Stort til lykke med kørekortet!

Sikke en overraskelse! Svigerdatteren har taget kørekort i dag – og der var ingen, der vidste, at hun tog undervisning!

Her med kørelæreren på vej til køreprøven..

Bestået!

Det er flot! Jeg har mange gange opfordret hende til det, men hun turde ikke. Det er ikke så nemt, når man er gået ud af skolen på Filippinerne som 15-årig så at skulle læse teori på et sprog, der ikke er ens eget og med alle de færdselsregler, vi har i DK. Teorien er også den, der har givet de største problemer – men det lykkedes, og den praktiske prøve blev bestået i første forsøg!

Så nu kan hun selv køre, når manden er ude og køre på sin motorcykel og er ikke afhængig af ham, hans kiftende vagt osv.

Rigtig hjertelig til lykke min skat – jeg er så glad på dine vegne!

Alt gik godt

Jeg vågnede kl 4.30 og vidste, at nu var ældstesønnen og svigerdatteren på vej til Kastrup for at hente hendes mor ved flyveren kl 7.10. Og som lovet ringede hun til mig kl 7.30 for at fortælle, at alt var gået godt. De havde bestilt hjælp til “dårligt gående”, så får hun hjælp til at skifte fly, og hun kom da også trillende i en kørestol! Det var gået godt altsammen, og hun var glad for den strikkede trøje, som de havde med til hende, for hun synes, der er koldt i DK!

Nu skulle de forbi yngstesønnen og hente en sæk ris, som han kan købe med stor besparelse, for de skal spise meget ris, mens hun er hos dem i 3 måneder!

Dejligt at vide, at hun er kommet godt hertil og nu har et par dage til at hvile ud inden konfirmationen.

Der er jo 2 konfirmationer med 14 dages mellemrum, idet Frederik, datterens ældste, også skal konfirmeres – heldigt, at det ikke er samme dag. Jeg fik en imponerende ønskeseddel fra ham i går! Det er virkelig dejligt at se, hvor mange forskellige ting, han ønsker sig – foruden penge selvfølgelig. Det er lige fra et fladskærms-TV til et krus! Der er både Ipod og andet elektronik, læderjakke og andet tøj, rollespils-remedier og meget andet på ønskesedlen, altsammen med link til netbutikker, hvor man kan købe de forskellige ting. Flot Frederik!

Mormor er på vej!

Om 20 minutter letter flyvemaskinen fra Manila med svigerdatterens mor! Så nu kan vi trække vejret roligt. Hun snakkede i tlf. med sin datter, da hun sad ved gate’en for et par timer siden, så nu kan det ikke gå galt. Hun bliver fulgt og kørt, når hun skal skifte fly i Doha, og om 19 timer lander hun i Kastrup, hvor hendes datter og svigersøn henter hende. Så hun får lige et par dage til at slappe af, inden vi ses til konfirmationen på søndag.

Vi er alle glade!

Påskefrokost over stok og sten

Familien til påskefrokost i flere generationer..

incl. børnebørn..

..og hunde. De jagtede lige hinanden 4-5 gange rundt om spisebordet – så var der fred og fordragelighed resten af tiden, de er rigtig søde sammen, Whisky og lille Bodil.

Og sikke nogle svigerbørn – inden jeg havde set mig om, havde de ryddet bordet og vasket op!

High five! kan Bodil – hun går til træning og er meget dygtig til ordløs kommunikation.

Og så var der pludselig én, der havde set noget brunt og låddent i haven! Man bliver aldrig for stor ..

..til at finde påskeharens æg..

..en skik, som Søren indførte, da vore egne børn var små..

..og som børnebørnene under hvin og latter har deltaget i hvert år, siden de kunne gå.

Selvfølgelig kappes de om at finde flest – men de deler altid lige over, når der ikke er flere. Og nu er de så store, at de selv klarer den side af sagen, mens Morfar/Farfar før holdt godt øje med, om det foregik efter reglerne!

Den kreative datter havde lavet lidt nyt påskepynt til mig, som passer perfekt til min forårsløber i Kaffe Fassett stoffer og til mine egne, gamle små filt-dansere, der som altid til påske dingler i nogle grønne grene.

God Påske!

God Påske fra Whisky og mig!

