Dagene flyver af sted lige nu – en underlig kontrast til de langsomme, skrækkelige 17 dage, hvor Søren lå herhjemme og havde det så dårligt, og jeg ikke kunne gøre ret meget for at hjælpe ham, og hvor frustrationerne stod i fuldt flot!

Det går godt, og det er dejligt at besøge ham og se, hvor frisk han er! Han kunne fortælle i eftermiddags, at han i dag er gået ud selv med gangstativ og har fået bad og vasket hår! Det var det sværeste at vaske i sengen, så det er dejligt for ham! Drænet er taget væk, og det ser fint ud i modsætning til, da han for 5 år siden fik nyt knæ, og hvor der var kæmpemæssige sorte/blå blodudtrækninger på det meste af benet. Så nu er det træning, og det er han frisk til.

Jeg tror, at jeg i dag har fået en forklaring på, hvad det egentlig var, der gik så galt. Altså han faldt, og i det fald har han fået noget, man kalder et indkilet brud, som kan være meget svært at se på røntgenbillederne, medmindre man tager et i en helt speciel vinkel. Dette brud kan i nogen tilfælde vokse sammen af sig selv. Men det vil ofte brække helt, første gang, man støtter på benet.

Og i bakspejlet kan jeg se, at det er sket, da han blev kørt hjem, efter skadestuen havde konstateret, at de ikke kunne se noget brud. Både lægerne i Randers og nu på afdelingen i Horsens har set de første billeder og kan heller ikke se noget brud, og han havde heller ikke meget ondt, da han lå på skadestuen. Men da han kom hjem med Falck, skulle han selv gå op ad trappen, støttet af Falckredderne, og da gjorde det vanvittigt ondt på ham – jeg kunne ikke holde ud at se på det, men måtte gå! Og det har sikkert været på det tidspunkt, lårbenshalsen brækkede helt over! Og det lå han så med i 17 dage, hvor han nødvendigvis måtte støtte på det, når han skulle på toilettet. Det er frygteligt at tænke på! Falckredderne har ikke været klar over det, de havde jo fået at vide, at der ikke var brud.

Det var en god veninde, der er gammel røntgensygeplejerske, der forklarede om den slags brud, og så var jeg pludselig klar over, hvad der var sket. Jeg fortalte den sygeplejerske, der passede Søren i dag, om min teori, hun havde aldrig hørt om et “indkilet brud” og ville tage det med på afdelingsmøde, for hun mente, at skadestue/røntgen måtte tage højde for dette som standard.

Men jeg kan altså stadig ikke forstå, at han skulle lide så forfærdeligt i så mange dage, før nogen foreslog nye billeder!

Søren vil gerne være fri for at blive fotograferet på sygehuset, så I må “nøjes” med et dejligt billede af Ebbe, som besøgte Morfar i dag sammen med sin Mor. Han kredsede længe om den kørestol, som Søren ikke selv har benyttet sig af, men som står til hans rådighed. Endelig fattede “de dumme voksne”, hvad det var han fløjtede for, og så fik han lov til at prøve. Der ligger ikke andre på stuen, så det kunne der ikke ske noget ved.

Skal jeg glæde mig eller skal jeg være ked af det?

Det viste sig ved en ny røntgenundersøgelse på Randers sygehus i dag, at Sørens lårben er brækket, så lårbenskuglen, der hviler i hofteskålen, er brækket helt over og “hænger” !!!

Så tror da f….. at han har haft ulidelige smerter i 17 dage, hvor han bare har ligget herhjemme og der ingenting er sket, fordi de første billeder på skadestuen ikke viste noget brud! Og hvor han har lidt ubeskriveligt, når han skulle flyttes fra sengen og over på en toiletstol. Formentlig har der været en revne, eller et kilebrud, kaldes det vist, hvor kilen er blevet større og større, indtil det brækkede helt over. Jeg er meget ked af, at han har skulle stå det igennem!

Det gode er, at nu bliver han opereret i morgen og får en ny hofte! Det glædede ham rigtig meget at få den besked – og selvfølgelig glæder det også mig – også selv om jeg godt kan være betænkelig ved, om han kan optrænes til at gå igen, for hans muskler i benene er jo svundet ind til ingenting. Men smertene bliver han fritaget for, og det er det vigtigste.

