God morgen – en smuk morgen

morgen

God dejlig morgen! Sikke en smuk solopgang hen over vores lille bebyggelse!

Det tegner til en dejlig dag, hvor datteren med familie kører mod solen øst på for at hente familiens nye medlem: Lille BeBe (udtales biibii), en lækker lille Tibbe hvalp, som bor i Nordsjælland.

I dag er BeBe 8 uger gammel, født som et lille mirakel ved kejsersnit, hvor dyrlægen forventede, at de 2 hvalpe, der ikke var kommet naturligt ud, var livløse. Det var BeBe heldigvis ikke.

Og så er hun født på Ebbes fødselsdag 16. december. Hele familien er lige ved at revne af forventning og utålmodighed, det bliver så spændende at få BeBe hjem, og spændende, hvad Bodil vil sige til hende? Bodil er en rigtig god og social hund, der er vant til at møde andre hunde, f.eks. Diki, så jeg er helt sikker på, at det nok skal gå fint.

Lykke til!

Strik-In i Juelsminde

Sikke en hyggelig Strik-In i Juelsminde hos Marianne.

Vi var hele 18 strikkelystne kvinder i alle aldre, der strikkede hele dagen fra kl 9.30 til 15-16.00, efter hvad vi havde lyst til. Snakken gik og strikkepindene glødede, lige undtagen når vi skulle putte noget i skrutten – og dårligt var den sidste mundfuld af Marianne lækre mad sunket, før strikkepindene var i gang igen! Ikke alle kendte hinanden, men det gør jo ikke noget.

Desværre var jeg lidt handicappet af, at jeg har propper i ørerne, så det kneb for mig at deltage i snakken – jeg tror jeg bliver nødt at få en tid ved en ørelæge, det gør ondt og trykker! ØV!

Men det var en god dag alligevel!

strik in 1 strik in 2 strik in 3 strik in 4

Så stille..

..der er ude så tidligt om morgenen – kl 6.15 hvor vi gik tur, Diki og jeg. Stjerner på himlen, ingen biler, ingen lys i husene endnu.

Jeg skal på farten igen i dag, så vi skal have lidt tid sammen her til morgen, inden jeg går ud af døren. Jeg skal til “Strik-in” hos Marianne i Juelsminde og strikke hele dagen sammen med 14 andre strikketossede kvinder! Det skal nok blive hyggeligt – også selv om jeg har en “prop” i det ene øre og hører dårligere, end jeg plejer!

Jeg glæder mig. Jeg har været til Strik-in hos Marianne før, og der plejer at vanke lækker mad, bagværk og drikkelse af forskellig slags!

Diki ved på én eller anden måde godt, at jeg skal ud, han er i hælene på mig hele tiden! Men han er flink til at være alene hjemme, og så får jeg, som i går, masser af kys og næseslik af en vimmer-glad lille hund i sofaen, når jeg kommer hjem.

Hundeudstilling

Jeg udstiller ikke med Diki, men derfor kan man jo godt gå på udstilling, når den årlige store udstilling finder sted i Messehallerne i Fredericia, som er denne weekend.

Det er selvfølgelig mest interessant at se på Tibetansk Terrier! Men også sjovt at se alle de mange andre store og små hunde – hold da op, hvor er der mange! Og alle de mennesker, der myldrer rundt med alt deres udstyr: store vogne med trimmeborde, stole til dem selv – der er jo masser af ventetid – bure til vovserne, så de kan slappe af osv.

Og man møder også nogle man kender, så kram og snak og grin!

