På gensyn!

Så er det slut for denne gang, Christina og Ebbe er rejst hjem med toget – de fik ovenikøbet en rejsekammerat, idet vi mødte Hannah og hendes mor, som også er patchworker, på banegården, og Hannah var glad for at finde nogle at følges med.

Og Whisky savner dem allerede! Det kan jeg godt forstå, for de leger meget med ham, som her, hvor Ebbe har helt styr på, hvornår Whisky er “fri” til at lede efter godbidder : 1 –

2 –

-3 – det går stærkt, så er der ikke flere! 

Whisky ved også godt, at han skal have tørret poter, før han kommer ind, i dag havde han soppet i søen, da vi gik tur, så han var temmelig våd. Og han finder sig i det hele!

Ebbe fik også lov at tage et par af de nye sokker på, som kusine Pia har strikket til ham, og resten med hjem til storebror og far. Det er flot, hvad hun har fået ud af restenøglerne. Og Ebbe elsker de dejlige varme sokker!

Kom snart igen I to, vi er glade for liv i huset!

 

Lækkert – lækkert

 

Jeg strikker “Hap-shawl” i flere udgaver på én gang, så nu kan jeg yderborten i søvne!

 

Denne trekantede udgave “Det halve kongerige”, opskrift fra MARKNO er jeg færdig med nu.

Det er strikket i et utroligt lækkert, håndfarvet merino garn Dream in Color, Baby, hvor det sorte pga håndfarvningen spiller i mørk grå. Her ses det før vask og udspænding..

..og her efter. Det er en gave til “en, der har alt”, som fylder et meget rundt tal!

Jeg lukkede den lange kant af med en hestetømmeaflukning, der danner roleau og giver en meget smuk aflukning – omend den tager noget længere tid at lave. Og der var også kun lige akkurat garn nok. Men det er besværet værd!

Samtidig strikker jeg stadig på “Prinse-sjalet” til “den lille prins”, som vi venter i familien. Det er en lang vej undenom det store firkantede sjal, men nu sidder mønsteret fast, så det går rimeligt hurtigt, og garnet er meget blødt og lækkert i merino, alpacca og silke. Det skal selvfølgelig være ren luksus til mit 5. barnebarn!

Ikke ferie det hele

Det plejer at være de 2 store drenge, der bliver sat i arbejde, når børnebørnene er her på ferie. Men nu er de store ikke med denne gang, og “de små” kan vel også få lov at bestille lidt?

Så de er blevet sat på havearbejde og har fejet masser af blade væk fra terrasserne – det gik fint, og de havde det sjovt.

En lille udflugt..

..til Fredericia – hvor børnene bor, og hvorfra de kom med toget i går! Jamen hvad gør man ikke, når den ene skal medvirke i et teaterstykke, som han har øvet sig på i lang tid, men det var glemt, da faderen planlagde overraskelses-weekend for sin nu kirkeligt velsignede brud samme weekend!

Altså kørte børnene og Mormor/Farmor lige et lille smut til Fredericia, så vi kunne dels medvirke, dels være publikum til “Det store julerøveri” på Det Danske Musical Akademi!

Ebbe er en glimrende skuespiller med sans for detaljen, og han kan, i modsætning til mange af de andre søde børn, både tale højt og huske sine replikker!

Han havde 2 roller – dels som en fuld gæst i baren i saloon’en juleaften, hvor han stille og roligt sov sig igennem rollen og derefter meget diskret forsvandt på et tidspunkt, hvor der var mange omkring ham..

..for at dukke op som kvaksalver, der solgte virkningsløs medicin fra sin jordemodertaske.

Røveriet af smykker mm blev behørigt opklaret, men helt ærligt: jeg forstod ikke så meget af det, før Ebbe og Christina bagefter forklarede handlingen – for jeg kunne næsten ikke høre de spæde stemmer – faktisk hørte jeg suffløsen bedre!

Whisky var med og fik sig en tur på Volden, mens Ebbe forberedte sig før forestillingen. Og bagefter spiste vi små varme pizza’er i “Den gyldne ovn”.

 

Jeg bliver svigtet!

Det må man ikke!

Hunden har ikke adgang til gæsteværelset!

Men han blev inviteret! Og ungerne elsker ham – og han dem! Han har selv (næsten) båret sit tæppe derind.

Hvem skal jeg så sove sammen med?

ØV – ØV!

Jeg er blevet meget forkølet, nærmest influenza-agtigt, det er bare så irriterende. Gad vide, om det er en reaktion på, at jeg har haft så travlt de sidste uger, måske i forbindelse med at flere omkring mig har været stærkt forkølede. Jeg fejler faktisk sjældent noget, og har 7-9-13-bank-under-bordet ikke været syg i hvert fald i 3 år.

Og så er det så ærgerligt, fordi jeg får 2 af børnebørnene på weekend – de 2 yngste, og det har jeg ellers glædet mig til.

Bliver det værre, må vi finde en løsning, men det hænger sammen med at “brudeparret” skal på en lille “bryllupsrejse” til storstaden, og det skal jo ikke ødelægges.

Sokker – sokker – sokker

Da jeg kom hjem i går ventede der hele 6 tykke kuverter med hjemmestrikkede sokker!

De 2 kuverter indeholdt tilsammen 6½ par strømper, strikket af kusine Pia til svigersønnen og hans 2 sønner – de elsker hjemmestrikkede sokker, og jeg har meget lækkert strømpegarn, som Pia gerne vil strikke af. Hun strikkede sidste år 16 par til dem, og disse er strikket af resterne! Det er da flot. Det ½ par = 1 sok i den mindste str. til Ebbe har hun brugt til at måle efter, der var ikke garn nok til 2! Men jeg er så heldig, at jeg har fundet et nøgle af det samme garn på “lageret”, så der kan blive en makker.

Jeg er meget sikker på, at familien bliver meget glad for de fine sokker – dejligt, at du vil, Pia!

De 4 øvrige kuverter rummede…

…ialt 29 par store, lækre sokker fra “Projekt Hyggesokker”, som jeg skal have med til Fjordmark på torsdag. De er strikket af forskellige strikkere rundt i DK, som gerne vil hygge om børnene på julemærkehjemmet Fjordmark.

De skal nok vække glæde!

Fødselsdag med grimasser og grineflip

Så dejlige var gårdsdagens 15-års fødselar Frederik og hans fætter Christian + gode veninde Malle…

..da vi fejrede hans 15 års fødselsdag – som samtidig var forældrenes kobberbryllup (men det fejrede de ikke – det var Frederiks dag), med en dejlig middag med lammgryde med kikærter efter Frederiks ønske.

Men så gik der pludselig grin og grimasser i det!

Og de skulle bare overgå hinanden..

..den ene mere skeløjet end den anden..

Og så blev det ikke bedre af, at familiefaderen ved desserten, da han ville fortælle dem, hvad valgmuligheder, der var, kom til at bytte om på de 2 stavelser i “Is-pind“,
som lå i fryseren!

 

 

 

Han havde en god dag…

…og det havde mor’en også (gad vide, hvad Whisky tænkte?)

Til lykke Frederik, med de 15 år!

15 år i dag! Det er Frederik, mit ældste barnebarn, som vi måtte vente længe på – men endelig – og så var han SÅ længe om at komme til verden.  Da dagene gik, lagde vi en plan for Mortens Aften, så vi kunne komme med en færdigstegt and med tilbehør – men den måtte vi spise derhjemme, mens vi sad ved tlf. og ventede på besked – og kun nippede til rødvinen, så vi kunne køre for at se vores 1. barnebarn. Det blev over midnat, før en træt nybagt far ringede, så det blev først næste dag, at 2 hold nybagte bedsteforældre mødtes på sygehuset for at beundre den lille dreng og glæde os med forældrene.

Nu er han en lang dreng, som kommer hjem fra efterskolen for at blive fejret – jeg glæder mig! Til lykke!

Glæde og vemod

I går fryd over den åbenlyse glæde hos det “unge” brudepar – i dag vemod ved bevidstheden om, at det 2 år siden, Søren forlod mig.

Jeg lever med det og er stadig glad for, at afslutningen ikke blev trukket længere ud for ham, men jeg savner ham stadig dagligt.

Whisky og jeg kører en tur på kirkegården, det er der en form for forløsning i. I morges kradsede han, som så ofte, på døren til “Sørens stue”, som jeg ikke bruger ret meget og som derfor er uopvarmet, og når han så har kigget derind og set, at der ingen er, så kan vi godt gå ned. I dag sagde jeg: “Nej, han er der ikke, men vi besøger Far i dag.” Så lagde han hovedet på skrå og kiggede intenst på mig, og da jeg sagde: “Ja, hvor er Far henne?”, så drejede han hovedet og kiggede på døren til stuen. Her 2 år efter ved han stadig godt, hvem “Far” er.