Jeg var med hele dagen, indtil dette var afklaret, og det var en mærkelig oplevelse, for afdelingen, hvor han blev indlagt, kendte ikke noget til, at der skulle tages nye røntgenbilleder, men kun at han skulle have blodtransfusioner. De forstod (som vi!) heller ikke, hvorfor han var sendt til urologisk afdeling, når det handlede om et brud! Altså var der ikke bestilt fotografering, så det var usikkert, om det kunne blive i dag. Men da de hørte historien, gjorde de alt muligt, for at det skulle lykkes.

Nå ja, det viste sig da også, at der faktisk var papirer vedr. bruddet, det var bare ikke alle, der havde set det. Og han fik også sine blodtransfusioner og en god behandling. Og så kunne de slet ikke forstå, at der skulle gå så lang tid, før han blev sendt til en ny undersøgelse – det kan vi heller ikke!

Og vi fik også et godt og sarkastisk grin, da lægen sagde, at når han fik det godt igen efter operationen, ville de overføre ham til Horsens sygehus – jamen hvad er det for noget? det har vi jo hele tiden fået vide ikke kunne lade sig gøre, fordi hans egentlige sygdom er urologisk!

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan hele denne historie hænger sammen, og om det er manglende kommunikation, der i virkeligheden er problemet?

Nu kan jeg kun håbe, at operationen går godt i morgen, jeg krydser alle de fingre og tæer, jeg har!

14 dage efter at Søren faldt, kan han stadig ikke stå på det venstre ben/hofte. Det er blevet en lille bitte smule bedre – men igen er det “Det palliative team”, der træffer en afgørelse og bestemmer, at der må gøres noget. For et par dage siden har de bedt om, at der blev set på røntgenbillederne igen, de viser ikke noget brud, men det viser sig, at der måske er en vinkel, der ikke er taget billede af, så nu skal der tages nye billeder. Samtidig mener de, at blodprocenten er for lav, så Søren skal have blodtransfusioner. Det lyder jo godt nok – i hvert fald er det godt, at der sker noget! Men hvorfor er det ikke afdelingen i Horsens, der behandler ham, eller vores egen læge, der tager affære?

Og nu kommer det, jeg har frygtet. Han skal indlægges på Randers sygehus på mandag. Jeg har ingen grund til at have noget imod Randers Sygehus, og jeg ved godt, at det er der, specialet i urologi er samlet for Region Midt, men der er altså langt til Randers fra Brædstrup. Og da det er røntgenbilleder og blodtransfusioner, kunne det vel lige så godt være i Horsens eller for den sags skyld på lille Brædstrup sygehus, som godt kan klare sådanne ting. Men nej, det kan/vil man ikke!! Det skal absolut være der, hvor specialet er: Randers, nogenlunde så langt væk som muligt.

Langt væk at blive transporteret, langt væk fra pårørende!

Det er mildt sagt, at jeg er rasende! Det er så helt urimeligt og patient-uvenligt! Det er ikke ret mange dage siden, at regionsformanden stod så stolt på TV og roste sig af, at det var lykkedes at få så og så mange milliarder til at bygge nye afdelinger for – ork de er så dygtige! Og de vil kunne klare alt muligt i fremtiden, fordi de får så meget nyt og så mange nye specialer. Ja, det er godt, HVAD MED PATIENTERNE? Hvad med den patient, der fejler noget så banalt som prostatakræft, som der er mange, der får, ham glemmer man, han kan skubbes ud på et sidespor, det er ikke interessant!

Og så er jeg, jo mere jeg tænker over det, utroligt skuffet over, at der skulle gå 14 dage, før noget blev sat i gang! Sygeplejersken fra Det palliative team udtrykte det meget godt: “Der er for mange kilometer tilbage i ham til at give op – han skal ud af den seng!”

Så nu må jeg sende ham af sted på mandag morgen, der ER bestilt liggende transport og ekstra mandskab til at bære ham ned ad trappen, det er da altid noget, men det er også teamets fortjeneste. Jeg har det ikke godt med at slippe ham af mine hænder, så måske triller jeg efter ambulancen og kører hjem igen, når jeg har set ham i gode hænder – selv om der er langt!

Jeg kunne skrige – men de er selvfølgelig ligeglade med sådan et par gamle pensionister og de banale sygdomme, som vi kunne få.