På stoffer, garn og god mad!

Kludekonerne har i nogle år haft en dejlig tradition med at skilles for sommeren med en udflugt, hvor vi skal besøge en patchworkbutik – helst en ny hvert år – og derefter spise en god middag et lækkert sted.

I dag har vi besøgt Butik Himmelblå i Viby, Århus og derefter spist på Sønder Ege i Ry.

Begge dele var meget vellykket! Jeg har ikke besøgt Butik Himmelblå før, men det er en dejlig butik med en meget hjælpsom og sød indehaver. Hvordan kan det nu være, at man ikke kan komme hjem uden lidt nyt stof – eller garn, for hun havde jo også rigtig dejligt garn og masser af opskrifter. Så nu skal jeg se, om jeg kan finde ud af dette AnnaKa mønster til en taske.

Og en sommertrøje fra Hjertegarn skal jeg også strikke. Lad os se, hvordan det går! Til min overraskelse købte flere af de andre også garn og opskrifter, jeg troede kun, det var mig og én mere, der havde hang til den slags håndarbejde!

Middagen på Sønder Ege var helt perfekt bortset fra en lidt langsom betjening, men maden var god, husets vin ligeså.

Nogle spiste røget ørred med lækkert tilbehør..

..andre fik grillspyd med bagt kartoffel og salat. Og nu er man bare så forspist!

Så smuk var udsigten, da vi ønskede hinanden en god sommer og kørte hjem.

Og så er det dejligt at blive budt velkommen hjem af en glad hund, der er utrolig dygtig til at være alene hjemme i mange timer!

På pinseferie med uro i sjælen!

Nu skilter jeg jo ikke her på bloggen, når jeg rejser hjemmefra – heller ikke, da Whisky og jeg tog på pinseferie i Blåvand hos kusinerne i deres dejlige stråtækte sommerhus. Og jeg tager forskellige forholdsregler herhjemme og på bloggen!

Men da jeg havde pakket bilen med sengetøj, bagage og hund og kørte herfra, holdt der en bil på hjørnet næsten overfor, fuldstændig umotiveret og med 2 mænd, der bare sad i bilen og lavede ingenting! Hvad gjorde de der for enden af en lukket vej? De kunne nemt have set, at jeg pakkede til ferie! Uroen sad i mig, og jeg vendte først om og snakkede med en af naboerne, som også syntes, det var mærkeligt. De skulle nok holde øje med huset og sætte en bil i carporten. Men alligevel kørte det i hovedet hele vejen til Blaavand. Jeg så et ryddet og gennemrodet hus for mig! Hvorfor har jeg nu ikke fået installeret alarm som andre af naboerne?

Først da jeg havde ringet til en anden nabo, der havde nøgle til huset og ville gå herover nogle ekstra gange, faldt jeg til ro, og da hun ikke ringede i løbet af Pinsen, holdt jeg op med de grimme tanker!

Hvad skulle man gøre uden gode naboer!

Det blev en kold Pinse – i hvert fald ved vestkysten. Det sædvanlige turistmylder i Blaavand trængte sig mere i butikkerne, som holder åbent alle dage, end på gaderne, hvor der plejer at være afslappet spadseren og masser af mennesker på de udendørs caféer.

Selvfølgelig tog vi også vores sædvanlige shoppingtur – det hører med – og jeg fik købt 2 par gode sko, men husets lune stue lokkede mere!

Det lykkedes jo for mig at få det batiktæppe færdigt, som jeg havde lovet Alice at sy – her fotograferet i blæsevejr på deres terrasse, og hun blev meget glad for det. Alice er en høj pige, så selv om det er et slumretæppe, er det over 2 meter langt.

Der er en meget smuk batik på bagsiden også, den passer bare perfekt til tæppet.

Heldigvis er kusinerne glade for Whisky og han for dem – han hyler af glæde, når vi drejer om hjørnet til deres hus! Og han får meget hurtigt ejerfornemmelser – han er jo en hyrdehund!

Han løber løs på grunden, der er plantet til som naturgrund med kuperet terræn, lægger sig i lyngen og stikker ikke af, men gør behørigt af forbipasserende!

Og i stuen har han også fundet en fast plads, hvor han kan holde øje med fugle og mennesker!

Vi var også på besøg hos en veninde, der syr patchwork, hvor jeg tog flere billeder af ting, hun havde syet, siden jeg var der sidst, men også af dette smukke tæppe i japansk foldeteknik med hør og blå japanske stoffer, som jeg har set før, men som har fået en ny og meget flot plads i stuen. Et lille minus er dog, at man ikke kan se kimonoerne på bagsiden!

