Kaffe Fassett tæppe

kaffe fassett tæppe

Trods bøvl med symaskinen og quiltetråden lykkedes det at få tæppet i Kaffe Fassett stoffer færdigt. Lukkekanten blev stafferet i eftermiddag, da jeg syede på Depotgården.

Jeg er rigtig godt tilfreds med det – jeg elsker hans stoffer og farver. Det er syet af en Jelly Roll + et ekstra stykke med store georginer som kant. De skårne strimler fra rullen er syet sammen og skåret ud ved hjælp af en “bjerglineal” til store trekanter, der er syet sammen.

Det skal bruges som gave i en helt speciel anledning, og jeg glæder mig meget til at se modtagerens reaktion.

ARRRGHH!

En kombination af en quiltetråd, der knækker ofte + en nåletråder, der ikke virker, er hamrende irriterende! Det er ikke let at se at tråde nålen i maskinen på gammeldaws maner!

Det er så heller ikke den hurtigste søm, jeg bruger til at quilte med, så det tager lang tid! Tålmodigheden er på prøve!

Besøg af rottefængeren – igen-igen!

Jeg har ikke tal mere på, hvor mange gange en af de kommunale rottefængere har været på besøg her indenfor de sidste 2 måneder. Men det er vist 5. eller 6. gang.

Nu er de gået over til en anden slags gift, så må vi håbe, det hjælper, for det er meget tydeligt, hvordan de graver gange under vore terrasser og er så frække, at der nu er et stort hul op midt i et bed inde hos den ene af mine naboer. Der er også store bunker sand gravet op, men rottefængeren fortalte, at der kan være en hel trillebør fuld at grus gravet op!

Vi er ikke glade, for nu skal vi jo snart kunne sidde ude og have døren åben til stuen, og det har vi bestemt ikke lyst til, som det er nu! Men de er utroligt flinke og kommer meget hurtigt, når jeg skriver en besked til dem, på alles vegne.

Kaffe Fassett med kanter

Jeg er ved at sy et Kaffe Fassett tæppe færdigt og har leget med stoffer til kanter – som altid en leg, jeg synes, er sjov.

kanter

Det her med en smal grøn batik kant og et overdådigt Kaffe Fassett stof med store georginer passer vist meget godt?

Blokkene er syet af en rulle Kaffe Fassett strimler, der er syet sammen og skåret med “bjerglineal” – det er smart!

Sådan en dejlig familie-påskefrokost

Det blev en meget fornøjelig og hyggelig påskefrokost med familien – eller det meste af den!

påskefrokost 2016 11

De ku’ alle sammen godt lide min mad – og vi sad som altid læænge ved bordet, sådan en frokost kan man ikke spise hurtigt.

påskefrokost 2016 12

De 4 unge børnebørn hyggede sig sammen ved sofabordet og hentede flittigt både sild, rejer og laks mm, også den specielle karrysild, som ikke må mangle på et frokostbord i vores familie, ligesom det hjemmebagte brød! – derimod var de “skidne æg” ikke så populære hos de unge!

påskefrokost 2016 10

Tossede tøser! – de havde begge chauffør på i dag!

påskefrokost 2016 9

I vores familie har påskeharen hidtil altid aflagt besøg og lagt farvestrålende chokoladeæg i haven, som børnene jagtede og siden delte.

påskefrokost 2016 5

Nu er de blevet så store, at de fik en pose marcipanæg til dessert, og så var det den gamle Mormor/Farmor, der blev lokket ud, fordi “påskerotten” (ihukommende vores plageånd for tiden) var set løbe forbi.

påskefrokost 2016 4

Og jo, den havde lagt – ikke æg, men nok så farvestrålende malede sten – datterens specialitet.

påskefrokost 2016 7

Så med Diki som nysgerrig følgesvend (man skal jo ikke gå glip af noget !) fandt jeg et par håndfulde søde “æg”.

påskefrokost 2016 1

Hvad kan man dog ikke få sådan en gammel bedstemor til?

påskefrokost 2016 13

Men fine er de! Tusind tak! Og tusind tak for blomster og megen hjælp!