Det går godt nok

Da først jeg havde fået pakket fingerspidsen ind, kunne jeg gøre det meste af mine sædvanlige gøremål – med en strittende finger!

Så jeg fik både skåret stof til de blokke, jeg er ved at sy med det nye puttetæppemønster 2017 (hemmeligt), og jeg kunne godt korrespondere på pc’en med en finger mindre 😉 så jeg fik i dagens løb en aftale i stand med en relativt ny tæppetante om at sy jubilæumstæppet med 2017-mønsteret.

Projekt Puttetæppers 20 års jubilæum bliver bl.a. fejret ved, at 21 tæppetanter syr hver sit puttetæppe med hver sin årsblok fra årene. Disse tæpper vil blive udstillet første gang til Tæppetante-træf 10. juni i Hejnsvig, og derefter på Dansk Patchwork Forenings Træf i Skærbæk 25. – 27. august. Men vi har jo ikke kunne aftale med nogen at sy 2017-tæppet, før mønsteret var fastlagt.

Vi kunne udveksle billeder af stoffer, for at hun selv kunne vælge, og det skal nok blive godt i de farver, hun kan lide.

Nu skal jeg se, om jeg kan strikke? Det har jeg ikke prøvet endnu med den indpakkede finger. Men jeg kunne godt håndsy i går aftes.

Projekt Puttetæppers “Mor”

Birgit Glüsing, som stoppede i styregruppen for 10 år siden, syr heldigvis stadig rigtig fine puttetæpper, og hun har sendt billeder af 4 fine tæpper.

Nogle af blokkene i dette tæppe var syet af hendes nu afdøde søster Marianne, som også var med til at starte projektet for 20 år siden, og da Birgit kendte hendes så godt, syede hun flere blokke og monterede og quiltede det, som hun regnede med, at det var planlagt.

Disse 3 tæpper har Birgit selv håndsyet og håndquiltet:

De skøreste drømme

Jeg har altid drømt meget, somme tider kan jeg huske, hvad jeg drømte, andre gange ikke. Men nogen gange bliver det siddende i mig og skal bearbejdes!

Tidligt i morges havde jeg en mærkelig drøm – hvor kommer det dog fra? Jeg drømte om Søren, det gør jeg ofte. Men jeg har aldrig før drømt, at han var mig utro!

Efter min bedste overbevisning har det aldrig fundet sted, det var hans natur fremmed. Men skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, men i hvert fald har jeg aldrig haft den tanke.

Men i min drøm opdagede jeg, at han i lang tid havde haft en fremmed dame udover mig. Han forsøgte ikke at benægte det, men han var ked af det – og det var jeg i hvert fald også. Skuffet, vred og ked af det.

Siden jeg vågnede, har jeg kunne se hende for mig – nydelig og venlig dame, lidt triumferende – hun var sikker på, hvem han ville fortsætte livet med! Jeg vidste, der var noget bekendt ved hende, men kunne ikke komme på, hvem hun var. Pludselig gik det op for mig, at det er én, jeg har set i TV, men ellers aldrig har mødt. Der er ingen grund til at nævne navnet, for det er jo helt ude i skoven!

Hvor kommer sådan noget fra? Det er over 7 år siden, jeg mistede Søren, hvorfor skal jeg “miste” ham igen? Tåbeligt!

Men jeg tror på, at man får den slags drømme ud af hovedet ved at fortælle om dem – og det har jeg nu gjort.

En gammel spejderven er borte

Jytte Faldborg, min gamle spejderven fra Klarup, er gået bort i går , 82 år gammel, efter kort tids sygdom, har Svend skrevet til mig.

Jytte var et dejligt, humørfyldt menneske, og en god spejderleder i mange, mange år. Vi havde et godt samarbejde i Klarup, hvor hun havde piger, og jeg havde drenge – det var i overgangen, før man blandede børnene.

Vi var stadig i forbindelse med hinanden, og så sent som for ½ år siden skrev hun efter et hønsestrik-mønster. Gad vide, om hun blev færdig med det?

blaa-sommer

Købmandspersonalet – Jytte til højre, Svend til venstre

Sidst, vi var på spejderlejr sammen, var i 2004, hvor vi bemandede en nærkøbmands butik i en underlejr på Blå Sommer! Det var både hyggeligt, arbejdsomt og interessant.

Tak for et godt venskab og samarbejde, Jytte! Din dejlige familie og alle dine venner vil huske dig!

 

Min fredags udflugt…

…gik til Horsens, hvor jeg af og til besøger en meget dygtig quilter: Linnea Hassing Nielsen, som for nogle år siden blev “tæppetante” og nyder at sy mindre tæpper = puttetæpper (slumretæppe-størrelse), efter at hun i mange, mange år har syet store utroligt flotte tæpper, som hun har udstillet og solgt, både i DK og udlandet.

1612-linnea-hassing-nielsen-1

Vi får altid en kop kaffe og en rigtig hyggelig snak, og der er andet end patchwork at snakke om, for jeg er jo flyttet (for 3 år siden), og nu er det hendes tur, hun og hendes mand har solgt deres store, lækre hus ned til Horsens Fjord og flytter i en helt ny lejlighed, som ikke er færdig endnu. Men hun pakker og pakker, og er også nødt til at skille sig af med noget af indboet, opmagasinere de store tæpper osv.

Og helbredet er desværre ikke det bedste, så det er svært.

1612-linnea-hassing-nielsen-2

Men hun syr stadig, og for hende er det afslapning, når hun kan sidde ved symaskinen.

1612-linnea-hassing-nielsen-3-syskrin

Så der var 3 flotte tæpper til nogle heldige børn på et af julemærkehjemmene.
Det, Linnea syr, er altid perfekt og gennemført, så det er en glæde at tage imod!

