Lille UFO

Nu skal jeg til at lege lidt igen:

Den lille UFO fik vi for et par år siden sammen med en hel masse andre dejlige sager – noget er færdiggjort, noget er ikke, fordi jeg ikke har kunne bestemme mig. Den har en str., så jeg har overvejet at lave den til barnevognstæppe og forære den til Mødrehjælpen, men nu prøver jeg at gøre den større til et puttetæppe.

Så jeg har fundet forskellige stoffer frem, som kunne tænkes at passe til en “udvidelse”. Det er så fint et mønster og smukke lyse/gyldne farver, og de mørke bryder fint.

Så nu “leger” jeg igen – det er noget af det sjoveste, indtil jeg er tilfreds.

Det skal ikke være noget mønster, men nogle borter af forskellige stoffer udenom den fine midte, det bliver nærmest en medaillon-quilt.

Først skal pappet pilles ud, jeg kan bedst se det, når ritrådene ikke “forstyrrer”.

Shining Star i pastel

Puttetæppemønsteret 2011 hedder “Shining Star”, og her et fint eksempel på, hvor flot et tæppe kan blive med det mønster. På Træf 2011 i Odense var der nogle, der afleverede en stak blokke, syet i pastelfarver, som de selv havde syet sammen 4 + 4, så man kunne se den fine stjerne, der fremkommer. 12 af disse store blokke (4 x 12 = 48 blokke) har Bente monteret og quiltet til et meget sødt, stort tæppe med en matchende kant om.

Se flere nye puttetæpper HER.

Enkelthed er smukt

Susse, som er utroligt flittig og meget kreativ har nu næsten tømt sit lager af ensfarvede stoffer – stort og småt, og har syet en serie tæpper i forskellige farveskalaer. Jeg synes, det er meget smukt med det enkle mønster, som hun gentager:

Kreativiteten og farveklogskabet er en forudsætning for at kunne lave dette her, for det er jo bestemt ikke ligemeget, hvordan man placerer farverne – og hvilke farver – sammen. Hvis de ligger for tæt på hinanden, bliver det “dødt” og kedeligt, og det kan jo også blive grimt, hvis farverne ikke klæder hinanden.

Så det er i mine øjne en kunst at lave så smukke tæpper så enkelt.

Behøver jeg at nævne, at det altsammen er puttetæpper til børn på julemærkehjem? De kommer med i den første stak, som vi afleverer på Fjordmark i Kollund – de første puttetæpper dette hjem modtager, og det glæder vi os meget til.

– og færdig!

Sådan! Koncentreret arbejde, så nu er det færdigt: quiltet og med lukkekant syet og sømmet, altsammen på maskine.

Jeg synes, det er meget charmerende og vil lave nogle billeder til de 2 damer fra Ørnhøj, som har syet blokkene til dette og makkeren, som er i mere pink/lilla farver. De bruger nemlig ikke IT, men jeg kan jo skrive nogle billeder ud til dem – jeg synes de skal se resultatet af deres flotte arbejde.

Klar til at quilte

Så kom der kanter på – der var jeg næsten uforskammet heldig, for det blomstrede er en rest af et stort stykke, jeg har brugt til mange ting, og der var kun et stykke på 3 x 12 cm tilbage, da kanten var syet på!

Og det hele blev sandwichet med vat og bagside, holdt sammen med spray-lim og sikkerhedsnåle, så nu starter quiltningen.

Og mønsteret “Stjernevrimmel”, som er doneret til Projekt Puttetæpper af Helene Juul, faldt Helle for, så nu vil hun også sy et puttetæppe med de fine stjerner. Der er 24 forskellige, som man kan bruge allesammen eller vælge imellem Det bliver spændende at se, hvad hun får ud af det med sine egne stofrester.

Mit dagsværk

I dag har jeg syet det sidste sæt sammen af de 2 sæt blokke, som de 2 flittige damer i Ørnhøj har sendt til Projekt Puttetæpper.

Der mangler kanter, men det skal nok blive lige så flot som det første HER. Farverne i dette er mere røde og orange, så det har jeg valgt efter til stolper, hjørneblokke og kanter. Disse blokke er også fra Helene Juuls “Stjernevrimmel”, som Helene har doneret til Projekt Puttetæpper. Stofferne er rester fra damernes, mit eller PP’s lager. Det er sjovt at genkende resterne i noget, som andre har syet.

Hun er hurtig!

Jeg har besøgt Karen, min besøgsven i dag og skåret stof for hende til endnu en brødserviet. Hun købte mønster og stof, da HANNE’s gæstede Søndergården for 14 dage siden, og jeg skar stoffet for hende i sidste uge. Den første var ellerede klar – dvs nu skal jeg finde noget stof til bagside, og i dag har jeg så skåret til en mere, der var rigeligt stof til det.

Karen kunne ikke rigtig huske, hvad det andet stof var til, som hun havde købt (altså hukommelsen er 92 år, så..) men det var til et par kurve i julestof, som jeg også nok skal hjælpe hende med. Brødservietterne skulle bruges som gaver, så de skulle være færdige først.

Og som hun siger: der sker jo ikke noget ved at blive færdig, for så syr jeg på puttetæppet (hendes 4.) eller strikker (på et tæppe til Aktion Børnehjælp). Man skal jo ikke kede sig.

Hun syr så fint og nøjagtigt, jeg kender ingen, der syr finere.

Man blir i helt godt humør..

..når man modtager nogle rigtig flotte puttetæpper i gode farver.

Jeg trænger til det, for jeg er lidt trist i disse dage. Det er nu knap 2 år siden, Søren blev dårlig og døde, og selv om jeg ellers synes, det går godt, er der dage som nu på denne årstid, hvor tankerne går tilbage til en svær tid.

Og så er det stor opmuntring, når man får en pakke med sådan 4 flotte tæpper, som jeg fik fra Jette i Sønderborg, der er ny som tæppetante og monteringstante (hun monterer tæpper af blokke, som andre har syet).

F.eks. dette farvestrålende tæppe, hvor Jette kun har haft 12 blokke, som er alt for lidt til et tæppe, men hvor hun har sat stolper imellem og syet en flot, bred kant af strimler udenom i de samme livlige farver, som er i blokkene. Og så er det pænt syet! Se de andre 3 tæpper HER.

Ikke strik det hele

Selv om jeg har gang i flere spændende strikketøjer – sjaler og babytøj – er det ikke kun strikketøj, jeg bruger tiden på.

Jeg er kommet stykke længere med Kaffe Fassett tæppet, jeg elsker de farver!

Jeg syr det sammen lidt ad gangen, i hånden.

Og så kommer der hele tiden nye puttetæpper, så stakken i gæsteværelset vokser. I dag talte jeg, at der ligger nu 29 tæpper – det begynder måske at ligne julegaver til alle børn på Fjordmark? Det havde vi ikke drømt om kunne blive allerede i år, og det skal da også besluttes først imellem vi 3 i styregruppen og forstanderen på Fjordmark, om det er sådan, det skal være, men antallet er ved at være der. Fantastisk!!!