Overvældende!

Det var helt overvældende at opleve den interesse og støtte, Projekt Puttetæpper fik på Quiltefestivalen i Aulby i forgårs og i går!

Tusind tak til jer allesammen – både jer der købte mønstre og jer, der kom med færdige tæpper, toppe til montering, færdigsyede blokke og stof!

Vi modtog 34 færdige tæpper! dem skal der nok komme billeder af, så snart jeg får dem redigeret, de er alle blevet fotograferet.

Der blev også afleveret 17 toppe til montering, og 1 tæppe/monteringstante tog 5 toppe + bagsidestof med hjem til montering. Hvis der er flere af tæppetanterne, der gerne vil montere en færdig top, skal I bare sige til!

Allerede i løbet af de 2 dage – 3 måneder efter at 2012-mønsteret blev udgivet – blev der afleveret 233 færdigsyede blokke!!! Det er fantastisk – det tyder på, at det er en populær blok at sy.

Og så solgte vi 191 mønstre (ny rekord), så det bliver spændende, hvor mange, der kommer tilbage til Træffet i Roskilde

Der kom også 8 tæpper, som Birgith har syet og Mona nu har quiltet, de skal tilbage til Birgith, som selv syr lukkekant på, så er de færdige.

Og der kom store sække med forskelligt stof, også store stykker til bagbeklædninger..

Endelig en ekstra gevinst for “mit” andet  “projekt” Projekt Hyggesokker til børn på julemærkehjemmet Fjordmark: der blev afleveret 21 par tykke, dejlige sokker!

Nogle af tæpperne skal nu først bruges på forskellige udstillinger og QUIP-dag på Bankegården i Hårby og HANNE’s patchwork i Vejerslev 16. juni.

Derefter bliver der sendt 48 tæpper til julemærkehjemmet Skelskør, så de 48 børn kan få et tæppe med hjem på sommerferie.

Er det sært, at vi er “høje” efter en travl, men dejlig Quiltefestival?

Svenske gæster fra NQT

Når Projekt Puttetæpper ikke er med på Nordisk Quilte Træf i Aalborg, er der nogen af deltagerne i Nordisk Quilte Træf, der kan finde ud af komme til Aulby for at besøge puttetæppeboden! Mona har 2 svenske deltagere boende, og de kom den lange vej for at se Quiltefestivalen og for at se de puttetæpper, som havde fået tårerne frem i øjnene, da Mona fortalte dem om projektet. De syntes, det er et fantastisk projekt, vi har og ville tage hjem og fortælle om det i Sverige.

Det kan vi jo kun synes godt om!

Mona medbragte så også 8 puttetæpper, som hun har quiltet for Birgith – flot samarbejde!

 

De store børnebørn

Jeg var så heldig, at alle de store børnebørn var sammen med mig i går aftes, hvor jeg overnattede mellem de 2 Quiltefestival-dage hos ældstesønnen i Sanddal. Svigerdatteren havde vundet flere pakker grill-kød til banko, så vi fik grillmad, og de 4 hyggede sig og fandt ud af, at de også ville overnatte sammen, så der blev rykket rundt på sovepladserne, så vi alle kunne være der – det var svært hyggeligt!

Og jeg fik så lige lavet et smart armbåd til Christina, det synes hun i hvert fald, at det er! Lavet af en sort elastik og 27 skydere til lynlåse. Det kunne bruges!

Quiltefestival igen i dag

Så flot blev Puttetæppeboden påQuiltefestivalrn, efterhånden som vi modtog adskillige tæpper og blokke, og fik mere plads.

Det var helt overvældende, hvad vi fik i går, og hvor travlt, vi havde.

Så går det løs igen i dag, hvor vi glæder os til at hilse på mange dejlige patchworker på den hyggelige Quiltefestival i Aulby v/Middelfart.

Festlige tasker

Else Marie har syet 3 festlige tasker, som vil blive solgt på sommermarked hos “Soffi” i Dørup til fordel for cystisk fibrose – syge børn på Skejby sygehus.

Der er flere på Aktivitetscenteret Søndergårdem, der hjælper Rosa året igennem med at sy søde ting, der kan sælges til det gode formål.

 

Quilteramme på fod til salg > SOLGT!

En quilteramme magen til denne, mrk. Danewood, meget lidt brugt, er til salg for 800 kr. (ca. ½ af nypris) i Silkeborg. Stor oval ramme + flexibel fod.

Jeg har lovet at forsøge at formidle salget, så interesserede kan maile til mig, så sætter jeg køber og sælger i forbindelse med hinanden. Det er lykkedes 2 gange før for ikke så længe siden.

