Hap-sjal og garnvinde

Nu er “Det halve kongerige”/Hap-sjalet færdigt, vasket og blogget!

Det er virkelig blødt og lækkert, der er en kolosal forskel fra det færdige, men ikke vaskede sjal og så til det, der kommer ud af maskinen efter en 15-graders uldvask.

Jeg er meget taknemmelig for de råd, jeg fik af Lotte (Webstrikker) undervejs, for jeg syntes, jeg havde så meget garn til overs, da jeg var færdig med den brede blonde, at jeg troede, jeg kunne strikke det større, for at udnytte garnet. Men Lotte fortalte mig, at yderblonden sluger meget mere garn, end man forestiller sig – og det passer! Der er kun ganske få meter tilbage, efter at jeg strikkede hestetømmeaflukningen i den lange kant, det giver en flot afslutning.

Feriebørnene har arbejdet for føden i formiddags! De har vundet garn op for mig. De ville gerne! og synes, det er sjovt.

Christian kunne lige få lov at prøve, mens Christina børstede hår!

Jeg fik nogle bundter lækkert “Natural Dye Studio” vundet op.

Som ekstragevinst fik de lov at vinde det meget spændende bundt “Arabella” fra Schackenmayr op, et sjovt effektgarn i sølvfarvet, som jeg vil strikke et flot tørklæde af. Det er virkelig sjovt, og jeg ved lige hvem, der skal have det i fødselsdagsgave! Der er mange forskellige garner bundet sammen, og opskriften følger med i bandarolen.

Garnet er købt her. Jeg tror vi skal derud i eftermiddag, for jeg har bestilt en OTT-lampe for en del af det gavekort, jeg fik til min fødselsdag! Og den er kommet hjem, ved jeg.

Vinterstrik

Det er dejligt inspirerende at være i strikkecafé på Søndergården. Det startede med én gang om måneden for nogle år siden, så blev det 2 gange, og nu er det én gang om ugen, og vi bliver flere og flere!

Stella havde fået sit dejlige sjal i strømpegarn færdigt, design Marks & Kattens, opskrift “Wild Knit” i tillæg til Hendes Verden nr. 38 – 2009.

Det er flot med det selvmønstrende strømpegarn.

Jeg har fået min nye, varme hue færdig, jeg kan godt lide, når den fylder lidt om hovedet, men samtidig sidder til. Opskriften er fra Håndarbejdsbladet nr 1 – 2010, men jeg har undladt den anviste snoningen, jeg syntes, den blev alt for bøvlet. Til opskriften hører også et flot halstørklæde, hvor snoningerne derimod er meget flotte.

Garnet er Permin Diva, et meget lækkert, ujævnt spundet garn, som fås i flere farvekombinationer. Købt hos Den Lille Lade. Strikket på pinde 9 og 7.

Om igen!

Øv, øv! Jeg har lige trevlet ca det halve op af, hvad jeg havde strikket på en vest! Fordi jeg ikke havde læst opskriften ordenligt. Den strikkes hele vejen rundt, så det er mange masker og henved 10 cm, jeg har trevlet op, men jeg kunne da godt se, at da den er ret vid forneden i forvejen, så vil den blive alt for voldsom, hvis der ikke tages ind – som der altså også tydeligt nok står, at den skal.

Så det er om igen! Det er denne lækre vest med snoninger fra Gårdbutikken Katrinelund i det superbløde Manos silk blend garn i gyldne farver, jeg er ved at strikke.

Der er forresten rigtig mange, der har spurgt mig efter opskrift på denne vest til piger i vendestrik og Kauni regnbuefarver. Nu har Lene lavet en tilsvarende meget sød vest i børnestørrelser, ikke i Kauni med de lange farveskift (som er problemet, fordi man ikke kan få farveskiftene tilfredsstillende med i børnstr.!), men den her er også virkelig sød! Strikket i Viking Superwash, som er lidt tykkere, derfor passer opskriften til “Regnbuevesten i Kauni” ikke.

 Bemærk, den fås i flere størrelser og farver.

Award "Kreativ Blogger"

[Kreativ_blogger_award[1]_thumb.jpg]

Jeg har fået en “Award” af Liselotte. Tak for det!

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal synes om det, jeg synes, det er lidt svært!

Det forventes… 

  • At jeg skal vise Award’en på blokken – OK
  • At jeg skal linke til giveren – OK
  • At jeg skal skrive 7 ting om mig selv – det må jeg tænke over – har tænkt!
    1. Jeg forsøger at vænne mig til at være alene efter et lang liv i to-somhed, jeg savner ham, men accepterer
    2. Jeg er familiemenneske, mine børn og børnebørn spiller en stor rolle i mit liv.
    3. Selv om jeg ikke er aktiv spejder mere, præger det min livsholdning: jeg er hjælpsom, åben og beredt!
    4. Jeg elsker at skrive – har været brevskriver helt fra barn – nu er det bloggen, der holder for.
    5. Jeg elsker håndarbejde, har strikket fra jeg var 6 år, og nu har det nærmest en afslappende virkning på mig. Men det er i patchwork, jeg får udløsning for min kreativitet og min glæde ved farver.
    6. Jeg bliver meget nemt begejstret – og er god til at få andre med på idéerne!
    7. Jeg er produktiv og flittig med håndarbejde, men har svært ved at begrænse mig, jeg vil det hele!

