En virkelig kreativ sjæl!

En af de trofaste “monteringstanter”, der syr blokke sammen, som andre har syet, og quilter til dejlige puttetæpper til børn på julemærkehjem, har sendt mig disse dejlige billeder:

Jeg har sendt hende 2 x 30 blokke, beregnet for 2 tæpper – men…

…som Edel skriver: “Med lidt snilde, rester og knofedt blev det til…

… 3 tæpper!” Fantastisk!

Og alle 3 så smukke – det er ikke til at stå for.

HUSK: der er puttetæppeudstilling hos HANNEs patchwork i Vejerslev i morgen, søndag 28. marts.

Færdig!

Det blev rigtig smukt og lækkert, det puttetæppe, jeg selv har monteret. Der er en ret tyk vat indeni, noget som vi har fået foræret, det vil helt sikkert blive nydt af det barn på et julemærkehjem, som får det.

Der er brugt mange fine rester i blokkene, som er syet af mange forskellige, der har sendt dem til mig, og hvor jeg tog mig den frihed at tage nogle fra i disse farver med mørke hjørner.

Og jeg har lige fået et godt tilbud: jeg kan få noget af mit affald kørt på genbrugspladsen af min unge nabokone, som tager med for alle os 3 enlige piger! Hvor er det dejligt, at vi kan hjælpe hinanden, vores mandlige naboer behøver jo ikke altid at holde for – selv om de er flinke til at hjælpe!

Gejst og kursus.

Man må vist sige, at min gejst er ved at være til stede igen – jeg nyder altså i den grad at sy! Jeg syr på de sidste af de “kulørte” blokke til sengetæppet i japansk foldeteknik

Der skal være 100 af denne type blok med de kulørte firkanter og grønne “blade” – her er 16. Og dem mangler jeg kun få af. Så skal der sys 69 hvide, dvs at både firkanten og cirklen er hvide. Der skal mellemværk og blonder ind på det hvide efter modtagerens ønske.

Der er så mange, der har spurgt mig til, hvordan jeg får den virkning? Det er et mønster af Bettina Andersen i Hendes Verden i 1996, og jeg har nu fået tilladelse af Bettina Andersen til at holde kursus i den specielle måde at kombinere japansk foldeteknik med en maskinsyet top i hver blok, og “bladvirkningen”.

Det giver også en meget flot bagside med sit helt eget udseende. Min svoger siger, at når han reder seng med det første sengetæppe, jeg syede som gave til min søster, så vender han bagsiden op, fordi han synes, den er den flotteste!

Udsnit af bagside

Så HANNE’s i Vejerslev og jeg har aftalt, at vi laver et lille kursus i dette mønster onsdag den 21. april om aftenen. Det bliver annonceret på HANNE’s hjemmeside  – se under “kursus”.

I dag har jeg fået quiltet det puttetæppe, jeg havde glædet mig til at sy og vise på Puttetæppeudstillingen på søndag. Jeg mangler kun lukkekanten! Så det går rigtig godt.

Privilegium

Jeg har det privilegium, at det er mig, der modtager alle de mange (1406 i år) fine blokke til puttetæpper, sorterer dem, så de passer sammen og sender dem til “monteringstanterne”, som syr dem sammen og quilter til tæpper.

Så har jeg tilladt mig at tage nogle fra, som lige var min smag! Dem ville jeg selv sy et puttetæppe af!  Så bidrager jeg også med et tæppe til et julemærkehjemsbarn. Og nu er toppen færdig og klar til quiltning:

Jeg tror, det bliver pænt!

Pænt er også det puttetæppe, som Lene gav mig i går, da vi var til syaften i Vitus Bering Quilterne i Horsens:

Det er også et privilegium at modtage sådan et tæppe! Lene er altså så dygtig og flittig som tæppetante!

Hun har brugt en strimmelteknik, man kan måske sige dobbelt strimmelteknik, hvor hun først syr lange strimler  sammen af alt muligt stof, derefter skærer hun det sammensyede i nye strimler i en vinkel på 45 grader, disse nye strimler sys sammen og skæres ud til firkanter! – som sys sammen med sorte firkanter. Genialt, synes jeg – og festligt! Lene indrømmer, at det tager tid, men det er sjovt.

Aldrig før har vi været så tidligt ude med det nye mønster til puttetæpper, som vi er med 2010 mønsteret “Stier og hegn”. Og aldrig – aldrig – aldrig før har vi fået færdigsyede blokke tilbage så tidligt som marts! Men i går fik jeg de første 3, syet af Kirsten i Vitus Bering Quilterne! Sidste år fik vi de første på Træffet i august, så det er fantastisk!

Ja, det vil sige, Grethe syede jo de allerførste, men det er lidt noget andet, fordi Grethe har været med til at vælge mønsteret og er med i styregruppen, så hun vil gerne vise blokken, derfor syede hun den allerde før, den kunne købes. Og det tæppe, Lenes tæppe og mange andre puttetæpper kan man se på Puttetæppeudstillingen hos HANNE’s patchworkbutik i Vejerslev på søndag den 28. marts kl 12 – 15.

Ses vi?

Gaver igen – igen til Projekt Puttetæpper

Se nu her: igen en flot gave til Projekt Puttetæpper, som venter på os hos HANNE’s, når vi har Puttetæppeudstilling på søndag den 28. marts.

Det er så dejligt, når nogen tænker på vores dejlige projekt, når de har overskud af stof.

Vi har 20-25 puttetæpper at vise frem, det glæder vi os rigtig meget til.

Inspiration

Det er ikke nogen hemmelighed, at man inspireres af hinanden, det gælder vist alt håndarbejde, men i hvert fald strik og patchwork, som er “mine” håndarbejdsyndlinge nu om dage.

Som her, hvor vi alle gir vores besyv med om farver og mønster til det nye tæppe, Nanna syr på.

Det bliver rigtig flot! Nanna har som ofte før fundet mønsteret “Lemon Star” hos Marcia på hendes fantastiske hjemmeside Quilt Blocks Galore, med hundredvis af gratis mønstre. Den er en guldgrube!

Eller her, hvor samme mønster er brugt i 2 forskellige størrelser og vidt forskellige stoffer:

Man tror jo ikke, det er samme mønster!

Karen har brugt nogle gamle Sødahl-rester, som hun har haft fremme utallige gange, før hun fandt ud af, hvordan de kunne bruges.

Birthe var lidt træt af, at hendes top så så urolig ud – men se nu, hvad en bred sort kant vil gøre ved det! Lad os nu se, det skal nok blive et sødt lille tæppe. Nogle er mere erfarne end andre, nogle har en rigtig god farvesans, og vi er ikke bange for at hjælpe hinanden.

Familie & Samfund, Odense SV blev tæppetanter

På Håndarbejdsmessen i Lillebælthallerne så jeg lige pludselig 2 søde tæpper til Julemærkehjem!

Halløjsa! Dem kendte jeg ikke noget til? Det var i Familie & Samfund, Odense SV’s hyggehjørne, hvor man kunne være med til at lave forskellige ting. Så jeg måtte selvfølgelig lige høre, hvordan det hang sammen? Jo, Lisa fortalte, at de laver flere tæpper hvert år og sender til Kildemose – men de var ikke klar over, at der er en organiseret gruppe på 91 “tæppetanter” af patchworkere over hele DK. Ja, det er faktisk endnu flere, for nogle af adresserne er kontaktpersoner, der står for grupper, der syr i fællesskab. Lisa troede, at det var et sjællandsk fænomen!

Men de ville da meget gerne være med i Projekt Puttetæpper og få del i de tilbud, vi kan give “tanterne” engang imellem, så Familie & Samfund, Odense SV er nu adresse nr 92 på listen. (Altså sidste gang, jeg talte, var det 80, så det vokser stadig).

Og billederne af disse 2 fine tæpper bliver sat på Projekt Puttetæpper’s galleri her sammen med nogle andre søde tæpper, jeg lige har fået billeder af.

Messe og Outlet

Det er godt nok 2 meget forskellige steder at besøge med sin “stof-trang” – ikke mindst priserne. Men på hver sin måde er det oplevelser.

På Håndarbejdsmessen i Lillebælthallerne i Middelfart (tidligere år har det været i Vissenbjerg, men samme messe) finder man alle mulige lækkerier indenfor håndarbejde, fra patchwork til strik, knipling, filtning og broderi. Der er masser af butikker med masser af dejlige ting, fine udstillinger, både i butikkerne og på væggene (måske kunne der være flere udstillinger?), bøger i massevis, demonstrationer osv. Jeg har taget lidt billeder, men det er jo nok koncentreret om de ting, jeg interesserer mig for! Jeg så f.eks. flere steder med spændende filtning, men det mestrer jeg ikke! Og knipling har jeg bestemt, at jeg ikke skal lære, for så spreder jeg mig for meget!

På en stor udstillingsvæg lige nedenfor hovedindgangen har Linnea Hassing Nielsen en stor quilt-udstilling. Det er altid imponerende, hvad Linnea har lavet, og her er både ældre og nyere arbejder. “Follow Me” quilten er en hel del år gammel, men den er absolut et kig værd. Der er så mange fine detaljer, og Linnea syr så fint, at man ikke fatter, hun kan sy de små lapper sammen på maskine.

Jeg har som før fået lov at fotografere Linneas quilts og vil i nærmeste fremtid vise nogle af dem på min hjemmeside. Allerede i dag kan man se et par meget flotte matchende tæpper.

Linnea sad selv og passede på sine quilts, og det kan jeg godt forstå: hvorfor er der så mange, der ikke kan holde fingrene fra tæpperne og bare kigge? Jeg kender det i andre sammenhænge, men jeg forstår stadig ikke, at man skal “se” med fingrene, når det handler om udstillede, sarte ting.

Jeg besøgte først og fremmest patchwork- og strikbutikker, her er det Kirstens Quilt der som altid havde en flot stand med fine ting…

…indrømmet: jeg er så vild med quilten med “Bali Pops” i mocca farver, at jeg købte en pakke med strimler, lige til at sy sammen! Det er en lidt pebret pris, men de er så lækre!

Og se nu: hos Butik Kiweb er et lille tæppe syet på samme måde, men når man ser efter, er blokkene sat sammen på en utraditionel måde, det kan jeg også godt lide!

Hos Geilsk fik jeg set de modeller i virkeligheden, som vi ellers ser på netbutikken, det er noget helt andet, når man kan se størrelserne og mærke garnerne

Bente var ret vild med “Bagtanker” i forgrunden, mens vi 2 andre faldt for “Rundstykke” i hver sin farve, hhv rød og lilla. Nu må vi se, om vi kan finde ud af det, den er meget spændende.

Den Lille Lade fik også et besøg, jeg kender jo Ragnhilds kreativitet og kommer ofte i hendes butik, så det blev kun til et lille vink denne gang.

Til slut et billede af et smukt tekstilbillede, lavet af Eva Johansen, som jeg skulle have været på kursus hos i november, men den plads havde jeg overladt til en anden, da det var lige før Søren døde. Bente var med på kurset, og hun var meget begejstret og planlægger at deltage i en opfølgning.

Kun et lille kig, men besøg selv messen, der er nok at opleve!

Og nu til noget helt andet!

På vejen hjem fra Middelfart kørte vi lige forbi Vinding ved Vejle, og vi havde aftalt, at hvis vi fik tid, ville vi ind og se den Outlet butik, vi har hørt så meget om, hvor de også har patchworkstoffer i stride strømme.

Danish Factory Outlet, Andkærvej, Vinding, Vejle. Ja, jeg skal love for, at der var overflod af patchworkstoffer af alle mulige slags, og til Projekt Puttetæpper er vi altid på udkig efter gode tilbud til f.eks. bagsider på alle de tæpper vi syr til børn på julemærkehjem. Man klipper selv af og betaler pr kg ! Her er vores rov: jeg har målt op, efter jeg kom hjem, og her er 30 meter for 416 kr. Der er da til nogle bagsider, eller hvad vi nu finder på.

Min hjemmeside

Hvis nogen af jer undrer jer over dels at der ikke kommer nyhedsbrev ud fra min hjemmeside www.kludekoner.dk , dels at den er langsom, så er der en fejl, formentlig på serveren, som jeg håber snart bliver rettet. Jeg kan desværre ikke selv gøre noget ved det. Jeg har sat nye billeder på, men der er bare ikke kommet nyhedsbrev ud, så I må selv gå ind og kigge!

Optælling

En optælling af blokke til sengetæppet i japansk foldeteknik var nødvendig. Der skal bruges 100 blokke med kulørt islæt, jeg kalder dem “blomster”. Blomsterne er holdt i rosa og svagt orange + en lille smule gulgrønt, men der skal være en nogenlunde balance imellem de forskellige farver. Så inden jeg skærer firkanter til de sidste 25 “blomster”, var jeg nødt til at sortere og tælle dem.

Nu er de skåret og ligger klar til sammensyning på maskine, så mangler de grønne/hvide cirkler, der skal bagpå og udenom. De skal skæres, sys sammen, rynkes og presses, så de kan blive quiltet.

Det er et dejligt arbejde. Bagefter kommer turen til de helt hvide blokke.

Ude fik jeg en overraskelse, da det havde haglet kraftigt, uden at jeg havde bemærket det! Men erantis’erne er ukuelige, selv om det faktisk er store hagl, der har ramt dem.