Populær patchworkudstilling på Nørrevang

Det forlyder allerede nu nogle timer efter ophængning, at det er en meget populær udstilling af patchworktæpper på plejecenteret Nørrevang i Horsens.

“Puttetæpper” siger beboerne og synes, at det både er flot og underholdende at se på! Det er ikke kun puttetæpper, men de har en fremtrædende plads, og der er mange og rigtig fine tæpper i glade farver!

Den gruppe patchworkere, der har lokale på Nørrevang, hvor de syr hver anden uge, har syet dette utroligt fine tæppe som en gave til centeret, og det har en flot iøjnefaldende plads. Men der en mange store, hvide vægge i fællesarealerne, og nogle af dem blev i dag udsmykket med puttetæpper:

Puttetæpper, som er syet til børn på julemærkehjem, men udlånt til udstillingen på Nørrevang i december og januar.

 På udstillingen er der også tæpper syet af Nørrevang-gruppen, og nogle af mine tæpper. Det er rigtig gode forhold at udstille under, så det er en fornøjelse.

Plejecenteret Nørrevang ligger i Stensballe, Horsens, og udstillingen er åben.

Efterlysning af flot, forsvundet sjal

I forbindelse med julemarked på Plejecenter Vesterled i Brædstrup i går 26. november, har en af mine gode strikkeveninder mistet sit flotte sjal.

Det er håndstrikket af 2 forskellige håndfarvede strømpegarner og er ualmindelig smukt.

Det var efterladt i garderoben på Vesterled sammen med hendes frakke, men det var væk, da hun ville gå hjem!

Det er så ærgerligt, og hun er meget ked af det. Hun har selv strikket det i april, hvor der var flere, der strikkede samme sjal i forskellige farver.

Hvordan kan nogen nænne at fjerne sådan en personligt ting, der tydeligvis er håndstrikket af enten ejermanden eller en, der har givet hende det i gave? Det er ufatteligt for ejeren og også for mig.

Så jeg har tilbudt at efterlyse det. Der er jo mange – også her i byen – der ser min blog. Og det kunne være, der var nogen, der så sjalet???

Jeg vil gerne være mellemmand, hvis nogen vil fortælle, at de har set det, eller ved, hvem der har sjalet, men måske selv er ked af at blive indblandet. Skulle den nye “ejer” se dette, er hun også velkommen til at henvende sig til mig. Det vigtigste er, at sjalet kommer tilbage til hende, der har strikket det.

Det er helt unikt, idet der ikke findes et sjal magen til, strikket i netop de farver.

Arvegods

Projekt Puttetæpper har modtaget 3 store IKEA-poser fulde af stof, UFOer (påbegyndte patchworktæpper) og bøger fra et dødsbo. Hvor er det skønt, når efterladte el. veninder tænker på vores dejlige projekt med at sy tæpper til børn på julemærkehjem.

Nu har vi sorteret det, og der er bunker af store stykker, som kan bruges til bagsider på tæpper..

..og lidt mindre, som kan indgå i blokke.

Og der er flere dejlige UFO’er, som f.eks. denne med Sunbonnet Sue, hvor alt er tilrettelagt, en stak stof, der skal bruges til de forskellige figurer, og den fine bog med alle mønstre og vejledninger.

Der er også en næsten færdig, håndsyet top med “kuber” i mange skønne farver, sirligt syet – den kan ikke tage lang tid at gøre færdig.

Og der er til et flot tæppe i gyldne farver til maskinsyning. Alt er skåret og arrangeret, sat fast på et lagen, lige til at gå til for én, der er dygtig på symakine. Også her følger mønsteret med.

Så nu skal vi finde nogle “tæppetanter”, der har lyst til at bruge af dette overflødighedshorn!

Det breder sig!

Sikke et flot initiativ Vejle Husflid har taget. De holder udstilling søndag 4. marts 2012, og i den forbindelse har de skrevet ud til deres medlemmer:

Elsker du at strikke – og mangler du nogen at strikke til?
Eller vil du bare gerne glæde et barn, der trænger?

