UHA – det går stærkt!

Egentlig har jeg det jo godt med, at der sker noget efter den lange tid, hvor jeg bare har gået og ventet på, at huset skulle blive solgt!

Men nu går det sandelig også så stærkt, at det kan være svært at følge med. Jeg har i dag skrevet under på slutsedlen vedr. salget af huset her, og køber skriver under i morgen og har derefter 6 hverdages fortrydelsesret, men han har gjort et godt køb, så jeg tror ikke, han fortryder.

Og jeg har lavet en foreløbig aftale om at købe dette lille andels-rækkehus i Erritsø:

http://www.edc.dk/Sag/?Pid=70000699&cid=boligsiden&source=150#

Jeg kan godt lide huset og omgivelserne, og størrelsen er tilpas for mig og Diki! Der er et lille værelse, som jeg vil bruge som soveværelse og et stort værelse, som jeg vil indrette som arbejdsværelse – det glæder jeg mig meget til! Der kan jeg have arbejdsborde til både symaskine og pc, der er skabe til alt mit stof og garn, og der er udgang til den lukkede terrasse bagved, ligesom der også er fra stuen. Køkkenet er ikke stort, men tilpas til mig, og så er der et stort fælleshus, som bruges til arrangementer både i foreningen og privat, og hvor der er værelser, som man kan leje til overnattende gæster for små penge.

Så behøver jeg hverken havemand eller rengøringshjælp, når det ikke er større. Foreningen holder det udenoms vedlige sommer og vinter, og skulle jeg få brug for mere hjælp, så har jeg 2 hold børn/svigerbørn/børnebørn tæt på.,

Der kan jeg blive gammel! Der er ingen dørtrin, handikapvenligt badeværelse, og det hele er pænt vedligeholdt, lyst og venligt, ude og inde.

Vaskemaskine, tørretumbler, komfur+ovn, køle/fryseskab og el-græsslåmaskine følger med, og der er plads til at installere en opvaskemaskine.

Og der er plads i stuen til de møbler, jeg vil have med, incl. dækkestøjsskab og reolsystem – det teaktræs Royal-system, som vi købte som nygifte, som har været pakket væk i mange år, fordi vi har haft noget andet i nogle af rummene her. Det passer bedre til mine spisestuemøbler.

Øj, det er spændende!

Der er ikke skrevet papirer på det endnu, men aftalen er på plads, også om prisen og de ting, der skal følge med. Det er nemlig ikke en selvfølge i en andelsbolig, at alle hvidevarer er med i handelen.

Overtagelse af begge huse bliver pr. 1. november, men jeg kan disponere over det lille hus fra først i august, så der kan sættes møbler og ting ind, og arbejdsværelset kan blive indrettet.

Det bliver en helt ny tilværelse, vi skal vænne os til, Diki og jeg!

 

 

Spændende – udmattende dag!

Det er næsten for meget på én dag!

Jeg skulle til forundersøgelse, blodprøver og anæstesi-forberedelse i dag på Horsens sygehus, og det gik simpelthen som smurt – jeg var forud for tidsplanen, indtil de glemte mig i laboratoriet, så jeg først kom til efter 3 kvarter, hvor jeg gjorde vrøvl, efter at have set alle andre blive kaldt ind før mig! Øv!

Derefter kørte jeg til Fredericia, hvor ældstesønnen havde truffet aftale med nogle ejendomsmæglere om fremvisning af 3 forskellige rækkehuse, som jeg har kigget på på Boligsiden igennem et stykke tid, men aldrig i virkeligheden. Men nu kunne jeg tillade mig det, syntes jeg. Det ville også være ærgerligt, hvis et af dem blev solgt lige pludselig som så mange andre, jeg smugkigget på i de 2½ år.

Der var 4 mæglere, som blev kontaktet, og de 3 var vældig oppe på mærkerne efter det korte varsel, mens den 4. ikke havde tid før på mandag – det var så ærgerligt for hans kunder!

Det er sjovt og spændende at forsøge at forestille sig sine møbler i andre omgivelser og se for sig, hvordan man vil fungere i det ene eller andet hus. De var bestemt ikke ens, det ene sted var haven for stor og værelserne for små – det andet sted kunne økonomien blive for anstrengt – det tredje syntes jeg, der måske manglede et bryggers! Til gengæld var der nogle andre, meget indlysende fordele.

