Jeg er træt og orker ingenting. Jeg læser aviser – det har jeg ikke gjort i en uge – jeg strikker lidt, drikker te, går tur med Whisky og “laver ingenting”.
Men jeg tror, det er OK! Jeg har igen i dag fået en yndig buket, en nabo har været lidt på besøg, og en god veninde har ringet, og så er dagen næsten gået!
Whisky har fået et kødben, det får han sjældent, for han tåler det ikke så godt, men hvis ikke nu, hvornår så?
Tak til familien, vennerne, naboer, gamle kolleger, bridgespillere, lokalpolikere og tidligere bestyrelsesmedlemmer i diverse foreninger og mange andre, der kom og sagde farvel til Søren i går.
Det blev en meget smuk dag, og det var overvældende, hvor mange der kom. Kisten og kirken var rigtig smukt pyntet i varme farver, og der var utroligt mange dejlige blomster.
Det lykkedes mig at synge med på salmerne – Søren sagde altid, at han lyttede til mig og nød, at jeg stadig kan synge, når vi var til begravelse. Så jeg håber, at han hørte mig også denne gang. Jeg kunne også høre, at vores børn sang med, og iøvrigt alle i kirken, der var helt fuld.
Og præsten havde fået meget ud af vores samtale forleden dag, for hun fik virkelig tegnet et godt portræt af den mand, vi kendte så godt og kommer til at savne.
Vore 3 børn og 3 svigerbørn bar Søren ud, mens orglet spillede “Nu er jord og himmel stille!”, som vi har sunget som godnatsang ved mangt et spejderlejrbål, og som vores familie, hvor næsten alle har været spejdere, har brugt ved flere begravelser. Det var utroligt smukt og rørende.
Nu er jord og himmel stille,
vinden holder tyst sit vejr,
og der lyder ingen trille
fra de høje stille træ´r,
kun de fjerne frøers kvækken,
køers kalden over vang
og et dæmpet slag af bækken
til vor egen stille sang.
Børnebørnene havde det svært med at se kisten blive kørt bort, de havde ellers klaret det flot indtil da.
Jeg var overrasket og glad for at hilse på så mange venner og familie, mange kom langsvejs fra, og mange tog imod invitationen til at tage med på Pejsegården bagefter.
Og den nærmeste familie og nogle enkelte nære venner kom også herhjem til den suppe, jeg havde kogt, så vi fik en hyggelig afslutning på dagen.
I dag har datteren og jeg ryddet det sidste op, hygget os og igen snakket og snakket!
Set på stof til det tæppe, jeg skal sy til hende – kigget på strikkeopskrifter – gået tur med Whisky over forbi blomsterne, der ligger på plænen på kirkegården, så man kan se dem.
Det er godt for os, at vi nu er igennem og igen og igen kan fortælle hinanden, at det var godt, Søren kom hjem og fik en værdig død i sine egne omgivelser.
Og nu er hun rejst hjem til sin egen familie, og Whisky og jeg er alene! Det er helt OK! Jeg trænger til at slappe helt af efter alt, hvad der er sket og foregået i de sidste uger og måneder – ja, i 1½ år. Selvfølgelig er der en masse praktiske ting, der skal ordnes, men jeg glæder mig også til at kunne planlægge mine dage, jeg skal sy og strikke, læse, skrive takkekort. Og jeg kan tage på besøg hos venner, der bor længere væk. Der skal ro på nu! Og jeg skal vænne mig til at være alene.
Det har været en svær, men god dag! Nu er vi trætte, men på en eller anden måde forløste. Datteren og jeg er ved at falde om af træthed, så mon ikke jeg kan sove godt i nat? I morgen kan jeg…..tror jeg.
Vi har fejret Frederiks fødselsdag, vores ældste barnebarn, han blev 13 år og havde en festlig eftermiddag, som ikke blev ret meget præget af, hvad vi mødes om i morgen. Det er lidt sjovt i den alder, at nu er det tøj, han ønsker sig! Sort og med nitter og kæder. Både hans far og hans mor har været ret flippede, da de var ganske unge, så Frederik får lov til at være smart. Han er stadig en pjattet dreng, men det er stort at blive teenager!
Hans fætre og kusiner med forældre og så Mormor fejrede ham med kakao, boller, fynsk brunsviger, og til aftensmad fik han som ønsket Paella! Hyggeligt og dejligt.
Og da vi kom hjem til en glad hund, stod der endnu en meget smuk buket på trappetrinnet, godt emballeret, så den var fin. Jeg har fået mange buketter i disse dage, de er så smukke, og mange smukke, søde tanker ligger bag. Tusind, tusind tak!
