På min Fars 100-årsdag

I dag er det 100 år siden, min Far blev født – og næsten 30 år siden, han døde.

Det var en stærk og stædig vilje hos en på mange måder usædvanlig mand, der mod alle odds gjorde, at han fyldte 70! Det var vi i familien ikke i tvivl om. For allerede 1½ år før blev han sendt hjem fra sygehuset med besked om, at man mente, han gerne ville dø derhjemme! Efter 14 år med mange alvorlige blodpropper, der svækkede hans helbred stærkt.

Og så, på et tidspunkt, hvor han endnu ikke var fyldt 69 år, begyndte han at planlægge sin 70 års fødselsdag! Alle snakkede ham efter munden – ingen troede, han ville opnå at blive 69.

Men han livede op derhjemme, han blev 69 og han blev 70 og fejrede sin 70 års fødseldag med en stor fest i smoking og damerne i lange kjoler! alle de gamle venner og hele familien deltog og nød hans glæde! Præcis 3 måneder senere fandt Mor ham liggende på gulvet – det var slut!

Den ene af mine søstre, der bor i Laos, og jeg er blevet enige om, at han skal mindes i dag!

Min Far og mig 1939

Som den sidste af 5 søskende blev han, Børge Nielsen, bedre kendt som “Skræp” eller “Børge Skomager”, født i Odense 4. oktober 1912, hvor hans far var murermester og huskes for at have bygget Ansgar Kirke.

De blev ikke så gamle i den familie, hans far døde allerede lillejuleaften 1930, da min far var 18 år. Hans mor døde, mens mine forældre var forlovede, så jeg har aldrig kendt mine far-forældre. De 3 af hans ældre søskende døde som 34-årig, som 48-årig og som 62-årig. Kun min Faster Bodil, den næstyngste, blev over 90 år! Og min far altså 70.

Far ville ikke gå i skole længere end til konfirmationen, så kom han i lære i en gammel købmandsgård. Der kunne han fortælle mange sjove historier fra. Som da han vejede sukker op og sækken gik i stykker, så sukkeret flød ud på gulvet og købmanden brokkede sig. Far vidste, at alt opfejet blev solgt til bolchekogning, så han mente ikke, det var noget stort tab. “Jamen posen, dreng – posen!” jamrede købmanden.

Han forblev købmand hele sit liv,  eller sælger, bl.a. som repræsentant for et chokoladefirma. Men da han blev forlovet og gift med min Mor, hvis forældre havde åbnet den første Hector skoforretning i Odense, blev han uddannet skohandler, først som ansat i mange år i Hector, senere som selvstændig i Kerteminde.

Hans helt store fritidsinteresse var spejderliv. Spejderbevægelsen i Danmark var startet i 1909, og han ønskede sig i fødselsdagsgave, da han fyldte 12 år i 1924 at blive spejder. Og det var han resten af sit liv.

En meget speciel historie om en flok spejderdrenge i Odense blev han en del af – nemlig “Spidshuset” og “Spidsborgerne”: 

15 spejdere fra 5. Odense trop besluttede på et tidspunkt, da de blev så gamle, at nogle af dem holdt op med at være spejdere pga uddannelse, job og familie, at de ville blive ved med at holde sammen!

De lejede et hus “Væverhuset” som mødested, men efter at 3 af dem var faldet fra, besluttede de 12 i begyndelsen af 40’erne, at de skulle eje noget sammen, for at det kunne holde. Og så købte de et husmandssted i Villestofte, 7 km udenfor Odense, hvor Ryds Å og Stavis Å løber sammen i en spids. Huset fik navnet “Spidshuset”, og indtil 1976, hvor de var blevet nogle gamle drenge og flere var døde, var det deres fristed, hvor der udfoldede sig et muntert mandfolkeliv, men også weekender med familierne, som efterhånden kom til.

Spidshuset 1964

Under besættelsen blev huset også brugt i modstandsarbejdet, f.eks. blev nedkastede containere tømt her og gemt på loftet, idet huset lå meget afsides for enden af en lang grusvej.

