Den Amaryllis, som jeg købte i begyndelsen af november, har nu sin sidste stængel med udsprungne blomster.
Den havde 2 synlige knopper, da jeg købte den, og der kom hurtigst en 3.
De 2 første er væk nu, men den sidste står med 6 blomster – det er fantastisk, at der er så meget kraft i løget. Jeg elsker den lakrøde farve!
Det er stadig ikke nemt at “overtale” Diki til at blive børstet – jo, sådan almindelig børstning på ryggen og benene, det går fint, men på maven!!! Og i det hele taget, hvis der er små filteknuder (de får ikke lov at blive store) i de fine, fine hår, som hans pels består af, så spræller og vrider og vender han sig – og han er stærk! Og han har temperament!
Men jeg overgiver mig selvfølgelig ikke, jeg er mindst lige så stædig som ham! Og i dag lykkedes det endelig at få ham pacificeret, så jeg fik hele pelsen gået igennem med børste og en grov stålkam, der kan opløse filterne. Det var stadig ikke nemt, men han opdagede for første gang, at jeg er den stærkeste, og at jeg blev ved og ved med at vende ham om og holde ham fast, når han prøvede at vride sig fri.
Jeg brugte sækkepuden til at lægge ham i, så ligger han godt, og den hjælper med at holde ham på plads, bedre end et plant underlag som bordet, hvor han bedre kan vride sig. Og så føler han sig mere tryg ved at ligge i puden. Så han var omme på ryggen (!!!), mens jeg dels fik friseret det hele igennem, dels fik opløst de små filter. For første gang brugte jeg en saks (med flad spids) til at klippe knuderne igennem med, hvis de var for tætte, og så kunne jeg frisere dem ud. Det var ikke nogen stor bunke filt, der kom ud af det, men nu er det i bund.
Masser af godbidder som belønning undervejs, men det vigtigste var nok, at han oplevede, at jeg kan styre hans vilde modstand!
Og så gik vi tur i solskin og sne bagefter – ned til søen, hvor han fik lov at løbe løs med flyvende pels – vi nød det vist lige meget, for jeg var så glad for at se, hvor fin han er! Og han fløj af sted – han gik turen mindst 3 gange> et par meter frem – et par meter tilbage, og så frem igen, aldrig ret langt fra mig – snuse, undersøge alt, og pænt hen og få snor på igen.
Sådan en tur er en lise for sjæl og legeme!!
..af sne er kommet tidligt i morges.
De store støvler måtte på kl 7.30, da Diki og jeg gik luftetur. Flot er det , og Diki er ellevild!
God 2. søndag i advent – nu må jeg hellere åbne min anden pakke.
Det er den allerbedste tur! I dejlig stille frost, sol og sne! Det er “Tibbe-vejr”, og når Diki så også kan få lov at løbe frit, så er han ovenud lykkelig!
Der bliver snuset og fulgt usynlige spor..
..og med flyvende faner springer han af sted..
..men venter også pænt og kommer tilbage! Han løber ikke langt væk, han holder øje med mig, og han kommer fint og får snor på! Dyygtig hund!
Han morer sig rigtig i sneen, min dejlige Diki, tror han kan fange solsorterne, tager deres æbler og leger.
Han er dejlig!
Det er godt, der ikke er nogen, der står klar med et video-kamera for at lave en “morsom” film af Diki og mig, når han igen-igen i aftes huggede et garnnøgle på sofabordet, da jeg lige vendte ryggen til. Der var 2 nøgler, begge sad fast i strikketøjet, så det gjaldt om stille og roligt at få det ene fra ham, inden det altsammen blev filtret ind i hinanden!
Så det foregik stille og roligt, at jeg forsøgte at lokke det fra ham, mens han også stille og roligt rendte med garnnøglet uden om bord og stole, mellem sofaen og bordet – hen omkring spisebordet og tilbage igen – det hele blev spændt ind i et net, som jeg skulle passe på ikke at falde i!
Den leg elskede mit ældste barnebarn også, da han var lille, så blev hele stuen omviklet med snor!
Der skete ingen ulykker, vi fik lidt motion, og garnet tog ingen skade. Så kunne jeg strikke videre på mine Ying-Yang strømper.
Diki gjorde mig så glad her til morgen. Han spiser stadigvæk for lidt, synes jeg, og er tynd under al pelsen. Men han er livlig, glad, maven fungerer, som den skal, så han er nok bare ikke så sulten. Men i dag spiste han hele sin morgenmad, en blanding af flere slags hvalpe-tørfoder + lidt leverpostej. Hold da op, det var dejligt, at han spiste det hele, så han fik belønning i form af lidt osteterninger, som også hurtigt forsvandt.
Mon det er al den motion i sneen, der giver ham appetit? Jeg blev bare så glad, det lyder sikkert åndssvagt, men han er jo min “baby”, og det bekymrer mig, når han ikke tager på.
…det har vi efter en dejlig tur i det skønne vejr! Klar blå himmel, hammerkoldt, men ingen sne som andre steder i landet.
Diki havde været “slem” igen og taget mit strikketøj, heldigvis var det KnitPro metal- og ikke træ-rundpind, ellers havde de ikke holdt, og bagefter tog han lige toiletrullen! Så han fik alvorligt skældud! (Det er meget sjældent). Og mens han nu var lidt betuttet, tog vi en ordentlig børste/frisere-tur ledsaget af mange godbidder, og det gik rigtig godt.
Så efter det skulle vi lave noget, der var sjovt. Så vi gik en lang tur ned til søen, hvor han for en gangs skyld fik lov at løbe frit – det var noget han nød! Han pilede af sted med flyvende pels, skiftevis med store spring og kom hele tiden fint tilbage, så han var bare så glad – og det samme var jeg!
Han kom også pænt og fik snor på, før vi gik op over engen og hjem, det var tydeligt, at han havde en rigtig god tur, så det skal vi træne mere i, nu hvor han har vist, at han godt kan kaldes ind.
Hjemme igen jagter han solsorter i haven!
Jeg får heldigvis dejlige billeder af den lille guldklump – og nu skal I igen få lov at kigge med (ellers kan I jo bare springe over!)
“Linselus?” ja, det blir han jo, når fokus hele tiden er på ham, men han ved det selvfølgelig ikke. Han er da bare dejligt!
Victor fejrede lige indgangen til december og sin første julemåned med for første gang at rejse sig op ved egen hjælp! Så NU skal hylderne ryddes! – tror jeg?
En moderne form for gyngehest eller tyr?
Victors Mormor har syet den fine jule-pakke-kalender til ham (som til resten af sin familie) og nu er tiden inde!
Tak for billederne og god jul til den lille familie!
Da jeg i formiddags kørte over Storebæltsbroen, og solen pludselig skinnede, fik jeg lyst til en lille nostalgisk visit tilbage til min barndoms somre! Det er meget længe siden, jeg har lagt vejen deromkring, men jeg var bare mig selv og Diki i bilen og havde tid nok, så jeg kørte ind til Nyborg og ned til skoven og stranden ved strandhotellerne, hvor mine bedsteforældres sommerhus stadig ligger – forlængst solgt og gensolgt.
Disse 3 huse ser næsten ud som de gjorde for 60 år siden, da “Søholt”, huset til højre, blev solgt af mine forældre og min moster og onkel, da begge familier havde brug for pengene, mine forældre til at starte egen forretning i Kerteminde, og min onkel pga økonomiske problemer.
Jeg husker huset som hvidt, karnappen foran er bygget til senere, og der hvor de høje vinduer er til venstre var det en åben, overdækket terrasse, eller nærmest som en stue, hvor den ene væg kun gik halvt op. Der var møbleret med kurvemøbler, og det var der, vi altid var, mens den lukkede stue ved siden af var mørk og ikke blev brugt meget. Ovenpå var der 3½ soveværelse, mine bedsteforældres store soveværelse, som senere blev mine forældres, var bag de 2 vinduer til højre, mens vores var til bagsiden af huset.
Der var ingen mur om haven, det ser forkert ud i mine øjne, der var buske og træer.
Men flagstangen (som nok ikke er den samme!) var samme sted, og om søndagen hjalp min søster og jeg Morfar med at hejse flaget.
Der ligger stadig kun de 3 huse + et lidt mere tilbagetrukket, og husene langs stranden videre mod nord er også de samme. Den lille vej Skræddergyden, der går rundt om hjørnet af Søholt og hen langs stranden mod skoven og strandhotellerne, er heldigvis stadig smal og ikke særligt befærdet. Men der er bygget meget længere oppe, ligesom de fleste huse vist er helårshuse nu. Vi havde ingen opvarmning, bortset fra en kamin, som jeg ikke kan huske var i brug. Der var badeværelse (ikke en selvfølge i et sommerhus dengang) og et udmærket køkken med et lille pigekammer bagved. Men ikke køleskab, derimod en lille kælder, som fungerede som køligt spisekammer.
Der boede vi 3 familier hele min første barndom lige fra maj til oktober, og min Far og Morfar tog toget til Odense for at passe skoforretningen “Hector”, der tilhørte mine bedsteforældre, og kom hjem om aftenen. Det var under besættelsen, så de måtte ikke køre i bil. Min onkel derimod, som var pressefotograf, kørte i sin Citroën og kom hjem under høje dyt i hornet, så vi kunne høre ham på lang afstand!
Det var et dejligt gensyn, stranden er den samme, selv om jeg husker den meget større! Der legede vi dagen lang, byggede sandslotte, samlede sten med hul i, som blev bundet til en snor og som vi kaldte “køer”, slog smut med flade sten, og badede. Det var altid godt vejr!!! Sommetider havde vi bål og bagte snobrød – Far var spejder – og så var nabobørnene også med.
I dag var det en god lejlighed til at lufte Diki, som ellers er utroligt tålmodig og ligger i timevis uden at gøre vrøvl i transportkassen i bagagerummet. Han var ikke så modig i forhold til bølgerne..
..men glad for at få lov til at løbe frit og snuse på den øde strand. Og vejret var dejligt mildt, så vi gav os god tid.
Det er vist det hurtigste indkøb af tøj, jeg nogensinde har foretaget! Og det jo ikke ligefrem til udsalgspris – men jeg har meget. meget længe trængt til et stykke hverdags overtøj, som jeg kan være bekendt at bruge til andet end at lufte hund. Den vinterjakke, jeg stadig render i daglig, er så gammel, at jeg slet ikke kan huske, hvornår jeg fik den – i julegave af Søren, købt på udsalg efter jul og faktisk ellers en dyr jakke, som stadig er varm og næsten hel, men slidt.
Men jeg bryder mig ikke om at købe den slags tøj alene, der skal helst være nogen med til at kommentere. Og det havde jeg snakket med yngstesønnen og svigerdatteren om, at vi kunne prøve her i hovedstaden, hvor der er mange dejlige butikscentre med gode butikker.
Som tænkt så gjort, og det første sted, vi prøvede var hos Andersen i Waves. Vi kiggede lidt på udvalget først, og da det blev min tur, tog den dygtige ekspeditrice én frakke ud og viste mig. Da jeg havde prøvet den, var jeg ikke i tvivl, den var lige som den skulle være, men efter råd fra familien blev det en lidt anden farve end den mørkere, kolde blålilla farve til denne den mere varme farve.
Jeg har aldrig troet, jeg kunne købe en frakke så hurtig, men den er lækker, varm, med eller uden hætte, den kan vaskes og sidder godt. Så hvorfor betænke sig?
Og den gamle må gerne fortsætte som lufte-hund-jakke et par år endnu.