Jeg bliver vist aldrig fan af Post Nord

Det er simpelthen så dårlig service, man får af Post Nord!

Joh – når jeg har hentet et pakkebrev på postudleveringen (et supermarked), så får jeg omgående en mail og bliver bedt om at anmelde dem på Trustpilot – nej det får de mig ikke lokket til, for det sker jo kun, når det er sendt til afhentning.

Når det er et brev, der er sendt til aflevering i min postkasse, så bliver jeg ikke spurgt om at anmelde noget!!!

Men så skulle de også få en ordentlig skideballe!

I dag modtog jeg omsider et “maxi-brev”, helt normalt frankeret, sendt 17.nov. fra Nordjylland og altså først modtaget 11 dage senere, i dag 28. nov.!

Det var et strikkekit, købt i en webshop, og jeg nåede da at efterlyse det efter 1 uge og igen i dag. Der er ikke noget at laste butikken for, jeg kan jo se af poststemplet, hvornår de har sendt det. Men butikken kan ikke efterlyse et brev, som der ikke er “Track and Trace” på – man skal bare vente! Og hvor ser man efterhånden mange eksempler på, at det kan tage uger eller mere for ganske almindelige forsendelser at komme frem!

bricks-kit

Men nu lå det så i postkassen senere i dag, og der er slået op til et tørklæde af det meget lækre Coast garn, som jeg ikke har strikket af før.

6. november

soren01I dag er det 7 år siden, Søren sov ind efter 1½ års sygdom.

Det er trist at tænke på den dag – men det var også en lettelse, at det lykkedes at få ham hjem efter 14 dage på sygehuset, hvor de ikke kunne gøre mere for ham.

Jeg er stadig sikker på, at han slap livsviljen, da det indirekte blev sagt, at han havde få måneder tilbage, og så vågnede han ikke af sin middagssøvn, men sov lige til næste morgen, hvor både jeg og yngstesøn og svigerdatter havde overnattet på sygehuset.

Han sagde selv: “Jeg døde i nat kl 3 !” Vi ved ikke, hvilken oplevelse, han havde haft, men det var godt, at han vendte om og vågnede. Så lagde jeg pres på og fik sat “systemet” i gang, så han kunne komme hjem med Falck, hvor datteren i mellemtiden havde taget imod ilt-manden, svigerdatteren havde hentet medicin, og vores fantastiske hjemmepleje stod klar!

Det blev kun til 2 stille døgn i de hjemlige omgivelser, men der er ingen tvivl om, at det var godt for både Søren og mig, at han var i sin egen seng med familien omkring sig – og schæferen Whisky, der sprang op ad hans seng og slikkede ham i ansigtet, da han kom hjem!

7 år – det føles ikke som så lang tid, som det jo er. Jeg syntes, at det var længe, min Mor var alene: 11 år, men min svigermor var enke i 30 år!
Og på en eller anden måde er Søren stadig en stor del af mig, det er ikke mærkeligt, efter at vi var sammen i 47 år. Det er lidt synd, at vi ikke nåede at flytte i noget mindre sammen, som vi havde snakket om. Men der ville ikke have været plads til os begge her i mit lille rækkehus, vores interesser fyldte for meget.
Og jeg havde nok ikke haft Diki, for små hunde var ikke Sørens smag!

Jeg har det fint sammen med Diki, og jeg er stadig lettet over, at Søren var klar næsten til det sidste og ikke kom til at ligge som en “grøntsag”, men stille og roligt derhjemme.

Frikendt!

Jeg er bare så lettet! Jeg har været på nyreambulatoriet på Fredericia Sygehus for at få resultaterne af nogle prøver fra den sidste uges tid.

Og jeg er fuldstændig rask! – altså bortset fra min Diabetes II, som er vel reguleret og viser helt normale tal. Blodtryk som en ung pige! 😉 , øjne, som kontrolleres hvert ½ år hos øjenlæge, fødder OK, og nu viser det sig, at nyrerne er helt fine også.

Min egen læge havde henvist mig efter min 3. mdr.’s kontrol, hvor hun fandt protein i urinen. Men både døgnopsamling af urin og frisk urinprøve viste intet galt i laboratoriet.

Så jeg er meget, meget lettet og glad, efter at jeg godt nok har været temmelig bekymret.

Det gik vist godt!

Der var i hvert fald stor interesse og mange af de fremmødte – over 40 – til Café Christian, der gav udtryk for, at de syntes, det var spændende at høre om mine og min families oplevelser på Grønland.

111016-christianskirken-2

Datteren, som skiftede billederne på pc’en, var vist selv så optaget, at hun glemte aftalen om at tage billeder! Jeg kunne i hvert fald se, at hun morede sig! Men det blev så kun til et par slørede billede på mobilen.

Jeg hyggede mig også – jeg kan jo godt lide at fortælle!

Lidt nerver på?

Jaah, lidt er der nok forud for dagens “optræden” med lysbilleder og fortælling i Café Christian / Christianskirken, om vores liv i Grønland for efterhånden mange år side.

Men jeg har en god langtidshukommelse og dejlige billeder at støtte mig til, og jeg har forberedt mig godt, så det skal nok gå!

Nu har vi været tidligt oppe, Diki og jeg, og har været ude på vores morgentur i mørke! Så vi får den rolige morgen, jeg bedst kan lide, med te, varme boller, avisen og lidt strikketøj!

Og yngstesønnen ringede selv hjem fra Rigshospitalet i går aftes, hvor han stadig er indlagt. Han har fået skåret 2 bylder i halsen, og hvis de har lukket sig i dag, skal han opereres. Men han var ved godt mod, og havde haft besøg af Victor og hans mor!