Skal – skal ikke ???

Altså, nu skulle jeg jo plante nyt i min lille “altankasse” ved min indgang. Juleroserne og hyacintherne, som har blomstret der siden december, skulle afløses af noget let og sommerligt.

rede

Men hvad ser jeg så ?

rede m æg

Jo, den er god nok! Der er en solsort, der har været hurtig og bygget rede!

I går var der 1 æg, i dag er der 1 mere. Så kan jeg jo ikke nænne at pille ved det – eller kan jeg?

På en helt ny måde

Så leger jeg igen! Jeg har syet flere vægtæpper efter et mønster, jeg lærte i Vancouver, og jeg har også undervist i det med sjove og flotte resultater til følge. Nu vil jeg prøve en helt ny sammensætning til det sjove mønster, og denne gang i større format.

chinese puzzle

Dette var det første, jeg lavede, efter jeg var kommet hjem fra Canada i 2006, med en blanding af japansk inspireret stof, batik og silke.

kinesiske møller pink

Nr. 2 syede jeg også af Japan-like stoffer, batik og silke, i 2010.

kinesiske møller kaffe fassett

Nr 3 er syet i Kaffe Fassett stoffer og silke i 2011. Det blev bragt i Kludemagasinet i 2012, og det hænger stadig på en væg her i mit nye hus!

gitte larsen kinesiske møller

Det 4. er ikke syet af mig, men af Gitte efter mønsteret i Kludemagasinet, og jeg synes, det er ualmindelig flot og spændende i en helt anden og meget grafisk farvesammensætning.

Det er som nævnt alle vægtæpper, størrelse ca. 70 x 70 cm.

kin mølle skjorter

Jeg har tit haft lyst til at prøve at sy det som et større tæppe, men det bliver lidt kraftigt og tungt på grund af de mange lag stof.

Nu skal det prøves! Jeg bruger nogle lette skjortestoffer og syr blokkene større, så må vi se, hvordan det udvikler sig! Spændende!

ØV – øv – øv! Frost igen!

Nu troede jeg, det var slut med nattefrost, og derfor havde jeg ikke flyttet Kameliaen ind under udhænget i nat. Da jeg stod op kl. 7, var der is på bilen og hvidt på nabohusenes tage, så jeg måtte jo lige besigtige blomsterne, før jeg gik på badeværelset.

frost 2

–ganske rigtigt – den er blevet svedet på de fuldt udsprungne blomster! Øv! Nu må jeg vente og se, om knopperne falder af, eller de springer ud?

frostJeg har kun plantet nogle få krukker til, men denne Hortensia er også svirpet på den udsprungne blomst.

Min nabo var meget ked af det forleden, fordi en stor og flot – helt udsprunget Hortensia var helt vissen på én nat! Hun klagede i butikken, hvor hun havde købt den, men han kunne kun sige: Frost! Det kan den ikke tåle.

Nu må det godt være slut. I går var det jo så dejligt, hvor jeg både kunne stå og børste Diki ude på terrassen og bagefter sad og håndsyede derude. Det er også fint nu, men der kommer tiltrængt regn senere, så nu syr jeg.

Dejligt at børste hund i det fri

Sådan et dejligt vejr og god samvittighed efter de sidste dages havearbejde – det gav energi og lyst til at børste Diki igennem!

På hans tæppe på havebordet i sol/skygge – ikke for varmt – med vekslende børster, saks og kam. Og til sidst en forsigtig klipning omkring øjnene, det kan han godt lide!

Han er så lækker og fin nu, og han var dygtig og flink til børstningen. Han vendte endda selv om på ryggen – det plejer han ikke, så jeg var meget forsigtig med at børste maven, hvor han altid har filter. Så vil han nok igen næste gang.

Enkelte filter må jeg klippe igennem, andre kan nøjes med en grov børste, og når jeg tager saksen bliver han helt stille, den, ved han, gør ikke ondt, men letter børstningen. Og når jeg kommer til øjenomgivelserne, er han også ganske stille, mens jeg klipper, så det er jeg ikke nervøs ved. Jeg bruger en frisørsaks, den er rigtig god.

Så nu har jeg fortjent en kop kaffe og et håndsytøj i solen! Diki har allerede spist sit tørrede okseluftrør, som er noget af det lækreste, han ved!

Snakkemaskine og skræmmebilleder!

Hold da kæft! (undskyld) – hvor er jeg træt af at høre på den snakkemaskine! Gentagelser – gentagelser – gentagelser – intet konkret, ingen svar på spørgsmål, kun det samme og det samme, fremsagt i hurtigt, selvsikkert tempo som sædvanligt!

Det er nøjagtig som da hun forsikrede: “Der kommer en god løsning i morgen” – “Der kommer en god løsning i morgen – “der…..”

Eller “Jeg kan slå Anders Fogh”

Nu er melodien igen og igen “Kristian Thulesen Dahls dagpengereform!” – “Kristian T…”

Og forsikringer om, at hun har reddet alle de, der ville være faldet ud af dagpengesystemet, skabt af Kristian T…..!!!

