Skøre, dejlige Frederik og skønne Bodil!

 

Frederik blev 14 år i går, og jeg var inviteret til eftermiddagskaffe og Svensk Pølseret (Frederiks valg). Frederik er en dejlig dreng, men også lidt “skør” – det vil han gerne være. Han fik de ønskede stribede “pyjamasbukser” og nogle armbånd af mig i fødselsdagsgave, og han var bare så glad! Han fik flere andre bløde pakker, alle lidt outrere, men herregud, når det nu er hans fornøjelse!

Skelethuen var også en hedt ønsket gave..

..og så kan han jo lige alle attituderne!

Og så de lange, tynde ben!

Jeg fik den varmeste, kærligste velkomst af lille Bodil, det er så dejligt, at hun tydeligt kender mig fra gang til gang.

Hun er bare så charmerende og så dygtig!

Datteren har købt garn hos Kenneth Weller og havde bedt mig tage min garnvinde med, så hun kunne få det vundet op, det er jo spændende, hvordan det er at strikke af. Men hvordan får man garn fra en spole og over på garnvinden? Det plejer jo at være en garnholder – “paraply”? Nå, vi fandt ud af at trække tråden op over en lampe, så gik det derudaf!

Men det måtte Bodil se! Hvad i alverden var det, der foregik?

Hun er altså bare “Mors hund”!

Det var en dejlig fødselsdag. Tak for sidst!

Puh ha – sikke et vejr, det var godt, det ikke var i går.

Jeg kom godt både til Fredericia og hjem igen i går. Jeg frygtede lidt hjemturen, for vejrudsigten sagde jo både storm og regn, så jeg kørte ikke over Vejlefjord broen, som jeg ellers altid gør, men ned over Vejle havn. Det gik fint, og var slet ikke så slemt, som jeg havde frygtet. Jeg bryder mig ikke om at køre i regn + mørke, jeg synes, jeg ser dårligt i den slags vejr. Og jeg kunne godt mærke, der var lidt aqua-planning nogle steder. Men når man kører rimeligt forsigtigt, går det.

Jeg er i hvert fald glad for at den voldsomme regn åbenbart først er kommet i nat, der ligger kæmpe vandpytter nu, og vejrudsigten er truende for i dag.

Så føler man sig lettet og glad, når man kommer hjem til en ovenud glad hund, som gennemsnuser mit tøj, for han kan jo lugte lille Bodil! Familien spurgte, om han ikke var med? Men jeg vidste ikke, om vi skulle være mange, der er jo fætre og kusiner, som sommetider er med til Frederiks fødselsdag, og så bliver det for uroligt med 2 hunde, der leger. Vi kunne jo ikke sende dem ud i haven!

Alle Helgens gudstjeneste

Jeg har været til Alle Helgens gudstjeneste i Brædstrup Kirke i aften. Det er en meget smuk skik, som vist de fleste kirker i Danmark bruger. Der var mange mennesker, og det var meget smukt. Navne på alle, der er døde i det sidste år, blev læst op – Sørens som det første – og så blev der tændt et lys for hver enkelt. Det har før været en pårørende, der tændte lyset, og det var jeg forberedt på, men sådan var det ikke, derimod 2 fra menighedsrådet, der skiftedes til at tænde de mange lys.

Der var også ualmindelig smuk solosang, og det var i det hele taget en meget stemningsfuld oplevelse. Naboen var med mig, og det var dejligt.

Der var bare én ting, der var meget forstyrrende: 2 drenge-konfirmander, der sad på rækken bag ved os, kunne absolut ikke sidde stille, de både hviskede og smågrinede sammen, også under oplæsningen af navne på de afdøde, de tabte salmebogen på gulvet flere gange med et brag, en af dem gik ud og kom ind igen osv, og selv om de fik øjne fra flere, lod de som om de ikke så det. De skulle altså være blevet hjemme på sådan en aften!

En smuk dag

Det blev en smuk dag, og Whisky og jeg havde en god tur i det skønne vejr til Kjellerup. Men inden da kom naboen fra morgenstunden med en blomsterhilsen…

…og så fik vi en god snak, hun har jo selv prøvet det, og det gør godt at snakke med andre, der ved, hvordan man har det. Vi har gjort det mange gange i dette år, men ikke én gang for mange! Det var meget sødt af hende.

Det er en smuk kirkegård ved Hørup Kirke i Kjellerup, hvor vi altid går ind ad “baggangen”, fordi der er en fin P-plads, og fordi denne grusvej fører i lige linie hen til Sørens og hans forældres gravsted, der ligger til venstre lige forbi det meget store træ i krydset. Det er en flot beliggenhed med træet, der om sommeren nærmest danne tag over hele krydset, men lige nu smider en frygtelig masse gule blade!

