Det trængte jeg vist lige til..

..og så i utide!

Jeg har ryddet op i kummefryseren i Brædstrup inden flytning, for her har jeg “kun” et køle/fryseskab. Det passer mig fint, for man hober altid for meget op i en kummefryser!  Og nu skal jeg ikke plukke og fryse så mange bær fra haven mere.

Der blev smidt en del væk, som var for gammelt. Men der var også en lille and uden datomærkning, så den satsede jeg på at kunne spise. Dog ikke som servering for andre. Den var nu også meget lille.

Men jeg gav den en gang meget-langtids-stegning uden at tø den op først, og den viste sig at være rigtig god! Så for én gangs skyld lukkede jeg en flaske rødvin op og fik et par glas til – – – selv om det slet ikke er Mortens aften endnu! Jeg bryder mig faktisk slet ikke om at drikke vin med mig selv, men i aften smagte det mig fint.

Diki kunne også godt lide andesteg! Han spiser for resten mere, efter at han blev kastreret. Det trænger han også til.

Og så har vi mad til et par dage mere.

Tak for sidst, vi ses!

Ja det gælder både Brædstrup, som var ramme om mit liv i 34 år (jeg har aldrig boet så længe ét sted) – og det gælder også de venner, jeg har forladt.

021113 hvedevænget

Hvedevænget 51, 2. november 2013

Èn af dem havde inviteret mig til en kop te, inden jeg kørte hjem. Det var meget hyggeligt og en god måde lige at runde af på. Vi fik et par timer med en meget hyggelig snak, det var klart bedre end bare at køre hjem efter at have afleveret nøglerne til huset til de nye ejere. Jeg håber, at de bliver glade for at bo der.

Jeg havde også en stor “goodie bag” med til veninden, som skulle have været på strikkefestival sammen med mig, men desværre måtte melde afbud, da hun skulle køre med mig. Den blev hun meget glad for!

Og nu er Diki og jeg HJEMME, og det indebærer også nogle gode og praktiske fordele, som f.eks. at Christian kunne smutte omkring og skifte en pære i en loftslampe, som jeg ikke selv kunne nå. Og at jeg lige fik et ring fra svigerdatteren, der inviterede på stegte nudler! Ja tak – det kan jeg godt lide! Og der er kun 5 minutter derover – så vi er smuttet!

Så kører vi turen igen – for sidste gang

I dag er der overdragelse af huset i Brædstrup, så det bliver det afsluttende kapitel for mig. Jeg håber, at de nye ejere vil blive glad for a bo der. Det er i hvert fald et dejligt hus med en flot “grøn” beliggenhed og nogle dejlige naboer, som jeg vil savne.

Men det er fint for mig at få kapitlet afsluttet. Jeg håber selvfølgelig på at kunne bevare kontakten, og jeg regner helt sikert med at komme på besøg i Brædstrup, men jeg kan mærke på mig selv, at nu er det her, jeg bor!

Goodie bag

goodie bag

Jeg måtte melde afbud til Webstrikkernes Strikkefestival den første weekend i oktober – desværre, for det har været meget vellykket og spændende, og på et dejligt sted: Maribo Søpark. Men min situation med flere sygehusophold og min flytning fik mig til at melde fra.

Og nu modtog jeg til min store overraskelse en “goodie bag” magen til den, som alle deltagerne havde fået.

Der har virkelig været velvilje fra en række sponsorer, så den indeholdt mange forskellige smagsprøver på garn, både hele nøgler og fine pakker med små nøgler til små strikketøjer. Der er også opskrifter og flere småting, det er meget lækkert!

Tusind tak!

Jeg synes, jeg er meget heldig!

Nu har jeg været til min første fællesspisning i Andelsboligforeningen. Det finder sted 1 gang pr måned, hvor en kogekone laver maden og beboerne på skift hjælper til med det praktiske. Det er billigt, og man medbringer selv drikkevarer.

Hvor heldig kan man være? Denne gang stod den på Gule ærter = en af mine erklærede livretter, som jeg selv har lavet mange gange, men ikke siden, jeg blev alene. Menuen var en hemmelighed, så jeg havde både øl og rødvin med, så var jeg helgarderet! Der var andre, der vidste besked, så der var én, der bød på snaps til alle!

Det var meget hyggeligt, og jeg følte mig meget godt taget imod!

Der er flere, der har spurgt, om det ikke er vemodigt at rejse fra mit hjem igennem 34 år, naboer, aktiviteter og bekendtskaber i Brædstrup? Nej, det er et overstået kapitel, som alt slæbet med oprydning har gjort sit til at afslutte.

Nu er der overdragelse på lørdag, og så kan jeg koncentrere mig om udpakning i ro og mag her. Jeg bliver mere og mere glad for at være her og synes, huset passer så godt til Diki og mig!

