Kun 12 dage gamle fløj solsorteungerne fra reden tidligt til morgen: de var i reden, da jeg gik ud og satte den grønne spand frem til tømning, og da jeg øjeblikket efter gik ud af døren med Diki på morgentur, var reden tom! Jeg kunne høre dem pippe og se forældrene lede efter dem med munden fuld af orm – og desværre fandt jeg, da vi kom hjem igen én af dem liggende død nedenfor reden. Det er nu, det er farligt for dem, for de er jo halvnøgne og kan slet ikke flyve. Så Diki får ikke lov at løbe løs. Det ville ikke være til at bære, hvis han fangede en af dem!

Diki var i øvrigt meget optaget af, at vi mødte en stor flok sidste-skoledag-drenge, klædt ud og med tudehorn, han glemte helt, hvad han skulle, indtil vi drejede den anden vej. De var så søde i al deres løsslupne glæde!

De kan snart ikke være der mere, de 5 solsorteunger, som bliver fodret med kraft-foder i form af orme, som mor og far flyver i travl rutefart med dagen lang – og langt ud på aftenen.

De ligger alene nu og venter, til én af forældrene lander, så ryger alle 5 hoveder op på strakte halse og med gabende næb (hvordan finder forældrene ud af, hvem der skal have denne gang?)

Men når der så kommer en vældig tordenskylle, så kommer mor alligevel og lægger sig beskyttende på de store unger.

Det er hyggeligt at kunne følge med på så tæt hold. Nu kender de mig, og vi kigger hinanden i øjnene flere gange om dagen, både mor og unger – mens far er mere nervøs og skælder ud, mens han flyver væk, hvis jeg dukker op, når det er ham, der fodrer.