Sikke en solopgang kl 7 – fantastisk!

Og her tager Diki sin ekstra morgenlur efter at vi har været ud på luftetur. Han ved ikke, at turen går til dyrlægen lige om lidt, hvor han skal miste 2 små kugler.

Hvorfor? Han har nogle tandfejl, som han sagtens kan leve med, men som han ikke må viderebringe til evt. hvalpe. Og hans “flugtforsøg” forleden aften, hvor jeg er overbevist om, at han sprang over hegnet i ophidselse over en forbipasserende tæve og bagefter var helt kulret og forvirret, fik mig til at beslutte, at det er nu, det skal ske. Så bliver det nemlig den dyrlæge, vi kender godt, og ikke en ny. Jeg tror, det er bedst, inden alt det nye i hans tilværelse sker i forbindelse med flytning.

Det bliver også lidt nemmere i forbindelse med at omgås familier med tæver.

Synd? Nej, han ved jo ikke, hvad han går glip af – og han må jo ikke!

Vores andre hanhunde har også været neutraliseret, og det er gået fint.

Diki ville gerne ud i haven – det er han som regel et par gange i løbet af aftenen – men han kom ikke tilbage. Først troede jeg, at han havde fundet et ben at hygge sig med derude, men han kom ikke, da jeg kaldte på ham, og der gik lidt tid.

Så hørte jeg ham pludselig gø længere væk, altså udenfor haven. Jeg kan jo sagtens kende hans hidsige bjæffen.

Men hvordan skulle det ku’ lade sig gøre? Haven er forsvarligt indhegnet, og jeg kontrollerede porten, den var lukket!

Mig ud i indkørslen – jo ganske rigtigt, så kom lyden fra udenfor en af naboernes hus. Han var ikke langt væk, jeg fik hurtigt øje på ham. Men han bjæffede bare hektisk og kom ikke hjem.

Ind og få en jakke på (det er smadderkoldt) og en håndfuld godbidder i hånden, og så gik jeg stille og roligt over på stien, hvor han løb frem og tilbage, men ikke væk.

Jeg tror, han var lidt i panik, for han plejer ikke at være ude alene og slet ikke i mørke. Så jeg bevarede roen og lokkede ham til mig, men han var tydeligt nervøs.

Heldigvis endte det med, at han fulgte med mig og løb hjem og ind ad hoveddøren, men først da vi var inde, ville han lade mig tage ham, det virkede som om han ikke vidste, hvad han skulle stille op med situationen.

Nu har vi taget en kæletur i sofaen, og han har fået lidt godt, så roen er faldet på os igen. Men jeg var altså heller ikke glad – han skulle jo ikke løbe væk fra mig!

I morgen, når det bliver lyst, må jeg ud og se, hvordan han er kommet udenfor hegnet? Er der et hul? har han gravet sig under eller sprunget over? Mystisk.