Fla’ u’

Jeg elsker min familie – jeg elsker at hygge mig sammen med dem – jeg elsker at sove sammen med Ebbe på hans værelse i hans knirkende seng og med Whisky og Ebbe, der deler hans madras på gulvet!

Det har været en munter og hyggelig jul sammen, men jeg nyder også nu at “fla’ u’ ” i stilheden.

Whisky og jeg har været ude i det buldermørke, der hersker her i kvarteret, hvor næsten ingen gadelamper lyser (det er næsten uhyggeligt), og nu venter min the og lune boller, avisen og strikketøjet! Og det sidste af kalenderlyset.

God efter-jule-morgen !

En meget speciel julegave

Julegaven fra de 2 af mine børnebørn!

Jeg har i årevis ønsket mig og rykket for billeder af dem til at stille ved siden af de andre børnebørns skolefoto + diverse bryllypsbilleder. De billeder, jeg har af dem i ramme, er alt for gamle.

Men nu skal jeg love for, at jeg har fået billeder! Ældstesønnens familie kommer meget i Legoland, som regel har de sæsonkort. Og lige fra Christian var lille, har hans far placeret ham foran modellen af Amalienborg, senere sammen med Christina, og fotograferet dem på nøjagtig samme spot. Der mangler billede fra 2006, hvor de ikke var i Legoland, men det passer fint med det antal i forhold til at arrangere billederne.

Og nu havde far’en så fået den god idé at lave en collage – men det er vel at mærke Christian, der har sat det hele sammen digitalt – flot arbejde af en 14-årig, og så er det færdige billede lavet af en fotohandler, så det er skarpt og flot. Det er stort: 30 x 40 cm incl. ramme og en sort kant, så det ser rigtig godt ud. Jeg skal have flyttet rundt på mine billeder nu, så det kommer op at hænge ved siden af bryllupsbilleder og Søren.

God dejlig julemorgen

En dejlig julemorgen efter en skøn juleaften i familiens skød.

Og jeg fik næsten alle mine ønsker opfyldt – billeder kommer senere – jeg fik en “kæmpestor skæreplade”, som jeg har ønsket mig i flere år. Datteren havde konspireret med HANNE’s og fået lavet et gavekort, fordi den er umulig at sende, så jeg skal en tur til Vejerslev efter nytår – men det har jeg jo ikke noget imod!

Jeg fik også en skøn billedcollage med billeder af Christian og Christina, den er fantastisk – med dobbelt-billeder taget af dem fra 2002 til 2011 på nøjagtig samme sted – foran “Amalienborg” i Legoland, og så sat sammen til et stort billede. Sikke en sjov idé!

Og jeg fik en fiks lille taske til min bærbare, og en mus til samme, samt dejlige cremer.

Desværre blev aftenen præget af, at svigersønnens far kom på sygehuset i går, så der var en del opdateringer og uro. Vi håber, at han har det bedre i dag.

Så i dag er det mig, der står for traktementet, når det meste af familien kommer til julefrokost “med det hele”!

Det sidste

Så blev de sidste julegaver pakket ind, også de små pakker til vores traditionelle pakkeleg ved julefrokosten.

Så nu er der ved at være ro på.

Jeg tror, jeg skal gøre Whisky “julefin” og strigle ham – det kan han godt lide! Men først skal vi ud og gå formiddagsturen.

Det er godt nok et lækkert vejr for alle de, der skal ud og køre i dag – ikke som de sidste 2 år.

Rigtig god jul til jer allesammen derude!!!

Fremskridt i juleforberedelserne

Det var HANNE’s Jule-DHD, der gav mig “et spark” og lyst til at få julepyntet lidt mere. Der plejer at hænge nogle store guldstjerne-uro’er i terrassevinduet, men det blev der så lavet om på i år, da hjerterne kom op. Og så syntes jeg alligevel, at de mindre “guld”-ting, som altid hænger i midten, godt kunne passe til hjerterne – så de kom også op.

