Arlette – en historie vi aldrig må glemme!

Jeg er rystet, rørt, dybt berørt over filmen “Arlette, en historie vi aldrig må glemme”, som havde premiere i Panorama i Fredericia i aften.

Jeg tror hele salen var lige så berørt som jeg, og jeg ved, at filmens hovedperson og fortæller, Arlette Andersen, overlevende fra Auschwitz, 92 år gammel og en skrøbelig gammel dame var både meget rørt og glad over at opleve sin historie formidlet så flot og dramatisk. Flotte effekter og en utrolig smuk men også voldsom musik ledsagede hendes egen fortælling, filmet ved et af hendes 426 foredrag igennem 25 år.

Sikke en oplevelse. Jeg kan kun opfordre til at benytte sig af de få dage, den spiller.

Jeg har lige givet mine unge børnebørn billetter, de får ingen bedre chance til at høre om den forfærdelige del af en verdenskrig.

Premiere

Jeg glæder mig til i aften, hvor jeg skal til premiere på “Arlette – en historie, vi aldrig må glemme”

Jeg har fulgt tilblivelsen af filmen gennem 3 år, har også mødt Arlette Andersen et par gange, og jeg ved, at hun også er meget spændt på at se filmen, der fra at være en idé om at forevige hendes foredrag om sine oplevelser i Frankrig og Auschwitz, som hun overlevede, blev til en stærk film med besøg i Paris, hvor hun boede, på universitet, hvor hun blev taget af Gestapo, og fra Auschwitz anno 2015.

Filmen vil senere udkomme på DVD, så den stadig kan bruges i undervisning af unge mennesker.

 

25 års jubilæum i Patchwork Kælderen, Kolding

25 år! Det er mange år i den branche! Der er ikke mange patchwork butikker, der bliver så gamle!

Men Kirsten Juhl, som har Patchwork Kælderen i Kolding har inviteret til jubilæum i denne uge med start i dag, hvor vinderen af hendes jubilæums konkurrence også blev afsløret.

Der var mange gæster i kælderen, kaffe på kanderne, småkager, lækre chokolader, og husbonden bestyrede en rigtig softice-maskine med alt tilbehør, alt det man havde lyst til! Det var festligt.

Der var også goodie-bags til de første 25, der handlede for 200 kr (det kan man nemt komme til med de stoffer!), og momsen at spare på alt! Resten af ugen er der 15% på alt.

Jeg fik lov at fotografere alle de tæpper, der havde deltaget i jubilæumskonkurrencen, hvor Patchwork Kælderens log = Dresden Plate indgik. Man kunne købe en startpakke og dermed vælge farver, og ellers var det op til kreativiteten. Det var ikke helt let at komme til at fotografere ordentligt, tæpperne hang tæt, gæster, lamper mm kom i vejen, men her er de:

Den suveræne vinder af konkurrencen, syet af Anette Skammelsen!

Nr. 2 (jeg kender ikke navnet)

Nr 3 (ved ikke, hvem, der har syet det)

Resten er der ingen rækkefølge på… …men jeg kan da vise, hvilket, jeg har syet.

Og her følger de øvrige:

Allesammen meget fine tæpper, og sjovt at se, hvor forskellige!

 

En fantastisk donation

Projekt Puttetæpper får mange donationer – mest i form af flotte tæpper, men også penge til indkøb af materialer.

En donation fra en hidtil ukendt patchworker, Gitte i Hinnerup, var totalt overraskende! Gitte elsker at sy patchwork, og efter at hun fik ny symaskine blev det sjovere at quilte, så hun gik systematisk  gang med at gøre stakken af UFO’er (UFærdige Objekter) færdige: hele 20 meget flotte tæpper, som hun har givet til Projekt Puttetæpper og dermed til 20 børn, der får tæpperne i forbindelse med deres ophold på et julemærkehjem! Se alle 20 tæpper her:

Nu er Gitte blevet “tæppetante” og indgår fast i Projektet, så vi kan forvente flere tæpper fra den flittige og kreative patchworker!

Mors dags blomster

Mine børn er altid søde til at sende mig blomsterhilsner på Mors dag!

 

Sønnesønnen, som har været her for at skifte mine dæk, kom med et meget flot orkidé fra sin Far.

Og datteren kom med en skøn buket på vegne af sin lillebror, som bor i København:

…samt nogle fine engelske pelargonier til haven – de dufter, bare man gnider bladene lidt – dem skal jeg have plantet i krukker, så har jeg glæde af dem hele sommeren.

Jeg bliver så glad for de søde hilsner! Datteren og jeg fik nogle timers hyggelig snak om alt muligt i solen på terrassen, til en kop kaffe og en rabarbertærte!

Tak alle 3! og jeres familier.

Op på hesten igen!

Jeg var inviteret til te og varme hveder hos sønnen og hans familie i går aftes, og det var meget hyggeligt.

Vi havde en meget hyggelig aften. Christina var “andet steds engageret”, hun er meget aktiv i elevarbejde på gymnasiet, hvor der skulle være et arrangement senere, som Christian også skulle med til, så svigerdatteren kørte ham og hans kammerat Rasmus derud, så snart, vi havde spist de lækre hveder med pålæg. Utroligt så mange, man kan spise! Christian kører ellers meget ofte for kammeraterne, men de skulle have øl i går aftes – og så kører han ikke!

Og så så vi lige en udsendelse på lokalt TV, som Christian har lavet, han er i praktik og ved at blive ret dygtig. Han skal begynde på Medieskole i Viborg til august, det er meget spændende.

Så i dag arbejder jeg! Skærer blokke til:

Jeg har lige skiftet skærehjul – hold da op en forskel, det gør.

Post Nord igen – igen

Tænk, nu er det kommet dertil, at man ikke tør sende f.eks. en invitation ud med Post Nord!

Det kan jo være, at den ikke kommer ud, før begivenheden finder sted!

Så når Post Nord beklager sig over, at det er pga at vi bruger mails i høj grad, så er de selv med til at opfordre til at bruge mails!

Forleden læste jeg om et medlem af Dansk Patchwork Forening, der ikke havde modtaget sit medlemsblad og efterlyste det igennem foreningen, ikke bare én med 2 gange – dvs at der blev sendt 3 blade, før hun modtog et – ca 1 måned forsinket! Og de 2 første er ikke dukket op!

Hvad sker der med Post Nord! Jeg kan ikke forstå, at der bliver skrevet så meget om, at det “er synd” for dem, og at det er vi danskere, der ikke bruger dem, så de skal til at fyre personale. Hvis de har for mange ansatte, hvad laver de så, når vi ikke får vores post?