Jeg elsker jo min morgenavis og meget gerne et strikketøj af de enklere, mens jeg læser!

I morges blev jeg naturligvis fanget af denne artikel om, at mange pårørende til patienter (lungekræft i dette tilfælde) føler sig udenfor. Avisen havde så snakket med et ægtepar, som taklede det på nogenlunde samme måde, som Søren og jeg gjorde.

Nemlig ved, at ALT var fælles omkring hans sygdom. Det kan jeg kun varmt anbefale. Avisen skriver både om eksempler på, at pårørende føler sig sat udenfor eller glemt af behandlersystemet, og på at de selv trækker sig, eller bliver for omklamrende

Det faldt helt naturligt for både Søren og mig, at jeg var med i alt. Jeg var med til samtlige behandlinger – også de ubehagelige – lige fra starten for 1½ år siden. Søren kaldte mig selv sin “sekretær” og henviste til mig, når han fik nye oplysninger og instrukser, ny medicin osv. Så var han sikker på, at han ikke glemte noget. Jeg var også hans chauffør, pga medicinen valgte han selv at undlade at køre bil.

Og selv om vi havde en dygtig hjemmepleje, var det stadig mig, der talte piller op og havde godt styr på den forskellige medicin – jeg oplevede faktisk af og til, at læger/sygeplejersker spurgte til min faglighed, som jeg ikke har spor af, men jeg lærte mig det, jeg havde brug for. Hjemmesygeplejersken havde flere gange snakket om at overtage det efterhånden omfattende optællingsarbejde, for at skåne og hjælpe mig, men det blev det ikke til.

Vi havde det begge 2 rigtig godt med, at jeg tog aktivt del i behandlingen – og ja, jeg måtte nok lige huske mig på ikke at blive omklamrende! – men jeg er sikker på, at Søren også var glad for min deltagelse i plejen, han gav på smukkeste vis udtryk for det i den imponerende tale, han holdt for mig på min fødselsdag, hvor han rejste sig op ved festen, kun 14 dage efter, at han havde fået den nye hofte!

Hele dette fællesskab omkring sygdommen gjorde det også naturligt, at jeg til sidst blev hans “advokat” og sørgede for, at der blev sat turbo på hans hjemsendelse fra sygehuset, og jeg sad hos ham i ambulancen og fortalte ham, hvor langt vi var! Jeg er overbevist om, at det var med til at han klarede det.

Alt dette er helt klart også med til, at JEG har det godt nu, hvor jeg ved, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for ham i hele forløbet.

Og nu er jeg ved en lille banal ting: Et par af Sørens sokker lå til at få en ny tå! Ja, kald mig gammeldags, men det er gode, bløde hjemmestrikkede sokker, og jeg har mere af garnet. Så nu er de blevet kortet lidt af og får ny tå, så de passer mig! Sentimental? Nej, slet ikke, jeg synes, det er hyggeligt!

Jeg tager mig i at tænke: “Nej, det er jo Sørens…” om ting, jeg har fat i!

Det er som om jeg kommer ind på hans enemærker! Men det er jeg jo nødt til. Jeg tog mig sammen i dag til at ringe forskellige steder om navneændring vedr. fjernvarme, vandværk og den slags, meddele forsikringsselskabet, at han ikke er her mere. De sørger for at sende mig en blanket til omregistrering af bilen. Bank og skifteret har jeg hørt fra, så det er der styr på.

 Jeg ringede også til kommunen vedr. hans tjenestemands- og folkepension. Det var meget godt at få at vide, at begge udbetales i 3 måneder, så ændres min egen folkepension og jeg får derudover ægtefællepension, som er en del af hans tjenestemandspension.

Han har altid haft en vældig orden i papirerne, så det var bare at finde mapperne frem. Der er en enkelt blanket, jeg ikke har fundet endnu, vedr. kirkegården, altså hans forældres gravsted, hvor hans urne skal sættes ned. De skal jo også have det ændret til, at det står i mit navn, og så skal jeg have lavet aftale om pasning. Sådan at ingen skal have dårlig samvittighed over ikke at køre derop og holde det. Det optog Søren meget på det sidste.

I dag er humøret trist, og jeg har haft ondt i maven, det minder om et galdestensanfald, jeg havde for nogle år siden. Men det er heldigvis gået over igen.

