Forud for Juleaften var Christian og Christina til juletræ på Brandstationen, deres Fars arbejdsplads, som han er sygemeldt fra pga sin hofteoperation. Men kolleger hentede ham og familien, så de også kunne være med, når julemanden kom på besøg.

I år skulle vi holde juleaften hos dem sammen med Sørens 2 kusiner, og det var en dejlig aften med masser af andesteg, som var stegt perfekt, og ris a la mende – og gæt hvem der fik mandelen? Moi!

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har fået den, og selvfølgelig gemte jeg den i kinden, men når man har været gift så længe, som vi har, så kan man ikke skjule noget for hinanden, så Søren spottede straks en forandring – ja hvordan? men han gættede i hvert fald, at jeg havde den!

Et ualmindelig smukt juletræ var det, og flot pyntet med levende lys og mine Georg Jensen lyseholdere, som vore børn skiftes til at bruge, og med meget hjemmelavet julepynt, bl.a. hjerter fra Jans barndom, han var meget dygtig til at flette julehjerter.

Børnene stod for uddeling af de utallige pakker, og de var så tålmodige! De skævede slet ikke til, hvilke der var til dem selv og havde ikke travlt.

Og dejlige gaver fik vi allesammen, jeg fik næsten alle mine ønsker opfyldt, også nogle jeg ikke vidste jeg havde! F.eks. en knivsliber! Måske var den allerbedste et utrolig dejligt billede af datter og svigersøn, som jeg har ønsket mig i årevis (sådan ca. 16-17¨år tror jeg). Det er simpelthen en genial fotograf, der har taget det, det er så godt! Så nu kan de blive synlige herhjemme ligesom de andre!

Der var ellers lige ved at gå skår i vores jul, for den behandling, Søren modtog lillejuleaften på sygehuset, gav nogle bivirkninger, så han fik det meget dårligt om aftenen og natten. Men heldigvis gik det over, så han “kun” er temmelig træt, og han nød at være sammen med familien.

Og sønnen har det så godt efter sin operation, at det næsten ikke er til at forstå, at det kun er 3 uger siden, og han går kun med en enkelt stok derhjemme. Men han træner også flittigt og går også ture sammen med Christian. Så hans “kunder” skal snart ikke vide sig sikre mere!

Uha, hvor har det været koldt i nat! Vi har ellers altid haft det bedst med at sove i et koldt soveværelse, men på vores gamle dage er vi blevet lidt mere kuldskære, så selv om vi om sommeren stadig har åbent vindue i soveværelset (vi er ikke bange, for vi har jo en skarp vogter!), så skal vi nu have en lille smule varme på om natten.

Men i nat var det for galt, da måtte jeg skrue yderligere lidt op og have natsokker på!

De første mange år af vores ægteskab boede vi på Grønland – hvor vi lærte hinanden at kende som unge, og vores børn er født deroppe, og også dengang kunne det næsten være frostvejr i soveværelset, uden at det generede os. Så da vi ventede det første barn, prøvede vi at sætte lidt varme på for at vænne os til det. Men det gik ikke, vi sov elendigt, så der stod eget værelse parat allerede inden, hun blev født! Det var træhus med solide, godt isolerede vægge udadtil, men tynde vægge inde, så vi havde ingen problemer med at høre hende. Det var iøvrigt tidligere canadisk konsulat, bygget som postordre-samlesæt under 2. verdenskrig, og der var simpelthen ikke 2 vinduer i huset, der havde samme mål, så det var en udfordring at sy gardiner til! Huset lå midt i Nuuk (Godthåb) og eksisterer ikke mere.

Senere blev Søren stationeret i Tassilaq (Angmagssalik), hvor vi som tjenestebolig fik et kæmpemæssigt hus med 3 store stuer en suite, hvortil jeg syede 7 fag ens gardiner, samt 8 soveværelser ovenpå! Så der fik næste barn også eget værelse!

 Ham fik jeg lige set i går et lille øjeblik, og det går fint med den nye hofte, han går derhjemme med 2 stokke. Jeg var omkring efter at have været sygepasser/barnepige hos den anden familie, hvor begge forældre havde uopsættelige opgaver og Frederik på 12 var syg, så er det hyggeligt at have Mormor på besøg.

Det var godt nok en meget struktureret dag, jeg havde gjort klar til at bage leverpostej, så det måtte jeg lige klare tidligt i går morges, men så blev der også leverpostej at tage med derned, så vi kunne smage den, Frederik og jeg.

Og jeg kom nærmest flyvende hjem, for jeg skulle med Søren til det årlige Banko i frimærkeklubben! Vi vandt lidt, men ikke de store præmier!

Det er fint nok at invitere gæster og forberede alting grundigt, og så skal det nok gå godt.

Men jeg elsker altså improvisationer, hvor ingenting er aftalt. Som nu i dag, hvor det var aftalt, at nevøens kone gerne ville besøge Løndal sammen med mig engang i løbet af weekenden – jeg regnede med, at det blev søndag. Da jeg så kom hjem fra en tur i skoven, hvor jeg havde hentet materialer til dekorationer, havde hun ringet, at de var på vej. Heldigvis havde jeg købt brød med til vores eftermiddagskaffe, så de kunne da få en kop kaffe først. Søren og nevøen havde ikke lyst til juleudstilling, så det blev en “tøsetur”, og det var rigtig dejligt. Vi havde god tid, og det var hen på eftermiddagen, så det værste mylder var oversået, så vi virkelig kunne nyde alle de fine ting og den flotte udsmykning med en kombination af naturmaterialer og juleynt. Vi fik selvfølgelig også handlet, A-M fik købt fine juleting, og jeg sikrede (til mine børnebørns fornøjelse ikke mindst) den røgede laks til julefrokosten – et flot eksemplar.

Vi savlede også over nogle helt vidunderlige ponchoer, superlette og meget spændende, i filtet tynd uld´+ silke – nej hvor var de skønne! Det må vente til en anden gang, nu har vi adressen, og det er ikke langt væk.

Og selvfølgelig mødte vi mange, jeg kender: der var ikke gået mere end et par minutter, før der var én, der kom galloperende over  gårdspladsen med en æske chokolade, hun havde taget med, fordi hun troede, jeg var “på arbejde” som “kustode” i dag! (Tusind tak for den og de søde ord!) A-M mente, at jeg kendte ALLE!

Og i mellemtiden havde mændene været på indkøb i Brugsen, som havde gode tilbud i oksefilet og rødvin!

Og vi var ikke færdige med at snakke, så vi fik dem overtalt til at blive og spise og sendte bud efter grillben med tilbehør. Så det blev en rigtig hyggelig dag og aften. Nu kunne Søren ikke mere, så han er gået omkuld, træt men glad, for det var jo yndlingsnevøen!