Roser

Det skal nok passe, at det er rosenår i år! For aldrig har jeg set Allotria-roserne langs indkørslen så flotte!

Søren plejer at klippe et par stykker af og lægge omkring min kuvert til min fødselsdag den 10., som vi har skik til morgenmaden i familien – i år kunne han have plukket en hel buket!

Vi har haft denne rose i mange, mange år, allerede da vi boede i Klarup i 1973 – 1979 havde vi denne rose, og den er altid taknemmelig, men i år er den helt overdådig!

Så slemt ser det ud med hindbærrene

ØV – ØV – ØV, så slemt er det med hindbærbuskene, som havemanden har vandet med ukrudtsmiddel i for kraftig dosis – han er også selv ked af det! (gammel landmand!). Faktisk mener han, at han bliver nødt til at give mig nogle nye – men lad os nu se, så vil jeg snart hellere have ham til at plante nogle nye for mig uden løn! Han tror, at der ikke engang kommer nogle igen til næste år, men jeg kan nu se, at der er skud på vej i nogle af rækkerne.

Til gengæld er der heldigvis nogle, der står et andet sted, som ikke fejler noget. Og blåbærbuskene har ikke fået noget af den omgang, og de kommer meget flot med masser af bær!

Mine første kartofler

 

Lige om et lille øjeblik skal jeg spise mine første kartofler af egen avl!!! Dyrket i en grøn sæk med “låge”, så man kan lukke op og fiske de kartofler ud, som er store nok. De største er ca 4 cm lange, de mindste 1 cm, men jeg er sikker på, at de smager himmelsk, og jeg kunne nulre skindet af med de bare fingre under vandhanen!

Jeg skal ikke have noget til! Men jordbær bagefter. Er det ikke lækkert!

Hjemme i haven

Ude dejligt – skøn ferie /dejligt at være hjemme igen! Sådan er det jo! Det har været en dejlig ferie på Bornholm, og rejsen hjem gik gnidningsfrit: færge og bil til København, hvor jeg nåede et tidligere tog end beregnet til Fredericia, hvor bilen stod, så jeg var hjemme sidst på aftenen.

En væsentlig årsag til, at ferien kunne være afslappet, var at hus og have var under opsyn af mine gode naboer! Hvad skulle man gøre uden dem! Specielt hende, der har vandet alle mine blomster, krukker og fuglebade! Hold da op, hvor så det hele flot ud!

Se bare:

Så er det sommer og søndag i haven!

Sikke en velkomst!

Og for at det ikke skal være løgn, så havde en anden nabo med børn været ude på landet efter jordbær ….

og kom med en bakke til mig!

Det gør altså ikke noget, hvis det varer et godt stykke tid, før der kommer en køber til huset!

Og Whisky er hentet i pensionen, jeg har haft ham i bad, hans tæppe er vasket og hænger til tørre, og vaskemaskinen har i det hele taget vasket flere gange, så nu må jeg nyde resten af sommersøndagen. Jeg kunne godt finde på, at give naboerne en øl på terrassen!

Sidste feriedage

De sidste dage af ferien har vi igen kørt nogle ture rundt og set en masse af den dejlige natur. Jeg er nødt til at afstå fra de strabadserende ture, men jeg kunne godt tage med og se Jons Kapel ovenfra! Mens familien kravlede ned af trapperne..

..passede Cæzar og jeg på hinanden. Han er en dejlig og kærlig hund, men for stærk til, at jeg kan gå med ham.

Vi besøgte også en sød patchworkudstilling i Klemensker og så nogle meget kønne tæpper – her et lille udvalg.

Der var også udstillede fotografier og en kombination.

I Hasle genså jeg det gamle vanderhjem, hvor jeg har holdt flere ferier som meget ung – det var virkelig nostalgisk!

Og det gamle røgeri, som eksisterer stadigvæk og er indrettet som museum. Det er meget smukt!

Indkøb og sysler på ferien

Når man holder ferie, skal man da også have noget håndgribeligt med hjem – ikk’ ? Så vi shopper også i forskellige spændende butikker rundt på Bornholm – og der er jo nok at besøge! I går besøgte vi det meget lækre “Hvide Hus” ved Gudhjem, hvor jeg har været før. Der er så meget lækkert at kigge på – i den dyre, men også kvalitetsmæssigt høje kategori. Tøj til både ham og hende – ja, sønnen ville egentlig ikke have væet med, fordi han regnede det til “pige-ting”, men han prøvede og købte også en stråhat til at skåne hovedet mod solen. Det samme gjorde jeg, for jeg kan godt mærke, jeg skal passe på med mit tynde hår, men jeg bliver vist aldrig dus med at gå med hat! Svigerdatteren sprang ud i det og købte en super lækker vinterfrakke, den er så flot til hende.