Det var et mandfolkested – konerne havde ikke noget at skulle have sagt! Hvis de syntes, at gardinerne skulle have en anden farve, kunne de sige det til deres mand! De havde altid en kasse øl i kælderen (sådan en kælder under en lem i det lille køkken), og der var sovesal med køjer, hvor de kunne overnatte, hvis det blev sent og cyklen slingrede! De første år var jo under besættelsen, hvor man ikke kunne køre bil, så det passede fint med, at der kun var 7 km derud fra Odense. De fleste af børnene, hvoraf jeg var den ældste, er blevet kørt derud i en cykelanhænger og senere “på stangen” hos faderen, indtil man kunne selv. I weekenderne var der som regel nogle af familierne derude, og mens forældrene hyggede sig eller dyrkede en jordlod som en kolonihave, kunne vi børn lege og bade i åen, eller besøge den nærliggende bondegård, hvor vi blev hjemmevant. Det var dejlige tider for os – efterhånden – 24 børn.

Resten af deres liv mødtes de 12 mænd om sommeren i “Spidshuset” og om vinteren på skift hos hinanden efter en årsplan, medbringende madpakke, og så skulle værten sørge for øl og snaps. De raflede og spillede kort og kunne også godt finde på at gå på værtshus – resten af deres liv! Som gamle spejdere var de med til at starte Sct. Georgs Gilderne op i Odense, og de fleste var aktive gildebrødre, men spidsborgere var kun de 12.

Da jeg var barn, sagde man ikke fornavn til voksne, men så sagde vi “onkel” og “tante” til vore forældres venner, og der gik vist mange år, før jeg blev bevidst om, at de 11 onkler og deres koner ikke var min rigtige familie! Det var “onkel Martin” (som senere blev min chef i banken), “tante Lisbeth” (som blev min og min søsters værtinde, da vi flyttede hjemmefra og kom i lære og boede på et lejet værelse), og alle de andre “onkler” og “tanter”.

Nogle af dem blev ikke så gamle, så de 12 blev færre, og de fulgte hinanden til graven. Da min far blev begravet, var det 3 af spidsborgerne som de bedste venner + 3 svigersønner, der bar hans kiste.

I 1953 gik Fars store ønske i opfyldelse, idet han han købte en skoforretning i Kerteminde og blev sin egen herre. Han var en dygtig skohandler med sans for at gøre sine kunder tilfredse. Det kunne vi bl.a. se af, at nogle af hans gamle kunder fra Hector i Odense fulgte med og rejste til Kerteminde, når de skulle have nye sko!

Han var stolt af sin forretning og involverede sig også i organisationsarbejde i Danmarks Skohandlerforening, og han blev underviser på kurser for skohandler-elever på handelskostskolen i Mommark.

Lejligheden ovenpå var ikke så stor, så butikken blev brugt til fester – her Juleaften 1956

Men det sled på ham med spekulationer om indkøb og økonomi. Så allerede som 56-årige (samme dag som jeg fik min ældste søn i Angmagssalik, Østgrønland) fik han en alvorlig blodprop, hvilket dengang betød 8 uger på sygehuset og 8 ugers rekreation, som ikke måtte være derhjemme. Rekreationen blev 8 uger hos min ældste søster i Vestbjerg v/Nørresundby – hvor min svoger døbte deres udhus “Børges Brumme”, som han blev truet med, hvis han var for umuligt! Nerverne sad udenpå tøjet, han var meget nervøs for flere blodpropper – og de kom da også. Jeg tror, han fik ialt 14 blodpropper indtil hjertet gav op i 1983.

Han holdt dog aldrig op med at være aktiv på forskellige fronter. Tilnavnet “Skræp” fik han allerede som spejder, fordi han ikke kunne holde sin mund, men blandede sig i alt muligt. Han skrev også artikler i aviser og blade og var med i mange bestyrelser.

Spejderfamilien – alle undtagen Mor var spejdere – 1956

Han og min mor fik 5 døtre, hvoraf den første døde under fødslen, og én mere desværre ikke lever mere. Os var han meget stolt af! Vi er temmelig sikre på, at han aldrig ønskede sig en søn, som de fleste mænd – han var så glad for “sine piger” og havde altid billede af os i tegnebogen! Det hørte vi fra andre, som havde truffet ham på et værtshus sammen med “Spidsborgerne”.