    Jeg skal give Award’en videre til 7 andre bloggere – det er simpelthen svært, men jeg giver den til nogle gæve quinder, hvis blogge, jeg følger:

    Ella, Frida, Maria, HANNE, Inge, Fru Scwhartz, dubedåre + en 8., som jeg synes er noget helt særligt, nemlig På Pinden.

    Varme hoveder til skitur

    Det er så dejligt at vi blandt vore nærmeste naboer fik en lille familie med 3 søde børn sidste efterår. Vi har ellers allesammen i denne ende af vejen boet her imellem 20 og 30 år, og der var ikke nogen børn mere. De er meget hurtigt blevet fortrolige med os, og de blev også glade for de puttetæpper, jeg syede til dem.

    Nabo Jette fik den idé, at vi skulle strikke huer til dem, når de skal på skiferie sammen med deres mor og venner i Norge. Jette er jo blevet glad for at strikke, så hun har strikket hue-røret til Maria i pelsfleece, som vi købte under Marknos store udsalg. Det er bare 36 masker på rundpind, rundt og rundt, til vi syntes, det var langt nok!

    Til Mads og Emma har jeg strikket elefanthuer, efter at jeg havde efterlyst opskrifter på Webstrik og bl.a. fik denne balaclava. Den er rigtig god og nem at strikke, også selv om jeg ikke strikker ret meget efter engelske opskrifter. Materialet er rester fra lageret, noget dejligt flerfarvet rødt uldgarn fra Schoeller und Stahl, og en blå ECCO Zitron. Ca. 150 gram til hver. Jeg var noget spændt på, om der var nok af den røde, men der var ca 2 meter garn tilbage, så det gik! Jeg lavede den lidt mindre end Mads’s, som er strikket efter opskriften, og det ser ud til, at de passer.

    Både børnene og deres mor blev glade!

    Lastrada

    Der er ikke noget at sige til, at Inga ser glad og stolt ud i sin nye Lastrada jakke fra Hanne Falkenberg. Den er meget, meget flot og klæder hende fantastisk! Og så har hun strikket den 2 gange! Den var færdig, monteret og vasket for nogle måneder siden – men for stor! Men der er jo mange penge og et stort arbejde bundet i sådan et arbejde, så hvad gjorde hun? Trevlede den op og strikkede den igen på ½ nummer tyndere pinde! Hold da helt op, sikke et arbejde. Men det er lykkedes, ingen kan se, den har været trevlet op, og den er så flot! Skønne, frække farver, spændende model med fine detaljer, f.eks. de forskelligt farvede kanter, og selvfølgelig et flot design, som alle Hanne Falkenbergs modeller.

    Købt hos Fischer Filt. Strikket af Inga, som jeg er i strikkecafé med på Aktivitetscenter Søndergården.

    Stof – rov og en lille fristelse

    Der var ved at være “lavvande” i lageret af bagsidestoffer til puttetæpper. Vi sender bagsidestof og vat med ud til “monteringstanterne”, som syr puttetæppeblokke sammen, quilter og færdiggør til lækre tæpper, og de UFO’er, vi får foræret, skal også have af samme lager, så selv om vi får meget forskellige steder fra, så rækker det ikke. Derfor har vi søgt og fået penge fra Tuborgfondet, og så prøver vi på at få så meget ud af det som muligt. Og heldigvis er der flere forretninger, som gerne vil hjælpe og sælge til meget lave priser til dette formål.

    Så fra HANNE’s Patchworkbutik i Vejerslev kom der 12 stykker á 2½ meter søde stoffer til en meget favorabel pris – endnu lavere end hendes normalt billige tilbud på disse poser.

    Og et besøg hos Den Lille Lade ved Ejstrupholm viste sig at være meget heldigt, for det var næstsidste dag af udsalget, og der var virkelig også gode tilbud, som jeg fik til ½ pris af udsalgsprisen! Samt noget til 15 kr pr meter! Alle brede stoffer, det er jo perfekt.

    Det er allesammen – fra begge butikker – meget fine stoffer, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at dette batikstof er jeg så skudt i, at jeg næsten synes, det er synd at bruge det til bagside! Nå, jeg købte rigeligt, så der kan måske bliver til både bagsider og dele af en top eller kanter?

    Selvfølgelig faldt jeg også selv for nogle fristelser på Ragnhilds udsalg, både lidt batikstoffer og et par nøgler ualmindelig lækkert tykt garn til en hue.

