Den skvulper i maskinen..

..min UFO for april til dette nordiske UFO-projekt for 2011. Jeg har quiltet hele dagen på min “Asiatiske Quilt” og kan nu se, at jeg bliver færdig til udstilling.

Men lige pludselig kørte jeg træt i håndleddet og i hovedet, så jeg tog en times slapper foran TV, og så blev der lige energi til at hæfte de sidste ender og sy kraven til på min april-UFO. Hanne Falkenberg er rigtig god, og hun bruger nogle anderledes sammensyningteknikker, som jeg godt kan lide. Så nu er den færdig!!! JUHU! og når den er vasket blidt ved 15 grader uldprogram med ganske lidt uldvaskemiddel, kan den bredes ud og tørre til i morgen, så er jeg nemlig med i april måneds trækning én dag før tid.

Det bedste er altså, at den er færdig!

God Påske!

God Påske fra Whisky og mig!

Vi er tidligt oppe, for vi skal have gæster i dag, og jeg fik lige plantet et par krukker til med forårsblomster til at byde velkommen.

Og så er trøjen i vendestrik til svigerdatterens mor vasket og tør og har fået knapper syet i, så de kan få den med, når de skal hente hende i Kastrup på torsdag morgen. Hun skal ikke fryse i Danmark!

Sjals parade – 6 sjaler i strømpegarn, samme opskrift

Dette sjal, strikket i strømpegarn efter opskrift i Hendes Verdens tillæg i nr. 38 – 2009, var der én i strikkecaféen på Søndergården, der strikkede.

Og så var der én til..

..denne gang i 2 forskellige, håndfarvede strømpegarner.

Så var der én, der var kreativ og strikkede efter samme opskrift, men i masser af strømpegarnsrester

Det smittede, så der kom 1 mere – ikke kun i rester, men blandede strømpegarner og satte en kvast på!

Og det kan man være med til, selv om man ikke strikker så mange strømper, at man har en masse rester, så her er et mere:

Og der kommer flere:

Det kan blive til mange

– alle strikket efter samme opskrift i dette hæfte, tillæg til Hendes Verden nr 38, 2009.

Det er godt jeg er med i den UFO-blog!

Jeg følger godt med i den svensk/danske UFO-blog  12under12under2011 – jeg har fået de første 3 UFO’er færdige til tiden!

Nu er turen kommet til denne Hanne Falkenberg vest “Blues”, som jeg strikkede i august 2008, og så blev den aldrig monteret!

Hvorfor mon? Ja, den blev ikke færdig som planlagt – den skulle strikkes under Olympiaden – og så var der Sørens sygdom og død, og den blev ikke taget frem.

Nu skal det være! Så den er anmeldt som min april UFO!

Jeg er ikke alene om den slags, det kan jeg jo se på den blog, og i dag var der én, der fortalte mig, at hun lige havde syet lynlås i en ellers færdig trøje, som hun havde flyttet fra kurv til kurv i 6 år!

Lad os prøve en sjals-parade

Jeg fik en idé i eftermiddags til strikkecafé på Søndergården.

Der er flere (ikke mig, desværre), der strikker eller har strikket et sjal efter en opskrift, der har været i Hendes Verden. Sjalet er strikket af selvmønstrende strømpegarn og er pænt og nydeligt!

Og så er der nogle, der har fundet på at strikke det samme sjal af masser af strømpegarnsrester – og det er bare sjovt!

Så nu prøver vi at få dem alle til at tage deres sjal med næste gang, så vi kan lave en sjals-parade – det bliver broget, flot og sjovt!

En fin æske med blomster –

Der kom (endelig) i dag en fineste æske, foret med silkepapir! Jeg vidste godt, hvad den indeholdt, for jeg har selv bestilt den – en æske blomster –

– garnblomster!

Jeg er nem at friste, og jeg faldt for et par uger siden for disse søde små nøgler af det dejligste skotske højlandgarn i forskellige farver fra Garnudsalg.dk. Det er ikke verdens hurtigste firma til at sende, men det har de heller ikke lovet. Jeg ved godt, hvad de skal bruges til – ikke lige nu, for jeg har andre ting på programmet lige nu – jeg har faktisk utroligt travlt! Både med kendte projekter og med hemmelige ditto. Men søde, det er de.

Håndarbejdsmessen i Lillebælthallerne

Træt i benene, men en god oplevelse rigere efter besøg i LIllebælthallerne, hvor Håndarbejdsmessen finder sted i denne weekend.

Jeg synes, det er svært at orientere sig på sådan en stor messe, der strækker sig over 3 haller, så jeg var rundt flere gange – og man ser hele tiden noget nyt.

Da jeg ikke gad mere, ringede jeg til svigerdatteren i Fredericia og spurgte, om hun gav en kop kaffe – og jeg var så heldig, at hun lige var kommet hjem fra arbejde, og Christian var ved at bage den gode æbletærte til kaffen!

Jeg skulle jo ikke købe noget på messen! Men (da jeg nu hverken ryger eller drikker!!) så er her, hvad jeg kom hjem med:

Denne Kaffe Fassett bog har jeg længe haft kig på, og mens den ét sted kostede over 200 kr, var der messetilbud på den et andet sted, så jeg fik den for 99 kr!

Den taske fra Quiltshoppen i Juelsminde faldt jeg fuldstændig for, den fås i 2 str., jeg købte den lille, og alt er med i kittet, selv volumenflies og en knap! Det bliver sjovt at prøve.

Jeg er ved at samle stof til 2 babytæpper til tvillingepiger, så her et bidrag.

Jeg trænger til nye puder.

Og rosinen i “strikke/quilte-enden” er altså et Hanne Falkenberg kit “Patent” til en skøn trøje! Der var messerabat på. Jeg glæder mig!

Endnu en UFO færdig

Det er vist en af de ældste UFO’er, der har fået lov at ligge?

Så jeg er meget glad for – med naboen som mannequin – at vise mit store vingesjal i skyggestrik – Vivian Høxbro’s opskrift.

Det ligger utroligt godt på skuldrene.

Det er let, lækkert og lunt!

Det er stort.

Det er spændende med de skyggestrikkede diagonaler.

Det er strikket i Nea Zealand lammeuld fra Katrinelund.

Jeg er sikker på, at jeg bliver glad for det.