Det er et stort gravsted, et “4-kisters-gravsted” hedder det! Men da det blev valgt i 1958, hvor Sørens far døde, var gravstederne nok større end nu.

Det er lidt mærkeligt at tænke på, for Sørens far må forlængst være væk, så nu er der bare 2 urner tilbage i den store grav. Jeg har aldrig kendt Sørens far, men jeg har hørt mange ting om ham. Han var ikke som folk er flest, tror jeg, og kunne være både meget varm og lidt frygtindgydende! Det var et stort chok, da han faldt om som 63-årig, og døde på få minutter.

Sørens mor var enke i 30 år og blev næsten 88 år. Hun og jeg blev gode venner og især til sidst meget fortrolige. Hun klarede sig fantastisk flot i betragtning af den vanskelige situation, hun var i, da hun måtte flytte fra lejligheden, der hørte til hans job som uddeler, og uden at have uddannelse eller job. Men hun uddannede sig til sygehjælper og fik eksamen som 63-årig! Og arbejdede i 13 år som fast nattevagt på sygehuset, købte selv hus og rejste ud på charterrejser og oplevede meget. Hun var også på Grønland 3 gange for at besøge os, første gang, da hun hørte noget om en pige, som hendes søn havde lært at kende!

Det er dejligt at se, hvor pænt kirkegårdens folk passer og pynter de grave, man betaler for. Jeg ville have evig dårlig samvittighed over ikke at komme der ofte nok og ved tanken om, at der trængte til at blive gjort rent. Som nu, hvor der er masser af blade alle vegne, men kun lidt her, som jeg kunne samle sammen med hænderne. Den måde, de pynter med gran er meget kreativ, det er forskelligt fra sted til sted, og det ser rigtig godt ud. Vi har selv plantet lidt nyt, det bliver der også hæget om, og den lille efterårsblomstrende plante, som datteren satte sidste gang, stod fint med blomster.

Jeg fik ro i sindet.

Og da jeg kom hjem, stod der 2 store, flotte buketter fra mine børn!

Og lækker slik: chokolade-mandler og saltlakrids! Der er nogen, der kender mig. Tusind tak!

Jeg genoplever..

..de sidste dage af Sørens liv for netop 1 år siden. Er det mærkeligt, sygeligt eller morbidt at kredse om det?

For mig er det uundgåeligt, selv i drømme dukker der ting op og jeg vågner gennemsvedt!

Og det er jo ikke, fordi jeg hverken dengang eller nu syntes, at det var en skrækkelig oplevelse. Det var heldigvis en god oplevelse at følge ham til enden af livet og hjælpe ham med det, jeg kunne.

De sidste dage var meget stille, efter at det lykkedes at få ham hjem fra 14 dages forgæves sygehusophold. Jeg frygtede virkelig, at han ikke overlevede den sidste nat på sygehuset, hvor han var så dårlig, at de satte en seng ind til mig og bad mig sende bud efter børnene. Det kom så pludseligt, efter at han havde haft flere gode besøg i weekenden, hvor han var glad og livlig. Men jeg tror, han gav op, da vi fik at vide, at de ikke kunne gøre mere.

Efter den nat satte jeg alle kræfter ind på at få ham hjem, og det lykkedes. Det var dejligt, at han selv fulgte med under transporten og vidste, at han var på vej. Og han var helt tydeligt glad for at blive lagt i sin egen seng og få et stort velkomstkys af sin hund!

Det blev kun til 2 dage, men det var stille dage uden dramatik, med god hjælp og de nærmeste omkring, inden han lige så stille var væk. Jeg er stadig meget glad for, at han kom hjem. Det føltes som et mareridt, hvis han skulle dø den nat på Randers Sygehus. Herhjemme var det i orden, både for ham og for mig.

Nu er her stille igen!

Nu har jeg efter aftale kørt alle 4 børnebørn hjem, de 2 store havde andre ting, der skulle passes: en rollespil-lejr og arbejde = aviser og reklamer, begge dele i dag. Men det passer også fint for mig, for lige så meget vi hygger os, lige så meget bliver både Whisky og jeg trætte! Men han savner dem – som sædvanligt.

I går var jeg f.eks. for træt til at blogge, efter at vi havde været på udflugt til Industrimuseet i Horsens, hvor de elsker at komme.

I efterårsferien er der en masse pensionister, som fortæller og viser frem, så der kan vi rigtig få noget at vide. Det lykkedes at snakke via parabol fra den ene til den anden ende af den store maskinhal.

Christina og Frederik klædte sig ud i gamle modeller af arbejdstøj..

…og legede med gamle tiders legetøj – det var nu slet ikke så nemt!

I museumsgaden er der indrettet bittesmå butikker med originalt inventar, det er der, de allerhelst vil hen..

..der er også en knallert og en Long John..

..og den telefoncentral, som de altid skal prøve. Denne gang var der er vejleder, der fik det til at virke, så

de kunne få forbindelse med hinanden

Hvilket betød, at vi ikke fik Christian med os (han var alt for optaget)..

 

.., da vi gik over til de gamle arbejderboliger, som er meget interessante at studere med deres gamle møblementer, og hvor vi var inviteret til..

fiskefrikadeller!

Frederik fandt et par briller på bordet i lejligheden!

Hjemme igen hos Whisky fik de alle 5 en ispind!

Og så var det de 2 store drenges tur til at lave aftensmad, det blev gode, hjemmestegte burgere, hvor man selv kunne blande tilbehør.

Og nu er de så hjemme igen, Bodil gav en overstrømmende velkomst til både Ebbe..

..og Frederik!

Og jeg fik en lækker frokost hos min søde svigerdatter, der havde fridag i dag og derfor var hjemme, hvor der havde været så stille!

ØV – ØV ! Hvem går rundt i denne lækre trøje???

25 kr i besparelse blev dyrt! Jeg er simpelthen så ærgerlig og vred!

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvem der hygger sig i denne lækre alpaccatrøje, som var tiltænkt min svigerdatter som trøst, efter at hun mistede sit barn?

February Lady Sweater’en er strikket i Alpakka Fashion og udgør en værdi af ca. 400 kr i garn plus mange timers strikning og kærlige tanker.

Den blev sendt som MAXI-brev i en boblekuvert, og hvor jeg dog ærgrer mig over, at jeg ikke betalte 75 kr for at sende den som pakke, men kun 50 kr for et brev. For nu beklager Post Danmark, at “brevet desværre ikke kan erstattes, da Post Danmark ikke er erstatningspligtig overfor bortkomst af breve”!

Den blev sendt til en døgnpost, som sønnen har, hvor der bliver sendt en email med en kode, så de selv kan låse døgnboxen op uden for posthusets åbningstid. Men den dukkede aldrig op. Og en efterlysning igennem Post Danmarks kanaler ud fra postkvitteringen og postekspedienten, som godt kunne huske ekspeditionen, har resulteret i, at jeg i dag har fået et brev, hvori man beklager, at det ikke er lykkedes at finde brevet!

Sønnen har været meget optimistisk og hele tiden ment, at den nok skulle dukke op, for Post Danmark har jo overvågning i erkendelse af, at der er forsvundet ting, og han har også ment, at en blød pakke ikke ville være interessant at stjæle, det er mest hårde pakker, som f.eks. kunne indeholde CD/DVD’er, der “bliver væk”.

Ikke desto mindre er der nu en kvinde, der er uretmæssig bruger af en blød og lækker trøje, som jeg ville glæde min svigerdatter med.

Den er ikke vedkommende vel undt! Jeg er rasende.

Røg i køkkenet

Så var det Christina og Ebbes tur til at lave mad! Det skulle være noget, de kunne finde ud af og kunne lide! Så vi valgte æggekage med (hjemmeskåret) bacon.

Skamler at stå på, slå æg ud i en lille skål, før de blandes med mælken, mens baconskiverne oser! De hjælpes rigtig fint ad.

Forsigtigt løfte i æggemassen – det vil Christina altså gerne prøve derhjemme!

De stolte kokke nyder at servere en god gammeldags æggekage med sprødstegt bacon og rugbrød.

Der blev også tid til at lege hule med Whisky, som blev nusset og pakket ind i sit eget tæppe – han finder sig i meget – men siger også fra ved at tage lidt hårdt i armen, fandt vi ud af i går!

Og så det traditionelle karbad, som de kun oplever hos Farmor/Mormor.

Feriebørnenes køkken

Christian har bagt æbletærte til eftermiddagskaffe / sodavand. Hold da op, hvor det passede ham, og hvor blev den god!

Der var rift om den lune tærte med flødeskum.

Underholdningen – ja, det var faktisk ikke spasmageren Frederik, der fik os til at hulke af grin. Den flegmatiske Christian kan med ganske små midler og sit minespil få især de mindre søskende til at grine, så Ebbe falder ned af stolen!

Og tærten? Ja, billedet taler for sig selv!

Opskriften:

125 gr melis og 125 gr margarine (gerne flydende) røres godt.

1 æg røres i.

½ tsk bagepulver sigtes i med 125 gr mel, det røres forsigtigt i dejen.

Halvdelen bredes ud i et fad el. lagkageform, forbages 10 min. ved 175 grader.

Imens skæres 300 gr æbler i både, de lægges ned på den halvbagte dej, 1 spsk kanelsukker drysses over, og resten af dejen klattes ud over æblerne. En lille håndfuld grofthakkede mandler drysses over, og tærten bages færdig ½ time ved 175 grader. Kan spises lun el. kold.