Så vær med i et dejligt støtteprojekt til børn på danske julemærkehjem. I første omgang er der lavet en aftale med Fjordmark i Kollund. Det er Danmarks ældste julemærkehjem.
Her bor 30 børn ad gangen – i 10 uger hver. Hjemmet har ca. 125 børn om året. Det er store børn med sko størrelse 40-46. Hele projektet styres af Hanne Schrøder, http://projekthyggesokker.blogspot.com/

Garnet skal kunne tåle maskinvask og det skal helst være over 50 % uld i garnet.

Vejle Husflid:
I forbindelse med vores udstilling vil vi se hvor mange par sokker vi kan nå at få strikket
Har du lyst til at være med?
Hvis ja, så er der følgende valgmuligheder: 

  • jeg strikker strømper af garn jeg selv har 
  • jeg strikker ikke selv men vil gerne donere 2 nøgler garn, som andre så kan strikke  strømperne af
  • jeg vil gerne strikke strømper af det donerede garn

Stømperne vil blive hængt op på en tørresnor under udstillingen og derefter indgå i Projekt Hyggesokker til børn på Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund.

Til en lignende udstilling for 2 år siden strikkede Vejle Husflid djævlehuer til Afrika. Der blev strikket 92 huer, som blev givet til Red Barnet.

Spændende, hvor mange sokker, der vil blive strikket.

Varme ører

Hanne er kommet med en ny idé, som går ud på at strikke eller hækle varme huer og tørklæder til børnene på Julemærkehjemmet Fjordmark, på samme måde som vi strikker hyggesokker til dem.

Hanne har et problem med sin ene arm og hånd, så hun kan ikke strikke sokker, men hun strikker og hækler huer og tørklæder og vil meget gerne hjælpe. Og både huer og tørklæder er meget velkomne på Fjordmark, hvor det ikke er alle børn, der har tilstrækkeligt varmt tøj.

Så Hanne har sendt 10 huer, 4 snurretørklæder + 1 tørklæde mere til at varme ører og hals på de børn, der mangler.

Det bliver ikke et led i Projekt Hyggesokker, men andre er velkomne til at sende huer og tørklæder til Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund, se adressen HER.

En flot præmie til lodtrækning mellem sokkestrikkere

 Jeg har fået et flot tilbud fra Marianne, MARKNO garn, som har doneret en hel kasse = 12 nøgler á 150 gram lækker 6-trådet strømpegarn i forskellige farver til lodtrækning blandt alle, der strikker og sender 1 eller flere par sokker til Projekt Hyggesokker.

1 par sokker = 1 lod i lodtrækningen.

DEADLINE 1. marts 2012.

Læs mere på Projekt Hyggesokkers blog HER

Strik hyggesokker igen

Jeg havde 48 par hjemmestrikkede sokker med til Fjordmark, og dermed er “Projekt Hyggesokker” i gang igen. Det er et dejligt projekt, hvor mange har deltaget i at strikke sokker til børnene på Julemærkehjemmet Fjordmark.

Så hvis du godt kan lide at strikke sokker og gerne vil glæde nogle børn, der har brug for lidt ekstra omsorg, så gå ind på bloggen og læs, hvad det drejer sig om, og send mig en mail.

Du bestemmer selv, hvor mange par, du strikker – og hvornår.

Glad – glad – glad!

Ja, jeg er glad! Hvordan kan man være andet efter sådan en dejlig oplevelse, som vi har haft i Projekt Puttetæpper i dag.

Sådan ser det ud, når 30 børn pakker 66 puttetæpper ud og lægger dem ud på gulvet i deres fine idrætshal –

ja, det vil sige, man kan faktisk ikke engang se alle tæpperne på ét billede.

Men det kunne forstander Vibeke og Bente fra balkonen – sikke et syn!

Der blev spurgt og forklaret, både børn og pædagoger var vildt benovede! Det er da også fantastisk!

Der kommer flere billeder, men lige nu skal jeg snakke lidt med Whisky, som har været en god hund alene hjemme h e l e  dagen, lige fra kl 7 til kl 17! Det er også en lang tur at køre, så jeg kan nok ikke benægte at jeg er træt nu.

Men jeg havde også 48 par sokker med derned! Det er allerede rygtedes, at der kommer gang i Projekt Hyggesokker til børn på Fjordmark igen, så jeg har allerede modtaget 15 par i dag i Middelfart på vej derned, foruden de 29 + 4, jeg fik i går. Så alle 30 børn kan få et par hver allerede nu! Det er jeg glad for.