Så kom sengen ud af døren, Horsens Brand og Redning, som kører den slags transporter, sendte en kæmpebil ogt 2 mand, som først var meget skeptiske overfor, hvordan de skulle få sengen ned fra 1. sal – og hvordan var den kommet derop? Ja, det var jo ældstesønnen og naboerne i fællesskab, der gjorde det, for at Søren ikke skulle vente flere dage!
Det lykkedes dem at skille den ad og få den ned, men de var iøvrigt meget overraskede over, at det havde været så svært at få den aftale i stand.
For den slags kørsel er da akut-kørsel, det skal man ikke vente på! Tja, sådan var det, både da sengen skulle ind og nu, da den skulle ud. Jeg er ikke sikker på, at der ikke bliver forfattet en klageskrivelse, når vi er kommet lidt til os selv. Spørgsmålet kan være, om det hjælper. Ikke os, men andre.
Det er, som det skal være: dagene går stille og roligt, vi har god tid til at snakke, gøre praktiske ting – være der for hinanden. I dag er det en uge siden, at det lykkedes mig at få Søren hjem fra sygehuset – og hvor var det dejligt at se ham blive lagt i sengen, træt, men bevidst og tilfreds med at være hjemme.
Mortens aften har vi altid holdt i vores familie, sidste år, hvor Søren havde været syg i knap ½ år, inviterede han mig ud og spise Mortensand, det var nyt! I går stegte den i øjeblikket hjemmeværende søn og jeg en and i fællesskab og inviterede nabokonen, som selv har mistet sin mand for ikke længe siden, på en afslappet hyggeaften. Det var rigtig rart. Det er godt at have nogen at snakke med, som ved, hvordan man har det.
Talrige telefonsamtaler, fra yngstesønnen og fra hjemmesygeplejersken, til flere forskellige kommunale personer gav endelig resultat! Plejesengen bliver hentet i morgen, idet man nu har arrangeret en akut-transport! Nej hvor flot! -(kan I høre ironien?)
Men så faldt vi (læs: jeg) ned og kan imødese en efter-begravelse, hvor gæsterne ikke behøver at sidde på Sørens sidste leje (aj, hvor er jeg streng!) og hygge sig!
Jeg fik ellers et godt forslag fra én, der kender mig godt: “Sæt sengen ud på altanen og lade den regne godt våd – så kan de lære det!” Det bliver heldigvis ikke nødvendigt. I morgen kan vi flytte om i stuen, så den bliver som før.
Nu er vi ved at rydde op og gøre rent, så kører datteren hjem til sin egen familie og laver Mortensand, og yngstesønnen og jeg har inviteret nabokonen, vi skal selvfølgelig også have andesteg! Tingene falder til ro omkring os.
Jeg har fået flere dejlige opringninger – også fra “Langbortistan”, helt fra Vancouver i går, og fra Laos, hvor en af mine søstre bor, i dag, vi snakkede en hel time over Skype, det var rigtig dejligt! Og fantastisk at det kan lade sig gøre, og at det lyder, som om hun sidder et sted her i DK og ringer.
Jeg er rasende – rystet – forarget. Grrr!! Sådan kan man ikke behandle folk, der i forvejen er i en alvorlig krise!
Den plejeseng, som Søren har ligget i ½ år i stuen ovenpå, og som han heldigvis kom hjem til igen, og døde i fredag formiddag – den skulle have været hentet i dag, havde vi fået oplyst. Horsens kommune kører nemlig kun 1 gang om ugen med hjælpemidler i Brædstrup.
Vi holdt os hjemme, men der kom ingen og hentede sengen. Kl 14.30 spurgte jeg hjemmeplejen, som undersøgte sagen og ringede tilbage, at det blev ikke i dag, den bliver først hentet næste mandag! Men de havde åbenbart ikke tænkt på at fortælle os om den ændring.
Det vil sige, at vi kan holde efter-begravelse på torsdag omkring en plejeseng, der bringer blandede minder op i os, og som står midt i stuen! Og vi kan ikke få ordnet stuen, flyttet møblerne på plads og gøre det lidt hyggeligt!
Det er da makabert!
Jeg har tænkt på at skrive et brev – måske et åbent brev i avisen i disse valgtider? – og spørge borgmesteren, hvordan han ville have det i sådan en situation?
