, jeg er ved at sy som mit bidrag til Projekt Sengetæpper til Kildemose består af store trekanter Alle med stoffer med blomster, nogle i lyse nuancer, de fleste i blå. 

Jeg skærer 2 kvadrater, en lys og en mørk, lægger dem ret mod ret, og tegner med blyant en streg diagonalt bag på den lyse.

sy sammen

Så syr jeg på maskinen en søm på hver side af stregen med mit normale sømrum 0,75 cmskær..

…og skærer med skærehjul og patchwork lineal midt i stregen…

2 blokke

…folder ud – og har 2 blokke, der består af en lys og en mørk trekant, som presses på bagsiden med sømrummet mod den mørke side.

mange blokke

Dem laver jeg mange af…

trimme

..og til sidst bliver de trimmet = skåret til, så de har nøjagtigt samme mål alle sammen. Her er min roterende skæreplade og min kvadratiske lineal med streger for hver ½ cm uundværlige redskaber.

Nu har jeg 60 kvadratiske blokke, der består af en lys og en mørk trekant, så nu skal jeg til “det sjove” puslespil = hvordan skal de arrangeres? Hvordan kommer tæppet til at se ud?

 

Hold da op, det går forrygende!

Tilmeldingerne til at sy sengetæpper til Kildemose strømmer ind!  Allerede på førstedagen kom der tilsagn om at sy 18 tæpper!

Ligeledes har vi modtaget flere tilbud fra butikker om at donere bagsidestoffer: En Bente Ting i Nykøbing F, Le Quilt i Frederikssund og Patchwork Kælderen i Kolding var alle hurtige til at tilbyde bagsidestoffer, som vi har fundet mulighed for at modtage uden store udgifter til porto!

Det første sengetæppe er allerede færdigt! Et tæppe, vi har modtaget fra Birte i Næstved, er for stort til puttetæppe, og vi havde bestemt, at det kunne blive solgt på auktion på Julemærkehjemmet Fjordmark, som vi engang imellem gør med tæpper, der er for store eller for små. Det har lige størrelsen til sengetæppe, og det er blevet meget smukt quiltet af Quiltefant. Jeg syede lukkekant på i går, og nu bliver det første sengetæppe i projektet!

sengetæppe 1 birte bendixen og quiltefantDet er et meget fint sengetæppe, syet i lækre MODA stoffer, og quiltningen er flot!

sengetæppe 1 birte bendixen og quiltefant quiltning bagJeg er simpelthen så glad for at kunne præsentere det fine tæppe, ligesom det var en dejlig dag i går med mange mails og telefonsamtaler fra positive tæppetanter og andre patchworkere, som gerne vil være med!

Og så er jeg ellers selv i gang med et tæppe til samme formål. Jeg har fundet et gammelt, påbegyndt arbejde frem – ikke engang en UFO vil jeg sige! – med nogle søde blå og lyse blomstrede stoffer i trekanter syet som såkaldte “hurtig-trekanter”. Nu syr jeg det, som jeg hele tiden har haft plan om, bare større. Der skal nok komme billeder.

Sengetæpper til Julemærkehjemmet Kildemose

Man må sige, at i Projekt Puttetæpper kommer det stadig nye udfordringer, og vi keder os i hvert fald aldrig!

Som status er, hvor alle 4 julemærkehjem har et pænt lager af puttetæpper til børnene, og der oven i købet bliver lagt tæpper til side, så de er klar, til et nyt hjem for 40 børn åbner om 1 år, kan vi sige ja til et ønske fra det mindste hjem Kildemose i Ølsted v/Frederikssund, om at sy sengetæpper til deres 24 helt nye lækre box-madrasser, som er en donation fra Tempur-madrasser!

nye boxmadrasser drenge

De gamle skibsbrikse med godt slidte skummadrasser er kasserede efter mange år, og børnene glæder sig over de nye senge.

nye box madrasser piger

Så nu appellerer vi til tæppetanterne og andre patchworkere om at være med til at sy 24 sengetæpper + evt. lidt flere til at skifte med, når de skal vaskes.

Jeg er temmelig sikker på, at det vil lykkes, og det første tæppe er næsten klar, for vi har fået en top, som er for stor til puttetæppe, og som vi egentlig havde regnet med at lade sælge på auktion til fordel for Julemærkefonden. Men nu har en quilte-forretning “Quiltefant” quiltet det meget smukt, og jeg er ved at sy lukkekant på. Det har nemlig den helt rigtige størrelse og vil blive vores første bidrag!

Ork, jeg har allerede flere planer, det er da et dejligt nyt éngangs-projekt, ligesom det, vi løste i 2008, hvor vi syede sengetæpper til Julemærkehjemmet Fjordmark, der også havde fået box-madrasser. Og jeg ser jævnligt værelserne med de kønne, farvestrålende sengetæpper på Fjordmark og glæder mig!

HANNEs sommer DHU (Del Hver Uge) 2016

Jeg skal som de sidste mange somre selvfølgelig deltage i den “Mystery”, som HANNEs lader os alle lege med på i 6 sommeruger.

Jeg er bare kommet helt bagud i forhold til starten for over 1 uge siden. Der har været Tæppetante-træf, jeg har haft en sjælden og kær gæst, som jeg fulgte til ørelæge og audiolog, samt til familie-træf i Kerteminde. Og nu gik der også nogle dage med at fejre at mit dejlige barnebarn Christian blev student!

Og de sidste dage har jeg redigeret over 100 billeder af puttetæpper og lagt dem ud på diverse medier.

Men bare rolig – jeg skal nok indhente det tabte.

Allerførst skulle jeg finde de stoffer, jeg vil bruge. Og så er det jo dejligt, at jeg har samlet mig sådan et stort lager igennem årene, at det er muligheder nok.

De stoffer, jeg har bestemt mig for nu i dag, har jeg købt for flere år siden, bare fordi de er smukke, og fordi jeg vidste, at dem skulle jeg nok finde et formål med en dag.

4 stoffer

De er smukke og simpelthen perfekte i forhold til de eksempler, HANNE har vist. Så nu går jeg i gang med at klippe skabeloner, beklæde dem med stof og sy dem sammen til de første 2 ugers opgaver.