
Her er Sebastians færdige hønsestriktæppe, som er en dåbsgave fra hans Mors veninder.
Jeg har lovet at lave en beskrivelse af, hvordan man gør.

Garn: almindeligt bomuldsgarn nr 8, mange rester.
Maskeantal: 210 på rundpinde nr 3.
Strik skiftevis striber og mønsterborter.
Hønsestrikborter kan findes i bøger fra 70’erne på biblioteket eller i anden mønsterstrik, norske sweatermønstre el.a.
Strik ca 100 cm og luk af.
Størrelsen bliver ca. 90 x 100 cm.
Vask tæppet i maskine, skånevask v/30 gr. + centrifugering. Bred det ud på et par håndklæder, glat det ud med hænderne og lad det tørre.

Sy på maskine 2 tætte, lige zigzag-sømme med 1 cm mellemrum på langs af tæppet, der hvor omgangene begynder/slutter. Dermed bindes de fleste af garnenderne.
Klip op imellem de 2 zigzag-sømme.
Kontroller, at alle garnender er fastholdt af zigzagsømmen,
eller bind dem sammen med råbåndsknob.
Klip enderne af til 2-3 cm længde.

Med dobbelt garn eller kraftigere bomuldsgarn hækles fra retsiden 2 rækker stangmasker rundt om hele tæppet.

Navn broderes evt. på med maskesting

Tæppet presses omhyggeligt med et vådt visketykke over, idet mønsterborterne strækkes, så tæppet bliver lige og borterne pæne.

Et stykke fleece klippes til, så det er 1 cm større end tæppet på alle sider.
Sikkerhedsnåle sættes tæt i hele vejen rundt, fleecen bukkes lidt ind og sømmes på bagsiden.

Evt. kan tæppet knudequiltes = der bindes små råbåndsknob igennem begge lag nogle steder for at holde lagene sammen.

Alternativ:
i stedet for en hæklet kant, kan fleecen bøjes om som kant og sømmes fast på retsiden.
Til denne kant skal man klippe fleecen noget større.
Fordelene ved at bruge fleece på bagsiden er, at man slipper for at hæfte EN MASSE garnender, og at tæppet bliver blødt og lækkert.
God fornøjelse med at prøve, det er sjovt!