Hun har lært nogle få sætninger udenad, som hun gentager og gentager, og hun siger intet udover kritik og bagtalelser af “de andre”.

Kan hun virkelig igen snyde tilhørerne?

Jeg har ikke specielt grund til at forsvare hverken Kristian Thulesen Dahl eller andre, men dette her er ikke politik, kun påstande, som overhovedet ikke er underbygget af noget som helst, man kan holde sig til.

Har vi oplevet det før?

God mad

Det er altid rigtig god mad, vi får, når vi har fællesspisning i Byhaven, som vi havde i går aftes. Vi har en kogekone til at lave maden, og så går det på skift imellem os at dække bord, rydde op osv, og det er de 2, der har “turen”, der suverænt bestemmer, hvad vi skal have at spise.

Det er ofte steg eller suppe, og så en god dessert, f.eks. citronfromage eller is. I går fik vi for en gangs skyld fisk, nemlig ovnbagt laks med hollandaisesauce og grøntsager – det var vel nok dejligt! Alle nød det! Og så Grethes fantastiske hjemmelavede is til dessert.

Vi har selv drikkevarer med, så bestemmer man jo selv, om det skal være øl, sodavand, hvid- eller rødvin. Og kaffe med småkager bagefter.

Det er meget hyggeligt, og de fleste bliver det meste af aftenen og får en god snak om alt muligt. Som den eneste har jeg mit strikketøj med – det har de vænnet sig til, og vi får da også lidt snak om, hvad jeg nu strikker – om jeg godt kan strikke mønster samtidig med, at vi snakker osv.

Det er godt i sådan en andelsbolig forening, at man har lidt socialt sammen. De fleste af os render ikke ud og ind ad dørene hos hinanden, men på denne måde har vi alligevel et fællesskab.

Glæde hos børn på julemærkehjem

300415 Kildemose 8 børn med tæpper blog

Jeg har fået et dejligt billede af 7 børn med de puttetæpper, de har fået i gave og som minde om deres ophold på Julemærkehjemmet Kildemose i dag, hvor de afslutter deres 10 ugers ophold.

Det er en tradition på Kildemose, at de får puttetæppet i forbindelse med afslutningen, hvor de også får en bakke med madvarer, der svarer til det antal kilo, de har tabt!

Sammen med tæppet får de en lille historie fra en af pædagogerne, der fortæller, hvorfor de synes, at netop det tæppe passer til det bestemte barn! Børnene elsker det!

Så kom jeg til at tænke på, hvem der havde syet de 7 tæpper og gik på jagt i billedarkivet. Der er utroligt mange billeder, delt op kvartaler tilbage til 2010 (og mange flere tidligere, som ikke er på nettet), og vi ved godt, at vi ikke får billeder af alle tæpper, der bliver afleveret.

Men det lykkedes mig at finde 4 af tæpperne med navne på, hvem der har syet dem. Jeg regner med, at tæppetanterne også selv kan genkende dem. De er lagt på Projekt Puttetæppers galleri HER. Men det er fra forskellige kvartaler.

Sikke en flid! – og kreativitet!

Lisbeth i Køge er en af de nyeste, men samtidig mest flittige og kreative tæppetanter i Projekt Puttetæpper. Jeg forstår slet ikke, hvordan hun kan nå at sy så mange tæpper ved siden af sit arbejde!

Og så er hun utroligt god til at få flotte, søde, sjove tæpper ud af rester eller UFO’er (UFuldendte Objekter), som andre har doneret til projektet.

Prøv at se et par eksempler:

lisbeth adrian 6 rester blå lisbeth adrian 12 country checkers lisbeth adrian 15 snowball lisbeth adrian 22  undervandstæppe lisbeth adrian 23  sekskanter lisbeth adrian 24  vindmøller lisbeth adrian 25  medaljon birthe noulund

Jeg fik billeder i går af 25 puttetæpper, som Lisbeth har færdige, og som hun selv kører til Skælskør og afleverer på Julemærkehjemmet.

Se dem alle 25 her – på Projekt Puttetæppers egen hjemmeside.

Det er meget inspirerende!

Jeg snyder lidt..

..og holder Bededags aften i aften! Med te og varme hveder! Bare mig selv 😉 (og Diki)

Hele mit liv har det været fast tradition, at aftenen før Bededag har vi fået varmehveder i stedet for aftensmad. Da jeg var barn, havde mine forældre skobutik og åbent til kl 20, og så var det mine søstre og mig, der skulle være klar med det hyggelige måltid, når de kom op fra butikken. Og traditionen tog jeg med mig.

Men i morgen – Bededags aften – har vi fællesspisning i Byhaven, og det er sikkert ikke varme hveder, men middag.

Det bliver helt sikkert godt, men jeg vil jo ikke snydes, så derfor holder jeg det for mig selv i aften! Dejligt, de smagte godt!