Det er min fødselsdag i dag! Og tak for alle hilsner!
Det er også min blogs 2 års fødselsdag, og det har været 2 gode år med både dejlige og sørgelige oplevelser. Det har været godt at bruge bloggen til at “skrive dagbog”, og det har været et godt sted at komme af med både gode og triste tanker. Ikke mindst har det være rigtig dejligt med alle de mange tilbagemeldinger fra læserne! Tak!
Og så er det helt fantastisk, at der har været 238.158 beøg !!! Utroligt! Jeg har lært mange at kende, også selv om langt de fleste er “usynlige in person”. Men så sent som for et øjeblik siden havde jeg en telefonsamtale fra en trofast læser, der gerne ville have lidt at vide om denne sytaske! – og hvordan man laver den, da der ikke findes noget mønster.
Det er kun 2. gang i mit liv, at jeg er alene på min fødselsdag. Først var der min familie, derefter min søster, som jeg boede sammen med, mens vi var i lære, derefter har Søren altid været der og børnene, så længe de boede hjemme. Det første år, efter jeg var rejst til Grønland, var jeg alene og sad i sengen om morgenen med lidt hjemvé og lukkede mine pakker fra familien op. Senere kom Søren og en ven af ham til aftenkaffe, da havde vi lige lært hinanden at kende. Og den første fødselsdagsgave fra ham var en stor ½ røget laks! Den spiste vi til det hjemmebagte franskbrød. Og derefter var han der jo altid.
Men jeg er ikke alene. Naboen kom allerede kl 8 med en sød blomst, telefonen har også ringet med hilsner, og på Facebook er der masser af fødselsdagshilsner – tusind tak!
Og datteren vil holde min fødselsdag for familien, så det glæder jeg mig til! Så skal jeg jo også møde Bodil! Og til Bodil har jeg syet et lille hundetæppe:
Man kan godt se, at Bodil ikke er nærheden af Whiskys størrelse!
Så det skal nok blive en god fødselsdag.