Nu er der tid til at tænke, og tid til at se flere huse, hvis jeg vil. Der skal ikke ske noget køb, før køberen af mit hus har skrevet under og der er gået 6 hverdage til fortrydelse.

I mellemtiden skal jeg snakke med 2 banker om muligheder og forhåbentlig få gode råd.

Og så skal jeg jo under alle omstændigheder begynde at rydde op og pakke sammen her, det er godt jeg har tid indtil 1. november, som er overtagelsestidspunktet.

Men hvor er jeg træt nu – og Diki ligeså, han var med, og da det var for varmt at sidde i bilen, gik svigerdatteren lidt rundt med ham, og han var også med i haverne!

Nu tør jeg tro på det!

Så kan jeg vist tro på det:

Jeg har solgt mit hus!

Nu i aften!

Det var meget sejt at finde en pris, men jeg må sige, at mægleren håndterede en usædvanlig situation meget flot.

Da jeg ikke kunne acceptere det bud, som køberen havde givet igennem mægleren, foreslog køberen et møde med mig og håbede nok, at han kunne presse mig ned i den ønskede pris. Det er, så vidt jeg forstår, meget usædvanligt, idet forhandlingerne normalt foregår frem og tilbage igennem mægleren. Men jeg sagde ja til det, jeg kunne jo bare holde på mit! Ældstesønnen og svigerdatteren var med som “moralsk støtte”, men det var mig selv, der forhandlede med mægleren som støtte.

Jeg vil ikke fortælle, hvad vi kom frem til, men med tanke på, hvor længe huset har været til salg, og hvordan priserne er her i vores lille by, hvor der er masser af huse til salg i lang, lang tid, så er jeg tilfreds med resultatet.

Køberen har betænkningstid – 6 hverdage fra underskrifterne, som skrives på fredag og lørdag. Men jeg tror ikke, han fortryder, for der er ingen tvivl om, at han gerne vil købe mit hus.

Det er godt nok en underlig fornemmelse, huset blev jo bygget til os for 34 år siden efter vores ønsker, og jeg har aldrig boet samme sted så længe. Men jeg er helt afklaret, hvad det angår: det er alt for stort (180 kvm i 2 etager) til 1 menneske og en lille hund, og der er omkostninger, som jeg kan spare ved at flytte til noget mindre. Jeg har været nødt til at have hjælp til at holde hus og have, og varme, lys, transport mm vil blive billigere ved at flytte i noget mindre og forhåbentlig nærmere mine børn, helt bortset fra, at hvis jeg blev boende, ville der snart være noget vedligeholdelse, jeg skulle bruge kræfter og penge på.

Jeg har heldigvis god tid, for overdragelsestidspunktet er 1. november, så der er tid til at rydde op og pakke sammen til flytning, når jeg har fundet mit nye bosted!

Jeg er glad.

Dejlig dag

Den nye styregruppe i Projekt Puttetæpper tegner godt! Vi havde et godt møde, hvor vi  lagde planer for fremtiden, og fordelte opgaverne imellem os, kom med nye idéer – dejligt med friske kræfter – og fik sorteret i en masse stof og UFO’er (UFuldendte Objekter), som vi har modtaget.
Det har været en stor fornøjelse at lære hinanden at kende, og det er dejligt, at opgaverne nu er fordelt på nye hænder efter de enkeltes ønsker.1307 blok 2010 ritaRita Sicko havde fået 2 UFO’er færdige af blokke, som hun tog med hjem fra “Puttetæppe-tante-træf” i Hejnsvig i juni, dette syet af blokke med 2010-mønsteret, monteret med “Fix & færdig”-teknikken – se bagsiden her:

1307 blok 2010 rita bag

Det er en smart teknik!

1307 inga og rita

Og dette, som Inga Kruse, Ørnhøj har syet blokkene til – monteret med samme teknik – se bagsiden:

1307 inga og rita bag

Rita har også syet dette flotte tæppe i sort/hvidt, som er så stort, at det kan bruges som sengetæppe:

1307 rita

Flot quiltning!

Første møde i Projekt Puttetæppers styregruppe

Vi har dannet ny styregruppe i Projekt Puttetæpper, og om lidt skal vi have vores første møde, hvor alle opgaverne skal tilrettelægges og deles – det er spændende!

Det skal nok gå godt, for vi er 4 erfarne quiltere, der brænder for projektet med at sy “puttetæpper” til børn på julemærkehjem.