F.eks. elskede han at få os til at synge, hvis der var gæster. Vi sang i skolekor – og vi sang, når vi vaskede op, for ikke at komme op at skændes! Kunne han så få os til at optræde med et par sange for sine gæster, så var han glad, selv om en af søstrene var så genert, at hun gemte sig bag en stol!

Engang fortalte jeg ham i telefonen om en meget flot spejderbegravelse, jeg havde været med til i Aalborg, hvor 50 spejderledere i fuld uniform og en masse faner dannede spalier, og hvor en professionel sangerinde fra orglet sang en aftensang, som spejdere ofte synger: “Nu er jord og himmel stille”. Så sagde Far, som kendte den afdøde: “Det kunne jeg godt tænke mig til min begravelse – men så skal det være jer 4, der synger!” Så holdt han en lille pause, og så sagde han: “Det er bare en skam, at jeg så ikke kan høre det!”

Nogle år senere, mens han – meget syg – planlagde sin 70 års fødselsdag, mindede han mig om den samtale og sagde: “Jeg kunne godt tænke mig, at du og dine søstre sang den sang som afslutning på fødselsdagen, ligesom når Kim Larsen afslutter en koncert med en stille aftensang”. Og det gjorde vi selvfølgelig, vi 4 midaldrende døtre.

Da vi så 3 måneder senere alle 4 var hjemme hos Mor og hjalp med forberedelserne til Fars begravelse, besluttede vi at opfylde hans ønske og synge “Nu er jord og himmel stille” for ham i kirken, selv om vi godt vidste, at det ville være svært – men vi klarede det! Ligesom den ene søster, som altid juleaften skulle synge “En rose så jeg skyde” solo for Far – det gjorde hun også, oppe fra orglet!

Det glemte provsten aldrig! Da han 11 år senere begravede Mor, spurgte han,. om det skulle være på samme måde, for det havde han aldrig oplevet. Nej, det skulle det ikke – det var noget helt særligt, som passede til Far – det kunne ikke gentages.

Det sidste billede – døtre, svigersønner, børnebørn – 2 måneder før 70-års fødselsdagen

For os var han et særligt, kærligt menneske, som vi mindes i dag.

 

 

Tibbe-travetur og familie-træf

Det er en begivenhedsrig tid de næste par uger eller 3!

Jeg har inviteret Tibetanerklubben på travetur ved Ring Sø og Sømosen her i Brædstrup søndag 7. okt., og nu kommer tilmeldingerne – det er spændende.

Det ser ud til, at der indbygget bliver tale om et mindre familietræf eller flere?

For udover at min datter m/familie incl. Bodil deltager, så kommer Bodils søster Sengi også sammen med Tjasse, Molly og Annette.

Dikis mor Lukla er tilmeldt sammen med gamle onkel Sherpa og deres mennesker Susan og Jesper.

Søster Dhana og bror Dorje fra Luklas kuld på 4 kommer også – og nu er far Koda også tilmeldt.

Det bliver da sjovt! Jeg glæder mig rigtig meget til at se alle de langhårede sammen!

Men først er der så en Strikkefestival i Fredericia næste weekend, som jeg er så heldig at være med til at arrangere. Så skal Diki besøge Bodil på weekend.

Og så kommer efterårsferien snart, hvor jeg både får besøg af Christian og Christina og Bodil!

Æblehøst-teamet

Det er blevet en tradition, at Christian og Christina tager til Fyn og høster æbler på Nørreløkke ved Bogense. Det startede i 2009, hvor Søren fik et mangeårigt ønske opfyldt og nåede at være med, selv om han kun kunne sidde på en klapstol og dirigere Christian og mig!

I år plukkede vi 60 kg, og vi kunne godt have fortsat, for de er simpelthen så skønne, de æbler, så det var svært at sige stop!

