Jeg fik en dejlig hilsen i dag, en mail fra min søster, der har boet og arbejdet i udlandet i mange, mange år, de seneste år i Laos. Det er sjældent, hun kommer til Danmark, men vi har heldigvis kontakt via mail. Og jeg ved, at hun følger mig og min familie på min blog. Jeg har fået lov at sætte hendes mail med nogle søde små historier på bloggen i dag:

Kære Hanne
Blot lige en lille hilsen.
Jeg så på din blog at du har mistet Whisky, din tro følgesvend.

Det var en skam for dig, for som du siger, så knytter man sig jo til sådan et kræ. Og selvom en hund ikke er menneske, så opbygger mennesker og hunde, der holder af hinanden mange gange et helt særligt forhold, hvor de forstår hinanden uden ord, reagerer paa hinandens følelser, og bliver bedre og bedre  venner.

Nu stemmer jeg lige i i det kor af trofaste blog læsere, der kommenterer din afsked med Whisky. Håber du kan holde ud at læse endnu en hundehistorie.

Jeg kan godt huske, at vi passede tandlægens schæferhund (mon ikke den hed Bjørn ?), da vi var børn, nej du var vel ikke længere hvad man kan kalde et barn dengang. Mor ville ikke have hund, det egnede sig ikke til en lejlighed, og desuden svinede de så meget.

Men jeg har faktisk aldrig været særlig vild med hunde – indtil for nogle år siden.
Da arbejdede jeg i Miami sammen med en pige, der havde en lille sort Pomeranian. Det var en hanhund, men på trods af det var den blevet døbt Venus. Det var en vittighed, fordi visse dele af Miami vrimler med homoseksuelle unge fra Nord- og Sydamerika, og så passede navnet nu iøvrigt godt til den, for den var simpelthen SÅ SØD og køn.

Nå, så skiftede jeg arbejde, og i nogle år havde jeg ikke noget med hunde at gøre. Men så var der en tid hvor jeg kendte to store hanhunde af Leonberger racen. Det er en tysk race, der er udviklet en gang i 1800 tallet af en sydtysk læge fra landsbyen Leonberg. Han ”inter-breedede” 3 forskellige hunderacer, hvoraf en var af St. Bernhard racen. Men ud af det kom der en fantastisk hunderace, som i mellemtiden er blevet meget populær især i Tyskland – de er større end schæferhunde, selvom en stor del af størrelsen er pels. De savler ikke som St. Bernhard’ere, vil jeg lige sige.

Leonbergerne har de samme farver som Whisky. Det er nok ikke noget for dig, for de kræver meget pasning samtidig med at de stiller krav om at man træner dem med fast og konsekvent hånd, mens de er hvalpe. Det sidste er sikkert paa samme niveau som en schæfer.
Men hvor er de trofaste og kærlige og rigtige familiehunde, der som Whisky elsker deres familie over alt i verden. 

Jeg har for et par måneder siden skiftet bopæl og kontor i Laos, bor nu i Vientiane, hovedstaden.
Men da vi havde kontor i Pakxan, en lidt mindre by, blev jeg gode venner med naboens hund som vi kaldte ”Blacky”. En sort hund af den lokale laotiske race, mest sort men med  karamelbrune tegninger, noget mindre end en Schæfer, men ruhåret, med ”pointede” ører og runde nøddebrune oejne, og på andre måder ligesådan. Inden vi så os om blev naboens hunhund også fast ”stamkunde” i vores køkken – og da de to hunde opdagede at maden var bedre og mere rigelig hos os end hos nabokonen, tog de mere eller mindre fast ophold hos os, dvs. mest hos mig. Hunhunden kaldte vi ”Browny” hun havde samme lyse brune farve som Whisky. Det navn er også lidt en vittighed, for en Browny er i USA en brun kage, man ofte får på cafe’er, lidt i stil med en chokoladekage.