Vi er tidligt oppe, for vi skal have gæster i dag, og jeg fik lige plantet et par krukker til med forårsblomster til at byde velkommen.

Og så er trøjen i vendestrik til svigerdatterens mor vasket og tør og har fået knapper syet i, så de kan få den med, når de skal hente hende i Kastrup på torsdag morgen. Hun skal ikke fryse i Danmark!

Nu er alt i orden – puh ha, det var op over!

Ja, nu har min svigerdatter lige ringet, at hendes mor har fået sit visum og sin billet, så hun kan komme fra Filippinerne til Christians konfirmation.

Det har ellers været meget, meget spændende her de sidste dage, om det ville lykkes. Det er ikke så nemt, og det tager lang tid at få visum igennem den norske ambassade i Manila, og selv om det er længe siden, det blev søgt, fik hun stadig ikke nogen bekræftelse, så alle var efterhånden meget nervøse for, om hun kunne nå at få det.

Christian bliver konfirmeret 1. maj, og Påsken kommer jo imellem med lukkede kontorer både her og der, så der var ikke mange dage at tage af, når hun skal flyve fra Manila den 27. april.

Det viste sig, at den email, som ambassaden havde sendt med bekræftelse allerede 15. marts, havde den unge mand, der modtog den i Manila, ikke set!!! Så først da Christians far ringede til den norske ambassade i Manila i mandags, blev det opklaret.

Christians mormor bor ikke i Manila, men i en mindre by på en anden ø, så hun skulle først flyve til Manila i går, hvor hun heldigvis har både en søn og en meget god veninde, der kan hjælpe hende. Så min svigerdatter har ringet adskillige gange for at tjekke op på, om hun har været de forskellige steder for at hente billetten ét sted og visum et andet sted, hendes pas og sundhedsforsikring lå også på ambassaden, og det hele er nu i orden!! Så nu bliver hun hos veninden i Manila i Påsken og er klar til at flyve derfra onsdag den 27. Og der er bestilt hjælp til hende, så hun kommer de rigtige steder hen, også når hun skal skifte fly i Doha. Det er helt bestemt ikke nemt, når man kun én gang før har været udenfor sit eget land, så at rejse alene om på den anden side af jordkloden.

Men nu kan vi slappe af i bevidstheden om, at hun er på vej og i gode hænder, og familien henter hende i Kastrup torsdag. Hun var her første gang for 3 år siden, hvor hendes datter hentede hende derude. Så hun kender Danmark og deres hjem og os andre, og det skal nok blive en ny god oplevelse for hende. Jeg har strikket en ulden trøje til hende, som hun kan få på allerede i Kastrup, for her er jo koldt for hende.

Det er en kæmpestor lettelse for os alle, at det er på plads.

Sengevædere

Jeg drømte en drøm, som jeg  ofte drømte som barn – det er godt nok mange år siden – fuldstændig livagtigt, og meget svær at vågne op fra.

Jeg var sengevæder, indtil jeg var 7-8 år gammel, og i drømmen går jeg på toilettet, sidder på toilettet og tisser – og vågner ved at sengen er våd.

Jeg havde ikke tisset i sengen, men drømmen var den samme, og jeg var lidt ked af det, da jeg vristede mig fri og vågnede.

Jeg blev straffet for at tisse i sengen, det blev min yngste lillesøster ikke, hun var 9 år yngre og havde samme problem – da var mine forældre blevet klogere, heldigvis.
Til gengæld oplevede jeg på spejderlejre, hvor jeg var ung assistent, da min søster blev spejder, at når jeg spurgte, om der var andre end hende, der skulle tages op, inden jeg gik til køjs, så kom der flere forsigtige fingre op. Hvorfor havde forældrene ikke sagt noget om det?

Det samme har jeg oplevet mange gange i de ca. 40 år, jeg var spejderleder. Engang var det et par tvillingedrenge, hvor moderen mente, at den ene ikke kunne blive spejder, fordi han ikke kunne ligge tør. Jamen, det er da ikke noget problem, for min egen søn har samme problem, så kan de sove ved siden af hinanden, og jeg kan tage dem begge op. Moderen blev meget forlegen og fortalte undrende til andre, at jeg slet ikke var flov over min søn!

De andre spejdere vidste godt, at de skulle ikke drille, når der kom et par soveposer op at tørre.

Vi prøvede mange forskellige hjælpemidler til vores søn, men det endte med, at han, som de fleste, voksede sig fra problemet.

Mit problem blev løst, da mine forældre fik en ny “ung pige i huset” – en 14-årig, der kom fra et børnehjem, hvor problemet ikke var ukendt. Hun sagde til mine forældre, at det kunne hun godt hjælpe med, og så satte hun 2 træbyggeklodser under hvert ben i fodenden på min seng, så den blev hævet. Det hjalp. Efter noget tid tog hun de 2 klodser værk og til sidst de sidste 2, og så var jeg kureret.

Mærkeligt, at den drøm pludselig dukker op igen efter så mange år!

Weekend hygge og fødselsdag

Whisky og jeg har nydt en afslappet weekend lige fra fredag eftermiddag hos ældstesønnen og hans familie, hvor vi fejrede Christians 14 års fødselsdag. Svigerdatteren foreslog selv, at hun kunne tage Whisky på morgen-luftetur, når hun gik til bageren efter rundstykker – det har hun ikke prøvet før, men Whisky opførte sig eksemplarisk, og han er flink til at sidde pænt og vente udenfor en butik.

Sønnen havde vagt, men passede Whisky derhjemme og var heldig, at han ikke blev kaldt, mens vi andre var på shoppingtur i Kolding Storcenter for at købe konfirmationstøj til Christian, som fik lige, hvad han gerne ville have – det er ikke billigt, skal jeg hilse og sige. Foruden de lækre sko, han valgte, fik han efter ønske også et par sommersko i fødselsdagsgave af mig, det er selvfølgelig mest praktisk, at han selv er med for at vælge og prøve.

Resten af lørdagen var ren hygge – hans far havde lavet en af de lækre lagkager, han er er så god til…

…og Christian havde valgt pizzaer til aftensmad + Harry Potter film med surround.effekt! (Min første af slagsen – den der mystik og de voldsomme effekter er ikke til min aldersklasse).

2 aftner med familiehygge incl. film + chips og slik kan gøre noget ved strikketøjet, så både Christina og jeg kom langt.

Jeg blev færdig med bullen og ærmer på trøjen til børnenes mormor, der kommer fra Filippinerne til Christians konfirmation, her er jo koldt for hende! Så nu mangler bare kanterne.

God morgen, Whisky!

Whisky og jeg sover sammen med Christina på hendes værelse, han går selv i seng, når han er træt om aftenen, hans tæppe ligger under skrivebordet, så kan vi godt være der.

Jeg skulle lige have et billede af Christina i hendes nattøj, som oprindeligt er et sommersæt, jeg havde købt til hende, da hun blev 4 år. Nu er hun 10, og hun kan stadig passe det – det er imponerende. Bukserne var lange stumpebukser og blusen en busseronne. Desværre har jeg ikke et billede fra dengang for 6 år siden med det sæt på, men jeg havde været på udsalg hos Den Lille Lade og købt flere utroligt søde sæt til hende med 75% rabat, og at det er en god kvalitet, ses af at hun stadig bruger det flittigt, nu som nattøj. Forskellen i størrelsen ses af nedenstående billede af et af de andre, jeg købte.

Nu er vi hjemme igen, så har både sønnefamilien og jeg lidt tilbage af weekenden. Og der venter en begivenhed her på bloggen lidt senere på dagen!

Til lykke Christian

 

Til lykke med de 14 år, Christian!

For 14 år siden var du meget tæt på blive en aprilsnar – men heldigvis trak det 15 minutter ud, så du fik fødselsdag sammen med H.C.Andersen. Du var 17 dage for tidligt på den, og du var ikke ret stor – men sej!

Der var flere i familien, som troede, at det var aprilsnar! Da din far ringede kl 6 om morgenen den 1. april for at sige, at jeg skulle komme, som vi havde aftalt for at være med på sygehuset, var jeg også sikker på, at det var snyd – men det blev en meget stor oplevelse for mig at se dig komme til verden og støtte din mor.

Ha’ en rigtig god dag, vi har snart en anden stor begivenhed, der skal fejres! Jeg glæder mig.