 

 Det er Gala og Elstar, vi plukker flest af, de er utroligt søde og friske. Og vi nåede også lige at få en lille portion Sunrise æbler, der skal spises med det samme – og det bliver de. Det er et helt særlig frisk æble, men det må ikke gemmes, så bliver det trist og melet, så de har dem kun først på sæsonen – og den er slut med de 3 poser, vi købte!

Det var Christian og jeg, der plukkede de 60 kg..

Christina havde en speciel opgave i år! Hun skulle tage sig af den lille “terrorist” Diki, der var så “morsyg”, at han hylede i vilden sky, hvis han ikke var i nærheden af mig!

 Men så syntes han iøvrigt, at det var spændende..

 ..og et nedfaldent æble kunne bruges som bold!

Uhmm – vi smovsede allerede i bilen hjem i friske æbler! 

 

Victor og puttetæppet

Da Victor fik sit puttetæppe, 1 måned gammel, syntes hans forældre, at det kunne være sjovt, hvis han blev fotograferet på det hver måned.

I går var han 8 måneder, og hans far har lavet denne collage “148 mdr”, af billederne fra han var:

1 måned –

4 måneder –

og 8 måneder.

Det virker – man kan se størrelsen på tæppets ruder.

Herligt – herligt! Sikke en udvikling! Hvor er han altså skøn! Og glad og frisk. Filmer med alle, både kendte og ukendte – og charmerer alle.

Og så kan jeg jo ikke dy mig – jeg har sagt det før og siger det igen: hvor han dog ligner sin Mor og sin Morfar!

2 guldklumper mødes

“Hundemor” og farmor – det bliver man ikke træt af! Og det er spændende, når den lille nye guldklump Victor, 7 mdr. og hunde-babyen Diki, 5 mdr. skal mødes første gang.

Victor er blevet en rigtig lille kraftkarl, rund og glad – så skønt, når man husker, hvor lille han var!

Diki var MEGET reserveret i starten (Tibetanere er af natur reserverede overfor fremmede) – hvad var dog dette lille væsen for noget?

Øj, han er da sjov!

Han kysser mig!

Det var lige lidt i overkanten!

Men ved Farmors hjælp fandt de 2 ud af en balance.

Dikis gode ven Emma kom også på besøg.

Glad dreng!

Se hvad jeg kan!

Jeg kan vist nok også snart gå..

Sikke en skat, de 2 ikke helt “grønne” forældre har fået!

Vi kan kun være glade og lykkelige!

Fødselsdagsgave til svigerdatteren

Kaffe Fassett quilt

Nu kan det afsløres: Kaffe Fassett tæppet er en gave til svigerdatteren på hendes 40 års fødselsdag i morgen. Men jeg ville selv give hende det i dag, da de var her på vejen fra ferie i Lønstrup og hjem til Brøndby. Hun blev glad for det!

Fødselsdagsgave dagen før

Og nu skal jeg til at kigge “en million” billeder igennem af Lille Victor og Diki! Hold da op, hvor er han helt igennem en lille glad kraftkarl, det er så dejligt, når vi huske, hvor lille, han var.

Ska’ vi bytte?”

Diki var MEGET skeptisk overfor det mærkelige lille væsen, der lå der på gulvet og smilede til ham, det tog altså noget tid, før han fandt ud af, at Victor var uskadelig! Så det endte med kys!

De kommer snart..

Victor og hans far og mor og Cæzar.

Det er så længe siden, jeg har set Victor IRL, og der sker så meget i den alder – 7 mdr. Så jeg glæder mig rigtig meget til nogle timer sammen.

Og familien har ikke set Diki, så det bliver første gang. Nu må vi se, om Cæzar vil hilse på ham, han er en god hund – rottweiler – men det er ikke sikkert, han gider den lille frækkert.

Nu tæller jeg ned..

..til Dansk Patchwork Forenings Træf i Roskilde i weekenden. Som sædvanligt gennem mange år, har Projekt Puttetæpper en bod, hvor vi sælger vores mønster for 2012, og hvor vi viser en masse flotte puttetæpper.

Puttetæppe, som jeg har monteret og quiltet af blokke, som andre har syet og sendt til os.