Jeg fulgtes med datteren og hendes yngste søn, som er lige ved at gå ud af deres gode skind i ventetiden på den nye lille hvalp, som de skal hente på mandag – en Tibbe som Bodil, men en anden farve: “zobel-farvet” / rødhåret, kalder jeg det!

marley

Der var heldigt nok chance for en lille “forsmag”, idet den nye hvalps far var på udstilling. Marley er en meget flot Tibbe, der har taget fine præmier på andre udstillinger.

ebbe

Ebbe øvede sig i at tage billeder, og han havde tålmodige modeller i Bodils søster Sengi og bofælle Tjasse.

sengi og tjasse

Det var Sengi, der blev udstillet i dag, og hun blev børstet og friseret (som alle de andre), og ventede og ventede (som alle de andre). Og så er det godt at have en god ven at støtte sig til! Og Tjasse er den mest vidunderlige Tibbe-hanhund, man kan tænke sig, så han lagde gerne ryg til!

Og nu er det spændende med den lille ny på mandag! Vi shoppede selvfølgelig i de mange butikker og købte både hårspænder, godbidder og legetøj – også “barselgaver” for mit vedkommende. Og jeg havde da også gode sager med hjem til Diki!

Sokker

Forleden sendte jeg en kasse med 53 par sokker til Julemærkehjemmet Fjordmark. Der er damer rundt i DK, der hele tiden strikker en masse dejlige sokker, som jeg sender til Fjordmark.

Julemærkehjemmet har nu besluttet, at den dag, børnene rejser hjem, får de et par sokker som gave og minde om deres ophold.

Både børnene og forældrene til de 10 børn, der rejser hjem i dag, synes, det er nogle flotte og lækre sokker! Dejligt!

070214 10 børn fjordmark

Dejligt samarbejde

En af de gode ting ved Projekt Puttetæpper (foruden at de er gaver til børn, der trænger) er det samarbejde, man kan have på kryds og tværs om at sy tæpperne.

Lene og Rita har i fællesskab præsteret 7 dejlige, farvestrålende tæpper, som Lene har syet toppene til og Rita har monteret og quiltet. Det ene af tæpperne er ovenikøbet syet af blokke, som en helt 3. har syet blokkene til!

Her er ét af dem, resten kan ses på Projekt Puttetæppers blog www.puttetaepper.dk

1402 lene christensen og rita sicko 2

Tjek!

Diki’s pels omkring poterne studset – tjek!

Diki børstet – tjek!

Diki’s kløer klippet hos dyrlægen – tjek! (under højlydt protest)

Bilen synet – tjek! (alt OK)

Bilens el-P-ur repareret – tjek! (af sønnen)

Puttetæppe-mønstre postet – Tjek!

Nu kan jeg spise frokost – og så skal jeg sy!

Jeg svæver!

Jeg trængte godt nok meget til at få fodpleje, og Ihh! hvor er det dejligt! Min julegave på et gavekort til Luksus-fodpleje var meget lækkert.

Først en grundig opblødning, klipning og “beskæring” af negle, hård hud, gamle operations ar under fødderne osv, derefter “luksus’en”, som bestod af peeling med sukkerblanding, der skulle trække, pakket ind i håndklæder. Og så blev fødderne dyppet i parafin og pakket ind i plasticfutter + tykke sokker i et stykke tid, før parafinen  blev trukket af og fødderne renset let med en varm klud.

Det var sandelig luksus! Så er det at man føler, man svæver!

Det er for resten dejligt, når nogen finder på en gave, som man ikke selv har tænkt på!

Onsdag mm

I formiddag står den på patchwork på Depotgården – lige om lidt – og efter frokost skal jeg indløse mit gavekort, som jeg fik i julegave: en luksus-fodpleje! Det glæder jeg meget til, for jeg har ikke fået fodpleje, siden jeg flyttede fra Brædstrup og min mangeårige fodplejer der. Så må vi se, om denne er er lige så god! Jeg glæder mig i hvert fald – og trænger!

På Depotgården har jeg lovet at medbringe en påbegyndt strømpe, så jeg kan vise, hvordan jeg strikker strømper med “Magic loop” – det kendte de ikke.

Så Diki må passe huset! Det gør han ved at lægge sig til at sove i arbejdsværelset, hvor han har sit foretrukne sovested om dagen: den lille, gamle sækkestol under mit arbejdsbord!