!

Jeg faldt pladask for denne flotte store kat, der er dørstopper i entréen. Den har en lys og en mørk side og er ca. ½ meter høj.

Og da vi så kom hjem i dag, så var solsorteungerne fløjet fra reden, og jeg tror, det er gået “naturligt” til, for der ikke tegn på, at en kat eller skade har været der. Nu er det så ét kuld tilbage et andet sted i haven. Og så det svineri, som det første kuld har afleveret i carporten – men jeg havde jo accepteret deres tilstedeværelse!

2 tæpper, 2 tæppetanter – samme mønster

Sjovt nok har 2 tæppetanter – helt uafhængigt af hinanden, syet samme puttetæppe med samme mønster og næsten samme farver.

Grethe har syet dette, og da Birgit så billedet her, kom hun i tanker om, at hun i kælderen havde en UFO efter samme mønster, som havde drillet hende, så det var gemt væk…

…det er det ikke mere, det blev færdigt efter 2 år i kælderen, og nu kan det glæde et barn på julemærkehjemmet Kildemose! Det er et skønt mønster og pragtfulde farver. Det er sjovt, at de begge har syet det i stoffer, der ligner hinanden så meget!

Mønsteret findes her: http://quiltingartsforum.com/bom11_02.html og er til fri afbenyttelse!

Ved hjælp af gode råd..

..fik jeg syet og quiltet, og minsandten også syet lukkekant på, med hhv jeansnål og Schmetz quiltenål #75 i maskinen. Nu venter kun håndsøm af kanten, det hygger jeg mig med foran TV i aften! Modsat mange, jeg kender, kan jeg faktisk godt lide at håndsømme lukkekanten, og hvis man folder tæppet rigtigt, er det ikke besværligt at sidde med.

Det er altså ikke nogen dug, selv om det ligner, som det ligger der! Det er et slumretæppe, og det er udelukkende batikstoffer, som jeg har samlet gennem længere tid. Det er et familiemedlem, der har bestilt det og ønsket både farver og mønster.

Mønsteret er en variation af dette Kaffe Fassett tæppe, som jeg har syet til svigersønnen og til datteren, jeg har dog ikke lavet kant af 2 str. firkanter denne gang, men indrammet med 2 kanter.

Jeg elsker batikstoffer, og jeg elsker de tætte farver, så jeg håber, hun bliver tilfreds.

GRRRR! ØV! Min maskine kan ikke lide batikstoffer!

Nøj, hvor har jeg skummet! Jeg er ved at sy et tæppe af batikstoffer, som jeg elsker – det er så skønne farver og mønstre, der er i batik/Bali-stoffer. Men min symaskine gør (igen) knuder – helt bogstaveligt! Den syede ellers så pænt i sidste uge, da veninden monterede et babytæppe, og der har heller være spor vrøvl, mens jeg syede det store sengetæppe, hvor en del af syningen foregik på maskine.

Men nu var det galt igen

Der var én i går, der kaldte det, at “den syr rya på bagsiden” – ja det skal jeg love for, og det sker med en skramlende lyd, så jeg bliver lige forskrækket hver gang. Nogen gange syr den pænt et stykke tid, andre gange er det for hver 10 cm! Jeg har både skilt spolehuset ad og børstet fnuller væk, jeg har skiftet nål adskillige gange, men det blev ved. Og jeg er nødt til at tråden maskinen helt om hver gang, så vi er ikke gode venner, maskinen og jeg!

Så fik jeg et tip af en meget erfaren maskinsyerske: det kan være, at det er fordi den ikke er glad for at sy i batikstof, det er jo ret hårdt og tæt. Prøv en jeans-nål.

Det hjalp! Den laver “rya” engang imellem stadigvæk, men slet ikke så ofte, og nu er jeg da færdig med at sy toppen.

Der er også syet kanter på, så nu må vi se, hvad den siger til quiltningen!

Puttetæppeblokke af flere slags

På Quiltefestivalen i Aulby kom der en sød dame og gav os en hel pose med mange syede blokke til puttetæpper, det viste sig, at der var 50!

Der var bare det problem, at de 33 (øverste) blokke er syet efter 2009-mønsteret, som skulle have været afleveret inden udgangen af januar i år!

Det mente giveren ikke var noget problem, og det måtte jeg give hende ret i, da jeg så, hvor mange der var, for så er der jo nok til et helt tæppe, syet af hendes blokke alene. Så det gør en af vore “monteringstanter” med glæde, de er nemlig pæne og i friske farver, med næsten samme stof gennemgående som bundfarve.