Det haster ikke med at rydde op i hans ting, børnene skal også være med til at se på det, yngstesønnen kan passe hans pæne skjorter, der er også nogle flotte slips, de kan få, hvis de vil. Ellers bliver der syet puttetæpper af skjorterne, og tøjet kan gå til genbrugsforretningen, vi har en fantastisk en af slagsen her i byen. Det gør mig ikke så meget.

Men der er en masse samlerobjekter, som jeg ikke rigtig ved…?

Og så fik jeg lige tårer i øjnene, da jeg stødte på hans varme uldne kasket i bryggerset!

Talrige telefonsamtaler, fra yngstesønnen og fra hjemmesygeplejersken, til flere forskellige kommunale personer gav endelig resultat! Plejesengen bliver hentet i morgen, idet man nu har arrangeret en akut-transport! Nej hvor flot! -(kan I høre ironien?)

Men så faldt vi (læs: jeg) ned og kan imødese en efter-begravelse, hvor gæsterne ikke behøver at sidde på Sørens sidste leje (aj, hvor er jeg streng!) og hygge sig!

Jeg fik ellers et godt forslag fra én, der kender mig godt: “Sæt sengen ud på altanen og lade den regne godt våd – så kan de lære det!” Det bliver heldigvis ikke nødvendigt. I morgen kan vi flytte om i stuen, så den bliver som før.

Nu er vi ved at rydde op og gøre rent, så kører datteren hjem til sin egen familie og laver Mortensand, og yngstesønnen og jeg har inviteret nabokonen, vi skal selvfølgelig også have andesteg! Tingene falder til ro omkring os.

Jeg har fået flere dejlige opringninger – også fra “Langbortistan”, helt fra Vancouver i går, og fra Laos, hvor en af mine søstre bor, i dag, vi snakkede en hel time over Skype, det var rigtig dejligt! Og fantastisk at det kan lade sig gøre, og at det lyder, som om hun sidder et sted her i DK og ringer.

Nu er Søren heldigvis hjemme igen – og jeg med. Det, der skulle have været en lægesamtale tirsdag formiddag på Randers sygehus, blev til 31 timers ophold på sygehuset! Vi havde en god samtale med overlægen, der mundede ud i – hvad vi godt var klar over – at de ikke kan kurere Sørens lungebetændelse, han er for svag, og at hans cancer er blevet værre. Plejemulighederne blev drøftet, og Søren gjorde klart, at han ikke vil have sin plejeseng flyttet nedenunder, idet han er glad for den ro, han har ovenpå. Iøvrigt er badeværelset ovenpå også meget mere velegnet til at hjælpe ham. Så der blev lagt en plan om hjemsendelse torsdag eller fredag.

Men Søren havde brugt al sin energi og blev meget svag om eftermiddagen og aftenen. Så vores børn blev varslet, og yngstesønnen og svigerdatteren startede straks hjemmefra og kom i løbet af aftenen. De 2 andre havde lige været på besøg. Og da jeg blev tilbudt en seng sat ind til Søren, var jeg godt klar over alvoren.

Vi kom godt igennem natten, og så var der kun én ting, der talte: Søren skulle hjem hurtigst muligt! Så jeg pressede på fra morgenstunden, og heldigvis er personalet utroligt forstående og meget kærlige, Søren har fået megen kærlighed fra de forskellige sygeplejersker i de 14 dage! Så alle praktiske arrangementer, incl. aftale med hjemmeplejen og Falck, blev gennemført.

Datteren og svigerdatteren havde forberedt det herhjemme, ilt var installeret, medicin var hentet på apoteket, naboerne havde sørget for Whisky, og hjemmesygeplejersken kom omgående, da jeg ringede, at vi var hjemme. Og 5 Falckreddere = 2 mandskaber riggede en bærestol til og bar Søren op. Det var meget hårdt for ham det hele. Men der er slet ingen tvivl om, at han har fået sit største ønske opfyldt og er kommet hjem til sin stue, sin egen plejeseng, sin hund – der blev så glad og hilste ham med flere begejstrede slik- og har familien omkring sig.

Jeg er træt efter næsten ingen søvn, men jeg er meget tilfreds med, at det lykkedes!