Og jeg faldt pladask for denne lækre taske, jeg kunne simpelthen ikke ikke undlade at tage den med hjem! Den har en rigtig god størrelse, der kan være meget i den, uden at det er i indkøbstaske størrelse og noget mindre end min skønne Namaste strikketaske, som jeg har med herover med både strikke- og sytøj. Der kan sagtens være et strikketøj i den, og der er mange lommer til alt muligt. Det bedste er skindet, som er tykt og blødt. Den bliver jeg glad for!

Vi var også på bolchekogeriet i Svaneke!

Og der kom jo også noget med hjem – der kommer af og til børn – nabo- og børnebørn – på besøg, og hvem ved, hvornår jeg kommer herover igen?

Nu kan jeg ikke holde til de lange traveture med naturvejleder Søren Sillehoved, som søn og svigerdatter er blevet så begejstrede for, men det gør ikke spor, for så hygger vi 2 “gamle” os her, eller hunden og jeg. Jeg synes, det er dejligt sidde i solen med mit strikketøj, jeg har fået startet op på en FLS = February Lady Sweater i meget tyndt garn: Geilsk tynd bomuld/uld (den gamle). Det kræver lidt regnearbejde, fordi det er så tyndt garn, men det er netop meningen, at det skal være en meget let sommertrøje, og det er meget dejligt at strikke i.

Den praktiske sytaske, som Ann i Vancouver lavede til mig for 7 år siden, da jeg skulle flyve til Filippinerne er også med på Bornholm. Den har gode plastiklommer med lynlås til alle de forskellige sygrejer, skabeloner mm, så der er styr på det hele, når jeg nu omsider – grin bare! – er gået i gang med “Ud i det blå”-månedsprojektet fra HANNE’s, det som andre syede for 3-4 år siden!

Det fik jeg ikke syet den gang, men nu trængte jeg lige til et projekt “over pap”, og  jeg kender jo resultatet og ved, at det bliver rigtig flot.

Så det syr jeg på i solen!

Christiansø

 

Jeg har fået lov at låne nogle af sønnens billeder fra turen til Christiansø i går, som var en stor oplevelse.

Han har taget mange flotte billeder med sit nye kamera

.. og de får lov at tale for sig selv.

En ekstra oplevelse var sælerne – prøv at se den lille lyse i midten, det er en meget ung sælunge.

Imens de var af sted hele dagen, tog Cæzar og jeg en rigtig slapperdag med strikketøj og en god krimi, det trængte mine ben til!

Kan absolut anbefales!

Desværre glemte jeg at tage billeder, men jeg kan kun anbefale Pakhuset i Svaneke’s “plankebøf” af oksemørbrad, maskeret med kartoffelmos og bagt på en egeplanke! Oj, hvor er vi mætte, og da én af os ikke kunne spise op, blev resten båret hjem i en doggy-bag, så nu er Cæzar også glad.

Og så kørte vi hjem gennem Almindingen og nød den smukke solnedgang.

I morgen skal jeg på patchworkudstilling i Klemensker.

Historie og moderne glas

Vi har simpelthen det bedste vejr, man kan ønske sig, solskinsøen lever helt op til sit tilnavn! Og selvfølgelig skal vi ud og se alle seværdighederne. Nu er det så heldigt, at én af os er født her på øen, 2 af os har været her en del gange og har mange minder, og én har kun været her få gange. Så alle har sine grunde til at se/gense øens mange smukke steder. I dag var det Hammershus, hvor vi fulgte med på en guidet tur med en fra Bornholms Middelaldercenter og fik mange forklaringer og historier.

Der er ufatteligt smukt omkring den gamle borg.

Borgen er ved at blive renoveret, ikke ændret, men bevaret, det er dejligt at vide.

Vi kunne godt se, at en del mursten er fornyet.

Videre gik turen til en af de gode røgeri-restauranter, hvor vi spiste fiskemenu med sild af mange slags, specielt var de lokalkendte begejstrede for de saltstegte sild. Og derefter kørte vi øen halvejs rundt og besøgte Baltic Sea Glass, hvor man i dag kunne følge tilblivelsen af unikke skåle. Det er meget spændende at se behandlingen af det varme glas – og varmt!

Og tydeligvis et samarbejde melem 2, der er vant tl at arbejde sammen.

Vi måtte beundre alle de fine skåle, lysestager, fade – stort og småt – og dyrt!