Så kører det

Nu er mit digitale netværk oppe igen. Jeg har været glad for, at jeg har en mobil forbindelse, ellers havde jeg været afskåret – og det går jo ikke! Ha!

Men nu har der været en flink tekniker og fikset forbindelsen, så det fungerer upåklageligt, det betyder, at jeg ikke behøver at slutte ledninger/stik til, men kan bruge den bærbare hvor som helst i huset. Og mine børnebørn kan slå over på mit netværk, når de er her, så kan de bruge deres smartphone gratis.

Det var lidt besværligt i går, hvor der var noget “skidt”, der blev ved med at dukke op og lave ravage over min mobile forbindelse. Men så er det godt, man kan få hjælp af “webmasteren” ved hjælp af fjernstyring.

Varme sokker

171013 sokker 1

Jeg nåede at få 3 par sokker færdige før flytningen…

171013 sokker 2

..så nu kan jeg holde fødderne varme.

171013 sokker 3

Der skal ikke strikkes flere lige med det samme. Men strikkepinden hviler ikke, det giver dejlig afslapning. Så jeg er i gang med et større arbejde, som lige må være en hemmelighed lidt endnu.

Nu ved jeg hvorfor..

..jeg flytter fra et hus med trapper!

Jeg har igen i dag været på oprydningsbesøg i Brædstrup, hvor jeg igen fandt noget i skabene, som skulle sorteres og pakkes eller smides væk.

Så mens rengøringspigerne havde travlt med kost og spand, samt især støvsuger, sorterede jeg affald, slæbte sække ned ad trappen, kørte dem på genbrugspladsen eller genbrugsbutikken og slæbte igen – nemlig kastede de tunge sække op i containerne!

Så jeg føler mig meget brugt efter en lang dag med hårdt slid. Det er i hvert fald dejligt, at jeg kun har ét plan her, og selv om det er lidt svært at finde plads til ting og sager (i dag frysevarer fra den endeligt tømte kummefryser til den lille skabsfryser), så er jeg helt sikker på, at det vil passe mig fortrinligt, når processen med flytning er helt overstået.

En stormfuld dag – hjemme bedst!

Det blev lidt voldsomt i dag, da jeg var en tur i Brædstup, hvor jeg stadig rydder op og hvor Brædstrup Humanitær Forening efter aftale hentede en del ting, som var blevet tilbage. Der er også stadig en hel masse, som bare skal på genbrugspladsen, men det tager tid at pakke sammen og køre sækkene derop. I dag kom pigerne fra hjemmeservicefirmaet også for at gøre hele huset pænt rent til overdragelse om nogle dage – der gemmer sig godt nok meget skidt bag de senge/billeder/reoler, der nu er væk!

Men jeg fik pludseligt travlt med at køre hjem igen, da det blæste op til storm. Jeg havde ikke hørt radio og blev først klar over det, da yngstesønnen ringede og advarede, og børnene var meget bekymrede for, at jeg kørte ud i stormen, faktisk lige ind i stormen, som kom syd/vest fra, da jeg kørte mod syd. Men jeg var heldig: jeg kørte over Vejlefjordbroen uden problemer kort før, den blev lukket, fordi stormen pludselig var nået dertil, men jeg nåede da at blive rusket godt igennem, da jeg nærmede mig Fredericia, hvor det var helt vildt. Der sket mig ikke spor, andet end at jeg kørte i timelange køer af biler, der åbenbart prøvede at komme over den gamle Lillebæltsbro, men det var selvfølgelig både ubehageligt og trættende.

Jeg vil da godt indrømme, at det er skræmmende nu bagefter at se de voldsomme billeder på TV – men som sagt, Diki og jeg kom godt hjem!

Jeg har haft for travlt til at tage billeder af, hvor meget her er sket i weekenden – det er helt utroligt, hvor meget yngstesønnen og svigerdatteren nåede at pakke ud og stille på plads! Især svigerdatteren nåede mange kasser, mens sønnen fik installeret TV, Internet, den nye Smartphone, trukket ledninger og hængt lamper og malerier  op.

Og der ser faktisk rigtig hyggeligt ud nu, selv om der mangler meget endnu, jeg vil selv sætte bøger på plads, og ligeledes nips, når jeg ellers finder ud af, hvad der skal genbruges – jeg er hele tiden opmærksom på, at jeg har mindre plads!

I køkkenet mangler også meget på at finde rette plads, men det må tage sin tid! Det værste er arbejdsværelset med alt det garn og stof, der ikke er pakket ud, men det skal nok komme. Jeg kan heldigvis lukke døren derindtil.

Noget af det, jeg ikke har fået med fra Brædstrup endnu, er en masse gamle fotoalbums og løse fotos, men helt ærligt: hvor længe skal man blive ved at gemme billeder, der aldrig er blevet sat ind i et album, gruppe- og børnebilleder af familiemedlemmer, som for længst er borte? Det skal jeg også tage beslutning om!