Det var helt iorden med nabokonen, at de var så meget hos os. Hun var væk på arbejde det meste af dagen, og Laoterne har det iøvrigt ikke som os europære med deres dyr. De kæler og snakker ikke med dem, men har dem mere omkring sig af praktiske årsager. Og iøvrigt er det almindeligt at hunde løber rundt for sig selv – på gaden, ogsaa tværs over trafikerede gader, uden snor, lidt ind og spille op til naboens hunde, ud og lede efter et godt ben henne ved restauranten, osv. Men de ved altid hvor de hører til, og vender som regel hjem flere gange om dagen, efter at de har været ude at løbe omkring. 

Efter ½ års tid fik ”Browny” 7 hvalpe. Nabokonen tilbød mig en af dem, fordi jeg havde taget mig så godt af hendes hunde, men jeg var ikke parat til at tage ansvaret 100% for en hvalp, for i min sammenhæng ved jeg aldrig hvad jeg skal og hvor jeg skal hen imorgen eller næste måned.

Nabokonen gav nogle af hvalpene væk, solgte andre, og tilsidst var der kun en lille, meget meget sød hunhund tilbage. Snart var den også mere hos os, end hos sin ejer. Det startede så sjovt med at den ikke ville give slip på moderens patter, men halvvejs løb og blev slæbt af sin mor, når ”Browny” gik over til os, og så lidt efter lidt blev hun også indlemmet i ”familien”. Min sekretær paa kontoret døbte hende ”S’cupi” efter en tegneserie hvalp. Alle på kontoret forkælede den lille charmerende hvalp, og hun voksede op og blev en stor, køn hund. 

Før jeg rejste fra Pakxan og kontoret, satte jeg de 3 hunde ind i bilen, og kørte dem hen til nabokonen. Hun havde i mellemtiden bosat sig ved sin arbejdsplads istedet for nabohuset, og hundene var nærmest ikke hos hende i den sidste tid. Men der var ingen tvivl om, at hun vidste at det var hendes hunde, og hvis jeg havde villet (hvilket jeg nu ikke ønskede) tage dem med mig til Vientiane, så var jeg ikke kommet godt fra det – naturligvis, men indimellem troede jeg nærmest at hun ikke brød sig om dem.

Nu er jeg så hundeløs, men overvejer at anskaffe mig en, for jeg har jo opdaget at hunde giver ens liv en ekstra dimension.

Hvis du ikke kender den, og hvis du er parat til en lille tåreperser skulle du få fat i en DVD, med en film der hedder Hachi, med Richard Gere. Der optraeder en meget trofast (og meget flot og køn) Akita Inu. Det er en Japansk ”spitz”, i familie med grønlandske slædehunde og mange andre hunderacer af spitz typen. Filmen Hachi er baseret på en ”real story” fra 30-erne om en Japansk hund, der var så tro mod sin herre, at den fortsatte med at vente på ham ved togstationen i en lille japansk by hver dag i 9 år efter at dens herre døde af et hjertetilfælde på sit arbejde. Byens beboere rejste en statue af hunden af bronze, der den dag idag står på togstationen. Det er en sød historie, men måske skal du vente lidt med at se den, til du har Whisky lidt mere på afstand, for det er svært at se den uden at få en klump i halsen. 

Hav det godt, jeg håber du finder dig en god ny følgesvend.

Tak for den søde mail og historierne om dejlige hunde! Jeg håber, at du også finder en god følgesvend.

Og for jer, der måske også gerne vil se filmen “Hachiko – en ven for livet” med Richard Gere, så har jeg fundet en trailer her: http://www.imdb.com/title/tt1028532/

Den må jeg se at få fat i.

Altså, det er jo slet ikke til at stå for! Victor har fået sine første solbriller (med Peter Plys motiver):

Og så er det mere og mere tydeligt, at han er rødhåret! Er det ikke skønt? Der er flere i begge familier, der har et svagt rødt skær (foruden hende, der er meget rødhåret, dog ikke “ægte”), men jeg har altid syntes, det kunne være sjovt med en ægte rødhåret, og nu ser det ud til, at blive Victor!

Han er simpelthen så dejlig! Jeg glæder mig så meget til at se ham i Påsken.

Der er en seriøs grund til, at han får solbriller allerede nu. Både hans mor og jeg har grøn stær, og så har forældrene læst, at man skal passe godt på, når han har arvelig risiko. Så det gør de.

Det er forresten er vidunderligt grin, han har, det er første gang, jeg ser det!