Jeg glæder mig, og bollerne er i ovnen!

Der skal vand til

Nu har jeg haft vandslangen liggende og løbe i går og i morges, og nu har jeg sat spreder på, så mine hindbær ikke skal gå til spilde. De har MASSER af bær, men de er i fare for at tørre ind – det må ikke ske. Hindbærrene har være noget af det, vi har haft allermest ud af i haven. De 2 foregående år har det været begrænset, hvad der var, fordi min havemand havde givet dem noget, de ikke kunne tåle! Men i år skulle der gerne blive mange.

rose

Roserne fik vand i går – det var tiltrængt.

rose 2

Den sart lyslilla her er så spændende, og den har en duft så fantastisk! Jeg har købt den på forårsmarked på Løndal for 2 år siden, og den klarer sig flot, dækket af med gran om vinteren, men fritstående i baghaven..

rose 3

…ved siden af de smukke Gisselfeldt roser (tror jeg nok, de hedder). Den lyslilla er den eneste rose, jeg selv har plantet (jeg er jo bestemt ikke havekyndig), og i det hele taget er der ikke mange roser i haven, Søren gik ikke så højt op i dem, bortset lige fra:

rose 5

..Allotria’erne foran huset, som er helt fantastiske lige nu.

rose 4

De ser også flotte ud sammen med Klematis’en, som er på nippet til at springe ud nu. Den passer og plejer jeg, den fik også vand i går, og jeg sørger for at binde den op. De øvrige Klematis’er i haven, klatrer op ad forskellige træer.

Det var en ommer

Jeg begyndte i går aftes at sy den første af 4 “Muffins” sammen i HANNE’s Sommer DHU – et gratis mønster.

Men der var noget galt – jeg kunne bare ikke få det til at passe!

muffin fejl

Jeg kunne ikke se, hvad der var galt, måske var jeg bare træt? Så jeg tog et strikketøj i stedet og så en film i TV.

Jeg var lige ved at spørge til råds i Facebook gruppen, men da jeg havde sovet på det,  kunne jeg se, hvad der var galt: De 2 yderste brune figurer vendte forkert:

muffin fejl 2

Her ser man forskellen. Så pille op, (sy baglæns), sy dem på igen – men der var stadig noget galt – ØV!

Så måtte jeg til at kontrollere skabelonerne, og det viste sig, at jeg havde klippet de 2 yderste hvide forneden 1 cm for korte – jeg syntes ellers, at jeg havde talt tern i alle ender og kanter, men der var fejlen.

Så er det godt, jeg har været lidt large med sømrummet. Så jeg behøvede ikke at klipper nye stykker stof, men bare lave større pap-skabeloner. Så passede det hele:

muffin

Nu er midterfiguren færdig på den ene dækkeserviet, som det skal blive til, der kommer noget udenom – og på onsdag får vi at vide, hvordan de skal monteres og quiltes.

Jeg synes, de er meget søde, men også en udfordring, for man skulle selv tegne skabelonerne på ternet karton efter et billede på HANNE’s blog, og de er ikke helt enkle – tværtimod er de meget skæve. Men det er OK, der skal også være noget til os selv at klare.

Der har været en værre ballade på den opfølgende gruppe på Facebook, fordi der var én, der var dygtig og måske lidt heldig og fik lagt “puslespillet” efter 4. afsnit (af 6) og lagde et billede ud med et bud på, hvad det skulle blive. Det var der nogle, der blev mildest talt rasende over! Det er jo en “mystery”, vi syr, så det måtte ikke røbes, før Hanne viste det. Sådan noget vrøvl, det er jo netop en del af udfordringen, og det er vel at mærke sådan, det har kørt de foregående år, og Hanne lægger selv op til, at det er spændende, om nogen gætter det. Jeg havde bestemt ikke gættet det, men jeg synes, det er OK, at man viser det, når man har regnet det ud.

Så nu kan jeg få syet denne og de andre 3 færdig, inden på onsdag.

Vildt ræs på små babycykler

Mine store børnebørn er ikke bange af sig! De stier, de ikke måtte køre på små traktor- og scooter-cykler på, da de var små, fordi stierne er for stejle, og de kunne få for meget fart på – der kørte de ræs og filmede, da de var her til min fødselsdag.