Det betyder, at jeg skal lave et nyt regnestykke over antal modtagne blokke med 2009-mønsteret, som i forvejen er en meget stor rekord:

Tallet var 1406, nu lægger jeg 30 til, som kom forsinket i denne sammensyede top, og nu 33 mere, det giver 1469 blokke “Country Checkers”-2009. Wauw for en succes!

De nye blokke for 2010 “Stier og hegn” samles i bunker til montering efterhånden, som der bliver nok, der passer sammen.

Nye projekter

Et nyt “hønsestriktæppe” er på pindene! Det bliver jeg vist aldrig træt af, og jeg siger ikke nej til en bestilling! Der er ikke 2 af dem, jeg har strikket i årenes løb (siden 1997), der er ens, det bliver ikke kedeligt! Foreløbig er pingvinerne nye. Nu må vi se, hvad der følger!

Og dette kønne sengetæppe fik jeg overbragt i går aftes. Det er syet som sølvbryllupsgave til aflevering i 2011, men moderen, som har syet det, nåede ikke at montere og quilte det, inden hun døde i marts. Det vil jeg gerne gøre, det ville være utroligt synd, hvis det ikke blev færdigt. Det er håndsyet rigtig pænt, og jeg kan godt lide det. Det hele er der, incl. den lækre, bløde quiltevat fra HANNE’s, som jeg kender, så vil være en fornøjelse at quilte det.

Enkelt og spændende

Jeg falder altid for de modeller, som Lene Krogh, Patchworkværkstedet, Taulov laver. Her er 2 dækkeservietter, som blev vist på Quiltefestivalen i Aulby forleden, begge meget enkle, men søde og anderledes. Det er lige med at få idéerne.

Der er vældig stor forskel på det, butikkerne kommer med til sådan et arrangement. Jeg kan godt forstå, at det er et stort arbejde, for der skal jo altid helst være nye modeller, og falder de nu i smag hos kunderne?

Ligeså med stofferne, vi skal nok få øje på de nye og spændende stoffer! Og uanset hvor stort et “lager” man har derhjemme – så kan man ikke dy sig, der skal liiige lidt med hjem! Det gjaldt da også for mig, og selv om jeg ikke kom ret meget rundt til butikkerne (jeg havde jo travlt med puttetæppeboden og med at fotografere til hjemmesiden!) så købte jeg et par mønstre med tilhørende stof. Det skal nok blive vist frem her.

Nu er jeg i gang med et længe bestilt slumretæppe, som jeg prøver at få færdigt til Pinse.

Og så har jeg i dag sagt ja til endnu en bestilling, men heldigvis med lang leveringsfrist. Nu må vi se, det er ikke sikkert, det tager så lang tid. Men jeg har lovet at quilte et sengetæppe, som en mor ikke nåede at blive færdig med, før hun døde for kort tid siden. Det er en gave til en datter, som moderen selvfølgelig har glædet sig til at give hende, og det kunne jeg ikke sige nej til.

"Pige"-fødselsdag på en anden måde

Jette, som er “kludekone” havde inviteret en flok “piger” i forskellige aldre til at fejre hendes runde fødselsdag med brunch på Veteran-jernbanestationen i Vrads! Stationen er meget populær som udflugtsmål, og der drives også restaurant i den gamle bygning, endda en rigtig god af slagsen!

I ventesalen fik vi et glas, mens Jette pakkede gaver op, mange dejlige ting.

Gaven, som syveninderne var sammen om, indeholdt vist alt, hvad hun havde ønsket sig af den slags: en kæmpestor skæreplade, en roterende skæreplade, 2 bøger, sikkerhedsnåle, en masse små lapper, hver især havde skåret fra sit eget lager + knapper til noget, hun gerne vil sy og..

…en yndig lille syet solsikkebroche, som én havde syet.

Brunch’en var utroligt lækker med hjemmebagt brød og specialiteter, og der var både sange og HURRA-råb. Efter en travetur i skoven i det fugtige, halvkolde vejr, stod den på køretur med veterantoget til Bryrup..

..og tilbage igen i de gamle, skrumplende vogne, igennem et flot landskab med lysegrønne bøgetræer og smukke søer.

Eftermiddagskaffen blev serveret i en togvogn på sidesporet!..

..med store lagkager til.

Men så ku’ vi heller ikke mere!

Er der nogen, der mangler en idé til en sangskjuler til en dagplejemor? Så er her én, jeg i hvert fald ikke har set før: