Min familie, som også elsker Whisky, er selvfølgelig også ked af, at han ikke har det godt. Yngstesønnen ringede og fortalte, at de også havde lagt mærke til, at Whisky havde svært ved at lægge sig og rejse sig, så de var også sikker på, at han har ondt.
Men så sendte han lige en lille trøster til Farmor, så jeg kan se, hvor dygtig lille Victor er:
Ja, det må jeg nok sige! Den lille mand er stærk – og han øver sig og øver sig hele tiden.
I går 19. marts var Victor 2 måneder gammel og blev som aftalt fotograferet på sit tæppe, så kan se forskellen fra den dag, han fik tæppet, den 19. februar.
Der er blevet mere af ham, det kan man godt se, men han kan da stadig passe sin størrelse-nyfødt-trøje!
Victor kom med sin mor på besøg i Æblehaven i Faxe og sov sig bare igennem trængsel og beundrende patchworkere i alle aldre.
Og hvem fik lige lov at give ham mad? (Mens moderen overtog mit sytøj)
Det er rigtig dejligt at mærke, at der er noget vægt nu – og at han kan fokusere, når ellers han er vågen. 8 uger er han nu, men 4 uger reel alder, siger sundhedsplejersken, det skal man jo huske.
Aldrig har der været så mange besøgende, når HANNE og jeg har været i Faxe med stoffer og mønstre. Det var helt vildt.
Der var rift om HANNE’s Fat Quarter!
Her er min lille “opdækning” af puttetæpper, der var stor interesse for både det nye mønster, skjortetæppe og HANNE’s sommer DHU som tæppe.
Og her midt i hele hurlumhejet kom Victor og hans mor på besøg – han sov fra det hele, men det var rigtig dejligt! Se mere HER.
Mit snart 15-årige barnebarn Christian har sammen med 2 kammerater lavet en spændende (og blodtørstig) video med flotte effekter. Videoen er lavet i forbindelse med en projektuge i skolen, og den skal i forbindelse med emnet deles ud på så mange sociale medier som muligt.
Og hvad gør Christian så? Skriver til Farmor og ber om, at den kan vises på min blog. Han ved nemlig godt, at “Syenlap.dk” har mange besøgende hver dag (ca. 700).
Så hvis I – alle mine gæster – vil se, hvad sådan 3 drenge kan lave med det stopur, som Farfar gav Christian, da han begyndte at løbetræne, og så et videokamera og en computer, så se videoen her (husk lyd og op i fuld skærm):
http://www.youtube.com/watch?v=VPNcOvGHgf8&feature=relmfu
Den er lidt uhyggelig!
Ja, det er en af de retter, jeg synes smager bedst i selskab! Så i går var naboen her til Gule ærter, og i dag er en af “kusinerne” (Sørens kusiner) kommet på weekend, så kan vi nemlig få en øl og en snaps til ærterne i aften.
Og i eftermiddag går vi i biografen og ser “Hvidstengruppen” – den synes jeg også, at man skal se sammen med nogen. Og gerne nogen, der er gammel nok til at kunne huske “de 5 forbandede år”.
UHA! Yngstesønnen er igennem på Danmarksmester i radioen og har lige vundet 1. runde. Men det var da godt, at der blev skiftet fra sportsspørgsmål til politikspørgsmål, ellers var han røget af i svinget, for han vidste ikke ret meget om hverken sejlsport eller ishockey. Derimod diverse øgenavne til tidligere statsministre og en enkelt konge, der blev kaldt Europas svigerfar, kunne han klare, mens modstanderen måtte melde pas.
Så nu må vi se, om han er lige så heldig i dagens finale. Han vil jo gerne leve op til moderens gamle resultater: jeg har vundet flere gange og den ene gang blev jeg Danmarksmester og vandt et weekendophold på et Comwell hotel. Det var ikke så dårligt.
Så jeg må vente med at gå i strikkecafé og høre resten af udsendelsen!
