Jeg elsker det puslespil

Jeg elsker det puslespil, når jeg har syet blokkene til et tæppe og skal til at arrangere, hvordan de skal ligge i forhold til hinanden!

Der skal jo ikke være 2 ens eller næsten ens ved siden af hinanden, og det skal på en eller anden måde “gå op”! Det skal nok blive godt. Stoffet til hjørner og kanter, som jeg hentede i Vejerslev i går, passer rigtig godt til, så nu går det lige pludselig stærkt – hvis altså maskinen vil, for den kan altså ikke lide batikstoffer, heller ikke selv om jeg bruger quiltenål el. jeansnål, som jeg blev rådet til. Og jeg har renset maskinhuset mange gange, men bliver alligevel nødt til at tråde om igen og igen, når den laver “rya”.

 Jeg bliver nødt til at bringe den til eftersyn, men jeg kan jo ikke undvære den! Jeg har en mistanke om, at det er undertrådsspændingen, der er noget galt med, men det skal jeg ikke selv have rørt ved.

Jeg er glad for, at jeg kan lave noget indendørs med dør/vindue åbent, så vinden udenfor kan give noget luft. For jeg kan slet ikke være ude i den varme ret længe ad gangen. Whisky-turen til søen i formiddags var så varm, at jeg måtte tage køligt brusebad, da vi kom hjem. Whisky fik lov at bade ekstra længe i søen sammen med “Perle”, som vi mødte på vejen derned. De elsker at svømme – Whisky svømmer ud efter pinde, jeg kaster så langt, jeg kan, og Perle, som er i lang snor, svømmer på det lave vand og undersøger søens udkanter. I dag fandt hun en gummistøvle i den bløde søbund! Der er nok et barn, der har siddet fast og ikke kunne hale støvlen op.

Udflugt og udbytte

Her er udbyttet af min udflugt i dag, hvor Whisky og jeg først var en lille tur på kirkegården – alt var pænt og vi havde lidt roser med fra haven af den flotte lakrøde Allotria, som Søren holdt meget af.

Derefter kørte vi “omkring” HANNE’s i Vejerslev for at se, om hun havde bagside- og kantstoffer til et tæppe, jeg er ved at sy. Og selvfølgelig havde hun det. Jeg havde medbragt nogle blokke, syet af JellyRolls, så vi kunne ramme farverne.

Det lyse skal være bagsidestof – det er 270 cm bredt. Og det meget mørkebrune, næsten sorte + det rødbrune skal være kanter, det skal nok blive godt.

Jeg benyttede mig også lige af det tilbud, HANNE har på bløde plader + små nåle til at sætte  lapper, håndsyede over pap, op på, jeg tror nu, det vil være en fordel at beklæde dem med lidt stof, ellers “fnuldrer” de.

Selvfølgelig fandt jeg også andre ting jeg “ikke kan leve foruden”, f.eks. 2 x 2½ meter dejligt småblomstret stof á 100 kr! Så ialt krydsede jeg grænsen for HANNE’s tilbud om en gave: den flotte sorte taske!

Men der lå jo også nogle flere gaver – til Projekt Puttetæpper – nemlig 9 fine blokke og toppen til et meget yndigt tæppe fra én af Hannes kunder. Det skal vi nok få monteret og quiltet, så det kan blive til glæde for et barn på Julemærkehjemmet Kildemose.

Smukke puttetæppe blokke i Kaffe Fassett stof.

Vi modtager mange søde, smukke, fine blokke til Projekt Puttetæpper, og engang imellem taber jeg vejret!

Disse 15 blokke – 3 af hver – alle syet i Kaffe Fassett stoffer, som jeg elsker, med 2010-mønsteret “Stier og hegn”, fik jeg med posten fra “konen i kørestolen”, som hun kalder sig. Er de ikke flotte?! Og med et sødt brev – det hele sirligt pakket ind! Tak!

Damefrokost

En af “Kludekonerne” fejrede sin runde fødselsdag med en “damefrokost” på Brædstrup Kro, hvor hun er så heldig, at svigerdatteren er kok! Og hun laver simpelthen den skønneste mad, man kan forestille sig!

Hyggelig velkomst i haven..

..og det flotteste bord – vi skulle bruge alle glassene til nogle spændende vine!

Forret: kammusling i filodej – lakserogn – kaviar + rødløg + urtecreme

1. hovedret: anderoulade på marinerede jordbær + papirstynd, sprød rugbrød

2. hovedret: kalv med en fantastisk sauce, små kartofler, forårsløg + bagt rødbede

Og vi gamle koner kunne også lege!

Flyt en 2-krone fra en tynd spagetti i den enes mund til en spagetti i den andens mund..

det sværeste er at ramme 2-kronen, når man ikke kan lade være at grine!

Nogen er dygtigere end andre!

Og så glemte jeg at tage billeder af den lækre blåskimmelost, som var mellemret, og den helt fantastiske melonsuppe med bittesmå melonkugler, blåbær og nødderullet vanilleis, som var den iskolde dessert. Den måtte vi allesammen have opskriften på af kokken – og det fik vi! Så der er nogen, der vil være heldige at blive budt på den fremover!

Det kan være, at jeg er så heldig at få billeder fra nogle af de andre gæster?

Det var en rigtig festlig dag og dejligt, at vi kan mødes i festligt lag og uden sytøj!

En hund kan godt sørge!

Det er sørgeligt at blive forladt! Når nu man elsker de unger så højt og har en hel uge sammen – også selv om de forlader én indimellem, men de kommer igen, når de har været på udflugt!

Men han vidste godt, hvad klokken var slået, da Ebbes far kom i bilen og de pakkede tasker blev båret ud. Der blev givet store knus og krammet, men kendsgerningen var, at de forlod ham!

Der går et par dage, før han holder op med at sørge!

Børn og vand = AQUA

AQUA i Silkeborg er et vidunderligt sted – både for børn og voksne.

Vi var så heldige at vi var med til at fodre odderne 2 gange, og høre en hel masse om disse flotte, stærke, hurtige dyr.

Christina var meget betaget.

Inde i de store “røre-bassiner” kunne de kæle med store fisk, som godt kunne lide at blive kælet for! og fodre dem med muslinger, som de kom og tog forsigtigt af fingrene.

Der var også rotter!

Og de sidste mange timer brugte vi på legepladsen, hvor der er mange vandaktiviteter, bl.a  et kanalsystem, hvor man kan spærre kanalerne –

– bedst, hvis man kan arbejde sammen og én dirigerer, hvornår de andre skal lukke op for sluserne..

..så kommer vandet med stor kraft – og det er rigtig sjovt!

De var også i vandkamp med en masse andre (mest) drenge, hvor man skyder med “vandkanoner” på hinanden!

Vi så også ænder, geder, bævere og meget andet, her er det får, som de kommunikerede med “MÆHH!” – og en storkefamilie (baggrunden)..

..med unger i reden!

Hjemme igen gik de tur med en lykkelig Whisky, der går så pænt, når det er Christina og Ebbe, der går med ham!

Industrimuseet

Efter Ebbes meget store ønske besøgte vi Industrimuseet i Horsens. Han har været der med sin storebror og mig i en vinterferie og huskede flere ting, som han gerne ville se igen.

Det er lidt svært for mig at forklare anvendelsen af de store flotte maskiner, men vi var så heldige, at nogle af de entusiaster, der holder dem ved lige, var i hallen og syntes, at børnene skulle se dem køre – den ene efter den anden!

Ungerne kunne ligefrem høre “musikken” i de rytmiske motorlyde!

Også denne gang var telefoncentralen det helt store hit, og når man er 3 personer, kan man ringe igennem centralen til og fra telefonerne i de små butikker i “butiksgaden”. Det var lidt svært at huske de ting, man skulle gøre, men det lykkedes Ebbe en enkelt gang at få skabt forbindelse mellem Christina og mig…

..og så var det sejt at kunne lære fra sig!

Der var flere steder åbent end sidste gang, bogtrykkeri, bogbinderi og her ølbryggeriet.

Vi sluttede med særudstillingen over kongelige hofleverandører, og her lærte de 2 at dække bord, som Prins Henrik gør det.

Vi besøgte også de 2 opgange med små arbejderboliger fra 1880 – 1970, det syntes Ebbe og Christina var meget interessant, og de havde øjnene med sig og så udviklingen i lejlighedernes indbo. Men der stod mine ben af, så de sidste trapper klarede de på egen hånd!

Hundefrisører

Når man har ferie, kommer man nogle gange lidt sent i seng – og så kan det knibe med at vågne om morgenen! Så må man lige have lidt tid foran TV og en tegnefilm, før man kan spise morgenmad. Og så er det godt, man kan enes om et af husets quiltede tæpper.

Det er første gang, at Christina og Ebbe får lov at strigle Whisky – men svømmeture i søen hver dag i denne varme får hans pels til at fælde, så nu fik de lov at prøve. Og han finder sig jo i ALT, når det er de 2!

Så han blev så fin!

De små legeredskaber er ikke smidt ud, men kom ud at køre, det syntes de 2 store børn er vældig morsomt, de kan jo næsten ikke sidde på dem mere! Men Whisky syntes, det var for underligt, så han stillede sig i vejen og protesterede. Ebbes kluk-latter kan desværre ikke beskrives, men den er ikke til at stå for! Naboen fortalte mig, at hun når hører den, kan hun slet ikke lade være at grine med!