Den lille babyscooter var fremme for Victors skyld, og de store drenge kom i tanker om, at der jo var en traktor også, og de huskede, hvor den var! Så uden at de voksne vidste noget om deres ikke ufarlige projekt, og selv om de dårligt nok kunne sidde på dem, havde de vældig skæg med at trille ned ad bakke for fuld fart, mens den ene af dem video-filmede.

Videoen er lagt ud på Facebook, så den kan ses her (hvis du er på FB): https://www.facebook.com/photo.php?v=10200347734561430&set=vb.1396729802&type=2&theater

Sikke en skat, jeg har!

Det kunne ikke være bedre: ALLE mine børn og børnebørn samlet på min fødselsdag – det er en fantastisk skat at være taknemmelig for – og det er jeg!

Vi havde en dejlig dag i det skønneste vejr, begyndende med hyggelig morgenmad sammen med Victor og hans mor og far, som har holdt ferie her i nogle dage:

100713 morgenmad

100713 morgenmad 2

Han er så dygtig og kan selv spise sin havregrød.

100713 flødeskum

Victor kunne også hjælpe med forberedelserne og slikke piskeris sammen med Diki!

100713 kagemand

Det er tradition, når vi holder sommerfødselsdage, at vi får Is-chokolade = kakaomælk med en klump vanilleis og flødeskum, og kringle eller kagemand – i år var det bageren, der havde lavet kagemanden!

100713 bobler 2

Ebbe og Christina blæste sæblebobler…

100713 bobler 1

…til Victors store fryd!

100713 christian

Det er dejligt, at de 5 børnebørn er glade for hinanden, her Christian, som Victor kan få til at smile!

100713 børnebørn 3

“nogen” fik den idé, at vi skulle have et gruppebillede –

100713 børnebørn 1

Men Victor havde ikke rigtig lyst!

100713 børnebørn 2

Der blev prøvet flere opstillinger!

100713 børnebørn 4

En pyramide ville ikke rigtig lykkes..

100713 børnebørn 5 2

..men HURRA! der var det, det dejligste billede af dem alle 5: Victor, 1½ år, Ebbe 11½ år, Christina 12 år, Christian 16 år, Frederik 16½ år.

100713 hunde

Hundene, Bodil og Diki var undrende tilskuere! Men de var også med og hyggede sig – for det meste “kørte de futtog” = Diki gik lige efter Bodil med snuden i hendes bagdel – noget tyder på, at hun snart kommer i løbetid! Men hun fandt sig i det.

100713 middag

Dagen sluttede med en lækker grillmiddag på terrassen, lavet af yngstesønnen og hans kone. Oksemørbradbøffer og store skiver af lammekølle, som var marineret natten over i olie og rosmarin + store skåle med blandet salat af lækkerier som grønne asparges, blomkål, tomater, agurker, forårsløg, syltede hvidløg, 60% feta, snackspeberfrugt, og Roma-salat, alt sammen småt udskåret, uhhmm lækkert. Dertil forskellige arabiske brød, og selvfølgelig også nogle “kæmpe-grill-pølser”.

Senere fik vi i stedet for dessert forskellig frisk frugt, indkøbt i Bazar Vest: kæmpestore vindruer, kirsebær og vandmelon.

Og så fik jeg et ønske opfyldt – nemlig en god snak om, hvad vi gør, når jeg forhåbentlig får huset solgt og ikke kan have alting med mig fra det store hus. Jeg har gjort mig nogle tanker om, hvad jeg vil have med, men havde også nogle forslag til, hvordan de kunne tage stilling til, hvad de kunne tænke sig at overtage. Det er jo svært, men jeg synes, man ligeså godt kan starte med at tænke over det, og så stille og roligt “fordele” sådan at alle får noget, de bryder sig om, og som jeg synes, de kan have glæde af. Og det gik rigtig godt! Så nu er der bl.a. lavet nogle lister over bøger, og nogle aftaler om porcelæn, glas, malerier og andre “klenodier”. Det er jeg meget glad for.

Der skulle også laves en aftale om pasning af Diki, når jeg skal på sygehuset, og der kom datteren med et rigtig godt tilbud: hun og Ebbe og Bodil kommer og bor her hos Diki, så de er her, når jeg bliver udskrevet – det er et godt forslag.

Sikke en dejlig fødselsdag! Og nu er her stille igen, huset er ryddet, min rengøringshjælp har været her i dag, vaskemaskinen har kørt 2 gange, og Diki og jeg er trætte, men glade!