Bornholm

Ja, det er gættet af Lisbeth, Sonja L. og nu også Helle! Det er Bornholm, jeg er på – via Vejlefjord, Lillebælt, Storebælt, Øresund, ind i Sverige og ud af Sverige over Østersøen.

Og her er lige så dejligt som altid! og Bornholm lever op til sit navn: Solskinsøen! Solen har skinnet, siden vi kom, og vi nyder det.

Og de røgede sild smager lige så godt som de plejer på havnen i Svaneke, hvor jeg sidst spiste sammen med Søren og ældste søn + svigerdatter og børn for 4 år siden. Denne gang er det yngstesøn og svigerdatter, der har inviteret hendes mor og mig i sommerhus.

Varmrøget laks lige ud af røgeovnen med lækker salat – er det ikke skønt?

Jeg er godt træt i benene nu efter at have travet i Svaneke og Gudhjem i dag, vi har både besøgt glasbutikker, Karamelkompagniet mm og smagt forskellige spændende lakridser, købt ind af the og karameller. Søn og svigerdatter har luftet deres dejlige rottweiler på en tur til stranden, så nu hviler vi benene.

Jeg har været på Bornholm mange gange, helt fra jeg var 12 år og cyklede øen rundt sammen med mine forældre og søstre og boede på vandrerhjem, senere under andre former, f.eks. på campingtur med  Søren, hvor vi indviede vores nyindkøbte telt i 1989, det var 1. gang, han var på Bornholm, men han kom der én gang mere, hvor vi boede i sommerhus i Snogebæk sammen med ældstesønnen. Det var også en skøn ferie med masser af solskin.

Det slår mig denne gang, at der ikke er så mange turister, som jeg har oplevet de andre gange, det siges, at der har været færre de seneste år pga dårligere færgeforhold! Det er jo virkelig synd!

Udflugt

Jeg er på en lidt længere udflugt og har lyst til at give jer en gåde!

Siden i går har jeg krydset 1 fjord, 2 bælter og et sund, et hav og 2 landegrænser – hvor er jeg?

Varmt

Øj, det er varmt! Jeg opdagede, at roserne, som står langs indkørslen og som jeg er meget stolt af, havde fået en smule bladlus. Så frem med den store vandslange og sprederpistolen, så de kunne få den helt store overbrusning. Jeg håber, det hjælper.

Den vandspreder kan Whisky ikke lide!

Jeg skal jo ikke beklage mig over varmen, det er da dejligt for alle de – incl. alle skolebørnene – der har ferie nu! Vi andre kan jo sagtens med ferie hele året!

En sød hilsen

Når man sender et puttetæppe til et julemærkehjem for at det kan blive givet et barn, får man sådan en sød hilsen som tak – HVER GANG! Det er da imponerende, at man tager sig tid til det. Der er skrevet en personlig hilsen fra forstanderen indeni.

Her er det et kort fra Julemærkehjemmet Hobro og et fra Julemærkehjemmet Kildemose, begge til Patchworkholdet på Aktivitetscenter  Søndergården i Brædstrup, hvor vi hvert år syr 1 – 2 tæpper som fællesprojekt.

Så får man ekstra lyst til at sy flere tæpper!

Den skønneste Sct. Hans aften

Sikke en Sct. Hans aften! Min unge nabo havde inviteret på aftensmad sammen med børnene, hendes svigermor og den anden nabokone (alle 4 blevet enker indenfor få år!) I det dejlige vejr sad vi på hendes nyanlagte terrasse, og hun laver simpelthen sådan noget lækker mad, så det var rigtig hyggeligt!

Derefter gik vi ned til søen, hvor byens Sct. Hans bål traditionelt trækker mange mennesker til, og i dette helt vidunderlige vejr var der rigtig mange.

Et kæmpe bål med behørig heks

Whisky var også med..

..og den mindste i cykeltrailer.

Sikke en aften!

Når man er en flink pige

Jeg vidste ikke, at min ældste søn er romantisk! Men i dag er det 16 år siden, hans kone landede i Kastrup efter møde på Cypern og flere års korrespondance.

Og her er hans påskønnelse og “hvad man får, når man er en flink pige og har været i Danmark i 16 år”. Ja, hende er han ikke snydt med! Og vi andre heller ikke.

Sct. Hans trøje i bomuld/bambus

Den nye sommertrøje blev færdig til Sct. Hans, og den er blevet meget god, men lidt stor? Jeg var så bange for at få den for lille, så jeg har strikket den længere, end mønsteret angiver, bl.a. ved at gøre raglanindtagningen længere. Nu må vi se, om jeg kommer til at føle mig tilpas i den, den er i hvert fald lækker.

Fakta: Trøje med raglanærmer fra Hjertegarn, nr. 109643.

Garn: Hjertegarn Bommix bamboo, 50% bomuld, 50% bambus

Pinde 3½.

MEGET længe om at tørre efter vask og centrifugering!

Mønster og garn købt i Butik Himmelblå.

Klassisk og meget smukt

 

Klassisk og msukt er dette tæppe med 3-dobbelt Irish Chain! Håndsyet af en tæppetante til et barn på julemærkehjem! Det er så dejligt, når jeg får den slags billeder af tæpper, som opfylder 2 meget vigtige behov:

  • En patchworker syr med stor kærlighed et smukt tæppe af sine rester
  • Et barn, der har brug for lidt ekstra omsorg, får et unikt og smukt tæppe til evig arv og eje.

Jeg elsker dette projekt!

Én knap!

Jeg er færdig med den pink kortærmede trøje..

..den er vasket og har været 2 døgn om at tørre! Det er bomuld/bambus, og andre har fortalt mig, at det er meget langsomt om at tørre. Jeg er alligevel meget tilfreds.

Så skulle jeg have en knap – og det lykkedes fint, jeg synes, den er rigtig flot – men jeg blev heldigvis advaret, før jeg så prisen: den koster 59 kr!!! for én knap! Nå men den er jo flot.