Jeg har lovet at sy et babytæppe af disse lapper, som minde om lille Cornelius’s dåbsdag, hvor gæsterne har skrevet hilsner på disse lapper. Det er da en udfordring! Jeg skal lige tænke lidt, men jeg kan godt tilføje andre stoffer.
Kategoriarkiv: Patchwork
Spændende UFO
På Træf i Roskilde modtog vi til Projekt Puttetæpper flere UFO’er = tæpper, der er mere eller mindre færdigsyede, og som nogle aftæppetanterne eller vi selv i styregruppen syr færdige til puttetæpper, så de kan blive til gavn og glæde for et barn.
Denne her faldt jeg pladask for! Mange af de “3-dimesionelle” blokke er syet sammen i baner, så der bliver lige et puslespilsarbejde med at bestemme den endelig sammensætning, og så sammensyning – før monteringen. Men så er der også et stort stykke stof til kanter/bagside, så det kan blive rigtig flot! Det glæder jeg mig til.
På stoffer – julestoffer og firkanter
Nu er jeg kommet godt i gænge med at kunne gå i byen og dyrke mine hobbies uden Diki, som er rigtig flink til at være alene hjemme! (og bliver SÅ glad, når jeg kommer hjem igen!)
I eftermiddag har jeg syet med det ugentlige patchworkhold på Søndergården – nu bliver vi flere og flere, efterhånden som sommeren går på hæld.
Jeg havde en “julegave” med til Rosa og Sonja, en pakke, som jeg fik med hjem fra Træf fra 2 damer i Vestjylland som er meget flittige til at sy blokke til Projekt Puttetæpper. Vi syr ikke puttetæpper af julestoffer, så de ville gerne donere deres julestoffer til et dejligt projekt, hvor Rosa og Sonja og et par stykker mere syr forskellige ting hele året rundt til salg på et marked til fordel for cystisk fibrose-børn på Skejby sygehus.
Det var en meget flot donation med virkelig dejlige og store stykker julestof! Jeg skal hilse og sige MANGE TAK! Det skal der nok komme meget ud af.
Sonja havde syet dette yndige babytæppe, som skal sælges på samme marked.
Og Lisbeth havde syet et puttetæppe til et barn på julemærkehjem af en masse firkanter, riet om pap, som vi har fået foræret i Projekt Puttetæpper!
Det var da en indbringende eftermiddag på mange måder.
Så fik jeg endelig lidt luft!
Det er så træls, at jeg ikke kan overføre billeder som jeg plejer, men nu fandt jeg da løsningen, og den virker. Så nu fik jeg behandlet alle billeder af puttetæpper, modtaget på Træffet, det var det vigtigste. De kan nu ses HER.
Der opstod pludselig en rigtig træls situation i en gruppe på Facebook, som handlede om puttetæpperne, hvor én syntes, at de var kedelige! Det må man altså sige modbevises af de skønne tæpper, vi fik op til og på Træffet – og iøvrigt hele tiden modtager.
Jeg har lige talt, at der ligger 53 flotte tæpper på mit gæsteværelse og venter på at blive sendt til julemærkehjemmene i de kommende dage, foruden de 24, der ligger hos Bente, som også er med i styregruppen. Det er fantastisk!
Det var så også dejligt med alle de mange henvendelser, der kom i løbet af weekenden, fra andre medlemmer af den FB-gruppe, som helt tydeligt gav udtryk for, at de synes, det er flotte, dejlige tæpper – prøv engang at se det helt vidunderlige store drengetæppe, som Emma har syet.
Det egner sig så godt til en stor dreng, syet som det er i lidt rustikke stoffer og en solid bagside, så der er gods i det! Det er selvfølgelig meget naturligt, at vi får mange pysse-nyssede tæpper, og fint nok! Men et godt drengetæppe er også velkomment. Jeg tænker tit på (og har fortalt det før) en historie, jeg fik fra en bedstemor, da hendes barnebarn havde været på Fjordmark og havde fået et dejligt tæppe i julegave, og så fortalte: “– der var en stor dreng, der fik tårer i øjnene, da han fik sit tæppe!”. En stor dreng…det gjorde indtryk!
Jeg har været i banken med vores indtægter for mønstre, og jeg har pakket tæpperne ud, og behandlet billeder – men jeg er ikke færdig med alle de 1000 andre ting, der skal lægges på plads – typisk! F.eks. har jeg ikke pakket mine egne indkøb i Træf-butikkerne ud endnu! (Ikke mange, men dejlige!)
Heldigvis er Diki meget træt efter weekenden, hvor han var i “familiepleje” hos Bodil og hendes familie! Det var gået rigtig godt, og de havde moret sig – både mennesker og hunde!
Nu tæller jeg ned..
..til Dansk Patchwork Forenings Træf i Roskilde i weekenden. Som sædvanligt gennem mange år, har Projekt Puttetæpper en bod, hvor vi sælger vores mønster for 2012, og hvor vi viser en masse flotte puttetæpper.
Det er altså luksus, at vi er nødt til at vælge ud, hvilke, vi kan tage med, for nu igen har vi så mange, at vi ikke har plads til dem alle, selvom det kun er 2 måneder siden, at vi afleverede tæpper til julemærkehjemmene!
Og vi ved jo også godt, at der er mange, der kommer på Træffet og selv afleverer tæpper, de har syet. Det er så spændende at se tæpperne!
Vi har allerede – siden februar – modtaget 781 !!! færdigsyede blokke, og der kommer helt sikkert flere både på Træffet og efter, fristen er først 31. januar 2013!