Det er altså luksus, at vi er nødt til at vælge ud, hvilke, vi kan tage med, for nu igen har vi så mange, at vi ikke har plads til dem alle, selvom det kun er 2 måneder siden, at vi afleverede tæpper til julemærkehjemmene!

Og vi ved jo også godt, at der er mange, der kommer på Træffet og selv afleverer tæpper, de har syet. Det er så spændende at se tæpperne!

Vi har allerede – siden februar – modtaget 781 !!! færdigsyede blokke, og der kommer helt sikkert flere både på Træffet og efter, fristen er først 31. januar 2013!

Så nu har jeg lavet lister over, hvad jeg skal huske: tæpper, mønstre, foldere, navneskilte, pengekasse (vigtigt!), byttepenge….samt ting, som jeg har lovet at tage med: gamle puttetæppemønstre, som vi har i overskud, pakker med doneret stof til at sy nye blokke af, modtagne UFO’er, som nogle af tæppetanterne gerne vil sy færdige….ja, og så mine personlige bagage, som ikke er omfangsrig! men dog vigtig,

Og så en lille, meget vigtig lodden “skat”, som skal i familiepleje – hvordan skal jeg dog undvære ham? Han kan sikkert godt undvære mig, når han har Bodil og familie – Ebbe glæder sig meget til at passe ham, og mon ikke han også træffer Tjasse, Molly og Sengi, der bor lige i nærheden. De skal sikkert ud at gå tur på Volden.

Heldigvis er jeg ikke alene om det, vi er jo 3 i Projekt Puttetæppers styregruppe, og de 2 andre sørger for resten, incl. en gruppe hjælpere, som tager vagter i “putteboden” og hjælper med at sælge mønstre.

Det bliver sikkert en god oplevelse – som det plejer! Og jeg glæder mig til at møde alle de dejlige tæppetanter og andre patchworkere!

Alene igen

Så rejste feriebarnet med toget – første gang alene, men det gik selvfølgelig fint. Jeg har for det meste mindst 2 børnebørn på ferie ad gangen, men denne gang var hun her alene i en hel uge. Det har været meget hyggeligt! Christina er så stor, at hun klarer sig selv, selv lægger tøj frem, rydder pænt op på værelset, dækker bord og tager af bordet, går tur med Diki, leger med ham i haven. Hun vil også gerne bruge computer og er iøvrigt ret dygtig, men hun sagde selv, at hun ikke var så meget “på”, som når hun er hjemme, fordi hun gerne vil lege med Diki.

Og nu er Diki og jeg alene igen. Han er utroligt glad for Christina, og hun kan løfte ham og nusse ham så tit, hun har lyst. Det gider han ikke sådan hele tiden med mig! Men til gengæld følger han mig meget tæt i dag, han er måske bange for, at jeg også forsvinder?

Jeg fik ellers lidt af en forskrækkelse, da Diki og jeg havde fuldt Christina op på perronen og set hende ombord i toget. For da vi passerede igennem Banegårdshallen, var der pludselig en meget stor, sort hund, der voldsomt gøende forsøgte at komme hen til os. Vi skyndte os ud, for selv om Diki faktisk ikke er bange for store hunde, så har vi desværre netop haft et par tilfælde af små hunde (og børn), der er blevet angrebet af “muskelhunde”. Det var dette nu ikke, så vidt jeg kunne se i farten, den havde stor, sort pels. Men det er jo ikke kun muskelhunde, der kan være aggresive. En lille Papillon blev skambidt og måtte aflives her i byen for få dage siden. Der er lidt uenighed om, hvilken hund, der gik i den andens have, men uanset hvad, er det jo frygteligt at tænke på!

Jeg kan blive helt “tom” i hovedet ved at forstille mig, hvis det var Diki.

2 som elsker hinanden

Diki sov formiddagssøvn i den lille sækkestol, mens feriebarnet sov lidt længe på sidstedagen. Og så vågnede han langsomt og gled på ryggen ned til hende.

Christina kan lige skimte de smukke øjne bag al pelsen..

.. og så går det løs med leg – hun har lært ham mange ting og har god forståelse for, hvordan han skal lære – her “High Five”!