40 flyttekasser gennemsøgt

flyttekasser

Hold da kæft – det var hårdt! Det kommende arbejdsværelse er det sidste, der bliver i orden, der står stadigvæk omkring 40 flyttekasser + bed rollers og andre kasser med stof, garn, pladevat, kontorartikler og meget andet. Det skal pakkes ud og systematiseres, så det kommer på de rigtige hylder, og det må tage sin tid!

Men jeg skulle finde én bestemt kasse, hvor jeg har materialer til “Ditzy Donuts”-patchwork – en flad grøntsagskasse, som nok var sat ned i en flyttekasse af flyttefolkene. Der var ikke andet at gøre end at gå kasserne igennem. Men de stod jo stablet ovenpå hinanden, så jeg måtte flytte dem efterhånden og lave nye stakke! Det var dæleme hårdt!

Da jeg var igennem dem alle, havde jeg ikke fundet det, jeg søgte. Hmm! Jeg var lidt på sporet, for kasserne stod sammen, som de havde stået i hver sit rum i Brædstrup. Så jeg kiggede igen i de kasser, jeg mente, det måtte være. Og – HOV – der måtte da være 2 kasser ovenpå hinanden inden i den flyttekasse? Ganske rigtigt, der var 2 flade grøntsagskasser oven på hinanden, og det var selvfølgelig den underste, der var den rigtige! HURRA!

flyttekasser 2

Så i morgen kan jeg “swappe” de Ditzy Donuts blokke, som andre har sendt til mig. Der var én kuvert med blokke i kassen (jeg vidste, der var mindst én), resten er kommet til min nye adresse. Men jeg kan jo ikke bytte rundt mellem dem, når der mangler 1. De er advaret og alle er søde og forstående!

Der kommer ikke nogen blokke fra mig selv denne gang, det må vente – og jeg har iøvrigt syet dobbelt, så jeg kommer ikke til at mangle.

Patchwork galleriet www.kludekoner.dk

Min stærkt besøgte hjemmeside med patchwork galleri www.kludekoner.dk har været forsømt de sidste 14 dage – undskyld!

Jeg kunne ikke finde mine notater til de billeder, jeg har “på lager” i flyttekasserne.

Men nu er det dukket op, så nu kommer der billeder igen – det første er lige sat på. Det er et meget flot tæppe, syet i forbindelse med SWAPPEN med Ditzy Donuts blokke af Marlene, som har givet mig lov til at bruge billederne.

marlenes ditzy donuts

Så nu skal jeg lige finde de manglende kuverter med Ditzy Donuts blokke, som swapperne har sendt mig for oktober, så det også kan komme på plads!

Et ordentligt nap..

..er der taget i dag, hvor 2 kære familiemedlemmer meldte deres ankomst for at hjælpe med, hvad jeg havde brug for. Så der blev lånt trailer hos genboen, ryddet ud flere steder, pakket i poser og kørt på genbrugsplads og genbrugsbutik med flere læs – incl. de sække, jeg pakkede i går. Det er altså utroligt, at man kan blive ved!

Men det var dejligt at have nogen til at hjælpe – igen-igen, og der kom rigtig meget ud.

Der var også nogle ting, de selv sagde ja til at få med hjem, nogle småting som f.eks. nogle glas, men også et patchwork vægtæppe, som nu får en plads i deres hjem. Det er jeg glad for, for jeg har jo ikke plads til det hele selv i det lille hus. Hun valgte selv dette, og det synes jeg er et godt valg, og hun er vild med farverne, som er lidt mere “pang” i virkeligheden end på billedet.

Jeg bliver så glad, når folk kan lide, hvad jeg laver!

Bloggen 2013

Jeg aflyser nedenstående Give-away – der er ikke samme stemning for den slags, som der var for 2 år siden.

Siden 10. juli 2008 har jeg haft mere end 1.000.000 besøg på min blog!

Det er godt nok mange – og hvor er det dejligt, at så mange vil læse med. Jeg hygger mig meget, hvad enten jeg skriver patchwork, strik, puttetæpper og sokker til julemærkehjem, børnebørn, mine oplevelser i Grønland eller nu i den sidste tid: hushandel og flytning,  .