Min fornuftige søn, som er vant til at snakke med mange slags folk i krisesituationer, forsøger meget flot og behersket at snakke med forskellige embedsmænd – jeg spændt på, om det lykkes. Vi kan jo ikke selv magte at skille den ad og bære den ned ad trappen. Og hvor skal vi gøre af den? Da der i vores carport stod en stor lift til at flytte patienten, uden at der blev brug for den, og vi bad om at få den flyttet, før vi skulle have huset fuldt af gæster til min fødselsdag, endte det med, at vi camouflerede den! Den blev først hentet efter flere måneder! Det er vist det, man kalder KOMMUNALT! Det er i hvert fald ikke borgervenligt.
Tak for alle de hilsner, jeg har fået – det har været overvældende og meget rørende! Jeg var ikke klar over, at så mange har fulgt med i forløbet omkring Sørens sygdom. Jeg er meget taknemmelig for de medfølende hilsner, som har rørt både mine børn og mig.
Fredag og lørdag var optaget af mange praktiske ting og aftaler, men i høj grad også af snak, både indbyrdes og med andre, først og fremmest telefonsamtaler til familiemedlemmer og venner. Og selvfølgelig også med bedemand og præst.
Søren lå herhjemme til næste formiddag, så de, der ønskede det, kunne tage afsked. Og så jeg stadig kunne være lidt omkring ham.
Og i går blev han så kørt i kapel. Det var på én måde et savn, på en anden måde en lettelse. Det lyder måske mærkeligt, men for mig har det sidste 1½ år været meget koncentreret omkring plejen af ham, og alt blev lagt til rette under hensyntagen til hans sygdom, som skiftede mange gange med op- og nedture.
Vi har sammen været gode til, at vi begge kunne dyrke vore interesser, han, når han kunne – det er kun knap en måned siden, han var ude at spille bridge, og det er i det hele taget ikke mange gange, han har måtte melde afbud til sine 2 faste bridgemakkere, som han spillede med 2 dage hver uge. Hans frimærker og frimærkesalg ebbede ud, han kunne ikke samle kræfter til det. Men han læste stadigvæk meget, havde også en moppedreng af en bog om Besættelsen med på sygehuset, men den lå urørt den sidste uge.
Og han har været meget fokuseret på, at jeg kunne deltage i patchworkarrangementer, også med overnatning, hvor enten datteren eller kusinen så kom her, det var rigtig godt! Det gav jo også mig ny energi.
Jeg kan endnu ikke helt vænne mig til, at der ikke er grund til at planlægge på den måde, og jeg kan heller ikke rigtig forstå, at tiden nu er min egen!
Og selv om jeg er glad for, at han fik fred uden at han led til sidst, så savner jeg ham allerede. Det gør Whisky også, han er tydeligt ked af det. Vi prøver at give ham ekstra opmærksomhed!
Samtalen med præsten i går var rigtig god. Hun kendte ham ikke, det er en forholdsvis ny, ung præst. Men det udviklede sig til en beretning om en mand med mange facetter! Vi skiftevis grinede og havde tårer i øjnene, efterhånden som vi fortalte om hans levnedsløb, hvordan han var som far og ægtemand, hans holdninger, som var meget markante, og hans oplevelse af sygdommen, som blev mere og mere afklaret. Det var en rigtig god oplevelse, fordi vi kom omkring så mange minder – gode og mindre gode – det skulle være ægte!
Og nu slapper vi af de næste dage. Datteren er taget et par dage hjem til sin egen lille familie, yngstesønnen og svigerdatteren er her nu og hjælper med nogle praktiske ting.
Så kan vi lige finde os selv indtil bisættelsen på torsdag, som også er planlagt efter lidt diskussion om, hvor Søren ville hvile. Han ændrede nemlig mening, men vi er klar over, at det var for at være mindst muligt til ulejlighed. Så vi holder os til hans oprindelige ønsker, som han har givet udtryk for i mange år.
For nu at have noget helt andet at tænke på i dag, kører svigerdatteren og jeg en tur til HANNE’s MINI-MESSE! Vi har godt af at få tankerne spredt lidt.
Jeg har mistet Søren i dag den 6. november 2009 kl. 10.55.
47 år med glæder og sorger, op- og nedture er slut. Og jeg er bare så glad for, at han kom hjem, som det var hans store ønske, og havde et par dage i sin elskede stue, omgivet af familien, puslet om af os og hjemmeplejen, ikke ret meget til stede, men så alligevel indimellem i glimt, hvor vi ikke var i tvivl om, at han var glad for at være i sine egne omgivelser.
Han døde helt stille og roligt, sov bare ind, efter en lidt urolig nat, hvor sygeplejerskerne hjalp ham med lidt smertestillende udover hans faste morfinplaster.
Æret være hans minde.