Samme garn – samme designer

Jeg holder meget af Bente Geil’s modeller, de er originale og sjove at strikke, og så har de nogle skægge navne!

Men sommetider er det lidt “dræbende” med de lange, lange omgange som i “Vest på”, hvor jeg nu har over 500 masker på rundpinden, og det er dobbelt garn på pind 5, så det er lidt hårdt for skuldrene. Men enden er nær!

Samme garn, samme farve, kun enkelt tråd: “Rundstykke”, men igen keder det mig lidt nu, så denne er udnævnt til “august måneds UFO” i denne UFO-blog, som har hjulpet mig til at blive færdig med 1 UFO pr måned i 7 måneder nu!

Lækkert "Sjal med flæsekant" færdigt

Så blev det også fotograferet, mit lækre “UFO-sjal”, som har været en UFO (UnFinished Objekt) i mange år, jeg husker ikke, hvor længe. Det er så lækkert, og naboens datter, som var fotograf, er helt syg med sjaler, så det var lige før, jeg ikke fik det med hjem!!!

Ja, det kan godt bruges i dag, der er i hvert fald ikke megn varme udendørs!

Det hedder “Sjal med flæsekant”, men flæsekanten blev knap så bred som opskriften lød på, der var simpelthen ikke mere garn. Men det gør ikke noget. Garnet er Ombelle Mohair, og jeg havde 3 nøgler.

Vest på

Lynhurtig service er, hvad man får hos Geilsk.

Jeg har lovet min svigerdatter at strikke “Vest på” og jeg troede, at jeg havde garn til den. Men der var for lidt, så det blev bestilt i forgårs – og i dag på en lørdag kl 9 ringede posten på døren!

Jeg blev nemlig færdig med mit “UFO”-sjal i går, det er vasket nu og er ved at tørre, så ville jeg gerne i gang med den morsomme vest. Det glæder jeg mig til, Bente Geil laver sådan nogle originale og spændende opskrifter.

Og så var der både bolcher og en prøve af et nyt tweed garn med, det ser lækkert ud!

Skæg og ballade på Facebook

Mon det er “sommervarmen”, der gør det? I går blev gruppen “Pil op og sy baglæns” oprettet på Facebook – nu er der ved at opstå en gruppe “UFO nørder”, begge dele på Facebook blandt patchworkere! Det er bare så skægt!

Jeg er selvfølgelig med, for jeg ved fra strikkebloggen “12under12under2011” hvor godt, der virker, når man sætter nogle mål og skubber til hinanden.

Alle er velkomne 🙂 (stort smil)

UFO færdig

Ohøj, hvor det går! Endnu en UFO er færdig takket være bloggen 12under12under2011, som jeg tilmeldte mig i januar, og indtil nu har jeg nået alle UFO’erne, også denne

Min Juni UFO er nu Juni FO: “Vest i ret og vrang” fra Katrinelund, med en lille ændring, idet jeg har strikket ærmegab i stedet for de skå vingeærmer, som er for brede til mig.

Jeg har strikket den i lyse blå sommerfarver, 1 tråd Kauni og 1 tråd Manos Lace = håndfarvet babyalpacca, silke og cashmere.

Jeg tror, den passer, men har kun prøvet den i uvasket stand, det kan man ikke helt regne med. Den er lækker blød nu efter en uldvask ved 15 grader.

Jamen, er det ikke skønt at få noget færdigt, som var kommet til at ligge!

Næste UFO bliver noget, der har ligget i flere år, nemlig et “Sjal med flæsekant” i mohair, som jeg kom til at tænke på, fordi der var én, der efterlyste, hvor opskriften er fra.

Det kan ikke tage lang tid på de tykke pinde!

En sød bluse til børneprojekt

På Søndergården, hvor jeg syr og strikker hver uge, er der nogle, der “nørkler” til Mother Theresa – eller hvad det nu hedder nu om dage! De strikker lange baner, som sys sammen til tæpper eller børnetøj.

Denne søde bluse har Anette lige aflevere i dag, den er simpelthen så sød i farverne og er strikket i et dejligt flamé garn med bomuld. Opskriften er fra projektet.

Jeg blev færdig med mit lace sjal

Så nåede jeg det alligevel – jeg har lige hæftet de få ender på mit fine, tynde, lace sjal i håndfarvet Manos Lace.

Det er mit Maj måneds bidrag til 12under12under 2011 – en svensk/dansk blog, hvor vi gør en UFO færdig hver måned.

Indtil nu har jeg nået min varslede UFO hver måned inden fristen. Man skal vise sin UFO senest i starten af måneden og den færdige FO til en frist først i den kommende måned.

Det er første gang, jeg strikker et lace sjal i så tyndt garn – 400 m pr 50 gram. Manos Lace består af håndfarvet babyalpacca, silke og cashmere, og det er utroligt lækkert blødt og let.

MANOS del URUGUAY The Hands of Uruguay er en non-profit-organisation, der samler over 400 håndværkere i cooperativer spredt over Uruguay, for at bedre økonomiske og sociale muligheder for landbokvinder.

Garn og opskrift fra Gårdbutikken Katrinelund.