Dette dejlige puttetæppe er syet af Tull og quiltet af Laila – og igen har jeg syet lukkekant omkring. Gad vide, hvor mange, jeg har syet af dem?
Sy & skær – og sy igen
Nyt (gammelt) tæppe
Blandt de tæpper, jeg har lånt ud til Fælleshuset, er det tæppe, der hang på væggen i min entré – det er det i øvrigt syet til, selv om det var en anden entré dengang!
Men jeg skal selvfølgelig have noget andet på væggen, og datteren har flere gange opfordret til, at jeg skifter ud, for at det er mere spændende. Derfor har jeg vasket et tæppe, der ellers trofast har ligget i sofaen siden 2004, hvor jeg fik det som gave fra Ann fra Vancouver, da hun besøgte mig.
Det er et meget flot tæppe, som jeg altid har glædet mig over at se og bruge, og som jeg ikke selv er dygtig nok til at kunne sy.
Og faktisk ser man det meget bedre, når det hænger på væggen, end når det ligger over enden af sofaen!
Det hedder “Oriental Circles” og er syet i japanske stoffer og Balis stoffer i “Stamps”-teknik (Paper-piecing), hvor det er muligt at få de mange spidser meget skarpe og nøjagtige.
Ny udsmykning i Fælleshuset
I vores fælleshus her i andelsboligforeningen, hvor vi holder fællesspisning én gan hver måned, og som kan bruges til private fester, er der hængt nye lameller op for vinduerne i stedet for gardiner. Det har givet mulighed for ny udsmykning, og formand Tove fik den idé at spørge, om jeg havde nogle tæpper, jeg ville hænge op?
Det vil jeg selvfølgelig meget gerne, og jeg har flere tæpper, der “bare” ligger, men som godt kan vises frem for nye mennesker!
Så i formiddag har vi flyttet de eksisterende billeder over mellem vinduerne, hvor de nu kom bedre til deres ret, og mine tæpper er hængt op på de store vægge. Heldigvis med en håndværker-beboer til at svinge hammeren.
Så nu er vi 4, der hjalp til, meget spændte på, hvad de øvrige beboere synes om det. For mit vedkommende nyder jeg at se tæpperne, der slet ikke er nye, i nye rammer. Og vi kunne allerede under ophængningen konstatere, at det hjalp på akustikken!
Her er et kig:
Perler – perler – perler – og en giraf!
Christina er vildt dygtig – og tålmodig – til at lave perle-billeder!
Hun bruger 1000-vis af perler, som hun opbevarer i masser af æsker, og hun bruger timer på at sætte dem sammen, før de bliver strøget, så de er stabile – fuldstændig som de perleplader, små børn laver i børnehaver f.eks. – men meget større og med mange flere farver.
Og se her på en sjov video, hvordan hun gør:
Emmas trekant-tæppe
Færdig med quiltning af Emmas tæppe med trekanter i friske farver og motiver. Trekanterne er skåret efter en 60 graders lineal, det er nemt!
Emma er 7 måneder og min nevøs barnebarn nr 2, og jeg havde en rest af det uglestof, jeg brugte til hendes storesøster Maja’s tæppe i 2014 – mon ikke Maja kan genkende det?
Bagsiden er festligt rød/hvid prikket.
Uhhmm! Flotte stoffer
Jeg kan ikke dy mig! Jeg er lige ved at være færdig med et projekt, og så dukker det næste op i hovedet – og jeg MÅ eksperimentere og lege med farverne – er det nu sådan eller sådan, det skal være?
Kaffe Fassett stoffer og batik – det er ikke hverken første eller sidste gang, jeg sætter det sammen.
Fortsættelse følger, når jeg er færdig med det, jeg kun mangler at quilte, og det er en ganske enkel maskinquiltning.
Tæppetante-træf 2016
Nu fik vi invitationen til Tæppetante-træf 2016 sendt ud til tæppetanterne. Der var en særlig grund til, at det blev lidt senere end tidligere år. Vi måtte vente på endelig bekræftelse fra “Årets gæst”, som først nu kunne sige med sikkerhed, at hun kunne komme.
Vi er så heldige, at Karen Ekmann synes vores projekt er så godt, at hun gerne vil bidrage med et foredrag og fremvisning af nogle af sine restetæpper! Det kan ikke være bedre netop i relation til det, vi laver!
Som de sidste 3 år foregår det på Birgiths skønne sted i Hejnsvig – langt ude på landet! – hvor der både er en stor, flot have, en stor hal til udstilling og en flot systue at beundre.
Så der er noget at glæde sig til. Vi deler ud af modtagne stoffer og UFO’er til nye puttetæpper, og der plejer at være god afsætning!
Puttetæppe Fix & færdig
Puttetæppet har været lidt længe undervejs, fordi jeg har brugt det som demonstration, når jeg har holdt workshop for forskellige grupper, der gerne ville lære teknikken “Fix & færdig” / Quilt-as-you-go, hvor man quilter hver enkelt blok for sig med bagside og mellemfor, før alle blokke bliver samlet på én gang ved hjælp af smalle strimler, der lukker tæppet både for og bag.
Jeg er ikke helt tilfreds med nøjagtigheden, men jeg håber, at øvelse gør mester! Puttetæppet vil blive givet til et barn på ét af julemærkehjemmene.
Dejlige tæpper fra Depotgården
Jeg havde liige nogle ting at ordne herhjemme i formiddags, men nåede alligevel ind til Depotgården ved frokosttid – vi har gennem et stykke tid ikke kunne købe det sædvanlig smørebrød eller salat pga sygdom, så den står på madpakker 🙁 !
Jeg havde aftalt med Laila, at hun skulle have et puttetæppe at quilte, og det gjorde hun så lige:
Der ventede mig en overraskelse, som de andre åbenbart kendte, men ikke røbede, før Ruth overrakte mig 2 flotte puttetæpper, som hun havde syet –
et smukt pigetæppe med masser af roser og fine quiltninger..

..og et flot drengetæppe, syet af skjorter!
Så nu har jeg så igen et puttetæppe at sy lukkekant om.
Jeg nåede at sy lukkekanten på “mit eget” tæppe, inden jeg tog derind, og sømmede den på de 2 sider, resten følger i aften.
Og så har jeg endnu en lukkekant at sy – på det tæppe, Laila quiltede i dag. Keder mig aldrig!