I april 2011 fejrede jeg 400.000 besøg med en Give-away, som jeg vil gentage:

“Få en gave og send 3 videre!”

Men det er ikke på mode i øjeblikket, kan jeg se, så den aflyses hermed.

Endnu en epoke, der er slut

Kludekonerne har haft syaften – og det er så igen en “sidste gang”!

Det er vemodigt, det må jeg indrømme, efter så mange år. Jeg tror, det var i 1996, jeg fik lov at komme med i den lille private patchworkklub, hvor jeg har fået så megen inspiration og lært en masse.

Tænk – jeg fik en afskedsgave! Et gavekort til “HANNE’s Patchwork” – de kender mig.

Men det er ikke sidste gang, vi ses, selvfølgelig ikke. Om ikke før, så har jeg inviteret dem på besøg i mit nye hjem, når de til foråret skal på den årlige udflugt. Så kan vi glæde os til det.

Tak for mange gode år, venskab, inspiration og hygge!

Farvel til Søndergården

Der er mange “farveller” i øjeblikket – i dag var det patchworkholdet på Søndergården. Jo, det er da vemodigt, og mon dog ikke, jeg kommer på besøg? Jeg gjorde lige op, da jeg sagde farvel til Karen, vores gode vejleder igennem mange år, at jeg er den ældste i anciennitet på holdet, alle de andre (og vi er mange)  er kommet til efter mig. Det er 14 år siden, jeg fulgte med min nabo Ellen derud. Hun er væk, mange andre er væk, men heldigvis er der kommet endnu flere til, og det er et rigtig godt hold, hvor vi har det meget hyggeligt og inspirerer hinanden.

Så jo, jeg kommer nok på besøg, men der er jo et stykke vej…

Og så fik jeg lige et uventet besøg af Rosa, som jeg har kendt i flere forskellige forbindelser, både som besøgsven og patchworker, og som kom med en meget sød hilsen og et brev med nogle meget varme og rørende ord. Så bliver man da helt rørt!

Fugle i birketræ – et helt kunstværk!

fugle i birk

Man kan godt se, at Gerda er kunstmaler! Hun er også puttetæppetante, og hun lod sig inspirere på Træf til at sy dette puttetæppe til et barn på julemærkehjem!

De smukke fugle flokkes i et birketræ – hold da op, hvor er det smukt! Og så er det foret med noget lækkert blødt, og monteret med “Fix & færdig” = de smalle strimler, der binder blokkene sammen, efter at blokkene er quiltet enkeltvis.

Utroligt dejligt tæppe.

HANNEs på Søndergården

Uha, det kan lokke folk til, når HANNEs kommer på besøg hos patchworkholdet på Søndergården. Vi er mange på holdet i år, og der kommer også flere udefra, når de får chancen.

søndergården 2

Der både handles og hygges – det var en god dag.

søndergården

Vi må håbe, at Hanne også synes, det har været umagen værd at stille butik op, så hun…

søndergården 3

… og hendes Mor vil komme igen

Sidste syaften i Vitus Bering Quilterne

Det var selvfølgelig lidt vemodigt at melde ud, at det var sidste gang, jeg kom til syaften i Vitus Bering Quilterne i Horsens. Jeg har været meget glad for at være med og fået megen god inspiration i de år, jeg har været med. Men det bliver for langt at køre, så måske, når de har udstilling næste gang?

Men her er så et par glimt fra i går aftes, hvor der var “Show and Tell”.

Der er flere, der deltager i et projekt, hvor de syr “Harmoni” efter samme oplæg, men med hver deres valg af stoffer og sammensætning. Og der var 3 forskellige, næsten færdige, der blev vist frem i går:

harmony 1 harmony 2

harmony 3

Det er sjovt at se, så forskellige, de bliver.

Tak for nogle gode og hyggelige oplevelser!

Nu må jeg så se at finde nogle at sy sammen med i Fredericia!