    Og så faldt jeg pladask for disse

    .. bedårende pulsvarmere med perler, som Ragnhild sælger i kommission for én af sine kunder. Strikket i tynd sort farveskiftende alpacca – hold da op, hvor er de lækre og fine! Dem kan jeg da selv strikke!  Ja, jeg kan da prøve, om jeg kan gøre dem efter, det er jo en fin gaveidé! Men jeg skal først se, om jeg kan finde ud af at strikke perlerne ind. Jeg har set hos DORTHEIVALO, at hun har lavet en side, hvor hun viser teknikken, den må jeg lige se, om jeg kan finde igen.  Den er lige her.

    Hyggeligt at hjælpe hinanden!

    Det er blevet et rigtig flot stort tørklæde, naboen med lidt hjælp fra mig har strikket til datteren. Det er strikket i Manos Silk Blend fra Katrinelund, det simepelthen så lækkert og blødt! Der er ikke noget mønster, det er bare dobbelt perlestrik, 2 ret 2 vrang, på pinde 6, men det håndfarvede garn giver sådan et smukt spil!

    Og det er laaangt, der er brugt ca 350 gram.

    Og nu fortsætter vi samarbejdet! Sådan et par alene-piger, som vi er blevet med et par års mellemrum, vil jo gerne hjælpe hinanden, og jeg kan bl.a. hjælpe med strikketøjet, når nu naboen gerne vil og ikke har strikket ret meget før. Det skal være enkle mønstre, og man skal kunne se, det bliver til noget! Vi har et fælles projekt nu, hvor vi i fællesskab er ved at strikke skihuer til de 3 søde, fælles nabobørn, som skal på skiferie med deres mor. Mon ikke, det vil lykkes?

    Og så skal jeg også hjælpe datteren med at strikke tørklæder, jeg har fået garn hjem til hende fra Markno’s fantastiske ophørsudsalg, og vi har lagt vilde planer om både det ene og det andet tørklæde, moderen er godt nok spændt på, hvordan det går – ja men ellers må hun jo strikke det færdigt, ikk’?

    Strikkecafé og garnrov!

    Strikkecaféen på Søndergården er blevet så populær, at vi først gik fra én gang om måneden til 2 gange, og nu strikker vi hver tirsdag – altså hvis vi har lyst, der er ingen bindinger. Om formiddagen “nørkles” der, dvs at der strikkes tæpper til Mother Theresa-organisationen eller små trøjer. Om eftermiddagen er der fri strikning, hvor vi efterhånden er mange, og der strikkes alt muligt.

    Aldersspredningen er forholdsvis stor, men det gør bestemt ikke noget, vi er alle seniorer! Markno’s garnudsalg har haft stor søgning, og det smitter!

    Så når nogen får et smart tørklæde færdigt, er der straks flere, der skal have det samme garn, og så stimles der sammen om computeren for at se, hvilke farver, det fås i, og om der er mere af det. Som her, hvor Anettes flotte tørklæde af bare 2 nøgler á 10 kr i Softfleece straks udløste et indkøb! Ha! Vi tømte lige butikken for pistaciegrønt! Det er bare superblødt!

    Der strikkes stort og småt, trøjer og strømper, mange halstørklæder, og der byttes og diskuteres opskrifter. Det er MEGET hyggeligt!

    Og hov! til kaffen får vi sandelig også besøg af en herre! Viggo elsker at drikke kaffe med alle de søde damer og lave sjov med os. Det er en god eftermiddag, også selv om meget af min tid i øjeblikket går med at bestyre garnbestillingerne. Det er jo ikke alle, der har internetadgang, så det klarer jeg for os allesammen. Det er OK med mig.

    Nye projekter

    I denne kolde tid ville jeg gerne have en ny hue, selv om den tykke naturgarns hue er uovertruffent varm, men måske ikke så fiks! Hm! det ved jeg så heller ikke, om denne “brombærhue” er! Men varm – det er den!

    – og så er det altså utroligt svært at fotografere sig selv, skal jeg hilse og sige! Jeg tror, jeg har taget 20 billeder, og ingen af dem er gode – ja, nu er det både mig og så huen, der skal se ordentlig ud, og det kan jo være svært!

    Den er strikket af 1 tråd Patons Classic og 1 tråd Alpakka Fashion, og det var svært, fordi alpakken er ret uelastisk, så det var svært at strikke brombærmønsteret, der er fra Garnstudio. Jeg tror, jeg skal prøve i noget andet uldgarn, for jeg synes, huen er flot! 

    Måske i dette fantastiske garn, som jeg lige har købt som nytårstilbud for Markno’s nøglekunder:

     Creativ + Filz – sikke nogle farver, og superblødt. Det var egentlig min tanke at lave noget valket af det, men en hue ville også være flot! Måske en valket hue? – OG en valket taske! Planer er der nok af…

    …men når vi nu snakker om “blødt”, så er jeg startet på et “Hap Shawl” – også kendt som “½ kongerige” i det dejligste håndfarvede Dream in Color Baby fra lager. Det bliver en fødselsdagsgave til en meget god veninde, og det er lige de rigtige smukke farver til hende, der ikke selv ville strikke sådan et, men som elsker hjemmegjorte gaver!

    Og kan du så komme ind til symaskinen!!! Den venter.