Så nu har jeg lavet lister over, hvad jeg skal huske: tæpper, mønstre, foldere, navneskilte, pengekasse (vigtigt!), byttepenge….samt ting, som jeg har lovet at tage med: gamle puttetæppemønstre, som vi har i overskud, pakker med doneret stof til at sy nye blokke af, modtagne UFO’er, som nogle af tæppetanterne gerne vil sy færdige….ja, og så mine personlige bagage, som ikke er omfangsrig! men dog vigtig,
Og så en lille, meget vigtig lodden “skat”, som skal i familiepleje – hvordan skal jeg dog undvære ham? Han kan sikkert godt undvære mig, når han har Bodil og familie – Ebbe glæder sig meget til at passe ham, og mon ikke han også træffer Tjasse, Molly og Sengi, der bor lige i nærheden. De skal sikkert ud at gå tur på Volden.
Heldigvis er jeg ikke alene om det, vi er jo 3 i Projekt Puttetæppers styregruppe, og de 2 andre sørger for resten, incl. en gruppe hjælpere, som tager vagter i “putteboden” og hjælper med at sælge mønstre.
Det bliver sikkert en god oplevelse – som det plejer! Og jeg glæder mig til at møde alle de dejlige tæppetanter og andre patchworkere!
Hurra! for de flittige og kreative tæppetanter!
De 2 søstre, som besøgte mig i går for at aflevere 12 puttetæpper til børn på julemærkehjem, hører til de nu 105 tæppetanter, der rundt om i Danmark syr det ene søde, flotte, fine puttetæppe efter det andet. Hvor er de flittige, og hvor er de kreative!! Se et par eksempler her:
Er de ikke skønne? Alle tæpperne kan ses på Projekt Puttetæppers egen blog HER.
Syaften og inspiration
Vitus Bering Quilterne havde sæsonens første syaften i går, og måske pga varmen var vi ikke så mange, men det var rigtig hyggeligt. Vi blev præsenteret for et nyt initiativ, hvor vi alle kan sy efter samme mønster, som foreningen tilbyder os, men med hver sine egne stoffer, som vi kan finde frem til næste syaften. Det bliver spændende.
Det er mønsteret “Harmoni” fra KarMa Quilt. Jeg så de 22 quilts, der var udstillet på Quiltefestivalen i Aulby 2011, og her er et par glimt af nogle af dem:
Samme mønster – og så forskellige! fordi man bruger sine egne stoffer (rester?) og sin egen opsætning. Det skal nok blive spændende.
Se evt. mere på Marias blog HER.
Vi har et fast punkt hver syaften: “Show and Tell”, hvor man viser frem, hvad man har fået færdigt siden sidst. I går havde Annie et børnetæppe med:
Den quilt er også på min hjemmeside Kludekoner.dk i dag med lidt flere detaljer. Det er hyggeligt, når nogen bliver inspireret af billeder, som jeg har vist. Denne “I Spy-Quilt” eller “Find Holger Quilt”, som Annie kalder den (selv om der ikke er nogen Holger), har hun syet med inspiration fra 2 tæpper, som Ann i Vancouver har syet til mine børnebørn!
Hjemme igen blev jeg mødt af en meget dygtig og MEGET glad lille hund, som viser sin glæde og kærlighed på sådan en sød måde, hvor han skal op på skødet og kæles med, helt salig! Og så følger han mig alle vegne den næste times tid – jeg skal ikke lige forsvinde igen! Han får lidt foderpiller i en aktivitetsbold, idet jeg går ud af døren, og derefter lægger han sig nok til at sove, for der er ikke rørt ved noget eller bidt i nogen ting, når jeg kommer hjem igen. Men han hører sikkert bilen, for han sidder lige indenfor døren til alrummet og venter!
Pil op og sy baglæns..
Efterspurgt kursus
Hold da helt op! Der er nogle, der i en Facebook gruppe for patchworkere “Patchwork for alle”, har spurgt efter at lære at sy “på amerikansk”, dvs håndsyning uden brug af pap skabeloner.
Det kursus incl. kursusmateriale har jeg for nogle år siden overtaget fra Birgit Glüsing, så jeg tilbød mig som underviser.
Nu er der 16 deltagere, og jeg havde sagt 15 deltager som max. – så NU er der lukket for tilmelding i denne omgang. Men der kan sagtens oprettes et kursus mere på et andet tidspunkt – evt. et andet sted. Denne gang foregår det i Tranbjerg.
Og så har jeg endda fået tilbudt hundesitning under kurset, hvis jeg skulle have brug for det!
Tak til Tina!
Tak Tina! Det kunne jeg ikke se!
Tina har kommenteret dette billede af min UFO i går.
Tina skrev, at hun syntes, hun kunne se en fejl i placeringen af romberne.
Det kunne jeg altså ikke se. Jeg kiggede og kiggede på billedet, men nu er der nogle af stofferne, der ligger temmelig tæt op ad hinanden (og det er bl.a. det, jeg godt kan lide), så jeg troede bare, at det måske var billedet, der var lidt dårligt?
Meeen selvfølgelig kiggede jeg også efter på den nu næsten færdigsyede top – og!!! Tina har ret:
Nu kan alle vist se det. Der er 2 x 2 romber, der er placeret forkert og skal byttes om!
Tusind tak Tina! Man skal være glad for sine læsere, og jeg er glad for, at du opdagede fejlen, før jeg blev helt færdig, dette kan rettes. Men sådan kan det gå – også for mig – når det kan ske for en patchworker, som jeg beundrer som en af de dygtigste og mest perfektionistiske, men som først opdagede fejlen, da hun havde quiltet! Den blev ikke rettet, og det kan så betragtes som en charme mere!
Iøvrigt skal jeg måske lige gøre opmærksom på, at den orange kant til venstre på “fejlbilledet” er kommet til siden i går, idet jeg er ved at fylde “hakkene” langs alle 4 kanter ud med ½ romber.