Nej, det handler ikke om en tur med Whisky – men Maria – All Momas Quilt har en herlig historie på sin blog om pigers fælles tisseture, som jeg også godt kan nikke genkendende til (nej ikke dobbelt-toilettet desværre) fra min barndom. Mine kusiner, min søster og jeg, som var næsten jævnaldrende, gik altid på toilettet sammen, når der var familiekomsammen. Så kunne vi bruge meget tid på at hviske-tiske.
Da vi som meget voksne engang mødtes til en begravelse i familien med efterfølgende suppespisning i afdødes hus, og det var længe siden, vi havde set hinanden sidst, foreslog en af dem, at vi “skulle gøre ligesom da vi var tøser og lukke os inde på toilettet, for så kunne vi da få snakket i ro og fred”. Og det gjorde vi så, vi halvgamle piger. Så kunne vi både fortælle fortrolige ting og fnise, uden at nogen fandt det upassende!
Og når vi nu er inde på det emne (!), så kommer jeg til at tænke på en anden gammel historie:
Da min datter flyttede hjemmefra – og det er jo også mange år siden nu – fandt jeg slået op på indersiden af hendes klædeskab en seddel med et lille håndskrevet citat, som jeg siden brugte i forkskellige sammenhænge, f.eks. til morgensamling på kurser for spejderledere. Og jeg har sedlen endnu.
Citatet er af Randi Eriksen og lyder:
“Der er to slags mennesker i verden, dem der tænker selv og går deres egne veje – og dem, der løber bagefter og kritiserer.
Det er ingen kunst at være lyseslukker.
Dem har vi nok af.
Vi har heller ikke brug for flere, der forbander mørket, men for nogen, der tænder lyset.
Bliv som en lygtepæl, LYS!
Men så må du også finde dig i, at der kommer en lille hund og pisser op ad dig…”
Datteren ringede for at (drille mig?) fortælle, at hun skulle til Christel Seyfarth foredrag i aften i Fredericia – ja der ville jeg godt have været med!
Men som snakken skred frem om, hvad hun gerne ville strikke i den retning, og vi efterhånden sad med hver sin computer og surfede rundt på diverse links, som hun kendte eller ikke kendte, så kunne jeg da også lige imponere hende lidt med et køb, jeg gjorde før jul, hvor jeg købte kittet til et “Sey-Fas”-tørklæde hos Perlestrik i Hjørring. Jeg havde en forhåbning om at strikke det som julegave – men det blev det ikke til. Så nu skulle jeg måske komme i gang med det – det er vildt flot. Det synes hun også.
Der blev stille igen her, da den lille familie i går hentede deres hund i pensionen og samlede Victor, Cæzar, bagage incl. den seng, de har overtaget fra storesøster, og sig selv og kørte mod København. Dog med afstikkere til Vejle og Vinding, hvor andre skulle have chancen for at møde Victor, og endelig endnu et besøg i Fredericia, hvor storebror havde fødselsdag.
Inden de kørte, lod jeg kameraet fastholde en hel masse af Victors grimasser. Han udvikler sig lynhurtigt, og alene i de dage, de har været her hos mig, er der sket ændringer. Fra at være “for tidligt født” (hvad han jo er), har han nu mange flere udtryk, og meget mere åbne øjne, der betragter både os mennesker og lys/skygge/bevægelser. Man kan også få øjenkontakt. Og han registrerer, om det er mor, far eller en anden, der holder ham.
Man kan vel sige, at han nu er på linie med andre “nyfødte” fysisk, men udviklingsmæssigt en lille smule foran.
Jeg kommer simpelthen til at grine, når jeg ser hans forskellige udtryk. Og så er det rigtig sjovt, når vi kan se lighedspunkterne med andre familiemedlemmer! De er meget tydelige, og jeg har før nævnt, at han har sin mors karakteristiske hage, som faderen også så som noget af det første, mens jeg vil holde de andre ligheder, som jeg mener at se, for mig selv. Det kan være, at andre ser noget helt andet. I den sidste ende er han jo sig selv! Se selv – billederne ses i fuld størrelse ved at klikke på dem :
Han far siger, at han ikke smiler – det er bare grimasser, men se billede nr 2, det er da et smil – ubevidst måske og i søvne, men et smil!