Og så fandt jeg også Jette Frölich’s “guld”-juletræ frem og andre af hendes fine ting. Og den søde lille serviet, som en veninde for mange, mange år siden broderede til mig i Egedesminde (Aasiaat) – ja hun lever ikke mere, så det er lidt vemodigt, men dejligt at gense. Bente gav mig nisserne det år, hvor Søren lige var død.

Julekortene står altid på skænken i december.

Og de store nisser skulle også frem.

Det er ikke så hyggeligt at gå og pynte op til jul for sig selv! Og det er da også langt fra al min julepynt, der er fundet frem. Men nu er der noget i vinduerne og forskelligt til fyrfadslys over det hele.

Og i dag har jeg fået en masse fra hånden, så det, der kan forberedes til julefrokosten er klar. Vi har i mange år “prøvesmagt” “Vrie’kålen” (el. knugekålen, som min far kaldte det) og den svenske juleskinke på Lillejuleaften. Skinken var min svigermors traditionelle julemad, kålen kendte hun ikke (den er fra Trekantsområdet, og min Farmor var fra Erritsø), men Svigermor elskede den kål, og den sidste jul, hun levede, 87 år gammel, forspiste hun sig Lillejuleaften, så hun blev dårlig og vi måtte have vagtlæge!

I år har jeg prøvesmagt kålen i ensom “majestæt”, og den var OK. Det var frikadellerne også – det syntes Whisky også! Skinken er lavet – langtidsstegt og glaceret med rasp/sennep/æg/farin-blanding, men den tog jeg ikke hul på.

Så nu kan det godt blive jul!

Café Hacks kogebog

Det er lidt sjovt: når jeg er ved forberedelserne til julefrokosten og vil lave svensk juleskinke, jysk “Vrie’kål” og svensk julesennep, så behøver jeg ikke lede efter opskrifterne, men skal bare tage Café Hacks kogebog over egnsretter frem – det er der altsammen! (Jeg har selv bidraget!)

Den sennep er simpelthen bare god! Stærk og smagt til med cognac!

En lille gadekunstner i familien!

Mit yngste barnebarn, Ebbe på 10 år, har mange særdelse kreative evner! Vi undres gang på gang over, hvad han finder på, og hvordan han selv finder ud at kombinere – fuldstændig uimponeret – sine forskellige talenter. F.eks. med et computer, et videokamera og sin krop. Han har lavet flere sjove You Tube-videoer. Prøv at se denne, hvor han optræder som street-danser med “shuffle” inde i Fredericias gågader! Hans storebrors kammerater er vildt imponerede!

Miniature

HANNE’s jule DHD færdig (tror jeg nok)

Jeg blev færdig med alle dele af HANNE’s sjove jule DHD – dvs ophængningen er mit gæt, men mon det er forkert?

 

 

Det har været en rigtig sjov opgave og et rigtigt “Mystery”, for det har været meget svært undervejs at gætte sig til, hvad det skulle ende med.

For nogle dage siden gættede jeg, at det var noget med et hjerte, men juletræet kom først til sidst, selv om de små dele til det har ligget klar længe.

Tak for, at du ville give os denne Jule DelHverDag, HANNE.

Julehilsener

Jeg blev endelig inspireret til at skrive mit årlige “Julebrev” til venner og famlie og fik det sendt af sted i går. Jeg kan ikke skrive, hvis jeg er trist og uinspireret, og jeg troede, at jeg ikke fik det gjort i år. Men lige pludselig, efter at jeg havde været i København, kom inspirationen, og så gik det til gengæld stærkt – men jeg kom først i seng kl 02 mandag aften! Til gengæld var det så lige til at skrive ud tirsdag, så jeg kunne pakke det og få det af sted. Jeg har valgt at sende nogle af dem som mail, det er blevet dyrt med portoen!

Og så fik jeg en overraskelse, da naboen kom med denne søde julehilsen:

Jeg behøver ikke tak for hjælp til strikketøj eller hvad vi ellers hjælper hinanden med. Men det er dejligt at få sådan en skøn juleopmærksomhed!