Jeg har selv en nøjagtig magen til og er meget glad for den.

Send en mail til mig på hanne @ kludekoner.dk (fjern mellemrum), hvis du er interesseret. Først til mølle er princippet.

WAUWW!

Jeg har været en lille tur i Vejerslev for at hente “noget”, som HANNE havde modtaget til Projekt Puttetæpper.

Nu skrev jeg i går om alt det, vi har modtaget og sorteret til videreformidling – i dag fik vi så igen en STOR portion UFO’er og 2 dejlige toppe.

Disse 2 flotte toppe, syet af mange rester, der er sat smukt sammen, er lige til at sandwiche og quilte – flotte farver!

UFO’erne er fra et dødsbo, og hvor er det dejligt, at der bliver tænkt på Projekt Puttetæpper, når der efterlades den slags. Jeg tror, der er til 2 tæpper i disse “Bedstemor blomster”, der er MANGE blokke, riede sekskanter og ekstra stof. Det blir et stort arbejde at sy dem sammen, men der er nogle monteringstanter, der godt kan lide denne type. 

Der var også en halvfærdig top med søde børnemotiver, og der fulgte flere dele med, så tæppet kan blive helt færdigt.

Endelig var der 2 små UFO’er, som der skal bygges lidt videre på. Den ene i japansk foldeteknik blir for lille til et puttetæppe, men den kan måske suppleres. Det tænker jeg lige lidt over!

Tak til dem, der har har doneret! 

 

 

 

Vidt forskellige og smukke puttetæpper

Se engang her – vidt forskellige, men meget smukke hver for sig – 2 puttetæpper, syet af 2 meget flittige tæppetanter, helt friske billeder fra i dag:

Birgit har syet tæppet med en masse trekanter, som var rester fra et sengetæppe i Jewel Box mønster. I virkeligheden er det meget enkelt, og meget fint. Det er syet i hånden på amerikansk og håndquiltet, men det kunne sagtens sys på maskine.

Bente har syet dette puttetæppe med store firkanter i 2 slags stof + kanter. Det er også meget enkelt, maskinsyet – og så har Bente en symaskine, der kan brodere spændende mønstre, som hun ofte bruger som quiltning.

Så forskellige tæpper, men hvor vil de 2 børn, der modtager tæpperne, blive lykkelige for den flotte gave! Og de 2 tæppetanter bruger hver især deres ekspertise på hver sit felt til glæde for både sig selv og andre! Er det ikke dejligt?

 

 

 

 

Stof – stof – stof – og puttetæpper!

En meget produktiv dag i styregruppen for Projekt Puttetæpper!

Vi har i den sidste tid modtaget utroligt meget dejligt stof, flere UFO’er mm. Der blev lige taget en rask beslutning, og så kom Grethe og Bente i morges med rundstykker, så vi kunne gennemgå og sortere det hele.

Hold op, hvor var det effektivt! Der blev sorteret og lagt i æsker, taget beslutninger om, hvem der tog sig af hvad – ja og smidt en lille smule meget små stykker væk. Og nogle julestoffer blev sorteret fra til et andet godt formål.

Så nu er der orden i sagerne, og vi kan overskue det forskellige, så vi kan tilgode se de tæppetanter, der mangler noget, samt dem, der gerne syr UFO’er færdige.

Nu skal vi først og fremmest til Quiltefestival i Aulby v/Middelfart torsdag og fredag, der ved vi, at der kommer nogle og afleverer færdige puttetæpper, og det kan også være, at der kommer tæppetanter, som kan få noget af vores stof. Ja, og så sælger vi jo vores 2012-mønster.

Og derefter kan vi sende 48 tæpper til Julemærkehjemmet Skelskør, så børnene der kan få et tæppe med hjem til sommerferien! Det er vi faktisk stolte af! Skelskør plejer at få overskudet af tæpper fra Kildemose i Ølsted, men da vi ved, at alle 3 andre julemærkehjem er vel forsynet med tæpper i øjeblikket, kan de tæpper, vi har p.t. gøre gavn i Skelskør.

De skal jo ikke samle støv – vel? Det kommer de heller aldrig til. Selv om vi aldrig har syet så mange tæpper som nu, er det ikke nok til, at alle børn, der er på julemærkehjem, kan få 1 tæppe hver. Så de bruges som julegaver, fødselsdags- el. konfirmationsgaver, og nu kan der så også blive en ekstra portion til Skelskør! Dejligt!